Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Førende fransk filosof er fuld af fis

Drømmen om en globalisering i plus brister som en sæbeboble, men det er akkurat et udtryk for dens manglende jordforbindelse.

Når Bruno Latour regnes for en af de største, nulevende franske filosoffer, må det stå slemt til i salonerne. Men det er hans danske forlag – Informations Forlag – der skriver sådan om den 70-årige professor fra det berømte Sciences-Po i Paris på omslaget af hans nye bog "Ned på jorden", der udkommer på dansk med støtte fra Statens Kunstfond, Politiken-Fonden, Augustinus Fonden og Europanævnet.

Jordbundet er det sidste, man kan beskylde filosoffen for at være. Dét selv om han mener at være mere miljøbevidst end alle miljøbevægelser og grønne partier tilsammen, og at Jorden vil hævne sig på den »anthropocæne« tidsalder og fremover herske over os snarere end omvendt.

Det hele bliver rodet godt og grundigt sammen, klimakatastrofe, venstre, højre, modernisering, populisme, EU og geopolitik. Filosoffen er overbevist om, at nationalstaten er passé, at velfærdsstaterne uddør, og at den økonomiske ulighed bare vokser og vokser. Samtidig bedyrer han, at ikke kun migranterne er hjemløse: Ingen har længere noget hjem, heller ikke havenes vandmasser. »Det Nye Klimaregime«, herunder »klimafornægtelsen« og »Den Store Acceleration« af CO2 siden 2. Verdenskrig, har i hans øjne for længst fejet betydningen af territorialgrænser væk.

Disse skråsikre observationer er symptomer på en bestemt historisk situation, hvor flere og flere opgiver den »fælles horisont« og troen på, at alle mennesker »kan leve på lige fod«. Fra en filosof, der i samme sætning beklager kommunismens nederlag og socialismens sterilisering og opfatter USA's udtrædelse af FN's klimaaftale i 2017 som et afgørende geopolitisk vendepunkt, lyder det, at der ikke længere er nogen fælles verden at dele. I stedet har vi en »tendens til at overse«, at klimafornægtelse »er styrende for al politik«. Det har vi nok. Med rette.

Filosoffen mener at være på forkant, men fremstår nostalgisk og fordomsfuld. Sandheden er tør som en tvebakke, for verden har næppe nogensinde været ét univers. Det er bare noget, han og mange andre tror. Verden er i sandhed mangfoldig, skønt hvad vi kalder mangfoldigt i de vesteuropæiske byer, som forandrer sig til uigenkendelighed for øjnene af os, betyder rettelig muslimsk, og det er noget helt andet.

Forestillingen om at verden skulle kunne være én og den samme kræver, at man standser tiden og ser stort på stedet; det er med andre ord en konstruktion, en fiks idé, hvis ikke fis à la française.

Det er i disse år drømmen om en globalisering i plus, der brister som en sæbeboble, men det er akkurat et udtryk for dens manglende jordforbindelse. Læg mærke til, hvordan intet definerer fortalere for åbne grænser og fortsat muslimsk indvandring mere end, at de privatøkonomisk har deres på det tørre, hvilket Latour kortvarigt har sans for, når han i en parentes gør grin med samme: »Åh! Denne smag for de store vidder, der prædikes af dem, som er i ly, hvor end deres bonuspoints tillader dem at flyve hen.«

Ak, ja. Men det er en enlig svale. Alt andet i filosoffens spejlkabinet hænger sammen med den åbenbart selvindlysende klimakatastrofe. Selv migranterne – hvem der må og skal huses i Europa, som han symptomatisk nok forveksler med det EU, der »vil blive skabt af og for nutidens fordrevne« – optræder hos Latour enten som klimaflygtninge eller som humanistiske skønånder, der længes efter at bo i Europas smukke byer: »Et eneste blik på disse byer, og man forstår, hvorfor man overalt sætter sig i bevægelse for at få mulighed for at bo der – om så bare i udkanten af dem.« Andre faktorer og motiver, økonomiske, demografiske, etniske eller religiøse, interesserer tydeligvis ikke æsteten.

Filosoffens verden er i særdeleshed støvsuget for islam. Vi, der modsætter os den løbende migration og islamiseringen af vores samfund, opfører os skinhelligt, mener Latour. Masseindvandringen skulle vi »have tænkt på før de store opdagelser, før koloniseringen«, dvs. før Columbus og det, der fulgte i hans kølvand.

Nu må vi så tage det sure med det søde, det er sådan, der tænkes i denne bog. Verdenshistorien såvel som verdensaltet er en del af et større økosystem. Hvis vi ikke bryder os om indvandringen, så skulle vore forfædres forfædre slet ikke have rejst ud for at opdage og underlægge sig kloden. Det er med andre ord vores egen skyld. Vi har selv sat pendulet i gang.

Bruno Latour ønsker sig abstrakt nok både løsrivelse og tilknytning. Det sidste vel at mærke uden grænser og irriterende nationalstater; det første uden fremmedgørelse. »Det er den ligning, der skal beregnes«, skriver han og stiller sig selv og læserne en umulig opgave.

Hvordan skal borgere have tilknytning til et bestemt sted uden grænser, ejendomsret – eller en stat, herunder en offentlighed – til at sikre den politiske orden? Hvordan skal befolkningen kunne være mobil og autonom, hvis den ikke også føler sig tryg?

Hvis globaliseringen skal undgå at blive til fraser og ideologi, må den være lokalt funderet. Det er netop derfor, at EU's invasive politiske logik i stadig højere grad opleves som fremmedgørelse. EU befinder sig mildest talt ikke nede på jorden, men oppe i hovederne på tidens føderalister. Bruno Latour er en af dem.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Harun Demirtas
20.08.18, 21:30
Kære DF: Vil I ikke spare os for jeres palaver om, at tvang er nødvendigt for demokratiets overlevelse? Læs mere
Af Christina Egelund
20.08.18, 16:54
Folketingsåret 2018/2019 er så småt blevet skudt i gang. Finanslovsforslaget for 2019 præsenteres inden længe, og vi går et efterår i møde, hvor valgtrommernes dybe buldren gradvist intensiveres. Statsministerkandidater er begyndt at melde sig på banen, regeringskonstellationer diskuteres og flere partier har allerede meldt ud, hvad de vil (og ikke vil) gå til valg på. I den forgangne uge har det særligt været spørgsmålet, om man vil gå til valg på skattelettelser eller ej, der har været genstand for en del opmærksomhed. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.08.18, 08:14
Hun forsimpler og flygter fra ansvaret. Man kan ikke komme forskelle til livs ved at decentralisere. Metoden vil skrue tiden tilbage til 40´erne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.08.18, 23:56
USA’s minoriteter tror, at de kan dyrke og få udvidet deres særrettigheder, uden at hvide amerikanere tager til genmæle, en meget naiv antagelse. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.08.18, 11:15
Kreafolket lader mere og mere til at holde kaje, når snakken nærmer sig det ømtålelige spørgsmål. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.08.18, 10:09
Rigsadvokaten indrømmer, at han er stikirenddreng for regeringen. Det kan ikke fortsætte. Læs mere
Af Mikael Jalving
17.08.18, 16:08
Kunne man ikke få blot én af landets utallige journalister til at undersøge, hvorvidt affaldssorteringen egentlig fungerer i de danske kommuner? Læs mere
Af Naser Khader
16.08.18, 20:15
Hvis EU ville gøre en reel forskel, så skulle man i stedet tage sin rolle som mægler mellem Iran og USA alvorligt. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
16.08.18, 13:06
Det politiske kaos i Storbritannien efter brexit betyder, at danskerne har gennemskuet konsekvenserne af dansk enegang i Europa. Derfor er sommerens udmelding om dexit en gratis omgang fra Dansk Folkeparti, som i stedet bør melde sig ind i kampen om at trække EU i den rigtige retning. Læs mere
Af Anders Vistisen
16.08.18, 11:20
Danmark har brug for en mere pragmatisk kurs i brexit-forhandlingerne end EU-Kommissionens, der virker mere opsat på at straffe briterne. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her