Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

#MeToo æder sine egne døtre og sønner

Det, der begyndte som en konkret kritik, er muteret til en moralistisk kampagne mod forskelle i Vesten, især den mellem kvindelig og maskulin seksualitet.

Som du måske har bemærket, har ledelsen af det herostratisk berømte cykelløb Tour de France valgt at afskaffe podiepigerne ved årets rundtur i det franske. Det fik straks telefonerne til at gløde hos ledelsen af det næsten lige så berømte etapeløb Giro d'Italia, men journalisterne måtte sluge deres skuffelse: Podiepigerne overlever i Giroen, som i år fordobler den politiske ukorrekthed ved at starte i Jerusalem i Israel. Tak for det, siger jeg. Forza Italia! Sølle franskmænd.

Overgivelsen til tidens puritanisme er imidlertid ikke en speciel fransk disciplin, men en generel vestlig tendens, som jeg drister mig til at undre mig over på kvindernes internationale kampdag.

Hvorfor er det, at den postmoderne feminisme vinder frem med syvmileskridt, typisk assisteret af vor tids spejderdrenge og dydsdragoner? Hvorfor får fænomener som #MeToo så kraftigt gennemslag - og intet sted så prægnant som i Sverige, verdens nok mest lige samfund?

Forklaringen kommer om lidt.

Først en disclaimer. Jeg er lige så stor modstander af seksuelle overgreb som alle andre, uanset om de finder sted i nattelivet, på arbejdspladsen, begås af muslimske efterkommere eller af en mand ved navn Jensen. Men omgangen mellem de to køn er ikke sort-hvid og kan ikke rettes ud til en lige linje, uanset hvor meget der hashtagges svenske elitefeminister.

Thi sandheden er jo den, at hvor der er mænd og kvinder, kan der nemt opstå en gnist. Hvor der er mænd og kvinder, er der indimellem noget på spil udover det formelle, det sociale, venskabelige eller professionelle. Kald det seksualitet, for det bunder i en naturkraft, som vi kender fra evolutionshistorien, men fejlagtigt tror, kun gælder aberne; en motor, der må, skal og bør tøjles og styres, men desværre ikke altid bliver det.

Det, der begyndte som en konkret og dokumenteret kritik af konkrete personer og bestemte forhold i de såkaldt kreative miljøer fra Hollywood til Zentropa, Dansk Journalistforbund, Forfatterskolen og DR, er med #MeToo muteret til en moralistisk kampagne mod forskelle i Vesten, især den mellem kvindelig og maskulin seksualitet.

#MeToo er det, der sker, når man bevidst ser bort fra evolutionslæren og lader som om, at mænds og kvinders seksualitet er identisk. Fra at dreje sig om fysiske overgreb, som kun voldsmænd forsvarer, er kampagnen kommet til at handle alt muligt andet, herunder psykisk diskrimination, »mikroaggressioner« og »mansplaining«, altså det mere almindelige og udbredte forhold, at din mandlige chef eller forelæser snakker dig ihjel om sine store bedrifter. Det sidste er grinagtigt, men ikke kriminelt.

Fra at være bundet til et felt, hvor nogle mænd beviseligt misbruger deres position, fysiske overlegenhed eller begår voldtægt, er kampzonen nu udvidet til at gælde alt, hvad der kan være irriterende for især privilegerede kvinder i Vesteuropa og USA.

Mutationen ligger i det universelle hashtag. At de mange forskellige historier fra diverse sammenhænge bliver til én og samme moralske sump. Adfærd, situationer og dilemmaer slås sammen og sættes på formel. De endnu eksisterende forskelle mellem mænd og kvinder, herunder de to køns respektive flirten, fortolkes kriminologisk.

Mutationen sker, efter at vi i flere generationer har fået at vide, at vi i den bedste af alle verdener skal være mere og mere lige. Det er derfor, forskellene provokerer stedse mere. For som sociolog Ulla Holm gør gældende i en glimrende kronik i Politiken, er der noget paradoksalt sigende i, at krænkelserne i Vesten især opleves af kvinder, der har de bedste forudsætninger for at nå samfundets top, ikke mindst i de kreative brancher, styret af blød og symbolsk magt snarere end formelle regler.

Det lader til, skriver Ulla Holm ligeud, at »oplevet diskrimination er omvendt proportional med graden af magt, kvinder har. Jo bedre kvinder er stillet i samfundet, desto mere tilbøjelige er de til at føle sig krænket af mænd«. Når den objektive diskrimination falder, vokser den subjektive og følelsesmæssige oplevelse af ulighed ironisk nok. Det er derfor, at #MeToo æder sine egne børn.

Sociologens betragtning flugter med en overbevisende teori om revolutioner. En kampagne som #MeToo har det tilfælles med en revolution, at den opstår, når de forhold, der kritiseres, mindskes. Revolutioner sker på vej op, ikke på vej ned. Revolutioner opstår, når trykket lettes, og der bliver mere overskud, dvs. ikke når undertrykkelsen er størst, men når den falder. Revolutioner er således forsinkede reaktioner, der har det med at gøre tingene værre.

PS: Giro d'Italia begynder den 4. maj.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.