Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Er kampen for flere faglærte fortid eller fremtid?

Manglen på faglært arbejdskraft er en tikkende bombe under vores velfærdssamfund. Hvis vi vil have flere unge til at vælge erhvervsskolerne, så skal der snart andre indsatser end Facebook-kampagner og busreklamer op af værktøjskassen.

Danmark står til at mangle 85.000 faglærte i 2025.

Hvis du allerede nu har lyst til at klikke væk, så forstår jeg det godt. Der er sgu lidt mere schwung over at diskutere, hvordan vi redder de fattige, børnene og planeten, end hvordan vi sikrer, at håndværkere på en byggeplads eller i en fabrikshal får flere kolleger. Men hvis ens hjertebarn dog er at redde det første, har vi i særdeleshed også brug for de sidste.

96 mia. kr. Det kan ifølge en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2025 blive prisen for vores skæve uddannelsessystem. Virksomhederne melder allerede nu om flaskehalse og fulde ordrebøger, og den klagesang kommer kun til at stige i volumen, som uret tæller ned. Selvfølgelig bliver det stramt at mangle en vvs’er, når toilettet derhjemme går i stykker, men dansk håndværk er altså også fuldstændig centralt, når det handler om at vinde fremtiden. Hvis virksomheder melder pas på ordrer, fordi de ikke kan skaffe de folk, de behøver, så er det at stikke en kæp i hjulet på fremskridtet, om det så handler om elektrificering af transportsektoren, energirenovering af vores bygninger eller bæredygtig fødevareproduktion. Danmark har selvfølgelig brug for kloge hoveder til at komme med gode idéer, men hvis de ikke har hænderne til at gøre dem til virkelighed, så forbliver de kun idéer.

Selv om jeg håber, at den nye regering snart selv vil komme på banen med sine idéer til, hvordan vi får flere unge til at gå den faglærte vej, så er her mine umiddelbare bud på tre områder, der er værd at tage fat på.

Vejledning

Det danske uddannelsessystem er blevet som en restaurant, hvor du får stukket et menukort med de mest populære retter i hånden og selv skal vide, at det faktisk er muligt at bestille uden for det.

Jeg har intet behov at klandre folkeskolens lærere og UU-vejledere, at de bevidst eller ubevidst skubber deres elever ned ad den gymnasiale vej, de selv har betrådt. Efteruddannelse af UU-vejledere, obligatorisk brobygning på erhvervsskolerne og virksomhedspraktik i 9. klasse er nogle af de værktøjer, der kan give Danmarks godt 100 erhvervsuddannelser en fod indenfor i de unges bevidsthed. Hvordan skal du nogensinde finde ud af, at du gerne vil være landets dygtigste mejerist, hvis du aldrig har hørt om uddannelsen?

Efteruddannelse

En af de fordomme, jeg oftest møder om erhvervsuddannelserne, er, at når først man har fået svendebrevet i hånden, så er man låst i det valg for evigt.

Først og fremmest, så håber jeg jo på, at folk bliver så glade for deres erhvervsuddannelse, når først de er i gang med den, at tankerne om at læse videre bliver uaktuelle. Men hvis valget mellem gymnasiet og erhvervsskolen opfattes som at åbne døre på den ene side og lukke dem på den anden, så forstår jeg sagtens den usikre 15-årige, der vælger det første frem for det sidste. Selv om der allerede nu er gode muligheder for at videreuddanne sig på en erhvervsuddannelse, er det jo intet til hinder for, hvorfor vi ikke skulle kunne forbedre dem. Forhøjelse af dagpengesats under videre- og efteruddannelse, styrkelse af muligheden for at tage det på deltid og et særskilt kvote 3-optag for faglærte. Blandt andet det kan afhjælpe frygten for at låse sig selv fast med en erhvervsuddannelse og derfor vælge den fra.

Nedslidning

Masser af fag har gennemgået en positiv udvikling ift. til at mindske nedslidende arbejde. På trods af det skal man dog ikke have befundet sig længe på en byggeplads for at vide, at slid på skuldre, knæ og ryg over længere tid stadigvæk er en integreret del af arbejdet; letvægts boremaskiner eller ej. Det kunne måske lige gå for mine forældres generation, hvor man efter et langt arbejdsliv stadigvæk havde kræfter til at lege med børnebørnene. Men for min egen generation venter ni år ekstra på arbejdsmarkedet, og for de næste endnu længere. Derfor stikker man sig selv blår i øjnene, hvis man ikke gør sig klart, at det sagtens kan være udsigten til at nyde sin pension i sengen med pilleglasset på natbordet, der afholder ellers interesserede unge fra at gå håndværkervejen. En styrkelse af arbejdstilsynet og reformen af seniorførtidspensionen er derfor to ting, jeg gerne vil takke den tidligere regering for at få igennem. Men det ændrer ikke på, at en ret til at trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet for faggrupper med hårdt fysisk arbejde stadig er fuldstændig centralt.

Det var mine bud på, hvorfor kampen for at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne ikke bare er vigtig, men også hvordan vi kan vinde den. Jeg håber, at du nu har lyst til at give dit indspark i kommentarfeltet. Har du nogen endnu bedre idéer? Er kampen tabt på forhånd? Eller er kampen egentlig ligegyldig, fordi robotterne kommer? Jeg glæder mig til at læse med.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mathias Vinholt (f. 1994) er elektrikerlærling, formand for Dansk El-Forbund Ungdom og socialdemokrat. Flasket op hjemmefra med glæden ved beskæftigelsen, at man aldrig skal ligge fællesskabet unødigt til last og lediggangen som roden til alt ondt, kaster han sig ind i debatter om uddannelse, arbejdsmarkedet, og hvordan vi igen får en ungdom, der går mindre op i at iscenesætte sig selv og mere op i at vise, hvad man dur til.
Seneste blogs
Af Marie Høgh
10.07.20, 16:30
Det er bekymrende, at det eneste, der kan samle borgerligheden, er kampen mod islam. For hvis der er noget, vores egen kultur har brug for, er det et selvopgør. Læs mere
Af Martin Ågerup
09.07.20, 16:51
Sidste blog i sommerserien: Sådan kan de borgerlige trække Danmark i en blå retning Læs mere
Af Peter Kofod
09.07.20, 15:20
Angela Merkel risikerer at ødelægge Europa med sin planlagte reform af EU´s asylpolitik. Hendes "wir schaffen das"-politik spøger stadig. Læs mere
Af Isabella Arendt
09.07.20, 11:42
Del 2 i mine tanker her hen over sommeren. Tanker om borgerligheden i fremtiden og de borgerlige partiers mulighed for at finde noget at være fælles om. I dag skal det handle lidt om, at vi har glemt at sætte borgerens magt i centrum. Vi skal kæmpe for folkestyret helt lokalt og sikre, at der ikke er længere i skole, end at børnene kan cykle dertil. Læs mere
Af Utku H. Güzel
08.07.20, 19:10
For mig forekommer det vildt hyklerisk, at man kan støtte en diktator som Erdogan samtidig med, at man brokker sig over frihedsrettigheder herhjemme i Danmark. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.20, 13:54
Hvor kært at sidestille en demokrat som undertegnede med en kommunist og derfor antidemokrat og voldsparat. Læs mere
Af Nauja Lynge
07.07.20, 18:55
Lad mig slå fast: Langt de fleste unge grønlændere klarer sig godt og bruger deres stemme på en god måde. Men tiden er for farlig til, at vi kan lade enkelte grønlændere bruge ord som ”decolonize” til at piske en stemning op under betegnelsen kunst. Læs mere
Af Harun Demirtas
07.07.20, 14:50
Ingen skal bede beboere lave lort på kommando i den seng, som hun også skal sove i eller lade dem at hænge i en loftlift i syv minutter, mens man glor på hendes blottede underliv. Læs mere
Af Martin Ågerup
07.07.20, 13:51
DF er reelt et enkeltsagsparti: ældre og islam. S har overtaget disse dagsordner Læs mere