Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

1968 – pædofiliens år

Ungdomsoprørerne gav sig selv og hinanden noget nyt at tro på og udleve i stedet for gammeldags normer. Herunder pædofili.

Om ganske kort tid kan vi markere 50-året for begivenhederne i maj '68. Men der synes ikke at være udsigt til den store og spektakulære fejring, som man måske kunne have forventet. Det ville ellers have været i 68'ernes ånd at hylde sig selv og hinanden med et gigantisk knald af en fest på en udsøgt adresse i det indre København under Danmarks Radios begejstrede bevågenhed. Men nej. 50-året er tilsyneladende ingen festdag.

Hvorfor egentlig ikke? Hvad blev der af hashpiberne, konebytterierne, Kløvedalerne og alle de etablerede bohemer fra dengang, hvor de langhårede blomsterbørn – den første generationen født efter Anden Verdenskrig – gjorde oprør mod det småborgerlige samfund med et regnbuefarvet budskab om verdensfred, fri kærlighed, fed lykke og modkultur?

For at svare kortfattet herpå kan man faktisk nøjes med at åbne Politiken i denne uge. Avisen har sammen med TV 2 brugt flere år på at grave i historien om omfattende seksuelle krænkelser i 70'ernes danske filmmiljø, særligt omkring instruktørerne Lasse Nielsen og Ernst Johansen, der blev berømte for ikoniske ungdomsfilm som bl.a. Lad os være, Måske ku vi og Du er ikke alene. Det er klassisk, informativ journalistik.

Filmene vakte begejstring dengang med budskaber om fri kærlighed, ikke mindst mellem drenge og opnåede åbenbart kultustatus i homomiljøet, men nu viser det sig, at ungdomsfilmene blev til på langt mindre ideelle vilkår. Altsammen mens filmene og deres konsulenter modtog millioner af kroner i offentlige tilskud. Således er seks tidligere drengeskuespillere og 16 kvinder stået frem og har berettet om omfattende overgreb, fysiske krænkelser og fuldbyrdede voldtægter.

Jeg skal spare jer for detaljer, men scriptet er i korthed dette: Børn fra almindelige hjem medvirker i filmoptagelser uden far og mor, eller træffer instruktørerne under private former, og møder en helt anden verden, end de kender hjemmefra. Omgangstonen er fri og frejdig; her er hverken fordomme eller åndssvage, borgerlige normer. Slap dog af. Atmosfæren minder om noget fra et åbent og kaotisk kollektiv. Og i dette vakuum af drømme, lyster, magt og frikvarter udser de to frisindede instruktører sig hurtigt de mest påvirkelige børn og vinder deres tillid med løfter om roller og en lysende fremtid inden for filmbranchen. Derefter følger det primale i varierende stadier og grader.

Lasse Nielsen bor i dag i Thailand og husker intet fra dengang. Siger han. Den anden slambert, som tilmed er pædagog af uddannelse, har lige så lidt format. Der er ikke meget tilbage af fordoms pragt.

Historien leder os imidlertid  på sporet af, hvorfor 1968 ikke bliver fejret som en national begivenhed. Der er for meget, der ikke stemmer. Alle de abstrakte idealer – og så den skinbarlige, ofte grusomme virkelighed bagved. Forsiden: Fantasien og eventyret til magten. Bagsiden: Grønt lys for pædofile.

Ikke at pædofili er noget, 68'erne opfandt, vorherre bevares. Men '68 tillod pædofili, ligesom '68 tillod så meget andet andet lort.

Det var en anden tid, mener flere kulturfolk i dagens JP, og det har de sådan set ret i. Artikelserien om de to filminstruktører tilbyder os et ubehageligt kig ind i den verden, 68'erne var med til at gøre mulig.

For sagen er, som den engelske filosof Roger Scruton for længst har understreget, at ønsket om ultimativ frigørelse, herunder ødelæggelsen af de traditioner og institutioner, altid har været frihedens værste fjende – i 1968 lige så meget som i 1789 og 1917.

Oprøret i 1968 fik dermed en paradoksal virkning. Oprøret var en vækkelse, men medførte i virkeligheden en svækkelse af den offentlige moral. Oprøret så sig selv som en frigørelse, men bibragte mange af de frigjorte en forulempende ensretning, politisk eller seksuelt. Oprørerne var optimister, men endte som enten kynikere eller fatalistister.

Alligevel blev hippierne omfavnet af velfærdsstaten og siden af vor tids hipstere, som dominerer i de større byer, i politik, administration, medier og underholdning. Det er dem, der i dag fører ånden fra '68 videre og lader forstår, at alt ville have været sort skole, trøstesløst forstadsliv, IBM og Olsen Banden, hvis ikke det havde været for »ungdomsoprøret«.

Melodien kan f.eks. lyde sådan her: Uden hippiernes forestillinger om fri kærlighed, ville der ikke være et eneste homoægteskab i dag. Uden borgerrettighedsbevægelsen, ingen #blacklivesmatter og #MeToo. Fjern hippierne, og vi ville stå og mangle menneskerettigheder til alle for slet ikke at tale om Facebook og Twitter. For øvrigt: Hvis det ikke var for hippierne, ville vi hverken have iPhones eller noget så vigtigt som disruption – måske slet ingen kærlighed tilbage. Vi ville knap nok have nogen minoriteter at holde af. Måske ville jorden være gået under i verdenskrig og ragnarok, sådan som Hollywood har fortalt os gang efter gang.

Kritikken dengang lagde ikke fingrene imellem: Den herskende klasses moral var forældet og for øvrigt kriminel og skyld i Vietnamkrigen. Kernefamilien var baseret på hykleri og undertrykkelse af kvinder, og religionen, den var opium for folket – lige bortset fra de østerlandske af slagsen, der blev dyrket af oprørerne sammen med hinduyoga og LSD.

Hvad der lokkede de unge mennesker fremad, var et purt og rent budskab foruden penge, profit, ægteskab og forurening. Det var hippier med en mission: et alternativ til den gældende praksis, et liv hinsides konvention og lov, uden hierarki, kønsroller, normalitet, ejendomsret og andre borgerlige begrænsninger, men med masser af autenticitet, eksperimenter og sex. Medier og velfærdsstater stod i kø for at beskrive, fotografere og finansiere modkulturen.

Den amerikanske forfatter Paul Hollander taler om oprørerne som politiske pilgrimme. Pilgrimmene ville selv gå forrest og redde folk fra konsumsamfundets fremmedgørelse med deres alternative tøjstil, mad, bogcafeer, magasiner, demoer, picnics, happenings og seksualopfattelse. Måske ku vi? Du er ikke alene. Lad os være.

De vakte var høje af politisk engagement eller seksuelle energier og prædikede en helt anden livsstil end forældrene og lykkedes med at påvirke såvel finkulturen som populærkulturen.

De kunne ikke gribe magten politisk. Alle alternative venstrefløjspartier fra dengang led skibbrud på begge sider af Atlanten. Men de kunne noget andet: Give sig selv noget andet at tro på og udleve.

Herunder pædofili.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her