Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Træt af at høre om Syrien? Så læs med her!

Af en eller anden grund dukkede J.J. Cales signaturkorte numre op. Det er sådan, han skriver, Adam Holm, i denne bog om mennesker og skæbner uden at ville imponere eller tilpasse sig den hersende mening i vestlige medier.

Det er svært at skrive uhildet om venners bøger, film eller andre kunstneriske produktioner. Enten er man for venlig eller for hård, netop for at det ikke skal hedde sig, at man yder vennetjeneste. Derfor er det nemmere og muligvis bedre helt at lade være.

Sådan havde jeg det med min ven Adam Holms seneste udgivelse, reportagebogen En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus, som han forærede mig over en ualmindelig stærk kop kaffe i søndags. Læse den, ville jeg gerne, men ikke skrive om den, tænkte jeg af de nævnte grunde.

Men det er en rigtig fin og melodisk bog, som jeg har nydt i går og i forgårs, også selv om mit kendskab til konflikten i Syrien mellem de mange klaner, sekter og religiøse grupperinger kan ligge på et frimærke til 50 kr.

Men nu ved jeg lidt mere og hælder med forfatteren mod den foreløbige konklusion, at (1) syrerne står sig bedst med det nuværende regime end med udsigten til islamisk revolution i det plagede land. Og (2) at de til Vesteuropa tilvandrede syrere må tilbage til deres hjemland, hvis det skal genopstå i en bare nogenlunde politisk og økonomisk funktionsduelig udgave, uanset hvad indvandringslobbyen i Vesteuropa lige fra EU til Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Røde Kors måtte mene om den sag og forsøger at kujonere os andre til.

Det er ideelt set mødet mellem forfatter og stof, der forløser en bog, og denne her er et rigtig godt eksempel på, at det indimellem sker.

Da jeg mødte Adam for et kvart århundrede år siden, fandt jeg hans forkærlighed for ”Orienten” lettere kuriøs og nok også en kende tilstræbt, sådan som kærlighed og rejselyst kan være for unge mennesker, men med årene forstod jeg, at Mellemøsten ikke var stil, staffage eller fetish hos min ven; stedets ånd stak langt dybere og handlede, tror jeg endda jeg kan sige, om selve meningen med livet, herunder at dyrke en attraktion og interesse med både passion og intellekt.

Når man så læser hans beretning i dag, kan man mærke ham respirere og leve under sine besøg i en by med en krig og bekymre sig for et område og en civilisation, der kun ligger et par timers flyvning fra Kastrup, men rummer helt andre skikke, normer og drømme end de vestlige, sekulære liberale eller socialdemokratiske, vi kender fra vore breddegrader.

Af en eller anden grund dukkede J.J. Cales Travelin' Light, Lies, Carry On, Mama Don't og andre af hans signaturkorte numre op i min flossede erindring. Det er sådan, han skriver sine kapitler, Holm, i denne bog om mennesker & skæbner, ubesværet, konkret observerende og modent uden at ville imponere eller tilpasse sig den hersende mening i vestlige medier.

Bogen kan uden besvær læses i juleferien og dens clou er adgangen til Assad-regimets selvforståelse, mens kapitlerne stilfærdigt afdækker dets blinde vinkler. Læst på baggrund af den udbredte dæmomisering af præsident Bashar al-Assad er den mildest talt tiltrængt.

Emnet er forståeligvis dybt tragisk. Meget mere tragisk, end forfatteren selv og andre iagttagere kunne have forventet, før borgerkrigen brød ud og trak en masse uheldsvangre begivenheder med sig, ikke mindst en flodbølge af udvandring.

Forfatteren besøger fronten mellem hæren og de islamiske militser få minutter fra bykernen, og møder mennesker, heriblandt en turistminister, en biskop, brødre, søstre og mange andre og må efterhånden være sort indeni af al den kaffe, han slubrer i sig. Arabisk taler han derimod ikke, og det er en skam, som han selv ærgrer sig over.

Holms reportage viser tydeligt, hvordan regimet forsøger at få det til at se ud som om, alle syrere står bag præsidenten og hans generaler, selv om situationen er langt mere speget – såvel udenrigspolitisk som indenrigspolitisk – men jeg forstår udmærket krigsreporteren Alaa Ebrahim, hvis mor var oberst i hæren, før hun blev skudt, når denne siger til vor forfatter i Damaskus, at han ikke er modstander af frihed og reformer, men spørger sig selv: Hvem kan bedst på et tidspunkt sætte gang i reformerne og skabe mere sekulær åbenhed: islamisterne eller folk fra det nuværende system? Jeg tror ligesom Ebrahim mest på det sidste.

Og jeg mener, at Mohammed Jalbout, som arbejder for en palæstinensisk nødhjælpsorganisation og ikke er vild med præsident Assad, har mere ret end de fleste har lyst til at tænke på, når han beder sine syriske landsmænd om at blive i Syrien og siger:

»Jo, det er klart, at alle gerne vil sikre deres børn en fornuftig fremtid. Det siger mine søskende også, men jeg indvender hver gang, at Syriens fremtid bliver mere trist, når de, der bliver tilbage, er de rå krigere, morderne og bødlerne. Alle dem, der kunne gøre Syrien til et bedre land, vil væk.«

Og det, det siger næsten sig selv, er ikke holdbart.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
22.07.18, 08:05
Der er knap nok nogen offentlighed tilbage for musik, der ikke er pop, og det piner mig mere end udsigten til, at Danmark snart får en rød regering. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
20.07.18, 13:31
Dansk Folkeparti vil smide et udenlandsk barn ud af skolen. Hvordan bliver det så integreret? Læs mere
Af Majbritt Maria Nielsen
20.07.18, 12:51
Præcis som når man går til læge, hvis bulen i panden ikke forsvinder, går man altså til psykolog, hvis man er begyndt at overleve i stedet for at leve. Læs mere
Af Nauja Lynge
19.07.18, 22:25
Hverken de grønlandske eller danske politikere favner det mindretal, som jeg er en del af. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.07.18, 19:00
Hvis Harun Demirtas vil være helt sikker på at sprede maksimalt had mellem danskere og muslimer, skal han bare fortsætte med at sige, at etniske danskere må finde et andet land, hvis de ikke er enige med Harun Demirtas. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
19.07.18, 17:54
I Randers ligger et bjerg af plastik. Omkring 700 tons kødbakker, folie og plastemballage, der kunne genanvendes, men som i stedet er blevet en skamstøtte over regeringens langsommelighed og manglende grønne ambitioner. Læs mere
Af Jens Kindberg
19.07.18, 11:37
Der er aldersgrænse på hyggelotto, men ikke på hardcore gambling. Læs mere
Af Nauja Lynge
18.07.18, 16:17
Vidensdeling og forebyggelse frem for helbredelse kan være værn mod cyberangreb. Læs mere
Af Harun Demirtas
18.07.18, 12:49
Er du virkelig i tvivl om, hvorvidt en sygeplejerske med tørklæde kan hjælpe dig, må du finde et land, hvor der ingen muslimer findes. For du får ikke lov til at fravælge en pga. udseende eller religion Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.07.18, 00:24
Det er gået op for mig, at man kan være mangeårig direktør for en liberal tænketank uden overhovedet at dokumentere sine påstande med kvantitative data. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her