Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Muhammed Ali og underkastelsens kultur

Friheden er det eneste sprog, vi taler, og det får mange til at tale udenom det egentlige, når det gælder islam.

En af de mærkeligste omstændigheder ved Muhammed Alis liv og levned er historien om, hvordan den amerikanske sværvægtsbokser overhovedet blev til Muhammed Ali. Han blev døbt Cassius Clay Jr., men konverterede som 22-årig til islam og tog navneforandring, sådan som man kan læse om i den amerikanske journalist Jonathan Eigs omfangsrige biografi, der snart udkommer på dansk under titlen Ali. Et liv.

Cassius Clays omvendelse var lige så bemærkelsesværdig dengang, som det ville være i dag, hvis den tredobbelte verdensmester i landevejscykling Peter Sagan, pludselig følte sig kaldet til islam.

Det var Cassius Clay selv, der bekræftede nyheden på en pressekonference efter sin sejr over den erfarne storfavorit til sværvægtstitlen Sonny Liston i 1964.

»Jeg tror på Allah og på fred«, annoncerede Clay og fortsatte: »Jeg prøver ikke at flytte ind i hvide kvarterer. Jeg er ikke ude på at gifte mig med en hvid kvinde. Jeg er ikke længere en kristen«. Sorte og hvide mennesker, uddybede han, havde bedre af at være adskilte fra hinanden: »I junglen er løver sammen med løver, tigre sammen med tigre, røde fugle sammen med røde fugle, blå fugle sammen med blå fugle.«

Muhammed Alis nye identitet handlede mindst lige så meget om race som om religion. Den sorte bokser ville netop ikke integreres i flertallets, hvide Amerika. I stedet søgte han under påvirkning af rettighedsaktivisten Malcolm X ly i det islamiske broderskab Nation of Islam.

I femte omgang af kampen mod Liston havde han efter sigende mødt Gud, og Gud havde været med ham. »Jeg rystede hele verden! Jeg kender Gud! Jeg kender den virkelige Gud!«, udbrød bokseren eksalteret. Dagen efter forklarede han sig yderligere:

»De siger, at vi forsøger at overtage landet. De siger, at vi er kommunister. Det er ikke sandt. Allahs tilhængere er de sødeste mennesker i verden. De går ikke med kniv. De er ikke bevæbnede. De beder fem gange om dagen. Kvinderne bærer dragter, der går helt til gulvet, og de begår ikke utroskab. Mændene gifter sig ikke med hvide kvinder. Det eneste, de gerne vil, er at leve i fred med verden. De hader ikke nogen. De er ikke ude på at lave nogen form for problemer.«

Den unge mand må have været godt og grundigt oppe at køre, hvis han troede på, hvad han selv sagde. Men hans beslutning stod ved magt trods familiens fortørnelse, og den blev ikke mindre af, at Muhammed krævede af sin første kone, at hun skulle følge de islamiske påklædningskrav og gå tildækket.

Muhammed Alis beslutning var kontroversiel. Han gav afkald på noget, herunder integrationen med de hvide, for at komme nærmere sin egen race og sin nye Gud. Han opfattede sit oprør som en frigørelsesproces, og hans biograf sluger selvopfattelsen råt, måske fordi det er den mest amerikanske logik af alle, men i virkeligheden gjorde Muhammed Ali det stik modsatte. Han underkastede sig en kult.

På samme måde ser mange ikkemuslimer i dag underkastelsen under islam som en frihedshandling, som ingen skal blande sig i, slet ikke politikerne. Det er sådan, der tales i salonerne, institutionerne og i medierne, skønt et lille og skrumpende flertal i Folketinget er på vej til at vedtage det berygtede maskeringsforbud. Igen og igen hører vi, at tildækningen bare er et stykke stof, og at muslimske kvinder selv vælger at bære tørklæde, niqab eller burka. At klæde sig, som de vil, er deres eget, ukrænkelige valg.

Den politisk korrekte parlør fortæller os, at friheden er det eneste sprog, vi taler, og at det stadig får mange til at tale udenom det egentlige. Det egentlige er kultens fascination og magt. Det var den, Cassius Clay lod sig tiltrække af. For den unge mand var islam en nobel modkultur, der skulle forhindre integration og assimilation – og få løver til at holde sig til løver, tigre til tigre i pagt med den naturlige orden.

Mere end 50 år senere tror vi stadig, at alle mennesker er som os og kun drømmer om frihed. Dette er netop, hvad vi nægter at forstå: At nogle mennesker fravælger det, vi andre sværger til, herunder demokrati, åbenhed og lighed mellem kønnene. Nogle mennesker foretrækker et helt andet fællesskab.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
19.10.18, 16:03
Det mener flertallet i det australske senat ikke. Så er man nemlig ”white supremacist”. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
19.10.18, 12:29
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling. Milliarder, som kunne bruges på sundhed, de ældre, uddannelse osv. , ryger i de forkerte hænder. Og vi gør meget lidt for at undgå det. Læs mere
Af Anna Thygesen
19.10.18, 11:21
Som man siger i sladderbranchen, så kommer pressen også til den onde skilsmisse, når man selv har inviteret til det romantiske bryllup. Sådan er gamet desværre, og det har Ilse Jacobsen og Morten Albæk måske lært den seneste uges tid. Læs mere
Af Sonja Mikkelsen
19.10.18, 11:21
De store aktionærers kortsigtede interesser er bankbestyrelsers eneste fokus. Det går ikke – slet ikke når de er megastore. Læs mere
Af Jens Kindberg
19.10.18, 11:02
– når man betaler over halvdelen af lønnen i skat, og staten ingen grænser kender for, hvad den vil blande sig i. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.10.18, 08:43
Af Signe Munk
18.10.18, 13:06
Skal vi forbedre vores sygehuse, skal vi også forbedre arbejdsmiljøet. Og der er flere steder, der skal tages fat. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
17.10.18, 16:11
Regeringen bekender wild west-liberalistisk kulør og går til kamp for retten til social dumping. Dansk landbrug skal have lov til at ansætte praktikanter – der ikke er i praktik – fra Ukraine til 130.000 kr. om året. Og danske lønmodtagere skal i fremtiden konkurrere mod brasilianere, kinesere og indere. Den borgerlige regering har erklæret krig mod almindelige danske lønmodtagere. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
17.10.18, 10:12
Vistisens og Dansk Folkepartis leflen for briterne i Brexit-forhandlingerne sår tvivl om, hvis interesser DF egentlig varetager. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her