Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Sport er kun sundt, hvis det gør lidt ondt

Foran skærmen kobler vi af og lader andre gøre det hårde arbejde. Det kan være stærkt, smukt og sågar besjælet af en en højere mening. Men det er andres slid, ikke dit.

I næste uge begynder VM i fodbold med dansk deltagelse, og straks derefter starter årets Tour de France, der har det med at lægge beslag på eftermiddagens bedste timer i årets bedste måned. Jeg får travlt. Ikke alene skal jeg se mest muligt af disse sportslige højdepunkter, jeg skal også prøve at passe mit arbejde, tjene til både husleje og grundskyld og restskat, klippe hæk, rydde op, gøre rent, vaske bil, være der for mine børn og forsøge at inddæmme islams ødelæggende indflydelse i Danmark og standse folkevandringen hertil, ligesom I – og min kone, for øvrigt – gerne må synes, at jeg gør det med en vis panache. Og så skal – eller rettere – vil jeg selv motionere.

Ofte står valget mellem at se cykelløb eller selv at få trænet, og stillet over for dette rent ud sagt eksistentielle dilemma, vinder selvudfoldelsen, fordi jeg elsker at cykle højere end at se andre, godt nok langt yngre, mere kapable og intelligente ryttere, gøre det for ussel mammon.

Min kærlighed til cykling er i de senere år blevet forstærket af, at min søn har taget sporten til sig, og at hans entusiasme smitter af på den heldige far.

Jeg ved ikke noget bedre end at sidde der i vinden med ham og mærke modstand og vilje i en glidende kobling mellem muskler og teknik. Eller at se ham ligge i et felt eller en gruppe, holde trit med de andre eller forsøge at stikke og teste sig selv og de andre. Eller at være på vej til løb, pakke bilen en stille morgen, mens byen sover, og kvarterets araberdrenge er færdige med at stjæle cykler eller råbe deres staccato ud mod husmure og busstoppesteder – og så tage på eventyr. Eller postfestum: at analysere hvad der skete på bakken, i sidevinden eller finalen, hvornår, hvordan og prøve at blive klogere før næste slag.

At lære, det er sagen. Børn er tvunget til det, voksne holder op med det, hvilket kun er naturligt. Men at lære af sine fejl og at træne, hvad man ikke mestrer, er at vinde selverkendelse. Det er derfor ingen overdrivelse at sige, at idræt og sport er opbyggeligt. Det er karakterdannende. Den fysiske og mentale udfoldelse lægger et fundament, uanset hvilken sportsgren vi taler om.

Den franske eksistensforfatter Albert Camus mente ligefrem, at han skyldte sporten alt, hvad han vidste om »moral og mænds forpligtelser«, og selv om han hentydede til fodbold, kan vi udmærket generalisere. At gå til noget fysisk lærer børn og unge, at de ikke bare kan klikke eller tigge sig til medgang, men må arbejde for det. De skal, som træneren i den lokale cykleklub formulerer det, ikke bare cykle, de skal træne.

Jeg beundrer dem, de unge drenge og piger. Da en af dem fyldte ni år, spurgte jeg ham, om han ikke ville bytte, så kunne han blive 49 i stedet. »Nej!«, lød hans kontante svar. Jeg mærkede et stik i hjertet. Tænk at være ni!

Nu, hvor jeg selv erfarer det som voksen, forstår jeg, hvor meget drenge har brug for deres fædre, fysisk såvel som moralsk.

Sønner og fædre udgør et urgammelt tema i liv og litteratur, men det gentager sig i nye variationer for hver generation. Og her har vi tabt noget vigtigt. Ikke blot disciplin, det er endnu mere simpelt. Det er hverdag sammen. Glem parolen om ”kvalitetstid” og de dyre, lækre ferier. Det er vaner, rutiner og forpligtelser, der knytter os til hinanden, ikke frihed og den nyeste iPhone.

Noget tilsvarende er sket på arbejdsmarkedet. Tidligere arbejdede flere generationer gerne sammen, ligesom håndens arbejde havde en vis status i samfundet. I dag sidder vi bag hver vores skærm i hver vores silo og har mistet kontakten mellem generationerne.

I sportens fysiske og konkrete verden – et ordvalg, der bør fortælle os, at såkaldt e-sport ikke er sport – er vi pludselig befriet for virtualitet og digitalitet, skærme, apps, evindelige distraktioner, lystprincipper og pædagoger, der som udgangspunkt giver dig 12. Sporten stiller derimod krav til koncentration; sporten har regler, skrevne som uskrevne, sporten bøjer og belønner viljer, smeder kammeratskab og knytter bånd mellem voksne og børn, hvis samværet ikke bare er komfortabel leg, men leg med et alvorligt twist. For legen er kun givende, hvis den er krævende.

Med sporten nærmer vi os naturen, skønt med et menneskeligt ansigt, idet vi i sporten søger vores alter ego, f.eks. en ærlig erkendelse af indimellem at komme til kort. Det er kun sundt, hvis det også gør lidt ondt.

Anderledes foran skærmen. Her kobler vi af og lader andre gøre det hårde arbejde. Det kan være stærkt, smukt og sågar besjælet af en højere mening. Men det er andres slid, ikke dit.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Cykelmagasinet.dk
Flere nyheder på Cykelmagasinet.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her