<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vandtrykket falder, ghettotrykket stiger

Et flertal i befolkningen er helt på det rene med, at lokummet brænder, og er formentlig mere klar end regeringen til at skride til systematisk handling i stedet for kludetæpper og medielir i Mjølnerparken.

Nåmen, Søren Pind har ikke tryk nok i slangen. Det fortæller han frivilligt til JP, hvor han brokker sig over hovedstadens vandforsyningsselskab Hofor, hvis navn jeg altid har læst som Hvorfor, især når deres regninger ankommer.

Hvorfor har Søren Pind for lidt tryk på vandet?

Det er ugens næststørste spørgsmål, og en hurtig søgning på jp.dk afslører, at også den tidligere politiker Hans Engell lider af samme problem. »Jeg bor midt i København, og mine rør fejler ikke noget«, udtaler han. For en mand, der ikke længere interesserer sig for politik som andet end spin og signaler, er det naturligvis store sager.

Trykket stiger, bare ikke vandtrykket. Det er, som du nok har gættet, trykket på landets indvandrerghettoer, der vokser. Selv regeringen har fundet ud af, at der er noget råddent i staten Danmark, og nu skal der udvises handlekraft.

Det sidste skal man naturligvis ikke kimse ad. Det er dog bedre med en regering, der vover pelsen og forsøger at gøre noget, end en regering, der bare skælder ud over sine kritikere og beskylder dem for at være populister og konservative mørkemænd, sådan som Søren Pind ellers har for vane.

Men sandheden er jo, at det er sent, at det er i ellevte time, og at råddenskaben i om omkring vore byer har fået lov til at vokse sig stedse større i snart 40 år.

Ghettoerne er ikke opstået ud af ingenting, men gennem migration og holdes sammen af systematisk offentlig forsørgelse, muslimske normer, ritualer, uskrevne gaderegler og indgroede forestillinger om ære og skam, halal og haram, mandligt og kvindeligt, og hele problemkomplekset vokser i omfang og alvor i takt med antallet af og andelen af muslimer i Danmark og resten af Vesteuropa.

I 1980 var der, som regeringen nu selv gør opmærksom på, omkring 50.000 ikkevestlige indvandere i Danmark, og det var, hvis man skulle tro de toneangivende dengang – Klaus Rifbjerg, Ritt Bjerregaard, Auken-familien, Dansk Flygtningehjælp og den pioneragtige asylindustri – alt for lidt. Til gengæld er den halve million, der siden er kommet hertil fra de varme lande, alt for mange, skønt det endnu ikke er noget, nogen som helst regering agter at gøre noget ved – alle de aktuelle boligsociale og kriminologiske forslag til trods.

Såvidt jeg kan bedømme, er der flere udmærkede og mindre udmærkede forslag i ghettopakken. Men, og det siger jeg ikke for at spille krakilsk, der er et afgørende aber dabei. Hele tre, faktisk.

Regeringen agter endnu ikke at standse den spontane migration til Danmark, ligesom regeringen endnu ikke agter at smide kriminelle udlændinge ad h til, uanset hvad Hollywood, de internationale konventioner eller kansler Merkel måtte sige eller ikke sige. Endelig agter regeringen endnu ikke at standse den offentlige finansiering af ikkevestlige indvandrernes arbejdsløshed i Danmark. Alt det fortsætter mere eller mindre uantastet. Business as usual.

Når regeringen ikke vil røre ved disse strukturelle mekanismer, der fremmer Ghettodanmark på bekostning af det egentlige Danmark, så sætter den en naturlig bom for, hvor meget mikro- og symbolpolitiske tiltag vil gavne.

At der skal mere politi på gaden, især i de berørte områder, giver sig selv. At der skal slås meget hurtigere og hårdere ned på kriminelle bander og klaner ligeså.

Men det er strukturelle ændringer, der skal til, hvis demografien og det ulykkelige kulturtab skal standses i årtierne fremover, for ikke at sige vendes. Det kræver mere end pludselige handlingsplaner og lovpakker op mod et folketingsvalg.

Regeringen skal risikere mere end sit gode navn og rygte. Og turde få andet end vand i hovedet.

For befolkningen, i hvert fald et flertal, er helt på det rene med, at lokummet brænder, og er formentlig mere klar end regeringen til at skride til systematisk handling i stedet for kludetæpper og medielir i Mjølnerparken.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Henrik Dahl
27.07.21, 00:00
Der forestår et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed. Læs mere
Af Isabella Arendt
27.07.21, 00:00
Sommeren 2021 bliver vendepunktet, ikke kun fordi vaccinerne kom, men fordi vi igen fik en national fællesfølelse båret af håb og glæde. Læs mere
Af Harun Demirtas
27.07.21, 00:00
Sygeplejerskerne strejker for først og fremmest at gøre det tydligt for arbejdsgiverne, at de er frustrerede over deres arbejde. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
26.07.21, 17:53
Kontanter er ulækre og gør livet lettere for kriminelle Læs mere
Af Mikael Jalving
24.07.21, 14:00
Stille flanerer vi rundt mellem venners statusopdateringer, hashtags og parader af selvgodhed, det er en flyvetur ind i intetheden. Læs mere
Af Utku H. Güzel
23.07.21, 19:00
Hvis man begynder at kræve regler og normer, som er meget fjernt fra nutidens Danmark, indført, må man også forvente en modstand fra majoriteten i landet. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.07.21, 14:45
Breivik var et ødelagt menneske, der hadede alt, hvad hans diplomatfar stod for Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
23.07.21, 14:00
Tager vi overhovedet ved lære af naturkatastroferne? Ikke meget tyder på det, for regeringen taler om klimaplan, som når små børn skriver ønskeseddel til jul. Læs mere