<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tag dig i agt for barnløse filosoffer og politikere

I en samtid, der ellers svælger i hensyn til børn, er de underligt nok blevet tabu i mange politiske diskussioner, også den om at arve.

Den aktuelle strid mellem regering og opposition om arveafgiften handler om penge, principper og et historisk svigt, der hjemsøger vores lille, efterhånden knap så fredelige land.

For at begynde med det sidste er spørgsmålet om arveafgift som så meget andet strukturelt knyttet til årtiers masseindvandring, selv om ingen taler om den skjulte forbindelse. På den ene side har de røde partier, socialdemokrater inklusive, som godvilligt har inviteret den tredje verden hertil, slemt brug for pengene til velfærd. På den anden side vil de blå partier, der også er medskyldige i importen af mennesker, klaner og en accelererende voldskultur – og som afviste Glistrups, Krarups og Dansk Folkepartis advarsler – gerne betale mindre i skat.

Det sidste vil jeg naturligvis også. Men jeg er ikke så naiv at tro, det nogensinde kommer til at ske, så længe den demografiske udvikling strammer skatteskruen og presser den fremtidige velfærd. Regningen er såmænd allerede sendt videre til næste generation.

Det er imidlertid ikke kun derfor, at Mette Frederiksen (S) nu foreslår at hæve arveafgiften på større beløb mod at sænke bundgrænsen, mens regeringen helt vil af med afgiften. For begge lejre handler det om retfærdighed. De røde er ikke røde for ingenting og kræver mere lighed, mens de blå i dette spørgsmål er overraskende blå og kræver mere frihed til borgerne.

I en plumret og forskruet tid som vor ligner det en forfriskende klassisk strid. Begge lejre har nemlig ret i, at såvel liv som død skaber ulighed og muligheder. Spørgsmålet er bare, hvad vi stiller op med dem. Forsøger vi at skabe lighed, selv når folk går hen og dør, eller er det nok, at der allerede er betalt skat af folks penge én gang, og at vi i forvejen må betale til en af verdens allerdyreste skattestater?

For mig handler arven om næste generation. Hvad giver vi videre til børnene? Må vi overhovedet give noget videre – eller skal staten tage det sidste, vi efterlader? Det er børnene, der er fremtiden, ikke sådan nogle gamle fjolser som mig, og det er vores børn, som må leve med konsekvenserne af vores beslutninger, ikke alene de tilsigtede, men sandelig også de utilsigtede.

Men ingen taler om børnene, når vi taler om arveafgift, ligesom ingen taler om børnene, når vi taler om den fremmede migration hertil, skønt det ellers bliver dem, der for alvor kommer til at mærke verden på ny for nu at ty til en eufemisme. I en samtid, der ellers svælger i hensyn til børn, og hvor curlingbørn er blevet normalen, er børn underligt nok blevet tabu i mange politiske diskussioner, også den om at arve.

En del af forklaringen er som sagt, at velfærdsstaten fattes penge og derfor stjæler, hvor den kan. Dertil kommer den sociale drøm om stadig mere lighed. Men det er ikke hele forklaringen. Den afgørende faktor er, at vi ser fremad uden at huske børnenes tarv.

De skyldige er ikke blot politikerne, det stikker dybere. I flere generationer har så godt som ingen af de mest citerede samfundstænkere, filosoffer og politologer forholdt sig til børnene. Siden 1960’erne og den feterede seksuelle frigørelse har den akademiske avantgarde, mest af alt i Frankrig, ignoreret børnene i deres samtidsdiagnoser, projekter og visioner.

Tag Michel Foucault, som vi tidligere har været inde på, tag Jacques Derrida, Jürgen Habermas, Anthony Giddens eller den i dag meget hotte Slavoj Žižek, se på alle de berømte postmodernister, poststrukturalister, og hvad de ellers kalder sig, som mente, at vi skulle afvise alt, hvad vi tidligere havde troet på eller taget for givet. Ingen af dem havde noget substantielt at sige om børnene.

De fleste akademiske superstars skriver og lever typisk, som var de de sidste mennesker på kloden, og som var historiske erfaringer ligegyldige. Deres blik på fremtiden er ubegrænset – ligesom politikernes. Men hvis der er noget, som er sandt, så er det, at børn lægger begrænsninger ved siden af alt det uerstattelige, de bringer ind i de voksnes liv.

Det er Bjørn Thomassen, professor på Roskilde Universitet, der har bestyrket mig i denne observation, og som sammen med den ungarske sociolog Arpád Szakolczai er på vej med et gennemgående opgør med den sociologiske avantgarde fra de seneste 30-40 år. Budskabet er kort sagt, at vi skal have børnene tilbage i fokus. I videnskab såvel som i politik.

Præcisering (13/8): Adjektivet "barnløse" er brugt metaforisk i rubrikken og hentyder til, at børn knap nok eksisterer i de nævnte forfatterskaber.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Carolina M. Maier
02.12.21, 17:00
Vi identificerer os i ekstrem grad med vores arbejde – nogle gange så meget, at det kommer til at stå i vejen for at kunne realisere ens drømme om, hvordan man helst vil leve sit liv. Er det rimeligt, at arbejdet tager så meget af os? Læs mere
Af Utku H. Güzel
01.12.21, 19:00
Man skal virkelig passe på med at udtale sig uden omtanke, da man meget nemt kan komme til at træde folk over fødderne. Det er, som om coronadebatten indeholder mange flere følelser og mange flere forskellige synspunkter og perspektiver end andre emner. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
30.11.21, 22:00
P1 Morgen og en forsker fra Aarhus Universitet søgte at bevise, at det går meget bedre med integrationen, end hr. og fru Danmark evner at forstå. Det nærmer sig videnskabelig uredelighed. Læs mere
Af Uffe Elbæk
30.11.21, 20:00
Mediestøtten skal omlægges, så den i langt højere grad støtter nye og genre-eksperimenterende medier Læs mere
Af Carl Holst
30.11.21, 19:55
Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
30.11.21, 14:56
Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
30.11.21, 10:00
Medlemmerne i Dansk Folkeparti må spørge sig selv, hvad der er vigtigst: partiet eller Danmark? Læs mere
Af Mikael Jalving
28.11.21, 09:45
Mennesket er mere og andet end sin seksualitet, men denne erkendelse kniber det med i en seksualiseret tid. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
27.11.21, 11:40
Hvis danske skolebørn bar masker, ville smittetallet falde i Danmark Læs mere