<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvordan vaccinerer vi os mod populismens pandemi?

Regering og folketing bør vaccinere Danmark mod den skrumpende demokratiske verdensorden med reformer herhjemme og et langt stærkere internationalt engagement.

Grundlovsdag. Dagen, hvor vi fejrer det danske demokrati. Hvor vi dufter til den politiske frihed, der forekommer os så selvfølgelig og rigtig.

Men demokratiet er ikke nogen selvfølge. Langt fra. Tværtimod viser den årlige status over verdens demokratiske tilstand, at demokratiet er på tilbagetog, både i de enkelte lande og på kloden som helhed.

I en lang række lande, også i flere europæiske, oplever vi en negativ udvikling indenfor basale frihedsrettigheder som beskyttelse af mindretal, fri presse, magtens tredeling, ytringsfrihed mv.

Og samlet set er det globale mønster, at stadig flere lande og stadig flere mennesker lever uden frihed og uden lige rettigheder. De basale menneskerettigheder er truet. Den demokratiske liberale verdensorden kan ikke længere tages for givet, men udfordres på alle leder og kanter, og der er ikke umiddelbart udsigt til nogen bedring. Tværtimod vil både det lokale, nationale og globale demokrati blive testet endnu mere i den nye multipolare verdensorden, hvor vesten ikke længere kan påberåbe sig nogen særlig stilling eller styrke, men tværtimod møder systemisk rivalisering fra nye stormagter som Kina, Rusland, Iran og Saudi-Arabien.

Alt sammen udfordrer os - og den regelbaserede demokratiske verdensorden, som danskernes tryghed, velstand og eget demokrati står og falder med.

Derfor er et af de vigtigste politiske spørgsmål i dag, hvad vi kan gøre for at dæmme op for denne udvikling. Hvordan kan vi styrke os selv, og hvilken rolle kan og skal Danmark spille i verden for at fremme en verdensorden, der kan give os fred, politisk stabilitet, økonomisk fremgang, svar på tidens store spørgsmål om klima, migration mv. – og mere demokrati.

Svaret falder i to dele. Herhjemme skal vi vaccinere vores eget samfund mod de udfordringer, som de nye megatrends bringer til os: Klimaforandringer, politisk polarisering, ustabilitet og ukontrollabel migration. Ude i verden skal vi række ud efter de enorme muligheder, der også ligger i udviklingen, samtidig med vi skal søge at påvirke den samme verden så meget som muligt.

Lad os starte herhjemme, hvor tidens tre største problemer sådan set blev defineret meget klart af alle partier i Folketingets netop overståede afslutningsdebat:

1. Klimaet, hvor den grønne omstilling stadig går fortvivlende langsomt.

2. De alt for mange børn, unge og voksne, der placeres varigt uden for fællesskabet og arbejdsmarkedet – tænk, at hver sjette danske barn stadig går ud af skolen uden at kunne læse, skrive og regne, og hver femte unge aldrig får anden uddannelse end folkeskolen.

3. Vi bliver nødt til at finde pengene til at kunne investere i at løse disse problemer. Nu. Og det kræver flere hænder og hoveder på et glohedt dansk arbejdsmarked, så vi skal turde tænke i økonomiske reformer, ikke mindst skattereformer, der får flere med, hjælper erhvervslivet og gør mulighederne større.

Alle disse opgaver er påtrængende, og alle handler de også om at galvanisere vores demokrati. Løser vi ikke klimaproblemet, underminerer vi tilliden til demokratiet og det politiske system hos især de yngre generationer. Får vi ikke alle børn med fra start, vil vi opleve en støt stigende polarisering af vores samfund, ligesom mange ikke får glæde af den åndelige frisættelse, som dannelse giver, og som er selve grundlaget for vores demokrati. Og endelig skal vi kunne stå rank i globaliseringens bølger med en stærk økonomi – også for ikke at være for afhængig af ét eller flere andre lande.

Hvilket fører mig til det internationale spor. Og lad os bare starte med at konstatere, at det spor ikke fylder meget i dansk politik lige nu. Kan vel være, at udenrigsministeren stadig har planer om en såkaldt værdibaseret udenrigspolitik. Men i realiteten er det mange år siden, at Danmark har haft en mere nationalt orienteret regering end den, vi har lige nu.

Danmarks regering gik forrest, da det handlede om at holde EU’s budget så lille os muligt - også selvom Danmark tydeligvis er helt afhængig af, at Europa bliver stærkere. Både når det handler om forsvar, om håndtering af de ydre grænser, om at kunne håndtere pandemier – og om at kæmpe for demokrati og klima i resten af verden. Der er simpelthen en række grænseoverskridende problemer, som Danmark ikke kan løse alene, og hvor pengene derfor er bedre brugt i det europæiske fællesskab. Der er ikke tale om et nulsumsspil. Danmark har om noget land en interesse i, at Europa står i sin egen ret, er en egen pol, i den nye multipolare verdensorden. Især når det gælder spørgsmål om handel, om klima og stabiliserende indsatser i Europas nærområder.

Danmarks statsminister fandt det også naturligt at foretage en vaccinerejse til den nu – heldigvis - tidligere og stærkt nationalistiske israelske premierminister Netanyahu. I stedet for at kaste sig helhjertet ind det større europæiske og internationale samarbejde om vacciner, der nu for alvor tager fart, og som Danmark nu heldigvis endelig er ved at koble sig på.

Og Danmarks regering synes nok, at udviklingen i Syrien er forfærdelig og udemokratisk, men dog ikke mere, end man insisterer på – af nationale politiske hensyn - at sende syriske flygtninge hjem. Dermed sender regeringen, som det eneste vestlige land, det umisforståelige signal, at godt nok kærer vi os om demokrati og menneskerettigheder, når skåltalerne skal holdes, men ikke mere, end vi gladelig sender flygtninge tilbage til massemorderen Assad, hvis det passer i vores nationale kram, ligesom vi ikke regner hverken FN’s eller EU’s anbefalinger som værd at forholde sig til.

Og lad mig være meget direkte:

Problemet er ikke, at vi har en statsminister og en regering med national følelse. Det er dejligt. Jeg er selv nationalt orienteret, født og opvokset på en højskole, skråler hver dag med på en af de skønne sange fra højskolesangbogen – til glæde og skræk for mine nærmeste. Og Grundtvig selv var jo stærkt nationalt orienteret og gik så langt som til at mene, at den nationale sammenhørighed som følge af sprog, historie og kultur er stærkere end de sociale skel, som også altid har været en del af det danske samfund. Det kan man måske diskutere, men at det nationale – også det nationale demokrati – ligger dybt i os alle, er jeg sikker på er rigtigt og fint.

Nej, problemet er, når det nationale bliver indadvendt. Står i vejen for det globale udsyn og dermed gør Danmark mindre. Vores demokrati mindre. Os selv mindre. Hvis vi mener demokratiet alvorligt, må vi også vise det i handlig – ude såvel som hjemme.

Da jeg som ung rejste i Europa, fortalte en franskmand mig, at han elskede Danmark for den nationalisme, han havde mødt her, og som han mente var en uskyldig nationalisme i modsætning til den mere militære af slagsens, som han så i sit hjemland.

”Danskerne elsker deres land, og det er det”, som han sagde. Det behøvede ikke gå ud over andre eller føre til hverken indadvendthed eller besserwissen. Og jeg kan huske, at jeg følte mig glad for at genkende hans opfattelse. For selvfølgelig kan man ikke være internationalt orienteret uden at have en nationalitet selv. Selvfølgelig kan man ikke elske andre, uden at elske sig selv.

Men jeg spørger mig selv, om den danske nationalisme, som vi oplever i dag, stadig har dette åbne sind, eller om vi er blevet grebet af en politisk narcissisme, der skygger for erkendelsen af, hvor afhængige vi er af alle andre nationer og folk omkring os. Også når det handler om demokrati.

Verden vokser i et ufatteligt tempo, og det gør vores afhængighed af den også. Det lader sig ikke gøre at vikle sig ud af den.

Derfor burde vi være mere optaget af at kigge ud i verden. Vi burde melde os fuldtonet ind i det europæiske samarbejde. Vi burde glæde os over de konventioner, der også beskytter os, i stedet for at udfordre dem hele tiden. Vi burde tage vores fantastiske samfundsmodel, vores unikke demokrati, og overbevise resten af verden om, at de skal kopiere den, ikke af princip, men fordi det er den bedste samfundsmodel i verden. Den giver mening. Den giver velstand. Den giver gode liv.

Det er det, vi fejrer i dag.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Lidegaard (f. 1966) er medlem af Folketinget for Radikale Venstre, næstformand for den radikale folketingsgruppe, formand for Udenrigspolitisk Nævn og tidligere klimaminister og udenrigsmininister. Derudover er han ivrig samfundsdebattør, medstifter af den grønne tænketank Concito, forfatter til flere bøger, bl.a. ”Lad os mødes på Midten”, medlem af Eventyrernes Klub, gift og far til tre døtre.
Seneste blogs
Af Steffen Husted Damsgaard
22.06.21, 17:41
Decentrale uddannelser er nøglen til vækst og udvikling i hele landet. For det er en kæmpe barriere, når et områdes stærkeste ressource – de unge – tvinges til at forlade det Læs mere
Af Martin Lidegaard
22.06.21, 08:30
Regeringen har ret i, at der er et skrigende behov for flere uddannelser uden for de store byer. Men det er hul i hovedet at finde pengene ved at skære på de samme uddannelsespladser i byerne. Danmark har brug for mere uddannelse, ikke mindre. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
22.06.21, 08:00
Velorkestrerede kampagner arbejder for at begrænse rettigheder for kvinder og LGBTQ. Læs mere
Af Uffe Elbæk
21.06.21, 22:14
Hvorfor er arrestationen af de 350 kommunister ikke mejslet ind i vores allesammens bevidsthed og hukommelse? Hvorfor er der ikke en historisk mindeplade på Christiansborg, der fortæller denne historie? Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
21.06.21, 22:11
Rigtige eliter kan noget. Men der er absolut intet elitært over kunstnerne i dag. Engang var kunstnerne uforlignelige håndværkere, der kunne vække både begejstring og alvor og minde os om livets storhed. Det er et par århundreder siden, vi havde den slags kunstnere Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.06.21, 13:30
Den eneste brugbare metode til at undersøge forskelle mellem grupper er ved at se på, hvordan de klarer sig i gennemsnit. Vel at mærke samlede grupper. Ellers får man et skævt resultat ud af sine undersøgelser, som det er tilfældet med en undersøgelse fra Kraka om integration af muslimer. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.06.21, 21:36
At det var Aaja Chemnitz Larsen, der fik Folkemødets Dialogpris, var helt passende. Det har aldrig været vigtigere med dialog i rigsfællesskabet end nu. Læs mere
Af Martin Ågerup
20.06.21, 21:12
Der er behov for et lønsystem, der i højere grad belønner dygtighed og flid. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.06.21, 10:00
Alle vore problemer med islam udspringer af en konflikt, som vores beslutningstagere valgte at se bort fra, og som selv den kloge Svend Brinkmann drømmer om at trylle helt væk. Læs mere
Af Utku H. Güzel
19.06.21, 00:00
Der er og bliver forsat brugt flere milliarder kr. på bl.a. erstatning til minkavlerne, på hjælpepakker, coronatestkits og -centre, vaccineprogrammer, overvågningsudstyr og krigsmateriale og skattelettelser til de rigeste danskere, men når det kommer til sygeplejerskerne, så kan man ikke finde flere penge, og nogle spørger endda, hvor pengene skal komme fra - det er noget vås. Læs mere