<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tag dig i agt for barnløse filosoffer og politikere

I en samtid, der ellers svælger i hensyn til børn, er de underligt nok blevet tabu i mange politiske diskussioner, også den om at arve.

Den aktuelle strid mellem regering og opposition om arveafgiften handler om penge, principper og et historisk svigt, der hjemsøger vores lille, efterhånden knap så fredelige land.

For at begynde med det sidste er spørgsmålet om arveafgift som så meget andet strukturelt knyttet til årtiers masseindvandring, selv om ingen taler om den skjulte forbindelse. På den ene side har de røde partier, socialdemokrater inklusive, som godvilligt har inviteret den tredje verden hertil, slemt brug for pengene til velfærd. På den anden side vil de blå partier, der også er medskyldige i importen af mennesker, klaner og en accelererende voldskultur – og som afviste Glistrups, Krarups og Dansk Folkepartis advarsler – gerne betale mindre i skat.

Det sidste vil jeg naturligvis også. Men jeg er ikke så naiv at tro, det nogensinde kommer til at ske, så længe den demografiske udvikling strammer skatteskruen og presser den fremtidige velfærd. Regningen er såmænd allerede sendt videre til næste generation.

Det er imidlertid ikke kun derfor, at Mette Frederiksen (S) nu foreslår at hæve arveafgiften på større beløb mod at sænke bundgrænsen, mens regeringen helt vil af med afgiften. For begge lejre handler det om retfærdighed. De røde er ikke røde for ingenting og kræver mere lighed, mens de blå i dette spørgsmål er overraskende blå og kræver mere frihed til borgerne.

I en plumret og forskruet tid som vor ligner det en forfriskende klassisk strid. Begge lejre har nemlig ret i, at såvel liv som død skaber ulighed og muligheder. Spørgsmålet er bare, hvad vi stiller op med dem. Forsøger vi at skabe lighed, selv når folk går hen og dør, eller er det nok, at der allerede er betalt skat af folks penge én gang, og at vi i forvejen må betale til en af verdens allerdyreste skattestater?

For mig handler arven om næste generation. Hvad giver vi videre til børnene? Må vi overhovedet give noget videre – eller skal staten tage det sidste, vi efterlader? Det er børnene, der er fremtiden, ikke sådan nogle gamle fjolser som mig, og det er vores børn, som må leve med konsekvenserne af vores beslutninger, ikke alene de tilsigtede, men sandelig også de utilsigtede.

Men ingen taler om børnene, når vi taler om arveafgift, ligesom ingen taler om børnene, når vi taler om den fremmede migration hertil, skønt det ellers bliver dem, der for alvor kommer til at mærke verden på ny for nu at ty til en eufemisme. I en samtid, der ellers svælger i hensyn til børn, og hvor curlingbørn er blevet normalen, er børn underligt nok blevet tabu i mange politiske diskussioner, også den om at arve.

En del af forklaringen er som sagt, at velfærdsstaten fattes penge og derfor stjæler, hvor den kan. Dertil kommer den sociale drøm om stadig mere lighed. Men det er ikke hele forklaringen. Den afgørende faktor er, at vi ser fremad uden at huske børnenes tarv.

De skyldige er ikke blot politikerne, det stikker dybere. I flere generationer har så godt som ingen af de mest citerede samfundstænkere, filosoffer og politologer forholdt sig til børnene. Siden 1960’erne og den feterede seksuelle frigørelse har den akademiske avantgarde, mest af alt i Frankrig, ignoreret børnene i deres samtidsdiagnoser, projekter og visioner.

Tag Michel Foucault, som vi tidligere har været inde på, tag Jacques Derrida, Jürgen Habermas, Anthony Giddens eller den i dag meget hotte Slavoj Žižek, se på alle de berømte postmodernister, poststrukturalister, og hvad de ellers kalder sig, som mente, at vi skulle afvise alt, hvad vi tidligere havde troet på eller taget for givet. Ingen af dem havde noget substantielt at sige om børnene.

De fleste akademiske superstars skriver og lever typisk, som var de de sidste mennesker på kloden, og som var historiske erfaringer ligegyldige. Deres blik på fremtiden er ubegrænset – ligesom politikernes. Men hvis der er noget, som er sandt, så er det, at børn lægger begrænsninger ved siden af alt det uerstattelige, de bringer ind i de voksnes liv.

Det er Bjørn Thomassen, professor på Roskilde Universitet, der har bestyrket mig i denne observation, og som sammen med den ungarske sociolog Arpád Szakolczai er på vej med et gennemgående opgør med den sociologiske avantgarde fra de seneste 30-40 år. Budskabet er kort sagt, at vi skal have børnene tilbage i fokus. I videnskab såvel som i politik.

Præcisering (13/8): Adjektivet "barnløse" er brugt metaforisk i rubrikken og hentyder til, at børn knap nok eksisterer i de nævnte forfatterskaber.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
16.09.21, 12:22
Hvorfor træffer skandinaviske kvinder mere kønsstereotype valg end kvinder i resten af verden? Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
16.09.21, 08:56
Danskerne går baglæns i ligestillingsdebatten – hvorfor går de ellers ind for, at kvinder skal pakkes ind, og er imod tvungen barsel til mændene? Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.09.21, 20:25
Først og fremmest burde der ikke herske nogen tvivl om, at vi i det kapitalistiske system, som vi lever under, bliver betragtet som arbejdere, der sælger vores arbejdskraft, og forbrugere, der køber de produkter, der bliver produceret – ikke ret meget andet. Læs mere
Af Mikael Jalving
15.09.21, 13:21
Hvem tænker på børnenes tarv, når det gælder øremærket barsel til mænd? Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.09.21, 10:14
Vil vi have fuld valuta for DA og FH's forslag om øremærket barsel, skal der fuld løn og ingen anciennitetsbestemmelser ind i overenskomsterne. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.09.21, 09:00
Vejen er banet for stormagter, som kiler sig ind og kræver plads i noget, som i værste fald kan ende i en ny kold krig. Hvorfor italesætter regeringen ikke splittelsen i rigsfællesskabet? Læs mere
Af Gitte Seeberg
14.09.21, 15:20
Nyt barselsforslag er et klart skridt mod mere ligestilling. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
14.09.21, 14:20
Naturtalibanerne påstår, at en gammel losseplads er uvurderlig natur. Men vandsalamanderen må flytte sig nogle hundrede meter, så der kan blive plads til, at også politibetjenten og sygeplejersken har råd til at stifte familie i København. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
14.09.21, 11:00
10 gode grunde til at prise måltidet. Få problemer er nemlig så store, at de ikke kan løses over et godt måltid. Læs mere
Af Isabella Arendt
14.09.21, 10:34
Frihedskampen for familierne skal ikke handle om at binde, tvinge og øremærke, men om at sikre dem så meget frihed i deres eget liv som overhovedet muligt. Læs mere