Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tag dig i agt for barnløse filosoffer og politikere

I en samtid, der ellers svælger i hensyn til børn, er de underligt nok blevet tabu i mange politiske diskussioner, også den om at arve.

Den aktuelle strid mellem regering og opposition om arveafgiften handler om penge, principper og et historisk svigt, der hjemsøger vores lille, efterhånden knap så fredelige land.

For at begynde med det sidste er spørgsmålet om arveafgift som så meget andet strukturelt knyttet til årtiers masseindvandring, selv om ingen taler om den skjulte forbindelse. På den ene side har de røde partier, socialdemokrater inklusive, som godvilligt har inviteret den tredje verden hertil, slemt brug for pengene til velfærd. På den anden side vil de blå partier, der også er medskyldige i importen af mennesker, klaner og en accelererende voldskultur – og som afviste Glistrups, Krarups og Dansk Folkepartis advarsler – gerne betale mindre i skat.

Det sidste vil jeg naturligvis også. Men jeg er ikke så naiv at tro, det nogensinde kommer til at ske, så længe den demografiske udvikling strammer skatteskruen og presser den fremtidige velfærd. Regningen er såmænd allerede sendt videre til næste generation.

Det er imidlertid ikke kun derfor, at Mette Frederiksen (S) nu foreslår at hæve arveafgiften på større beløb mod at sænke bundgrænsen, mens regeringen helt vil af med afgiften. For begge lejre handler det om retfærdighed. De røde er ikke røde for ingenting og kræver mere lighed, mens de blå i dette spørgsmål er overraskende blå og kræver mere frihed til borgerne.

I en plumret og forskruet tid som vor ligner det en forfriskende klassisk strid. Begge lejre har nemlig ret i, at såvel liv som død skaber ulighed og muligheder. Spørgsmålet er bare, hvad vi stiller op med dem. Forsøger vi at skabe lighed, selv når folk går hen og dør, eller er det nok, at der allerede er betalt skat af folks penge én gang, og at vi i forvejen må betale til en af verdens allerdyreste skattestater?

For mig handler arven om næste generation. Hvad giver vi videre til børnene? Må vi overhovedet give noget videre – eller skal staten tage det sidste, vi efterlader? Det er børnene, der er fremtiden, ikke sådan nogle gamle fjolser som mig, og det er vores børn, som må leve med konsekvenserne af vores beslutninger, ikke alene de tilsigtede, men sandelig også de utilsigtede.

Men ingen taler om børnene, når vi taler om arveafgift, ligesom ingen taler om børnene, når vi taler om den fremmede migration hertil, skønt det ellers bliver dem, der for alvor kommer til at mærke verden på ny for nu at ty til en eufemisme. I en samtid, der ellers svælger i hensyn til børn, og hvor curlingbørn er blevet normalen, er børn underligt nok blevet tabu i mange politiske diskussioner, også den om at arve.

En del af forklaringen er som sagt, at velfærdsstaten fattes penge og derfor stjæler, hvor den kan. Dertil kommer den sociale drøm om stadig mere lighed. Men det er ikke hele forklaringen. Den afgørende faktor er, at vi ser fremad uden at huske børnenes tarv.

De skyldige er ikke blot politikerne, det stikker dybere. I flere generationer har så godt som ingen af de mest citerede samfundstænkere, filosoffer og politologer forholdt sig til børnene. Siden 1960’erne og den feterede seksuelle frigørelse har den akademiske avantgarde, mest af alt i Frankrig, ignoreret børnene i deres samtidsdiagnoser, projekter og visioner.

Tag Michel Foucault, som vi tidligere har været inde på, tag Jacques Derrida, Jürgen Habermas, Anthony Giddens eller den i dag meget hotte Slavoj Žižek, se på alle de berømte postmodernister, poststrukturalister, og hvad de ellers kalder sig, som mente, at vi skulle afvise alt, hvad vi tidligere havde troet på eller taget for givet. Ingen af dem havde noget substantielt at sige om børnene.

De fleste akademiske superstars skriver og lever typisk, som var de de sidste mennesker på kloden, og som var historiske erfaringer ligegyldige. Deres blik på fremtiden er ubegrænset – ligesom politikernes. Men hvis der er noget, som er sandt, så er det, at børn lægger begrænsninger ved siden af alt det uerstattelige, de bringer ind i de voksnes liv.

Det er Bjørn Thomassen, professor på Roskilde Universitet, der har bestyrket mig i denne observation, og som sammen med den ungarske sociolog Arpád Szakolczai er på vej med et gennemgående opgør med den sociologiske avantgarde fra de seneste 30-40 år. Budskabet er kort sagt, at vi skal have børnene tilbage i fokus. I videnskab såvel som i politik.

Præcisering (13/8): Adjektivet "barnløse" er brugt metaforisk i rubrikken og hentyder til, at børn knap nok eksisterer i de nævnte forfatterskaber.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
13.11.18, 15:38
Prisen for dansk berøringsangst betales af mindretal og udsatte borgere. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.11.18, 10:38
Nye tal og undersøgelser må få herboende muslimer til at stille sig selv dette spørgsmål og forsøge at nå frem til et svar. Helst så højt, at vi alle kan blive klogere. Læs mere
Af Anders Vistisen
12.11.18, 10:10
Cirkus Venstre slår til igen. Nu skal vi med i bankunionen for at bekæmpe hvidvask og udbyttesvindel. Det har bare intet med hinanden at gøre. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
12.11.18, 08:55
Hvorfor skal der altid en journalist til at styre den politiske samtale? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.11.18, 00:25
Kun EU kan løse migrationsudfordringerne Læs mere
Af Mikael Jalving
11.11.18, 06:35
Det er, som om jorden er blevet flad. Vrangforestillingen skyldes især liberalister og marxister. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.11.18, 15:15
Det gør forhåbentlig ingen, og så udtræder Italien af euroen. Læs mere
Af Casper Hedegaard
10.11.18, 10:05
Blogindlæg om, hvordan udbetalingen af de 111 mio. kr. i socialstyrelsen kan være udtryk for en uheldig tendens, der gør staten sårbar for svindel. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
10.11.18, 09:59
Røde Kors har ondt i moralen. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her