Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Minoriteter er smukke, majoriteten er grim

Krea-folket lader mere og mere til at holde kaje, når snakken nærmer sig det ømtålelige spørgsmål.

Med jævne mellemrum efterspørger tidens medier forfatternes og kunstnernes mening om samfundsudviklingen. De må da kunne tale Christiansborg, kapitalen eller højrepopulismen midt imod og redde kloden, verdensfreden, EU, velfærdsstaten eller bare den gode smag fra snarlig undergang. Håbet er lysegrønt, også for kulturminister Mette Bock (LA), der i ugens løb inviterede en skare af kunstnere til Rødding Højskole for at »ryge dem ud af deres huler«.

Men, nej. Vor tids kunstnere bor i huler og tier dagen lang. Jo jo, enkelte blander sig da stadig, nogle ganske få uden konformisme og frygt for kollegers misbilligelse, som nu f.eks. dramatiker og radiovært Hassan Preisler, der til JP gav det ærlige signalement, at kunstnere af frygt for udstødelse har det med at læne sig op ad de rigtige meninger

Krea-folket lader mere og mere til at holde kaje, når snakken nærmer sig det ømtålelige spørgsmål om, hvilket samfund vi egentlig lever i og giver videre til næste generation. Kunstnerne har travlt – ligesom vi andre – med at tjene til dagen og vejen, netværke og please hverandre. De lever i deres egne bobler, siloer og nære fællesskaber – ligesom vi andre. Offentligheden, altså den store, forkromede offentlighed, hvis idé går tilbage til Oplysningstiden, er en saga blot. Internettet og udbredelsen af de sociale medier har erstattet den gamle drøm med en ny realitet, hvor flere og flere kunstnere og ikkekunstnere nøjes med egne nyheder, interesser og passioner og plejer deres imaginære profil og branding snarere end deres reelle karakter og samfundsansvar.

Tillad mig at udvide perspektivet. For den teknologisk drevne udvikling løber parallelt med et andet spor siden de glade 1990’ere. Etikken, altså forestillingen om, hvad der er godt og sandt i pagt med tradition og sædvane, er blevet trængt tilbage af æstetikken, der er langt mere dynamisk og omskiftelig.

Det er her, forfatterne og kunstnerne kommer ind i billedet. Det er ikke lykkedes nogen anden gruppe så fuldstændigt at gøre politik til æstetik og følelser som de nominelt kreative. Det gode og sande er blevet det, der ser godt ud og dufter af empati, herunder globale menneskerettigheder, svoren humanisme, asylindvandring, antiracisme, antinationalisme og en besættelse af minoriteter. Tilhører du en minoritet, er det så fint og fejres med regnbuefarver på Nationalmuseet såvel som hos Netto. Majoriteten er derimod grim og styg og dum og højreorienteret. Når kreative mennesker forholder sig til politik, kan man være så godt som sikker på, at det sker fra et æstetisk synspunkt om, at de udvalgte få altid vil være de smukkeste.

Klaus Rifbjerg er mit yndlingseksempel, selv om man ikke må genere de døde. Den for længst kanoniserede forfatter var mesterlig med ord, men vidste så godt som intet om samfund, politik, økonomi, demografi, realiteter. Ligesom mange af sine kolleger var han spejlblank, når det kom til den dimension af tilværelsen. Hans politiske mishagsytringer var del af en fjerpragt, der signallerede en evangelisk humanisme hinsides den bedrøvelige borgerlighed for slet ikke at tale om alt, hvad der lugtede af Dansk Folkeparti. Fjerpragten fortalte, at han og ligesindede befandt sig på den rigtige side af danmarkshistorien.

Jeg har før mindet om de intellektuelles hang til religionserstatning i det 20. århundrede, men her taler vi snarere om æstetikerstatning. Det må være, fordi den moderne kunst for længst har opgivet alle fordringer om skønhed, harmoni og orden til fordel for provokation, installation og disruption, at den æstetiske sans eroderer politik og etik. Den æstetiske sans er blevet hjemløs og er udvandret til andre områder. Resultatet er ganske voldsomt for politikkens vedkommende: Ud går den sociale virkelighed, ind kommer æstetik og storbyattitude.

Tænk på Gyldendals efterårsreception, og du ved, hvad jeg hentyder til: Ib Michael, Suzanne Brøgger, Klaus Rothstein, Bo Lidegaard og den slags. Eller tænk på tusindvis af fastansatte universitetslektorer og undervisere. Officielt hylder de pluralisme, men i virkeligheden har de så godt som ingen borgerlige eller konservative kolleger.

I stedet hersker en særlig aura og indforståethed, en bestemt holdning til immigration, til Israel og Palæstina, til EU og brexit, til dem-og-os, MeToo og meget andet. Mangfoldighed i meninger, vurderinger, analyser? Min bare.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
21.07.19, 07:14
Fra individ til organisme, fra samfund til sværm. Velkommen til overvågningskapitalismen. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
20.07.19, 18:56
Jeg trækker mig fra den offentlige debat. Voldsmanden vinder. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.07.19, 01:42
Grønlandske familier fik hjælp fra danske frivillige, da flodbølgen ramte.   Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.07.19, 12:24
Integrationsministeren skal have ros for at stå fast. Jeg udtrykker et lønligt håb om, at ministeren i fremtiden holder fast i, at han ikke udtaler sig om fakta, han ikke kender, og konsekvenser, han ikke har gennemtænkt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.07.19, 16:09
Det midlertidigt besatte område er heldigvis en lise for sjælen. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.07.19, 21:38
Under 1 af 10 muslimske indvandrere bliver integreret. Læs mere
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere