Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den nye elite vil trylle Norge om til United States of Norway

Her kommer historien om arbejderpartistaten, der afskaffede Norge for at blive en flerkulturel indvandrerstat efter amerikansk forbillede.

Der findes stadig nogle, der taler i ramme alvor om »verdenssamfundet«, det være sig forhenværende udenrigsministre, diplomater eller aktivister i diverse lobbyorganisationer fra FN og nedefter. Men flere og flere forstår nok, at det er en fiktion.

Verdenssamfundet findes ikke al den stund, menneskelivet leves ud ad en x-akse og op ad en y-akse på et bestemt fysisk sted i en bestemt kronologisk tid, dvs. i forskellige kontekster. Vores tilværelse er, uanset om vi bryder os om det eller ej, historisk og endelig, hverken universel eller evig, hvilket f.eks. betyder, at det kan være svært nok bare at holde styr på, hvad der sker i Norge.

Norge er geografisk tæt på og en integreret del af den dansk-nordiske historie, og alligevel taler vore offentligheder knap nok sammen. Dette til trods for, at vi deler udviklingstræk med landet og roder med mange af de samme komplekser og problemer i dag.

Af en venligsindet nordmand er jeg imidlertid blevet gjort opmærksom på den nok mest omdiskuterede bog på de norske bredde- og længdegrader lige nu. Det internasjonale gjennombruddet. Fra étpartistat til flerkulturell stat, hedder den og er skrevet af historieprofessor og filmskaber Terje Tvedt, der i forvejen er kendt som en elegant, krasbørstig forfatter og kritiker af det officielle og moderne Norge.

Ifølge Tvedt slog det internationale gennembrud igennem i Norge i løbet af de seneste 50 år, efter at det nationale og sociale gennembrud havde sejret og udtømt sine muligheder op igennem 1800- og 1900-tallet. Étpartistaten er hans polemiske betegnelse (som står i gæld til kollegaen Jens Arup Seip) for den socialdemokratiske konsensus frem til begyndelsen af 1960'erne, hvor en ny konsensus omkring tilvejebringelsen af en flerkulturel stat vokser frem i étpartistatens skygge.

Forfatteren iagttager to samfundsforandrende processer i løbet af de seneste generationer.

Først blev den nye stat deltager i alverdens bistandsarbejde med en pludselig energi og spontan mission, der forplantede sig til statens selvforståelse som den gode, norske samaritan. Dernæst blev den nye stat modtager af den globale migration fra især muslimske områder med en hidtil uset hastighed og demografisk konsekvens.

I praksis smeltede de to projekter sammen, ikke mindst fordi de blev båret frem af et nyt humanitært-politiske kompleks, der ville redde verden i sit eget billede af selvgodhed, og agerede såvel organisator som ideolog og dirigent for eksporten af bistand og importen af mennesker.

Bistand ude, indvandring hjemme, det var det kategoriske imperativ fra de kosmopolitiske narcissister. Alt var godt. Gode, velnærede demokrater så langt øjet rakte, finansieret af de norske skatteydere. Ud med de norske værdier, ind med de universelle normer.

Tvedt sammenligner de forhenværende eliter med de nye: De første byggede velfærdsstaten. De nye, derimod, henter deres legitimitet fra en diffus forestilling om at have »noget på hjerte« og »gøre en forskel« både ude og hjemme. Præcis sådan som Angelina Jolie, Bono, Peter Gabriel og formanden for de norske socialdemokrater Jonas Gahr Støre udtrykker deres ambitioner i dag.

Her peger Tvedts særdeles velskrevne fremstilling på en vigtig pointe. Det var den særlige amerikanske geopolitiske indflydelse, der fik de vesteuropæiske lande til at bevæge sig i en universalistisk retning i efterkrigstiden og i særdeleshed Norge og Sverige.

Den amerikanske kulturpåvirkning via bl.a. FN og Marshall-hjælp blev karakteristisk nok præsenteret i et apolitisk og civilisationsneutralt sprog, selv om det var vestlige forventninger og ønsket om at bremse kommunismen, der lå bag den.

Officielt drejede det sig om at hjælpe de fattige og fordrevne, skabe udvikling og samfundsmæssig modernisering. Moderniseringstankegangen var enormt virksom, fordi den implicit fastslog, at et samfunds normaltilstand var udvikling. Snart blev denne »naturlige« udvikling forvandlet til en rettighed. Her var noget, som den nye elite kunne slås for: Menneskerettigheder og demokrati til alle uanset de sociale, kulturelle og økonomiske omkostninger.

Terje Tveds bog er en tætpakket fremstilling med analyser på flere planer og et hav af referencer, som ikke lader  sig opsummere kort, men dens afledte konklusioner minder besnærende meget om, hvad den britiske migrationshistoriker Paul Collier netop har peget på under et besøg i Danmark, nemlig at verdenssamfundseliter og socialdemokratiske partier alt for længe har ført en uansvarlig og uetisk indvandringspolitik, hvor de har hjulpet de få på bekostning af de mange udenfor Europa og i de europæiske befolkninger.

I stedet foreslår Collier, tidligere Afrika-rådgiver for Tony Blair og forskningschef i Verdensbanken, at Europa lukker grænserne og hjælper via lejre i nærområderne med virksomheder og konkrete fremtidsperspektiver. Sådanne forslag vil kunne hjælpe flere og måske samtidig redde resterne af Norge og andre vesteuropæiske nationer og skabe bedre fremtidsudsigter for de næste generationer.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Anna Thygesen
19.10.18, 11:21
Som man siger i sladderbranchen, så kommer pressen også til den onde skilsmisse, når man selv har inviteret til det romantiske bryllup. Sådan er gamet desværre, og det har Ilse Jacobsen og Morten Albæk måske lært den seneste uges tid. Læs mere
Af Sonja Mikkelsen
19.10.18, 11:21
De store aktionærers kortsigtede interesser er bankbestyrelsers eneste fokus. Det går ikke – slet ikke når de er mega store. Læs mere
Af Jens Kindberg
19.10.18, 11:02
– når man betaler over halvdelen af lønnen i skat, og staten ingen grænser kender for, hvad den vil blande sig i. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.10.18, 08:43
Af Signe Munk
18.10.18, 13:06
Skal vi forbedre vores sygehuse, skal vi også forbedre arbejdsmiljøet. Og der er flere steder, der skal tages fat. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
17.10.18, 16:11
Regeringen bekender wild west-liberalistisk kulør og går til kamp for retten til social dumping. Dansk landbrug skal have lov til at ansætte praktikanter – der ikke er i praktik – fra Ukraine til 130.000 kr. om året. Og danske lønmodtagere skal i fremtiden konkurrere mod brasilianere, kinesere og indere. Den borgerlige regering har erklæret krig mod almindelige danske lønmodtagere. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
17.10.18, 10:12
Vistisens og Dansk Folkepartis leflen for briterne i Brexit-forhandlingerne sår tvivl om, hvis interesser DF egentlig varetager. Læs mere
Af Anders Vistisen
16.10.18, 09:54
Dårlig forhandlingstaktik og EU-leflen gør, at Danmark kan tabe milliarder efter brexit. Regeringen har hovedansvaret. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
15.10.18, 19:44
De gamle magtpartier går kun én vej, og det er nedad. Vinderne lige nu er yderpartier af alle mulige slags. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her