Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kampen om de danske sjæle

For alle vore fremtidsfanatikere og teknologifreaks kan det kundgøres så kort, at budskabet måske trænger ind: Historien er ikke død, den sover bare.

Reformationsjubilæet lakker mod enden. Spørgsmålet er naturligvis, hvad vi har lært. På en konkret måde tror jeg, at markeringen har været en succes i den forstand, at flere danskere, selv de mest kristendomsforskrækkede, har fået en slags fornemmelse for et årstal og et par protestantiske teser på en kirkedør i Wittenberg.

Alene dét må anses for et plus, for vi plages ikke så meget af bibelbælter som af uvidenhedsbælter, sådan som min medvært Charlotte Rørth formulerer det i en programrække, jeg har været heldig at medvirke i for Danmarks Radio under titlen I korsets tegn.

Her forsøger vi at tage temperaturen på kristendommen i Danmark anno 2017, og jeg må sige, at jeg er blevet glædeligt overrasket. Det er ikke for at spille from. Men forståelsen af, hvad kristendommen har betydet for et land og en kultur som vores – og for hvad troen kan gøre for mennesker af kød og blod – er et gennemgående træk hos dem, jeg har mødt og talt med lige fra gravere til baptister og biskopper.

Som moderne sekulære mennesker tror vi på demokratiet og teknologien med en kraft, der tidligere var reserveret Gud. I dag er kristendommen svækket, men ikke færdig, og det er på en måde Reformationen, der er skyld i begge dele.

Martin Luther, som ikke var den eneste, men den mest slagkraftige reformator i 1500-tallet, sagde under sit klosterophold pludselig ja til verden, til kødet og det almindelige liv og var på den led påvirket af Renæssancen før ham, men i hans kritik af den etablerede kirke lå en individualisering af troen, som vi andre har taget så meget til os, at vi gerne siger os helt fri fra kirken. I protestantismen lå sekulariseringen i kim.

Den historiske sociolog Bjørn Thomassen anskuer udviklingen lidt anderledes. I sin glimrende perspektivforskydning Kampen om de danske sjæle skriver han i realiteten en helt ny danmarkshistorie fra tabernes side og fremfører bl.a. den tese, at Reformationen i Danmark var afslutningen på Renæssancen – ikke begyndelsen – ligesom han anklager det officielle reformationsjubilæum for at have været ude af stand til at se de negative konsekvenser.

Den danske reformation var voldelig, elitær, gik til angreb på kirker, hverdagsreligion, ritualer, valfarter, pilgrimme og anderledestænkende. Luther opfandt muligvis staten, men det gik ud over folket.

Vi kan imidlertid kvalificere forståelsen af de 200 år fra 1536-1736, som Thomassen forkuserer på. For den intolerance, der rigtignok skød frem i de nye europæiske stater, blev efterfulgt af en ekstern tolerance over for andre stater, da religionskrigene var udkæmpet.

Nu opgav herskerne de store aspirationer om at omvende eller besejre de uhellige. Internationale relationer kom i stigende grad til at handle mere om magt og indflydelsessfærer end om den rette konfession og de mest kristne dogmer, og det var en af årsagerne til, at staterne overvandt den generelle krise i 15-1600-tallets Europa.

Mens religiøse netværk og alliancer havde bragt Europa ud i Trediveårskrigen, var det nationale interesser, der satte en stopper for den. Den amerikanske historiker Theodore K. Rabb finder skiftet illustreret i samtidens kunst, der udviklede sig fra barokkens giganter, katedraler og loftsmalerier til rokokoens roligere saloner og landskabsmalerier, der peger henimod oplysningstidens idealer om social og politisk orden.

Det er umuligt at fælde endegyldig dom over historien. Men vi kan roligt konstatere, at Reformationen ikke var det første, sikre skridt mod Den franske Revolution, oplysningstid og demokrati. Der findes ingen naturlig progression i historien, som mimer evolutionslæren eller den teknologiske udvikling.

Der er, sådan som sognepræst Thomas Ø. Aalmann udtalte til JP for knap tre år siden, »stor forskel på at forstå verden naturvidenskabeligt og på at forstå værdier og ånd«. I hans øjne udgør Reformationen ikke et bindeled mellem Renæssancen og den moderne epoke, men et forsøg på at vende tilbage til en tid før det moderne. Det er endnu ikke lykkedes.

Her står vi så, forvirrede, velsagtens, men kanske på et højere plan. Markeringen af Luthers teser fra 1517 har tvunget os til at tænke over vores ophav og givet anledning til flere interessante diskussioner, som muligvis er gået henover hovedet på mange. Men for alle dem, ikke mindst alle vore fremtidsfanatikere og teknologifreaks, kan det kundgøres så kort, at budskabet måske trænger ind: Historien er ikke død, den sover bare.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.