Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Gamle paver i Avignon, nye paver i Bruxelles

Fremtidige historikere vil muligvis beskrive vort nuværende skisma som det sidste i rækken af store skismaer, der har kløvet kontinentets sjæl og konstitution gennem århundreder.

Vi kører ind i Avignon langs Rhône-floden, parkerer Peugeoten og spadserer ind til den gamle bykerne, og vupti er det som at blive tryllet 700 år tilbage til dengang, hvor oprørske paver residerede bag middelalderbyens tykke slotsmure, tårne, gotik og freskomalerier i direkte konkurrence med selveste Rom. Det er overvældende i sig selv, for Avignon oplevede en kulturel og økonomisk storhedstid, som stadig ses og mærkes, og skæbnen vil, at byens årlige teaterfestival er i fuld gang, hvilket forstærker oplevelsen af at gå rundt i et historisk eksperimentarium, der summer af menneskelig komedie, skæbnefortællinger og historiens vingesus.

Alligevel banker nutiden ubarmhjertigt på i kulissen. Den nye pave i skikkelse af EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, er atter vraltet af sted under et topmøde, og kilder bekræfter, at han stadig drikker som en svamp, særligt i arbejdstiden. Egentlig er det bare en munter anekdote i sommervarmens dvaske nyhedsstrøm, men den kun 63-årige kommissionsformands besvær med at holde balancen illustrerer EU’s akutte og dybe krise bedre end 1.000 ord. Mens migranter strømmer til Europa, og nye millioner er på vej, mens europæerne er mere delte i synet på udviklingen end nogensinde før, ligesom udgifter og konflikter vokser i takt hermed, tosser vor tids paver i Bruxelles videre, som om alt er fjong, og intet kan gå galt.

Jeg ville ønske, det bare var teater, men det er skinbarlig virkelighed. Europa er atter ved at blive spaltet, denne gang i en dekadent og selvtilfreds lejr i vest og en stedse mere selvsikker og realistisk modpol i øst, og fremtidige historikere vil muligvis beskrive vort nuværende skisma som det sidste i rækken af store skismaer, der har kløvet kontinentets sjæl og konstitution gennem århundreder.

Det første store skisma indtraf som bekendt, da den romerskkatolske kirke i 1054 blev delt mellem paven i Rom og magthaverne i Konstantinopel af både politiske og teologiske årsager. Dermed blev kristendommen blivende tvedeling i en vestlig og en ortodoks østlig kirke en realitet.

Det næste store skisma indtraf godt 300 år senere, da uenighed blandt indflydelsesrige kardinaler i Rom førte til, at også Avignon blev til pavernes by. Paven i Avignon vandt støtte i bl.a. Frankrig, Spanien og Skotland, mens England, de nordiske riger og de fleste tyske lande fulgte Rom, og tvisten varede frem til 1417.

Det tredje store skisma i Europa indtraf med Reformationen præcis 100 år senere, da Martin Luther som den mest succesfulde åndelige reformator satte sig op imod dele af den katolske kirkes trospraksis og spaltede den europæiske kristendom i to konfessioner med tilhørende rivaliserende fyrstedømmer.

Det fjerde store skisma oplever vi såmænd i dag. Det foregår ikke i kirken, som har mistet fordums magt og pragt, men inden for den erstatningsreligion, der hedder politik og moral. Her står striden med den engelske iagttager David Goodharts rammende karakteristik mellem folk fra somewhere og politikere fra nowhere.

Politikere fra ”intet sted” er i sagens natur modstandere af grænser, nationalstater og borgerrettigheder og synes, at Rwanda må komme før Randers, eller at FN’s såkaldt holistiske flygtningepagt, der ønsker at modtage og fordele migranter verden over, bør være næste punkt på den geopolitiske dagsorden på vej mod en bedre og universel verden til trods for såvel de umiddelbare risici i modtagerlandene som de dystre demografiske prognoser forbundet med en sådan aftale, der desuden krænker de enkelte landes selvstændighed og folkeret. Det er næsten overflødigt at tilføje, at EU’s seneste forsøg på at bestikke EU-landene med en bonus på 45.000 kr. pr. migrant kun vil forværre krisen.


Netop dette forstår de folkevalgte og nationale repræsentanter i de nyvalgte østrigske, italienske og ungarske regeringer. De kommer fra specifikke, konkrete steder og skjuler det ikke. De står tværtimod ved, hvem de er, og hvad de ønsker og hvorfor, velvidende at de ikke kan få alt, men søger mulige alliancer med andre lande, der nærer samme nationale hensyn og værdier, mens de afviser bureaukraternes arkadiske fordringer som politisk galimatias. Her har vi i bedste fald begyndelsen til et nyt nationernes Europa, såre forskelligt fra det pavelige EU, der med en søvngængers sikkerhed vil få Europa til at krakelere på ny. Med folk som Jean-Claude Juncker i spidsen er det alene et spørgsmål om tid.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Jaleh Tavakoli
20.07.19, 18:56
Jeg trækker mig fra den offentlige debat. Voldsmanden vinder. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.07.19, 12:24
Integrationsministeren skal have ros for at stå fast. Jeg udtrykker et lønligt håb om, at ministeren i fremtiden holder fast i, at han ikke udtaler sig om fakta, han ikke kender, og konsekvenser, han ikke har gennemtænkt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.07.19, 16:09
Det midlertidigt besatte område er heldigvis en lise for sjælen. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.07.19, 21:38
Under 1 af 10 muslimske indvandrere bliver integreret. Læs mere
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere