Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Er det ok at se på, mens et barn drukner?

Hvis du så et barn drukne i Vesterhavet, vil du så overveje, om det var barnets egen skyld, eller vil du hjælpe?

Forestil dig, at du står på stranden ved Vesterhavet og får øje på et barn, der er ved at drukne i bølgerne. Hvad gør du så? Tænker du, at det har barnet selv været ude om, så det må dø? Tænker du, at du ikke lige har ressourcerne til at komme barnet til hjælp – så der er ikke andet at gøre end at lade det gå til i bølgerne? Eller sætter du alt ind på at få barnet sikkert i land, fordi det er et menneske i nød, og det derfor er din pligt at hjælpe?

Jeg vil gerne tro, at du svarer, at du selvfølgelig vil gøre alt, hvad der står i din magt, for at få barnet reddet op af havet. Men desværre er svaret ikke det samme, når vi kollektivt – ikke kun som danskere – men som europæere – står og ser på, at tusindvis af mennesker er i livsfare på Middelhavet. Mange af dem får ingen hjælp. Spædbørn, ældre mennesker, ægtefolk, en søskendefolk – mennesker, der ikke har en chance, når deres forfaldne båd er ved at gå ned. De flygter fra krig, vold og fattigdom, men går til på havet, fordi vores vestlige politik er inhuman.

Avisen the Guardian beretter, at næsten 500 migranter er druknet på Middelhavet her i januar, februar og marts.  Det er ti gange flere end 1. kvartal sidste år ifølge tal fra den Internationale Organisation for Migration (IOM), og frygten er, at et rekord stort antal mennesker vil drukne i år.

Den redningsordning, der fungerede sidste år, kaldet Mare Nostrum, inkluderede store, veludrustede skibe fra det italienske militær, der kunne redde hundredevis af nødstedte på samme tid og give medicinsk nødhjælp på skibet. Over 150.000 mennesker blev reddet. Den ordning blev skrottet, og de italienske kystbevogtningsskibe, der nu har overtaget ansvaret, er langt mindre. I nogle tilfælde kommer de for sent ifølge IOM. 

Læger uden Grænser har arbejdet i den italienske havneby Pozzallo siden sidste år, hvor vores læger og sygeplejersker hjælper med sundhedstjek af de mennesker, der ankommer, og en eventuel behandling, hvis det er nødvendigt. Vi giver også psykologisk førstehjælp, som er vigtig, for mange har været igennem ekstremt traumatiske oplevelser på deres farlige rute mod Europa. Vi har også medarbejdere i så godt som alle de konfliktområder, som millioner af mennesker er på flugt fra. Og vi kan med egne øjne se, at disse mennesker er ofre – men bliver opfattet som en trussel. Nogen vil sige, at hvis vi redder desperate mennesker på havet, kommer der bare flere til. Det gjorde den britiske regering sidste efterår. Det mener jeg er en moralsk forkastelig tilgang til menneskeliv. Al erfaring viser, at folk på flugt ofte er så desperate, at de under alle omstændigheder finder desperate løsninger – og begiver sig ud på havet hvad enten der er skibe til at redde dem eller ej. Vi har at gøre med en ekstrem situation, hvor over 50 millioner mennesker verden over er på flugt. Det er den værste situation siden 2. verdenskrig – og Europa – inklusive den danske regering og os alle sammen – må og skal begynde at acceptere, at det er en ekstraordinær humanitær krise – der også kræver noget ekstraordinært af os.  

Middelhavet er en dødsfælde. Det skal vi gøre noget ved. EU skal presses til at indføre en ordning, der sikrer, at de mennesker, som er ved at drukne, bliver reddet op af Middelhavet.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Michael Gylling Nielsen (f. 1959) er direktør for Center for Familieudvikling. Han er uddannet journalist, med mangeårig baggrund i den danske og internationale ngo-verden. Han er vokset op på børnehjem i Vestjylland og er desuden medstifter af miljøorganisationen, Greenpeace i Danmark og i en række andre europæiske lande. Han har i kraft af sit arbejde i bl.a. Læger uden Grænser været udstationeret i bl.a. det tidligere Sovjetunionen, Zimbabwe, Sydsudan, Liberia og Italien. Han bor til dagligt i Odense.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
25.05.20, 16:10
Den sande panik kender man først, når den viser sig i praksis. Læs mere
Af Jens Kindberg
25.05.20, 14:15
Anders Storgaard og jeg har skrevet denne blog som modsvar til Morten Uhrskov. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.05.20, 19:55
Nominelt konservative har overtaget venstrefløjens måde at tænke på, når det drejer sig om etnicitet og dermed også kultur. Læs mere
Af Mikael Jalving
24.05.20, 10:00
EU’s nye eurofond trækker på en planøkonomisk føderalisme, vi kender fra en helt anden union. Læs mere
Af Louis Jacobsen
23.05.20, 17:57
Når vi kigger med forfærdelse på det coronalukkede tyske slagteri Westfleisch, skal vi huske på, at historien lige så godt kunne udspille sig herhjemme. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
22.05.20, 15:08
Ikke Generation Identitær, som injurieres af formanden for Konservativ Ungdom. Læs mere
Af Jens Kindberg
22.05.20, 14:42
Jeg savner helt Poul Nyrup. Ham ville jeg gerne byde på en rugbrødsmad fra Lagkagehuset, og jeg tror også, han ville spise den. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
22.05.20, 12:30
Danmark er i fuld gang med at åbne igen, og økonomiske hensyn tæller lige nu mere end menneskeliv. De svageste står uden rettigheder. Læs mere
Af Nauja Lynge
22.05.20, 11:49
Det er lettere for grønlændere at modtage amerikansk U-landshjælp, end det er for amerikanske indianere med coronavirus. Læs mere