Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tænk tanken: Østeuropa bygger ny mur

Den norske forfatter Hege Storhaug drister sig til at forudsige, at vesteuropæerne næste gang vil blive fanget på den forkerte side.

Hun ser fredelig ud, som hun sidder og venter på mig i cafeens hjørne. Men har man fulgt den skandinaviske debat bare en lille smule de senere år, vil man vide, at den 55-årige norske forfatter og journalist Hege Storhaug er en farlig ekstremist. Godt nok bærer hun hverken bombebælte, kniv eller kebabsabel. Alligevel har norske mediepersonligheder og intellektuelle stået i kø for at slagte eller ignorere hende offentligt.

Det hører med til historien, at det trak ud med at finde et forlag, der ville udgive hendes seneste bog i efteråret 2015. Derfor udgav hun den selv. Efterspørgslen var enorm. På kort tid havde Islam – den ellevte landeplage solgt op mod 50.000 eksemplarer uden redaktør og PR-afdeling, og snart turnerede hun i Norge og Island for fulde huse. Nu er bogen så kommet på dansk på Document Forlag.

Jeg spørger forfatteren, hvordan det er at være politisk radioaktiv, men samtidig en kommerciel succes. Hun griner og virker mistænkeligt menneskelig. På blokken noterer jeg, at hun har et manipulerende, højreradikalt smil, og da hun begynder at tale mildt i fattede, afrundede sætninger, minder jeg mig selv om, at det må være et af hendes mange populistiske tricks. Jeg tænder for båndoptageren, så jeg kan afsløre hendes racistiske hensigter.

Men Hege Storhaug skuffer. Hun virker hverken antændt af had, racelære eller islamofobi. Hun taler derimod køligt islam ret imod, idet hun konstaterer, at islam naturligvis har mange fremtrædelsesformer, men i sine skrifter og autoritative kilder udgør et politisk og socialt hele, der tenderer mod at begribe og styre hverdag, krig og kærlighed for alverdens muslimer.

Samtidig understreger hun forskellen mellem den tidlige islam fra dengang, islamstifteren Muhammed ingen magt havde i Mekka, og den islam, Muhammed tyede til, da han fik magt over befolkningen i Medina.

I begyndelsen var Muhammed ydmyg og tolerant. Da han ikke længere behøvede være det, skruede han bissen på og satte en ny normal. Først opfandt han religionen; siden disruptede han den, så islam blev en politisk, normativ-legalistisk praksis.

I sin bog henvender Hege Storhaug, som i mange år har iagttaget det multikulturelle samfunds indbyggede svagheder i Vesteuropa, sig til alle, der mener, at det er meningsløst at diskutere islams tilblivelse.

I stedet siger hun, at det netop ville være meningsløst at postulere, at det ikke var islam, Muhammed praktiserede, da han blev hærfører. Hege Storhaug skelner derfor heller ikke så instinktivt og indgroet mellem islam og islamisme, som mange andre gør. I stedet interesserer hun sig for sammenhængen.

Hendes undersøgelse foregår helt nede på gadeplan, bl.a. i Pakistan, der ikke for ingenting betyder ”De Renes Land”, og i islamiserede byer som Marseilles og Malmø. Her peger hun på, at de sociale problemer i bestemte kvarterer ikke kan forstås uden deres forbindelse til islam og muslimske normer.

Mens højrefløjen muligvis overser det sociale element, underkender venstrefløjen og den politiske mainstream hele det kulturelle kompleks, som knytter sig til alt lige fra sociale ydelser og  seksuel kontrol over kvinder til drengenes bandevæsen og og mændenes jihad. Resultatet er, at islamiseringen fortsætter næsten uantastet takket være den demografiske forvandling af hele Vesteuropa.

I Norge regner selv myndighederne med, at nordmænd bliver en minoritet i Oslo allerede om 10-12 år. Jeg spørger Storhaug, om det virkelig kan være sandt:

»Vist er det sandt. Udviklingen går meget stærkt i disse år. Jeg og andre havde en polemik med Statistisk Sentralbyrå om hvornår, det ville ske, hvorefter en avis skrev, at vi nærmede os hinanden. Men nej, det er SSB, der nærmer sig os«.

Og så kommer den, overraskelsen. Jeg har rejst mig for at tage afsked og skal lige til at slukke båndoptageren:

»Forestil dig, at Østeuropa en skønne dag får nok af at betragte den voksende elendighed hos os, og at regeringerne i Polen, Ungarn, Slovakiet og Rusland beslutter sig for at genopføre den gamle Berlinmur. Ikke for at spærre deres egne befolkninger inde, men for at beskytte sig mod Vesteuropas dekadence og de ulmende borgerkrige. Så vil det være os i Norge og Danmark, der pludselig befinder os på den forkerte side af muren. Har du tænkt over det?«

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Christel Schaldemose
22.01.18, 14:50
Det ligger i socialdemokraters DNA at tage ansvar. Det er det, SPD gør lige nu, og det skal nok give nogle tæsk. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.01.18, 11:37
Kommunale, statslige, filantropiske og arkitektoniske beslutningstagere er rørende enige om, hvad der sælger billetter – og borgerne klapper. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.01.18, 21:32
Sverige er på vej til et nyt stadie. Læs mere
Af Angela Brink
19.01.18, 20:27
I omtalerne i forbindelse med Synnøve Søes bortgang glemmes det, at hun var en virkelig verdensdame, der aldrig sagde et ondt ord – et kendetegn, man ikke just kan genfinde hos alle dem, der havde en holdning til hende. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.01.18, 19:01
Politikere er sjældent ideologer eller tænkere, og derfor finder idé- og værdidebatten som regel sted andre steder end på Christiansborg og Slotsholmen. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.01.18, 14:25
Selvom sygeplejerskerne i årevis er blevet omrokeret, har en statsminister aldrig stået halvnervøst frem og meddelt dem og hele offentligheden om det. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
19.01.18, 10:09
Det er næppe en forudsætning for at løse rollen som økonomisk vagthund, at man er tilstede inde i Finansministeriet (eller at man kan gå dertil fra den nuværende adresse lige ved Amalienborg). Læs mere
Af Naser Khader
19.01.18, 08:09
Mainstream medierne kan simpelthen ikke komme sig over, at Trump blev valgt, og de er fast besluttede på, at han skal ned med nakken. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
18.01.18, 12:52
Hvis man ikke er villig til at sætte sin egen taburet og mandat på spil for befolkningens sikkerhed og tryghed, så er man ganske enkelt ikke værdig til at repræsentere borgerne. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.01.18, 19:19
Giveren er privat, og modstanderen er kommunen, som ikke vil gøre det muligt. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her