Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Fatalismen er min fjende

Det er mig en vedvarende lise at vide, at så længe man følger sin samvittighed, kan det ikke gå helt galt.

Det var årets korteste dag, til gengæld var den overraskende lys og lun. Måske var det derfor, at en læser fra et nobelt postnummer ringede og spurgte, hvorfor jeg altid er så sur og vred og negativ. Fordi nogen er nødt til at være det, svarede jeg instinktivt med allusion til vor tids mange ja-hatte i diverse lobbyorganisationer, underholdningsprogrammer og søndagsaviser.

Men ved nærmere eftertanke: Der er meget, der gør mig glad hver eneste dag; faktisk er hverdagen i sig selv en glædens dag for arbejde og leg, pligt og lyst, tvivl og håb, og jeg er i bund og grund et fortrøstningsfuldt menneske. Jeg mener: Det er man næsten nødt til at være. Ved siden af kritik og almindelig nedsabling må man sætte troen på, at ting kan blive bedre en skønne dag. Ellers bliver man jo skør.

Hvis vi begynder i den private afdeling, så fæstner min familie, mine venner og cykler mig i en fysisk treenighed fra morgen til aften. Familien er mit vilkår, som jeg bestræber mig på at bevare og beskytte; vennerne, hvoraf flere er idémæssige sparringspartnere, en kontinuerlig base, mens cyklerne og særligt brugen af dem ikke alene udgør en luksus, men en livline til noget, jeg forlener med værdighed i en forhekset og monstrøs tid.

Ingen af disse enemærker er problemfri og kan i perioder være forbundet med konflikter og skuffede ambitioner, men de er ladet med eksistentiel værdi, som hverken kan veksles til bitcoins eller dollars.

Det lyder måske abstrakt; det er det ikke. Min personlige treenighed udfolder sig hver eneste dag og kan sagtens kombineres med Iggy Pop, Bach eller Brahms eller en forkærlighed for hindbærsnitter, belgisk øl, t-bone-steaks, nederlandsk guldalderkunst, en urealiseret drøm om at eje en lejlighed i Sydspanien, udvandring til Krakow, Bratislava eller Brno, de tidlige albums af Eminem, de sene af Miles Davis eller glæden ved at sove længe, stege bacon, spejle æg og kværne kaffe og læse en af reolens mange ulæste romaner til langt ud på eftermiddagen, mens ungerne leger med deres julegaver, og Deadline eller Debatten ikke ringer og spørger, om man vil være med i en eller anden gakket debat med Özlem Cekic, Henrik Marstal eller Rasmus Brygger.

Til mine mere offentlige glæder hører offentlige hospitaler, biblioteker, skoler, universiteter, politistationer, fængsler, militære institutioner, efterretningsvæsener, forsvarsanlæg, missiler og torpedobåde. Jeg kan blive helt høj bare af at slentre på Kastellet i København eller tonse henover Københavns Vestvold på crosscykel.

Tænk, engang var vi krigere, i dag er vi hipstere og socialister for sjov med hang til cykelstier, pædagoger, integrationskonsulenter og menneskerettigheder mig her og der, en offentlig sektor, der vokser helt af sig selv sammen med andelen af muslimer – og udsigten til mere islam, vold og kulturrelativisme i det Vesteuropa, vi overlader til vores børn. Vi burde skamme os gule og blå, men i stedet lader vi ulykken ske, for vi lever jo i en global verden, ikke sandt?

Fatalismen er min fjende, og jeg glæder mig, hver gang den udfordres, uanset om det er af højbritiske Roger Scruton, monstertyske Peter Sloterdijk, galliske Michel Houellebecq eller det danske fodboldlandshold. Det glæder mig, når folk følger deres samvittighed snarere end deres magelighed og karrierehensyn, ikke mindst fordi det er sjældent i min verden af medier, politik, akademisk tristesse og intellektuel følgagtighed. Hvor samvittigheden råder, ligger der en hel reformation gemt, sådan som Martin Luther lærte os for 500 år siden, og det er mig en vedvarende lise at vide, at så længe man følger sin samvittighed, kan det ikke gå helt galt.

Med hensyn til cyklingen må jeg erklære mig skyldig. Den har altid været der, men er kun blevet stærkere med årene. Cykling er min kirke, og denne aktivitet er fortsat mit ydre eksil. Det er på landevejen, i parker, på voldanlæg og i skoven, jeg tanker op og træder ind i en europæisk tradition for at lægge afstand til civilisationens krav om konstant distraktion og breaking news.

På cyklen finder jeg, »koncentrationen om det følelsesfuldt afgrænsede, autonome rum på afstand af tingene, hvad enten det er konkret eller imaginært«, sådan som det hedder i forordet til et festskrift til litteraten Jan Rosiek med titlen Distancens patos, som handler om, hvad der sker, når man trækker sig tilbage fra den synlige og praktiske verden og finder andre blivende værdier. Den glæder jeg mig til at læse og praktisere i det nye år.

Glædelig jul!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
19.10.18, 16:03
Det mener flertallet i det australske senat ikke. Så er man nemlig ”white supremacist”. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
19.10.18, 12:29
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling. Milliarder, som kunne bruges på sundhed, de ældre, uddannelse osv. , ryger i de forkerte hænder. Og vi gør meget lidt for at undgå det. Læs mere
Af Anna Thygesen
19.10.18, 11:21
Som man siger i sladderbranchen, så kommer pressen også til den onde skilsmisse, når man selv har inviteret til det romantiske bryllup. Sådan er gamet desværre, og det har Ilse Jacobsen og Morten Albæk måske lært den seneste uges tid. Læs mere
Af Sonja Mikkelsen
19.10.18, 11:21
De store aktionærers kortsigtede interesser er bankbestyrelsers eneste fokus. Det går ikke – slet ikke når de er megastore. Læs mere
Af Jens Kindberg
19.10.18, 11:02
– når man betaler over halvdelen af lønnen i skat, og staten ingen grænser kender for, hvad den vil blande sig i. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.10.18, 08:43
Af Signe Munk
18.10.18, 13:06
Skal vi forbedre vores sygehuse, skal vi også forbedre arbejdsmiljøet. Og der er flere steder, der skal tages fat. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
17.10.18, 16:11
Regeringen bekender wild west-liberalistisk kulør og går til kamp for retten til social dumping. Dansk landbrug skal have lov til at ansætte praktikanter – der ikke er i praktik – fra Ukraine til 130.000 kr. om året. Og danske lønmodtagere skal i fremtiden konkurrere mod brasilianere, kinesere og indere. Den borgerlige regering har erklæret krig mod almindelige danske lønmodtagere. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
17.10.18, 10:12
Vistisens og Dansk Folkepartis leflen for briterne i Brexit-forhandlingerne sår tvivl om, hvis interesser DF egentlig varetager. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her