Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jeg er rundet af et liberalt og progressivt grundsyn, men så...

Hvornår kom vendingen? Din vending? Var den pludselig – eller var den glidende? Lad mig høre.

Vor tids store skisma mellem globalister og lokalister, mellem de, der appellerer til FN og EU og de, der foretrækker national selvbestemmelse og efterlyser kontrol med indvandringen sydfra, vokser nærmest dag for dag. Gabet tvinger alle, der tør, vil og kan, til at tænke over, hvor de står i spørgsmålet om Europas fremtid, og hvor de kommer fra – åndeligt talt.

Hvornår blev humanisterne og flygtningevennerne så fandens frelste? Og hvordan vandt de nationalt sindede europæere egentlig terræn? For det gjorde og gør de fortsat. Jeg forestiller mig denne torsdag eftermiddag, at hvis flere i hver lejr begyndte at tænke og reflektere åbent om, hvordan de kom derhen, hvor de er i dag – politisk og identitært – så kunne vi måske begynde at tale sammen igen en skønne dag.

For mit eget tilfælde kan jeg sige, at min opvækst i et middelklassemiljø i en lille landsby på Nordfyn ikke ligefrem ansporede mig til at blive den grundlæggende konservative og skeptiske iagttager, jeg er i dag. Som andre af min slags er jeg rundet af et liberalt og progressivt grundsyn, hvor mine forældre og bedsteforældre har ansporet mig til at få en uddannelse, et arbejde og en karriere, dvs. til at klare mig personligt og professionelt uden at hænge mig for meget i fortidens fejl og fortrædeligheder. Vi var bestemt ikke marxister eller socialister i mit barndomshjem, men vi troede på fremtiden og mente, at det nok skulle gå.

Jeg kunne formentlig godt være blevet en hæderlig jurist eller tandlæge, hvis ikke jeg var blevet distraheret af min dansklærer i folkeskolen og min historielærer i gymnasiet, som stille og roligt fik mig på andre tanker, lærte mig at læse bøger og fra jeg var ca. 15 år forsøge at gøre mig bekendt med tidligere tiders erfaringer, frembringelser og overbevisninger uden at hovere eller at være ligeglad.

Det er først, når man begynder at forstå sin egen tid i et historisk forløb, at man i privilegerede øjeblikke kan betragte sin egen tidsalder udefra, dvs. se dens dogmer, uskrevne regler og usagte sandheder, og på et tidligt tidspunkt, mens der stadig hang en em af romantik ved det at være venstreorienteret eller ”kritisk” over for autoriteter og traditioner – og hvor jeg jo ved selvsyn kunne konstatere, at det gerne var de populære venstreorienterede fyre, der løb med både de kønne piger og lærernes opmærksomhed – at jeg fik den mistanke, at den ægte revolutionære ofte er den ægte konservative.

Mistanken voksede, men kun langsomt.

Udlandet og det fremmede var fængende, og jeg begyndte at rejse. Også her lignede jeg mine jævnaldrende, selv om jeg sprang den store jordomrejse og den obligatoriske tur til Indien eller Sydamerika over til fordel for Europa: Grækenland, Spanien, Portugal, Frankrig med interrail. Boede så et år i England og kom siden til Toscana og London for at studere. Jeg var personifikationen af privilegeret, skandinavisk middelklasse, da jeg besøgte min vejleder i Oxford, og han, som jeg tog for at være en skuffet Labourmand, stillede mig to spørgsmål: Hvad laver din far? (Han var læge). Og hvor meget får du i legater? (Jeg fik mere end rigeligt). Dermed var alt sagt, og han kunne gå over til at gennemhulle min afhandling.

Men indvandringen? Hvad med den? Skulle den nu være et problem?

Jeg forstod ikke kritikken.

Men så begyndte tingene at ske i hurtig rækkefølge med en dominoeffekt, som jeg endnu ikke er kommet mig over. Jeg skal ikke afsløre hvad og hvilke, dem gemmer jeg til en bog, som gerne skulle udkomme til efteråret. Men jeg opfordrer alle, der ligesom jeg er rykket fra et liberalt (eller rødt) ståsted i retning af et langt mere konservativt eller realistisk perspektiv, om at tænke forløbet lidt igennem – og meget gerne blotte sig lidt.

Hvad var det der skete?

Hvornår kom vendingen? Din vending? Var den pludselig – eller var den glidende?

Lad mig høre.




Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
19.03.19, 22:18
Det er lige dele skægt og sørgeligt, når medlemmer af den selvdøde borgerlighed forsøger at tegne åndløs økonomisme som noget smukt. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.03.19, 21:42
Pia Kjærsgaards familiefjendtlige mødeledelse er med til at få småbørnsforældre med en politiker i maven til at overveje, om det er en god idé at stille op. Læs mere
Af Mikael Jalving
18.03.19, 13:28
Det ikke er nok at tænke på her og nu, økonomi, skat, motorveje og genvalg. Læs mere
Af Nauja Lynge
18.03.19, 09:30
Med jeres ligegyldighed sætter I rigsfællesskabets sikkerhed over styr og kaster især grønlændere i armene på andre, som ikke er ligeglade. Læs mere
Af Nauja Lynge
17.03.19, 13:05
Vi står over for en markant udvidelse af rigsfællesskabet, og FN er klar til at afgøre Ruslands krav på havbunden ved Nordpolen, som er overlappende med det danske krav. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.03.19, 11:58
Historien er, ser det ud til, kun bragt af ét etableret medie herhjemme i en kort artikel. Læs mere
Af Mikael Jalving
17.03.19, 06:35
Den nye stat, som skulle erstatte slægt og familie, var tænkt som en evighedsmaskine, men pludselig bankede det på døren. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
15.03.19, 17:57
Børn og unge går til kamp for klimaet. Fint at bruge fravær på det. #FridaysForFuture Læs mere
Af Harun Demirtas
15.03.19, 16:18
Tænk, at der er nogen i Danmark, der tror, at man tager mere end tre års uddannelse for at lære skifte en fyldt ble. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her