Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ryd forsiden – nye toner fra de svenske eliter!

Hvor selvopgøret fører Sverige hen, skal jeg ikke kunne sige. Men det er nyt i et land, der på ganske kort tid har bragt sig langt ind i en social og national ulykke.

Meget er allerede sagt og skrevet om krisen i Det Svenske Akademi, som falder fra hinanden for øjnene af os i disse uger og dage. De nobleste medlemmer af akademiet, der har eksisteret i mere end 200 år og som bekendt uddeler Nobelprisen i litteratur, smækker med dørene og bruger sprogets værste gloser om hinanden. Det er noget af et show på de mest bonede gulve, og forleden måtte selveste kongen, altså Carl Gustaf, forsøge at mægle mellem de stridende kulturpinger. Uden held.

Selv Politikens lederskribent, der ellers er præsteviet til den politiske korrekthed, kalder miseren for et »tragikomisk totalteater«, som med al tydelighed viser, »hvor galt det kan gå, når magten til at uddele mange millioner kulturkorner foretages af et lille lukket selskab«.

Ingen har imidlertid peget på en indlysende parallel. Nobelakademiets sammenbrud spejler et andet og langt mere alvorligt sammenbrud, som er hele landets ulykke. De årevise – og hemmeligholdte – sexskandaler og magtmisbruget i hovedstadens absolutte centrum er i lille målestok, hvad indvandringen fra Mellemøsten er i stor skala ude i det jævne, svenske samfund: tabu på tabu.

Det smuds, man ikke har villet snakke om i Det Svenske Akademi, løber parallelt med de langt større udfordringer, man ikke har villet tale om i det svenske samfund, ikke mindst i de etablerede medier. Som mange danskere vil vide, kan svenskerne nemlig godt finde ud af at tage bladet fra munden, når der ikke er en mikrofon i nærheden.

Men som Weekendavisen peger på i en interessant artikel i denne uge (ikke online), har de svenske eliter i kultur, politik, medier og kommers i årtier haft held med at anklage alt svensk for at være forkert.

Anklagerne kaldte sig antiracister og vandt dermed en afgørende strategisk fordel. Antiracisterne erobrede partier, institutioner, redaktioner og bestyrelser indefra og fik tilmed de såkaldt borgerlige partier med på den ideologiske »antiracisme«, som med et trylleslag skulle forvandle en historisk »kolonialisme« til moderne »mangfoldighed«. Tal lige om et »tragikomisk totalteater«.

Sverige var alt for hvidt, sagde de. Folkehjemmet skulle være mere forskelligartet, dvs. mindre hvid, mere sort, ellers var det racificeret. Således blev antiracisterne de nye racister.

I samme artikel citeres to fremtrædende svenske venstrefløjsere, Göran Greider og Åsa Lindeborg, der åbenbart ligesom Ida Auken herhjemme lader til at være blevet klogere med alderen, når det gælder indvandringens pris, og ligesom Auken har udgivet en bog om emnet.

Her skriver de to svenskere bl.a.: »Ordet multikultur anvendes slapt for at forsvare, at Sverige skal være et åbent land, men multikultur har potentiale til at gøre Sverige til præcis det modsatte: opdelt i sluttede enklaver.«

Her er problemets kerne antydet: åbenheden. Et ideal, der har forenet de røde med de liberale siden 1990'erne. Åbenhed lyder godt, men har desværre vist sig ikke at fungere i praksis, i hvert fald ikke når indvandrerne slæber deres egen mellemøstlige kultur med til Europa eller skaber en ny og radikaliseret arabisk identitet, sponsoreret af velvillige velfærdsstater og nægter at tilpasse sig kontinentets historisk nedarvede normer og praksis.

Men Greider og Lindeborg har åbenbart mere at sige, og det forekommer mig at være lige så forfriskende som kildevand fra Ramlösa:

»Mange venstrefløjsdebattører har været tilbøjelige til at se verden udelukkende gennem deres moralske forestillinger, sådan som de har gjort det i migrationsspørgsmålet. Dermed har de til tider, trods gode hensigter (…), blokeret en saglig analyse og fremstår som mere eller mindre verdensfjerne og følelsesmæssigt affekterede i deres sorthvide opdeling af mennesker som gode og onde.«

Verdensfjerne? Følelsesmæssigt affekterede? Usaglige? Jamen dog. Lige mine ord.

Det er nye toner fra to af de mest celebre talerør for den etablerede svenske venstrefløj, men det er glædeligt og muligvis udtryk for en begyndende realisme i den stivnede svenske debat. Se på klokken, selvrefleksionen er endelig begyndt. Her har vi to af godhedens allermest selvglade repræsentanter, som iagttager problemerne forbundet med den muslimske tilvandring og indrømmer, at politik ikke bør være en konkurrence om at have de reneste intentioner, men snarere er et middel til at undgå de værste ideologiske eksperimenter.

Det svarer alt sammen til, at Carsten Jensen og Suzanne Brøgger pludseligt indrømmede, at de havde taget fejl af immigrationen – utænkeligt!

Hvor selvopgøret fører Sverige hen, skal jeg ikke kunne sige. Men det er nyt i et land, der på ganske kort tid har bragt sig langt ind i en social og national ulykke.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Lars Boje Mathiesen
21.08.18, 16:42
Ingen kan længere seriøst tro på et fælles projekt fra Rød Stue i dansk politik. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.08.18, 13:22
De fleste får indfødsret helt uden om Folketingets sagsbehandling. Læs mere
Af Mikael Jalving
21.08.18, 11:17
De ih, så åbne og åh, så tolerante vil debattere, men ikke lige med ham eller hende. Måske helst med sig selv. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.08.18, 09:52
Kulturmødet på Mors sætter fokus på emnet på fredag under temaet “brobygning”. Læs mere
Af Harun Demirtas
20.08.18, 21:30
Kære DF: Vil I ikke spare os for jeres palaver om, at tvang er nødvendigt for demokratiets overlevelse? Læs mere
Af Christina Egelund
20.08.18, 16:54
Folketingsåret 2018/2019 er så småt blevet skudt i gang. Finanslovsforslaget for 2019 præsenteres inden længe, og vi går et efterår i møde, hvor valgtrommernes dybe buldren gradvist intensiveres. Statsministerkandidater er begyndt at melde sig på banen, regeringskonstellationer diskuteres, og flere partier har allerede meldt ud, hvad de vil (og ikke vil) gå til valg på. I den forgangne uge har det særligt været spørgsmålet, om man vil gå til valg på skattelettelser eller ej, der har været genstand for en del opmærksomhed. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.08.18, 08:14
Hun forsimpler og flygter fra ansvaret. Man kan ikke komme forskelle til livs ved at decentralisere. Metoden vil skrue tiden tilbage til 40’erne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.08.18, 23:56
USA’s minoriteter tror, at de kan dyrke og få udvidet deres særrettigheder, uden at hvide amerikanere tager til genmæle, en meget naiv antagelse. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.08.18, 11:15
Kreafolket lader mere og mere til at holde kaje, når snakken nærmer sig det ømtålelige spørgsmål. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.08.18, 10:09
Rigsadvokaten indrømmer, at han er stikirenddreng for regeringen. Det kan ikke fortsætte. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her