Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Fatalismen er min fjende

Det er mig en vedvarende lise at vide, at så længe man følger sin samvittighed, kan det ikke gå helt galt.

Det var årets korteste dag, til gengæld var den overraskende lys og lun. Måske var det derfor, at en læser fra et nobelt postnummer ringede og spurgte, hvorfor jeg altid er så sur og vred og negativ. Fordi nogen er nødt til at være det, svarede jeg instinktivt med allusion til vor tids mange ja-hatte i diverse lobbyorganisationer, underholdningsprogrammer og søndagsaviser.

Men ved nærmere eftertanke: Der er meget, der gør mig glad hver eneste dag; faktisk er hverdagen i sig selv en glædens dag for arbejde og leg, pligt og lyst, tvivl og håb, og jeg er i bund og grund et fortrøstningsfuldt menneske. Jeg mener: Det er man næsten nødt til at være. Ved siden af kritik og almindelig nedsabling må man sætte troen på, at ting kan blive bedre en skønne dag. Ellers bliver man jo skør.

Hvis vi begynder i den private afdeling, så fæstner min familie, mine venner og cykler mig i en fysisk treenighed fra morgen til aften. Familien er mit vilkår, som jeg bestræber mig på at bevare og beskytte; vennerne, hvoraf flere er idémæssige sparringspartnere, en kontinuerlig base, mens cyklerne og særligt brugen af dem ikke alene udgør en luksus, men en livline til noget, jeg forlener med værdighed i en forhekset og monstrøs tid.

Ingen af disse enemærker er problemfri og kan i perioder være forbundet med konflikter og skuffede ambitioner, men de er ladet med eksistentiel værdi, som hverken kan veksles til bitcoins eller dollars.

Det lyder måske abstrakt; det er det ikke. Min personlige treenighed udfolder sig hver eneste dag og kan sagtens kombineres med Iggy Pop, Bach eller Brahms eller en forkærlighed for hindbærsnitter, belgisk øl, t-bone-steaks, nederlandsk guldalderkunst, en urealiseret drøm om at eje en lejlighed i Sydspanien, udvandring til Krakow, Bratislava eller Brno, de tidlige albums af Eminem, de sene af Miles Davis eller glæden ved at sove længe, stege bacon, spejle æg og kværne kaffe og læse en af reolens mange ulæste romaner til langt ud på eftermiddagen, mens ungerne leger med deres julegaver, og Deadline eller Debatten ikke ringer og spørger, om man vil være med i en eller anden gakket debat med Özlem Cekic, Henrik Marstal eller Rasmus Brygger.

Til mine mere offentlige glæder hører offentlige hospitaler, biblioteker, skoler, universiteter, politistationer, fængsler, militære institutioner, efterretningsvæsener, forsvarsanlæg, missiler og torpedobåde. Jeg kan blive helt høj bare af at slentre på Kastellet i København eller tonse henover Københavns Vestvold på crosscykel.

Tænk, engang var vi krigere, i dag er vi hipstere og socialister for sjov med hang til cykelstier, pædagoger, integrationskonsulenter og menneskerettigheder mig her og der, en offentlig sektor, der vokser helt af sig selv sammen med andelen af muslimer – og udsigten til mere islam, vold og kulturrelativisme i det Vesteuropa, vi overlader til vores børn. Vi burde skamme os gule og blå, men i stedet lader vi ulykken ske, for vi lever jo i en global verden, ikke sandt?

Fatalismen er min fjende, og jeg glæder mig, hver gang den udfordres, uanset om det er af højbritiske Roger Scruton, monstertyske Peter Sloterdijk, galliske Michel Houellebecq eller det danske fodboldlandshold. Det glæder mig, når folk følger deres samvittighed snarere end deres magelighed og karrierehensyn, ikke mindst fordi det er sjældent i min verden af medier, politik, akademisk tristesse og intellektuel følgagtighed. Hvor samvittigheden råder, ligger der en hel reformation gemt, sådan som Martin Luther lærte os for 500 år siden, og det er mig en vedvarende lise at vide, at så længe man følger sin samvittighed, kan det ikke gå helt galt.

Med hensyn til cyklingen må jeg erklære mig skyldig. Den har altid været der, men er kun blevet stærkere med årene. Cykling er min kirke, og denne aktivitet er fortsat mit ydre eksil. Det er på landevejen, i parker, på voldanlæg og i skoven, jeg tanker op og træder ind i en europæisk tradition for at lægge afstand til civilisationens krav om konstant distraktion og breaking news.

På cyklen finder jeg, »koncentrationen om det følelsesfuldt afgrænsede, autonome rum på afstand af tingene, hvad enten det er konkret eller imaginært«, sådan som det hedder i forordet til et festskrift til litteraten Jan Rosiek med titlen Distancens patos, som handler om, hvad der sker, når man trækker sig tilbage fra den synlige og praktiske verden og finder andre blivende værdier. Den glæder jeg mig til at læse og praktisere i det nye år.

Glædelig jul!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
21.01.18, 21:32
Sverige er på vej til et nyt stadie. Læs mere
Af Angela Brink
19.01.18, 20:27
I omtalerne i forbindelse med Synnøve Søes bortgang glemmes det, at hun var en virkelig verdensdame, der aldrig sagde et ondt ord – et kendetegn, man ikke just kan genfinde hos alle dem, der havde en holdning til hende. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.01.18, 19:01
Politikere er sjældent ideologer eller tænkere, og derfor finder idé- og værdidebatten som regel sted andre steder end på Christiansborg og Slotsholmen. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.01.18, 14:25
Selvom sygeplejerskerne i årevis er blevet omrokeret, har en statsminister aldrig stået halvnervøst frem og meddelt dem og hele offentligheden om det. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
19.01.18, 10:09
Det er næppe en forudsætning for at løse rollen som økonomisk vagthund, at man er tilstede inde i Finansministeriet (eller at man kan gå dertil fra den nuværende adresse lige ved Amalienborg). Læs mere
Af Naser Khader
19.01.18, 08:09
Mainstream medierne kan simpelthen ikke komme sig over, at Trump blev valgt, og de er fast besluttede på, at han skal ned med nakken. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
18.01.18, 12:52
Hvis man ikke er villig til at sætte sin egen taburet og mandat på spil for befolkningens sikkerhed og tryghed, så er man ganske enkelt ikke værdig til at repræsentere borgerne. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.01.18, 19:19
Giveren er privat, og modstanderen er kommunen, som ikke vil gøre det muligt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.01.18, 17:36
Mediernes behandling har været udsøgt ringe. Læs mere
Af Christel Schaldemose
17.01.18, 13:35
Europa-Kommissionens længede ventede plastikstrategi kommer med langsigtede mål, men med her-og-nu-handlinger på størrelse med mikroplastik. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her