Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

»Jeg har i længere tid fulgt din blog med interesse, men ...«

Socialdemokraternes vending i udlændingepolitikken er en passende lejlighed til at spørge dig selv, hvornår du blev klogere i forhold til den vanvittige indvandring.

Mette Frederiksen vil gerne være statsminister. Det kan man ikke fortænke hende i. Men det lader til, at hun også er parat til at gøre op med årtiers undladelsessynd og standse den spontane migration til Danmark. Det skal hun og hendes støtter have tak for, ikke mindst i en tid, hvor liberale iagttagere har travlt med at fortælle hende, at planen (heldigvis) er dødsdømt på forhånd, mens de røde partier har meldt sig mere eller mindre ud af diskussionen.

Hvis det er rigtigt, som det konservative folketingsmedlem Mette Abildgaard udtalte, da hun skulle forklare, hvorfor hun ikke have checket den tvivlsomme bagers baggrund i Tingbjerg, at man skal tro på det bedste i andre mennesker, så må vi tro lidt på Mette Frederiksen, når hun bedyrer, at hun er oprigtigt bekymret for den demografiske udvikling i Danmark, læs: Den hastigt stigende andel af muslimer med alt, hvad dertil hører fra Skagen til Siracusa.

Vi er mange, der har siddet og ventet mere og mere utålmodigt på, at Venstre, Konservative og Liberal Alliance tager sig sammen, men det kommer næppe til at ske. Disse partier har – med undtagelse af enkelte folketingsmedlemmer som Henrik Dahl og Naser Khader – endnu ikke forstået, hvad der står på spil.

Til gengæld er der gang i undergrunden. DF har fornemmet det for længst, det samme har kritikerne fra højre i form af Nye Borgerlige og Dansk Samling, og nu er sosserne tilsyneladende også vågnet op til en del af virkeligheden.

Noget af den udfolder sig her på stedet. Når jeg skriver om konsekvenserne af den muslimske indvandring, svarer nogle af jer med jeres egne aha-oplevelser, som er interessante i sig selv.

En fortæller, hvordan han flere gange er blevet passet op af indvandrerdrenge. Drenge, ikke fyre, 12, 13, 14 år. Jeg har selv prøvet noget tilsvarende, efter at jeg en dag fortalte en flok af dem med store bogstaver, at de ikke måtte dræbe den svane, de havde trængt op i en ende af en lille sø i et beboet område. Jeg mener: Som en voksen, der fortæller børn, at de skal holde op med det der. Lige meget. De var flere end os og aggressive. De kvindelige familiemedlemmer, jeg fulgtes med, fik at vide, at de var »danskerluder«. Dvs. det blev råbt igen og igen. Jeg bliver rasende bare af at tænke tilbage på episoden.

En anden læser, der gennem sit arbejde oplever, hvordan islam udvikler sig til en selvstændig industri i socialt arbejde med tolke, konsulenter og såkaldte brobyggere, beretter, at presset fra muslimer i Danmark ikke kun har med imamer, bander og kriminalitet at gøre, men også kommer fra artikulerede muslimske kvinder i ansættelse. Hun omtaler det som sharia light: De muslimske kolleger bliver mere og mere hellige og mere og mere kritiske over for Danmark.

Omvendt lader en tredje læser mig forstå i en mail, at jeg slet ikke har ret til at være utålmodig med de langsommelige eller sagtmodige, når jeg selv har været lang tid undervejs med mine synspunkter.

Hvad mener jeg om det? Har jeg ikke noget at lade andre høre?

Det skal måske præciseres, at vedkommende selv mener, at Danmark er tabt. Men spørgsmålet er, om man kun har ret til at ændre synspunkt, hvis man gør det straks? I så fald er vi mange, der er diskvalificerede til at mene noget, tag nu bare Socialdemokraterne.

Og hvad nu, hvis man gerne vil gøre forsøget og kæmpe for det, man har kært, med ordets magt? Så er man tilsyneladende en tåbe. Den risiko er jeg nødt til at løbe.

Jeg var i tyverne ikke mere konservativ end statsminister Poul Schlüter, og han var – som han selv udtrykte det – ikke så konservativ, at det gjorde noget.

Et andet af hans mottoer var jo, at det skulle være lettere at være dansker. Schlüters mottoer udtrykte en større uskyld end den alvor, der lå i tiden – koldkrigen og den reelt eksisterende kommunisme taget i betragtning. Men det er netop min pointe. Selv konservatismen var liberal op gennem 80'erne og ind i 90'erne og handlede mest af alt om privatiseringer, regelforenkling og lavere skatter.

Per Stig Møller vil nok protestere, men Danmarks eneste ægte konservative befandt sig i denne periode snarere i Tidehverv eller spredt for vind og vejr end i Det konservative Folkeparti. Jeg vil tro, at det var en af grundene til, at det tog mig så mange år og en ostemad at blive konservativ.

I 90'erne var det velfærdsstaten, jeg anså for hovedproblemet, dens passivisering af folk, klientgørelsen, den terapeutiske stat. Først senere og gradvist forstod jeg, at det netop var ægteskabet mellem velfærdsstaten og den hastige indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika, der udgjorde en skæbnesvanger kombinatorik.

I denne periode ragede jeg uklar med flere af mine gamle allierede, og venner faldt fra. Jeg var nok for stejl, men store spørgsmål var i bevægelse, og jeg prøvede at orientere mig i samtiden efter bedste evne. Folk begyndte at skuffe mig – og vice versa. Jeg husker f.eks., hvordan jeg tabte en del for den senere transportminister Ole Birk Olesen (LA), da han i en debat med Lars Hedegaard stod og pralede med, hvor lidt han vidste om islam.

Jeg kaldte mig liberal, siden nationalliberal og så konservativ. Jeg kan godt fortryde, at tingene trak ud eller at jeg måtte følge min samvittighed og glide mod højre, men min forfængelighed er uinteressant for andre. Til gengæld siger mine krumspring noget tidstypisk om, hvor svært det var at gøre op med de liberale principper. De sad stadig i tidsånden.

En læser formulerer sig sådan her, idet han går en del år tilbage:

»Jeg har i længere tid fulgt din blog med interesse, i begyndelsen noget uforstående over hvorfor en pæn liberal mand brugte så meget tid på at skrive om islam og senere, efterhånden som mit eget syn på sagen har udviklet sig og jeg har indset størrelsen af katastrofen, med både interesse og en stigende følelse af afmagt overfor hvor Danmark er på vej hen.«

»I min ungdoms liberal-konservative verdensforståelse så jeg værdier, normer, moral og kultur som noget, der eksisterer eller burde eksistere uden for staten (…) Dette førte mig til den slutning, at det ikke var statens opgave at sortere i, hvilke mennesker der må bosætte sig hvor, men at man snarere burde have åbne grænser og lukkede kasser. I efter-rationaliseringens ulideligt klare lys forekommer det mig, at mit syn på indvandring var formet af min opvækst umiddelbart efter Sovjetunionens fald.«

Da blev Vesten ramt af en spontan selvovervurdering, der spræller endnu:

»Sovjetkommunismen var død, Kina var endnu ikke nogen faktor af betydning og resten af Den Tredje Verden ville (...) adoptere dette system. Vi ville snart nå det punkt, hvor vi kunne alle leve fredeligt og lykkeligt sammen, uden grænser og uden nogen konflikter over værdier og verdenssyn.«

Min læser fortsætter:

»Denne selvovervurdering førte til, at vi begyndte at fjerne de værn, vi havde mod verdens ulyksagligheder. Konkret ved at afgive politisk suverænitet til EU og ved at nedprioritere vores militær, men nok endnu værre ved at betragte vores kultur og levevis for universal og naturgiven, hvilket skabte spiren til den foragt, vi udviklede overfor kilden til vores velstand. Hvis vores levevej var universal, så er det jo ikke på grund af vores kulturarv, at vi lever så godt som vi gør. Nej, det er gennem åbenhed og tolerance, at vi har været i stand til at drage større fordel af globaliseringens (...) glæder.«

»Det er denne sang jeg lærte at synge i min skoletid og som, kombineret med min liberale politiske observans, førte til, at jeg tog det standpunkt, at alle mennesker skulle være velkomne, så længe de kunne overholde landets love. Jeg forstod ikke, hvad kultur betyder, at mennesker ikke ankommer alene som individer, men også som bærere af en bestemt kultur. At med enhver ny borger fra Mellemøsten, der slår sig ned i Danmark, rykker vores nationale identitet sig.«

»Statistikken fortæller os yderligere, at menneskers livssyn ikke nemt ændres, selv over adskillige generationer. Så enhver illusion om at denne nye borgers børn vil overtage majoritetskulturen, er ofte en illusion.«

»Jeg er i dag stadig politisk liberal og personligt konservativ. Jeg tror stadig, at en begrænset stat er den bedste forudsætning for et godt og velstående samfund. Jeg har dog siden lært, at dette er en endog meget sjælden holdning ude i den store verden. Vi er nødt til at forholde os til dette faktum, at det meste af verdens befolkning ikke ønsker sig et sådan liberalt samfund og muligvis ikke har til sinde fredeligt at acceptere vores levevis. Vi er nødt til at sortere i, hvilke mennesker der har mulighed for at bosætte sig i vort land, og vi er nødt til at være i stand til at forsvare fores grænser. I begge tilfælde er det en nødvendighed at have en stat til at varetage disse opgaver.«

Jeg citerer min læser udførligt, fordi jeg vil tro, hans overvejelser må interessere andre, der har gjort sig lignende erfaringer. For måske er det først nu, den liberale tidsånd svækkes.

Hvor står du?

Socialdemokraternes vending i udlændingepolitikken er en passende lejlighed til at spørge dig selv, hvornår du blev klogere i forhold til den vanvittige indvandring og de blivende kulturforskelle.

Eller: Hvad mangler der stadig at blive gjort?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Anna Thygesen
22.03.19, 11:05
Den nordjyske sanger bliver altså nødt til at tale med en psykolog om sit mindreværdskompleks. Det er ikke til at holde ud at høre på. Og det klæder ham ikke. Læs mere
Af Anders Vistisen
22.03.19, 10:51
Medierne svigter deres rolle som neutrale iagttagere, når de tegner deres ensidige glansbillede af EU. Det er en dækning, der mest af alt minder om Komiske Ali i aktion. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.03.19, 19:02
Man konstaterer nøgternt, at de retoriske fronter skærpes. Nuvel, så lad os danse. Læs mere
Af Jan E Jørgensen
21.03.19, 15:37
Nej – politikere skal ikke skamme sig over at bede om "gratis arbejdskraft" Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.03.19, 13:52
Folketingsmedlemmerne er de mest privilegerede i kongeriget. Læs mere
Af Signe Munk
21.03.19, 13:43
Jeg har hørt folk sige, at sygeplejersker ikke skal tale deres fag ned. Det synes jeg simpelthen er en fej påstand. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
21.03.19, 12:44
Hver dag er sparedag i den offentlige sektor. Her bliver der færre og færre penge til børn og ældre. Læs mere
Af Harun Demirtas
21.03.19, 00:03
Husk den tone, vi har været præget af de seneste par år på valgdagen. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her