Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tag dig i agt for barnløse filosoffer og politikere

I en samtid, der ellers svælger i hensyn til børn, er de underligt nok blevet tabu i mange politiske diskussioner, også den om at arve.

Den aktuelle strid mellem regering og opposition om arveafgiften handler om penge, principper og et historisk svigt, der hjemsøger vores lille, efterhånden knap så fredelige land.

For at begynde med det sidste er spørgsmålet om arveafgift som så meget andet strukturelt knyttet til årtiers masseindvandring, selv om ingen taler om den skjulte forbindelse. På den ene side har de røde partier, socialdemokrater inklusive, som godvilligt har inviteret den tredje verden hertil, slemt brug for pengene til velfærd. På den anden side vil de blå partier, der også er medskyldige i importen af mennesker, klaner og en accelererende voldskultur – og som afviste Glistrups, Krarups og Dansk Folkepartis advarsler – gerne betale mindre i skat.

Det sidste vil jeg naturligvis også. Men jeg er ikke så naiv at tro, det nogensinde kommer til at ske, så længe den demografiske udvikling strammer skatteskruen og presser den fremtidige velfærd. Regningen er såmænd allerede sendt videre til næste generation.

Det er imidlertid ikke kun derfor, at Mette Frederiksen (S) nu foreslår at hæve arveafgiften på større beløb mod at sænke bundgrænsen, mens regeringen helt vil af med afgiften. For begge lejre handler det om retfærdighed. De røde er ikke røde for ingenting og kræver mere lighed, mens de blå i dette spørgsmål er overraskende blå og kræver mere frihed til borgerne.

I en plumret og forskruet tid som vor ligner det en forfriskende klassisk strid. Begge lejre har nemlig ret i, at såvel liv som død skaber ulighed og muligheder. Spørgsmålet er bare, hvad vi stiller op med dem. Forsøger vi at skabe lighed, selv når folk går hen og dør, eller er det nok, at der allerede er betalt skat af folks penge én gang, og at vi i forvejen må betale til en af verdens allerdyreste skattestater?

For mig handler arven om næste generation. Hvad giver vi videre til børnene? Må vi overhovedet give noget videre – eller skal staten tage det sidste, vi efterlader? Det er børnene, der er fremtiden, ikke sådan nogle gamle fjolser som mig, og det er vores børn, som må leve med konsekvenserne af vores beslutninger, ikke alene de tilsigtede, men sandelig også de utilsigtede.

Men ingen taler om børnene, når vi taler om arveafgift, ligesom ingen taler om børnene, når vi taler om den fremmede migration hertil, skønt det ellers bliver dem, der for alvor kommer til at mærke verden på ny for nu at ty til en eufemisme. I en samtid, der ellers svælger i hensyn til børn, og hvor curlingbørn er blevet normalen, er børn underligt nok blevet tabu i mange politiske diskussioner, også den om at arve.

En del af forklaringen er som sagt, at velfærdsstaten fattes penge og derfor stjæler, hvor den kan. Dertil kommer den sociale drøm om stadig mere lighed. Men det er ikke hele forklaringen. Den afgørende faktor er, at vi ser fremad uden at huske børnenes tarv.

De skyldige er ikke blot politikerne, det stikker dybere. I flere generationer har så godt som ingen af de mest citerede samfundstænkere, filosoffer og politologer forholdt sig til børnene. Siden 1960’erne og den feterede seksuelle frigørelse har den akademiske avantgarde, mest af alt i Frankrig, ignoreret børnene i deres samtidsdiagnoser, projekter og visioner.

Tag Michel Foucault, som vi tidligere har været inde på, tag Jacques Derrida, Jürgen Habermas, Anthony Giddens eller den i dag meget hotte Slavoj Žižek, se på alle de berømte postmodernister, poststrukturalister, og hvad de ellers kalder sig, som mente, at vi skulle afvise alt, hvad vi tidligere havde troet på eller taget for givet. Ingen af dem havde noget substantielt at sige om børnene.

De fleste akademiske superstars skriver og lever typisk, som var de de sidste mennesker på kloden, og som var historiske erfaringer ligegyldige. Deres blik på fremtiden er ubegrænset – ligesom politikernes. Men hvis der er noget, som er sandt, så er det, at børn lægger begrænsninger ved siden af alt det uerstattelige, de bringer ind i de voksnes liv.

Det er Bjørn Thomassen, professor på Roskilde Universitet, der har bestyrket mig i denne observation, og som sammen med den ungarske sociolog Arpád Szakolczai er på vej med et gennemgående opgør med den sociologiske avantgarde fra de seneste 30-40 år. Budskabet er kort sagt, at vi skal have børnene tilbage i fokus. I videnskab såvel som i politik.

Præcisering (13/8): Adjektivet "barnløse" er brugt metaforisk i rubrikken og hentyder til, at børn knap nok eksisterer i de nævnte forfatterskaber.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
23.09.18, 08:30
Krænkelsesideologien fører os mod amerikanske og kinesiske tilstande. Læs mere
Af Harun Demirtas
21.09.18, 17:25
Efter 9. klasse er der mange unge over 16 år, der falder mellem to stole og først bliver opdaget, når det er for sent. Nu bør vi handle! Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.18, 17:15
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.s besparelser. Læs mere
Af Gitte Seeberg
21.09.18, 15:24
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
21.09.18, 09:23
Slut med lappeløsninger og symbolpolitik. Det er det klare budskab til de andre partier fra Nye Borgerlige. Læs mere
Af Anna Thygesen
21.09.18, 09:14
Normalt gider jeg ikke beskæftige mig med emnet, men en folketingskandidat fra Randers har nogle holdninger til kvinder, som jeg ikke kan lade stå uimodsagte. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
20.09.18, 16:29
Et menneske må være dydig og have ære. Et menneske lever for sin dyd/ære. Kvinder med dårligt blod [af familier der lever uden ære] skal holde sig væk. Kvinder som dig. Læs mere
Af Signe Munk
20.09.18, 13:17
Får vi ikke stækket bankernes magt i samfundsøkonomien, så bliver det fællesskabet, som holder for, når det går galt. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
20.09.18, 09:53
Socialdemokratiet har sammen med fagbevægelsen i årevis pustet til myten om, at østeuropæere, der arbejder i Danmark, dumper lønnen og forringer vilkårene for danskere. Problemet med den fortælling er bare, at den er forkert. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.09.18, 08:01
Alligevel ønsker man nu debat om placeringen af Center for Cybersikkerhed, som blev oprettet som en del af Forsvarets Efterretningstjeneste. Dermed er man så omsider åben overfor både kritik og løsningsforslag. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her