Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Nu må det danske forsvarsforbehold væk

Afghanistan har ændret dansk udenrigspolitik for stedse. Tak til Ellemann-Jensen for at se det. Nu mangler vi bare Mette Frederiksen.

De seneste to uger har vendt op og ned på dansk udenrigspolitik.

Med undtagelse af den første fejlslagne Irak-krig er det et bredt flertal i Folketinget, der i tyve år har stået last og brast med amerikanerne i deres militære eventyr i Mellemøsten. Vi ville bekæmpe terror og vi ville fremme demokrati og opbygge nye bæredygtige stater.

Men illusionen om at kunne komme udefra og indføre demokrati fra enden af et geværløb døde endeligt med billederne fra Afghanistans lufthavn.

Anders Fogh Rasmussens såkaldt aktivistiske udenrigspolitik blev ikke begravet af Folketingets flertal, men af USA selv. Det skete, da Joe Biden for to uger siden gik på scenen og for stedse aflivede enhver forestilling om, at USA nogensinde vil indgå i ”nation building” med langvarige militære interventioner igen. Nu handler det om ”homeland security”, altså korte interventioner, typisk fra luften, hvis konkrete terrortrusler dukker op.

Det er det store pendul, der svinger. Bidens melding er den naturlige konsekvens af den bevægelse, som både Obama og Trump – på hver deres vidt forskellige måde - startede. Vi er tilbage til USA fra før første verdenskrig og anden verdenskrig. Amerikanerne vil ikke og kan ikke være verdens politibetjent i den nye multipolare verdensorden, som vi nu kigger ind i.

Eller sagt på dansk: Europa må klare sine egne udfordringer og sine egne nærområder.

Men kan det virkelig passe? Vil USA til syvende og sidst tillade kaos i og omkring Europa, hvis det virkelig skulle gå så galt?

Ja. Kig på Afghanistan, hvis du er i tvivl. USA mener det alvorligt. Nu er det Kina, som amerikanerne vil koncentrere sig om. Nato vil selvfølgelig bestå, og angreb på NATO-medlemmer vil ikke blive tolereret. Men Europas nærområder er og bliver Europas, også fordi USA’s afhængighed af olie fra Mellemøsten er blevet langt mindre. Hvorfor skulle amerikanerne dog sætte deres unge soldaters liv på spil for at forhindre uro i Mellemøsten og migration til Europa?

Det er en barsk erkendelse, der dårligt har bundfældet sig i de europæiske hovedstæder. Det gamle USA vender ikke tilbage. Men det er også en erkendelse, der rummer store muligheder for en bedre og mere vellykket sikkerhedspolitik, hvis vi forstår at træffe de rigtige beslutninger og har viljen til at gennemføre dem:

Europa må selvfølgelig steppe op på det forsvarspolitiske område, og Danmark må selvfølgelig komme af med det tåbelige forsvarsforbehold – og helst også det retspolitiske – så vi kan deltage fuldt i genopbygningen af den nye europæiske sikkerhedspolitik, der nu bliver en realitet.

Der er næppe tvivl om, at en ny europæisk sikkerhedspolitik kommer til at betyde øgede forsvarsudgifter, også for Danmark. Men det er ikke ensbetydende med, at det rigtige mål er lige præcis de to procent af BNP til militære udgifter, som den amerikanske forsvarsindustri ønsker. Dels er de europæiske forsvarsbudgetter allerede markant større end vores fjenders, fx 6-7 gange større end Ruslands. Dels er læren fra de seneste år jo netop, at den store satsning på militære interventioner uden for Europa ikke virkede. Så måske skulle vi hellere investere flere midler i andre former for stabiliserende og jobskabende initiativer.

Endelig er det måske helt andre typer af virkemidler, vi skal til at kigge på. EU’s største aktiv er vores økonomi. Vi er verdens største marked, og vi udgør det største eksportmarked for alle andre stormagter i verden: USA, Kina, Rusland, Saudi-Arabien, Iran. Det kunne vi bruge langt mere aktivt som geopolitisk værktøj, både som pisk og gulerod. Ligesom vi basalt set er de eneste, der kan tilbyde Afrika langvarige indsatser, der kombinerer offentlig bistand med krav til demokrati og massive private investeringer.

Men alt sammen starter med at turde tænke den europæiske dimension langt mere offensivt ind i den danske udenrigs,- og sikkerhedspolitik. Og netop derfor var det så befriende, at Jacob Ellemann-Jensen for nyligt meldte netop det ud og understregede behovet for et opgør med forsvarsforbeholdet.

Så mangler vi bare regeringen. Foreløbig har den droppet den udenrigspolitiske strategi, der skulle have været lanceret i sidste uge. Det er sådan set et godt tegn.

Det er tid til at tænke stort, bredt og nyt i dansk udenrigspolitik.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.