<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

"Nordisk socialisme" a la Dragsted handler stadig om tvangs-kollektivisering

Hvis Pelle Dragsted fik magt, som han har agt, vil det økonomisk gå Danmark som vi har set det gå alle andre socialistiske eksperimenter i verdenshistorien – og der har efterhånden været ca. 30 af dem

Hvad er ”nordisk socialisme” egentlig? Og adskiller den sig så, når det kommer til stykket, fra al anden socialisme? Det korte svar på sidste spørgsmål er nej. Det lange svar kommer nedenfor.

Enhedslistens Pelle Dragsted er skrevet bogen ”Nordisk Socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi”, som udkom for nyligt på Gyldendal. Pelle og jeg har haft en interessant samtale om bogen i min podcast Samfundstanker (Episode 30 - eller se den på youtube). Nedenstående bygger dels på min gennemlæsning af bogen og dels på denne samtale.

Bogen kan læses som et forsøg på at re-brande socialismen. Behovet for en sådan re-branding er indlysende: alle regimer, der har kaldt sig socialistiske, er endt i politisk undertrykkelse af borgerne og økonomisk kollaps. Det har vi senest set i Venezuela, som selvsamme Dragsted hyldede så sent som i 2006. Han tog dog afstand fra Chavez’ regime i 2011.

Dragsted distancerer sig i bogen fra tidligere forsøg på at indføre socialistiske regimer og argumenterer for, at hans projekt er noget ganske andet, end hvad der tidligere er blevet forsøgt.

Lige under denne overflade ligger fortsat den rå magtanvendelse, som socialister altid og nødvendigvis må benytte sig af

Det forsøger han at gøre på to måder. For det første tager han afstand fra den klassiske socialistiske idé om, at staten skal eje hele produktionsapparatet. Ganske vist er han stor tilhænger af, at staten skal fortsætte sine nuværende aktiviteter og udvide dem med fx bankdrift og øget ejerskab af fx energiproducerende selskaber. Men hovedparten af det, der i dag udgør det private erhvervsliv, ønsker Dragsted ikke at nationalisere. I stedet skal ejerskabet til virksomhederne overtages af medarbejderne, kunderne eller borgerne. Både statsligt ejerskab og medarbejder-, kunde- eller borger-ejede virksomheder kalder Dragsted for ”fælleseje” eller ”demokratisk ejerskab”. Af grunde, som jeg kommer ind på nedenfor, er disse betegnelser misvisende, så jeg vil i stedet kalde det kooperative ejerformer – et udtryk, som Dragsted også bruger.

For det andet skriver Dragsted, at disse ejerskabsformer allerede er en vigtig del af dansk og nordisk økonomi. Staten står for uddannelse, sygehuse og ældrepleje mv. Dagligvarekæden Coop, almene boligforeninger og det meste af forsyningssektoren (el, vand og fjernvarme) er ejet af kunderne. Det samme gælder dele af finanssektoren, fx Nykredit, som er ejet af en forening, bestående af kunderne.

Dragsted hævder således, at hans tanker og forslag ikke er revolutionære, men at han blot ønsker at fremme en stolt dansk og nordisk tradition, der mindst rækker tilbage til andelsbevægelsen. Derfor bogens titel: Nordisk socialisme, som ifølge Dragsted ”er en civilsamfundsorienteret socialisme, der er skeptisk over for centralisering, bureaukrati og en forvokset statsmagt… Og allervigtigst: Det er en demokratisk socialisme. Forankret i de nordiske folkestyrer med (…) beskyttelse af vores individuelle frihedsrettigheder”. Og videre: ”Det er en socialisme, som forkaster enhver totalitær tanke om voldelig samfundsomvæltning eller autoritære styreformer”.

Dragsted tager således eksplicit afstand fra ”de svigt af demokratiet og frihedsrettighederne, som dele af venstrefløjen har gjort sig skyldig i igennem historien” samt ”de mere eller mindre åbenhjertige forsvar for udemokratiske og undertrykkende regimer”. Dermed tager han også afstand fra dele af Enhedslistens egen historie. Partiet består af en alliance dannet i perioden 1989-91 imellem en række politiske partier: Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Kommunistisk Arbejderparti (KAP). I sin tid var DKP Moskvatro, og KAP hyldede Kinas Kommunistparti og den blodige kulturrevolution.

Dragsted tegner altså et billede af sin politiske vision som en pragmatisk og gradvis udvikling af samfundet i en retning, som vi allerede har tradition for. Men lige under denne overflade ligger fortsat den rå magtanvendelse, som socialister altid og nødvendigvis må benytte sig af.

De ejerskabsformer, som Dragsted hylder, er jeg og alle andre tilhængere af frie markeder også begejstrede for. De bør eksistere som en ejerskabsform blandt mange i en fri markedsøkonomi. Det er godt for mangfoldigheden og for velstanden i samfundet, at forskellige ejerskabsformer eksisterer side om side som muligheder. Men når det er sagt, er der en række gode grunde til, at f.eks. lønmodtagerne i de fleste situationer ikke ønsker at eje den virksomhed, de er beskæftiget i. Det vender jeg tilbage til.

Det eneste der adskiller Pelle Dragsteds vision fra en klassisk venstrefløjs-revolution er tempoet

Som Dragsted selv bemærker, har det da også været sådan, at disse ejerskabsformer har været frit anvendelige i konkurrence med andre ejerskabsformer såsom personligt ejerskab, familie-eje, aktionæreje og kapitalfondseje. Dragsteds foretrukne kooperative ejerskabsformer har frit kunnet anvendes ved etableringen af virksomheder i vores markedsøkonomiske samfundsorden. Det er de også blevet. Dragsted gør selv et stort nummer ud af at nævne dem, lige fra andelsbevægelsen over sparekasserne til bryggeriet Stjernen. Men han bemærker også selv, at det ikke samlet set er en ejerskabsform, der har gået sin sejrsgang igennem samfundet. Stjernen gik konkurs, og en lang række kooperative virksomheder inden for forskellige brancher er lukket. Det er helt normalt, at virksomheder lukker. Også andre private virksomheder, som er privat ejede (fx familie-ejede eller aktieselskaber) lukker og slukker. Det er en vigtig del af en dynamisk markedsøkonomi og en vigtig kilde til velstandsfremgang, at mindre produktive virksomheder forsvinder eller overtages af mere produktive virksomheder.

Imidlertid opstår der hele tiden nye privatejede virksomheder. Det har i langt mindre grad været tilfældet, når det gælder kooperativt ejede virksomheder. De af Dragsted hyldede ejerskabsformer har ikke formået at vinde frem ved egen drift. Tværtimod har de samlet set været stagnerende eller i tilbagegang i mange årtier. I et samfund med fri etableringsret og konkurrence, er det andre ejerskabsformer, som foretrækkes, og som er mest succesfulde.

Hvad skyldes denne tilbagegang ifølge Dragsted? Jeg har læst hans bog grundigt, og intet sted peger han på noget i indretningen af vores samfund, som han mener diskriminerer imod kooperativt ejerskab. Det nærmeste, vi kommer en forklaring er, at den såkaldte ”nyliberalistiske ideologiske offensiv” har haft held med at ”fremstille demokratiske ejerformer som ineffektive og gammeldags”. Det er sniksnak. Er det marxistisk falsk bevidsthed, som Dragsted her påberåber sig?

I en samtale med ham om bogen i min podcast ”Samfundstanker” forholdt jeg ham dette. Dragsted pegede i sit var på, at der i den finansielle sektor ikke længere kan etableres sparekasser og kreditforeninger baseret på andelstanken, og at der på offentlige hjemmesider ikke gøres tilstrækkeligt opmærksom på kooperative ejerskabsformer.

OK, men bundlinjen er, at i alle andre brancher end den finansielle sektor er der ingen som helst hindringer for at etablere sig med de ejerskabsformer, Dragsted foretrækker. Hvis håndværkere, der vil starte virksomhed, ser en fordel i fælleseje, kan de uden nogen problemer etablere sig på den måde. Og ser de en fordel i at fortsætte med den ejerskabsform efterhånden som virksomheden vokser, vil de uden problemer kunne gøre det. Men det har vi typisk ikke set. I stedet gik den sidste større kooperative virksomhed indenfor byggeri i betalingsstandsning i 2005, som Dragsted selv indrømmer. Kooperationer kan endda benytte sig af særlige skatteregler, som til tider har været ganske gunstige.

Hvorfor har vi ikke set flere kooperative virksomheder blomstre? Hvorfor ønsker danske håndværkere ikke at etablere den ejerskabsform, som Pelle Dragsted foretrækker. Det spørgsmål forholder han sig ikke til i bogen, og han har ikke noget godt svar i podcasten. Og det er – vil jeg påstå – afslørende.

Virksomhedsdrift vil blive politiseret på samme måde som velfærds-staten er det

Så lad mig gøre det arbejde færdigt, som Dragsted undviger. At investere i en virksomhed er risikabelt. Hvert år går tusindvis konkurs eller lukker. Hvis man både er medarbejder og ejer af en virksomhed, som går konkurs, mister man ikke alene sit job men også sin opsparing. Derfor giver det for de fleste mennesker mest mening at sprede sin risiko: arbejde et sted og investere sin pensionsformue et andet sted, fx i et pensionsselskab, som spreder risikoen over en lang række virksomheder. Dermed får man faktisk også del i afkastet fra privat foretagsomhed men får samtidig minimeret risikoen derved.

Iværksættere adskiller sig fra de fleste af os ved tit at være meget risikovillige. Det indebærer, at mange af dem mister alt. Dem hører vi ikke så meget om. Nogle få får succes, og givet den store risiko skal gevinsten være tilsvarende stor for dem, det lykkes for, hvis iværksætteri samlet skal være økonomisk attraktivt. I mindre virksomheder bliver nogle af de første medarbejdere ofte tilbudt medejerskab, dels for at give dem et incitament til at arbejde hårdt for virksomhedens succes og nogle gange også i stedet for løn, som der i tidlige faser ikke er råd til at udbetale. Men de fleste medarbejdere er ikke villige til at løbe den slags risiko, så når virksomheder vokser, vælger ejerne ofte på et tidspunkt at hente kapital udefra til nye investeringer, der skaber endnu flere arbejdspladser.

Derfor starter de fleste virksomheder faktisk med at være ejet af medarbejdere, men ender med andre ejerskabsformer. Ikke på grund af en nyliberal konspiration, eller falsk bevisthed blandt medarbejderne, eller fordi erhvervs- og selskabsstyrelsen ikke skriver ret meget om kooperativt ejerskab på sin hjemmeside, men fordi alle involverede parter har foretrukket det sådan.

Pelle Dragsted sejler under bekvemmelighedsflag. Hans projekt kan på ingen måde sammenlignes med den stolte danske tradition for at etablere kooperative virksomheder. Andelsbevægelsen voksede op nedefra. Det var bønderne selv, der tog affære og skabte noget nyt. Dragsted projekt er et ganske andet. Han vil gennemtvinge en udvikling, som indebærer en gradvis konfiskering af private virksomheder, som herefter skal overdrages til medarbejderne.

Dragsted beskriver forskellige socialistiske tænkeres forslag til, hvordan virksomhedernes private ejere kunne fratages ejerskabet. Fælles for forslagene er anvendelsen af tvang.

Dragsted vil brede fælleseje ud til store virksomheder ved at konfiskere virksomhederne fra ejerne og forære dem til medarbejderne. Det gælder ikke alle virksomheder. Dragsted skriver, at der skal være plads til små og mellemstore virksomheder, der er privat ejede. Men alle virksomheder, der har mere end 100 medarbejdere vil Dragsted pålægge en såkaldt ”demokratiskat”. Den skal betales gennem en årlig udstedelse af aktier svarende til to procent af aktiekapitalen, som lægges i en lønmodtagerfond kontrolleret af de ansatte i virksomheden. Det er ekspropriation uden erstatning, uanset forsøget på et velklingende navn.

Det eneste der adskiller Pelle Dragsteds vision fra en klassisk venstrefløjsrevolution er tempoet. Med 2 procent om året udvandes de oprindelige ejeres andel af virksomheden. Ejer man hele virksomheden ved begyndelsen, mister man kontrollen over den i løbet af 35 år.

Konsekvenserne af dette ville være enorme og katastrofale, og mange af dem ville ramme samfundet straks, fordi mennesker er fremsynede. Er man aktionær i virksomheden, mister man gradvist sit afkast af overskuddet til medarbejderne og ens aktier mister værdi. Det vil straks ramme samtlige danskere med pensionsopsparing.

Virksomheder med vækstpotentiale vil holde op med at vokse, når de når 99 medarbejdere for at undgå tvangskolletivisering. Det vil reducere innovationen, produktiviteten og væksten i samfundet.

For store virksomheder bliver det meget vanskeligt at skaffe kapital. Virksomheder skal hele tiden udvikle sig og investere for at kunne klare sig i konkurrencen. Konkurrenter i ind- og udland udvikler ny teknologi, nye produkter og finder på nye og smartere måder at producere, distribuere og sælge på. Det er på den måde, produkter bliver bedre og billigere. Og det er på den måde produktiviteten, lønnen og velstanden i samfundet stiger. Men hvor skal pengene til nye investeringer komme fra?

Risikovillig kapital skaffer virksomheder blandt andet ved at udstede aktier eller på anden vis give investorerne et medejerskab. Den finansieringsform bliver med Dragsted model udelukket, fordi private ejere gradvist får konfiskeret deres ejerandel. Så de vil hverken overtage medarbejdernes andele – selv hvis medarbejderne fik lov til at sælge – eller investere i udviklingen af virksomheden.

Er ansatte i det kooperativt ejede Coop mere tilfredse end medarbejderne i andre super-markedskæder? Det tvivler jeg på

De nye ejere er jo medarbejderne. De har ikke pengene. Og hvis de havde pengene, var de næppe interesseret i at løbe den store risiko, der er forbundet med at investere i udvikling af virksomheder.

Desuden vil det som beskrevet ovenfor være mere logisk for medarbejderne at sprede deres formue ud over mange virksomheder end at placere det hele i lige præcis den virksomhed, hvor de arbejder. Enhver pensionsrådgiver ville råde dem fra at investere endnu mere i samme virksomhed. De ville tværtimod råde til at sælge det meste af ejerandelen og sprede risikoen.

Men Pelle Dragsted skriver eksplicit i bogen, at medarbejderne ikke skal have lov til at sælge deres ejerandel. Så risikerer man nemlig, at virksomheden igen overgår til privat eje – ligesom vi har set det ske med kooperative virksomheder i løbet af 1900-tallet. Det indebærer to ting: Medarbejderne har ingen interesse i at investere yderligere i virksomheden, hvis de kun må løbe risiko, men ikke indkassere gevinsten.

Privat, risikovillig kapital kræver normalt, at man kan tilbyde ejerskab. Men det har Dragsted jo udelukket. Derfor må man tiltrække kapital, som ikke løber ret stor risiko, ligesom når banken låner virksomheder penge eller giver dem en kassekredit. Men risikoen forsvinder ikke. Nogen må løbe den, og det kan i sidste ende kun være ejerne, altså medarbejderne. Alternativet er skatteyderne. Bliver det skatteyderne, vil staten også skulle betinge sig indflydelse på virksomhedens dispositioner, herunder størrelsen på lønningerne til medarbejderne.

Dragsted indrømmer faktisk i bogen, at hans model indebærer, at de store virksomheder ikke vil kunne tiltrække kapital. Hans løsning er, at der skal etableres en ”offentlig kooperativ investeringsfond”. Med andre ord skal skatteyderne via staten stille kapital til rådighed for virksomhederne.

Men hvilke virksomheder skal der investeres i? Og hvem skal træffe beslutningerne? Politikerne? Eller skal der udpeges særligt sagkyndige? Det begynder efterhånden at ligne noget, vi har set før. I hvert fald hvis man hører til dem der kender lidt til Sovjetunionens historie og til, hvordan planøkonomi fungerer.

Pelle Dragsted kan skrive ligeså tosset han vil, at han er imod centralisering, bureaukrati og en forvokset statsmagt. Hans forslag vil føre til netop dette. Han kan skrive ligeså tosset han vil, han vil, at hans vision ikke handler om nationalisering men om ”fælleseje”. Hans forslag vil føre til, at den vigtigste investor i erhvervslivet gradvist bliver staten. Dermed bliver det også staten, som bliver ejeren, der reelt kommer til at bestemme, ikke medarbejderne.

Hvis skatteydernes penge skal investeres i en virksomhed, vil staten ligesom enhver anden investor stille betingelser og forlange indflydelse på centrale beslutninger. Forestil dig en statsminister, som meddeler, at der er givet 100 mio. kr. til en bestemt virksomhed, hvorefter medierne skriver om høje lønninger i netop den virksomhed. Det vil kalde på indgreb imod den fri løndannelse. Eller forestil dig, at medierne efterfølgende interviewer eksperter, der siger, at netop den investering er meget risikabel og en forkert brug af skatteborgernes penge. Hvad siger oppositionen så? Kalder man ministeren i samråd? Spørger man, om ministeren nu også har sikret sig, at skatteydernes penge investeres fornuftigt? Og hvad forstår vi ved fornuftigt?

Virksomhedsdrift vil blive politiseret på samme måde som velfærdsstaten er det. Om der skal holdes liv i nødlidende virksomheder vil blive et politisk spørgsmål. Aftaler vedrørende virksomhedens drift vil blive indgået som en studehandel mellem forligspartier en sen nattetime. Medarbejderne vil følge sig omtrent ligeså inddraget i disse beslutninger, som folkeskolelærerne følte sig inddraget, da et stort folketingsflertal vedtog at indføre heldagsskolen.

Først og fremmest vil investeringerne i det private erhvervsliv blive af ringere kvalitet, fordi politikere er dårligere til at investere andre folks penge end investorer er til at investere deres egne. Det vil føre til lavere produktivitetsudvikling, lavere lønninger og lavere velstand.

Det politiske pres for at beskytte store virksomheder imod konkurrence fra udlandet, ny teknologi eller nye iværksættere vil blive stort, når medarbejdernes formue er bundet i virksomheden. Derfor vil innovationen og væksten falde. Forbrugerne vil betale prisen ved at få varer, som er dyrere og dårligere, og hvor udbuddet er ringere.

En anden uheldig konsekvens bliver, at medarbejdere i et betydeligt omfang vil blive stavnsbundet til deres virksomhed, hvis de har en stor del af deres formue bundet i den. Andre virksomheder kan på alle måder være en bedre arbejdsplads for vedkommende, men være mindre attraktive, fordi aktieværdien per medarbejder er lavere. Det er endnu en årsag til, at det er en dårlig idé at placere medarbejderes pengekapital samme sted som deres humankapital. Så bliver det svært at sikre optimal forretning af begge dele. Arbejdsmarkedet risikerer altså at blive langt mindre fleksibelt og medarbejderne får mindre mulighed for at vælge den arbejdsgiver, hvor de har det bedst, og hvor de kan udvikle sig og lære mest.

Hvis Dragsted fik magt, som han har agt, vil det rent økonomisk gå Danmark som vi har set det gå alle andre socialistiske eksperimenter i verdenshistorien – og der har efterhånden været ca. 30 af dem. Når Dragsted bedyrer, at han ikke ønsker, at hans ”nordiske” socialisme skal føre til centralisering, bureaukrati og en forvokset statsmagt, får han det til at lyde som om, at dét var intentionen med de 30 andre eksperimenter. Det var det ikke. Men det gik sådan, fordi det er sådan, det går, når man indfører socialisme. Det går sådan som følge af de mekanismer, jeg har beskrevet ovenfor. Dragsted har ikke fundet en magisk vej udenom disse mekanismer. De ligger indlejret som en uundgåelig konsekvens af selve den tvangskollektivisering, han anbefaler.

Alene på grund af de katastrofale økonomiske konsekvenser, bør Dragsteds ”nordiske socialisme” afvises. Men der er mere at sige om sagen. For hvad er egentlig årsagen til, at Dragsted føler så stærkt for at dét han selv kalder fælleseje og demokratisk ejerskab?

I bogen gør han faktisk forbavsende lidt ud af at begrunde ønsket. Han skriver et sted, at virksomhedernes ejere tager en stadig større bid af samfundskagen, og at det er en begrundelse for at brede ejerskabet ud. Som bevis for denne påstand fremfører han, at den såkaldte lønkvote, altså den andel af velstandsskabelsen, som bliver udbetalt til lønmodtagerne skulle være faldende. Men det er ikke korrekt. Lønkvoten er omtrent uændret igennem mange årtier, selvom den svinger fra år til år.

Endvidere argumenterer Dragsted for, at vi har set en stærk koncentration af ejerskabet af erhvervslivet på få hænder. Men det er heller ikke korrekt. Formueuligheden i Danmark er faldende og har været det i en årrække, formentlig siden 90’erne. Det skyldes i høj grad, at lønmodtagerne sparer ganske betydeligt op til deres egen pension og placerer pengene i aktier og altså dermed er medejere af virksomhederne og får andel i det overskud, de skaber. Dermed opnår de vel at mærke et ejerskab til erhvervslivet på en langt mere sund måde, hvor deres ejerskab ikke er koncentreret i én virksomhed (som ovenikøbet er den samme virksomhed, som den de arbejder i) men spredt, hvorved deres risiko for tab også spredes.

Dragsted anden indvending imod private virksomheder er, at ejerskabsformen angiveligt skulle forhindre medarbejderne i at få indflydelse: ”Når vi går ind ad døren på vores arbejdsplads, træder vi ind i en rolle, der mere minder om undersåttens end den myndige borgers”, skriver han.

Man kan for det første diskutere, om dette er en korrekt observation. Men selv hvis vi accepterer den, så indebærer den jo ikke i sig selv, at det er det private ejerskab, som giver medarbejderne denne rolle. Intet sted i bogen gør Dragsted sig overvejelser om dette. Han blander nemlig tingene godt og grundigt sammen, når han argumenterer for, at det private ejerskab er årsag til, at medarbejdere skal rette sig efter anvisninger fra ledelsen. Det skyldes nogle grundlæggende vilkår for samarbejde mellem mennesker.

I alle organisationer, der skal opnå et eller flere fælles mål, er der et hierarki, hvor nogle får tildelt et ansvar, som også giver dem kompetencer til at træffe beslutninger, som andre i organisationen skal rette sig efter. Der er flere fordele ved dette. For det første kan det sikre, at alle i organisationen udfører opgaver, der bidrager til opnåelsen af fælles mål. For det andet placerer det et klart ansvar, både hvis ting går dårligt og godt. Dermed bliver det nemmere at identificere talenter til forfremmelse og folk, der ikke er deres opgave voksen.

Enhedslistens chefideolog er nået til den erkendelse, at markedsmekanismens fri prisdannelse er genial og ultrademokratisk

Private virksomheder vil ofte være hierarkisk organiseret med en bestyrelse, en administrerende direktør, en direktion, mellemledere og medarbejdere. Men også organisationer i civilsamfundet har hierarkier: tænk på et fodboldhold, hvor man skal rette sig efter træneren og anføreren. Det gælder såmænd også i politik. Nogle partier er mere topstyrede end andre, men selv Enhedslisten har måtte sande, at der var brug for en politisk leder af partiet. Så vidt jeg ved var Pelle Dragsted med til at træffe den beslutning. Jeg er ret sikker på, at et menigt medlem af Enhedslisten har noget mindre indflydelse på partiets beslutninger end folketingsgruppen.

Hierarkier eksisterer altså alle steder, hvor folk skal samarbejde om at nå fælles mål, ikke mindst i politisk styrede systemer. Det er ikke en given ting, at folk føler, at de mister myndighed ved at være placeret nederst i sådan et hierarki. Ofte føler de noget helt andet, nemlig at være en del af et større fællesskab. Der er lavet mange undersøgelser af, hvor tilfredse danskerne er med deres arbejde. Tilfredsheden er høj. At have et arbejde giver mening og at miste sig arbejde er for de fleste forbundet med sorg og tab af mening.

Når det er sagt, kan en konkret chef selvfølgelig være et røvhul, og nogle hierarkier fungerer bedre end andre. Men er det fx sådan, at medarbejdere i Dragsteds foretrukne kooperative eller offentlige virksomheder generelt føler sig mere ”myndige” (for at bruge Dragsteds udtryk) end medarbejdere i familie-ejede virksomheder eller aktieselskaber? Det forholder Dragsted sig bizart nok ikke til. End ikke det mindste. Er ansatte i det kooperativt ejede Coop mere tilfredse end medarbejderne i andre supermarkedskæder? Det tvivler jeg på. Er offentlig ansatte mere tilfredse med deres arbejde end privatansatte? Føler de sig mere myndige? Det er faktisk blevet undersøgt af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i et notat til ledelseskommissionen, som viser det modsatte. Vi ser stadig oftere, at offentligt ansatte brokker sig over at være udsat for en masse detailstyring af politikerne. Der tales om unødigt bureaukrati, som man i årtier har forsøgt at skaffe sig af med uden held.

Der er ingen belæg for at påstå, at medarbejdere har større indflydelse på deres arbejde i kooperative eller offentlige virksomheder. Dét, Pelle Dragsted kalder ”demokratisk ejerskab” er et pseudobegreb. Ordet ”demokratisk” skal signalere, at den enkelte medarbejder får større indflydelse, men der er ingen grund til at tro, at det vil være tilfældet.

Tværtimod er der god grund til at tro, at indførelsen af kooperativt ejerskab ved statslig tvang, som Dragsted foreslår, vil føre til det modsatte. En centralisering af beslutningerne, så de kommer længere væk fra medarbejderne.

Det er en pudsig ting, at Dragsted insisterer på at opfatte tvangskollektivisering som en demokratisering og privat ejerskab på markedsvilkår som udemokratisk. Han har nemlig indset, at andre dele af markedsøkonomien er essensen af demokratiske, fordi de netop giver det enkelte menneske mest mulig indflydelse over eget liv. Dragsted omfavner således den frie prisdannelse: ”Det er ganske enkelt svært at forestille sig, at markedets prissignaler kan erstattes fuldstændig af politiske beslutninger om de myriader af valg og fravalg, som ligger til grund for produktionen af de millioner af produkter, som vi omgiver os med… Og selv hvis det var muligt, ville det – som i Sovjetunionen – med stor sandsynlighed indebære, at den enkelte borger fik langt mindre indflydelse på, hvad hun har mulighed for at forbruge”.

Det kunne frimarkedsøkonomer som Milton Friedman eller Friedrich von Hayek ikke have formuleret meget bedre.

Dragsted erklærer sig endvidere enig med økonomen Alec Noves i, dét at ”kunne påvirke produktionsmønstret gennem vores adfærd som forbrugere er uden tvivl den mest genuine demokratiske måde at give magt til forbrugerne på”.

Endvidere fremhæver han, at tidligere folketingsmedlem for VS Preben Wilhjelm er nået til samme erkendelse, og citerer ham for i en bog fra 2012 at skrive, at markedsmekanismen er ”Genial til styring af investeringer og produktion på mikroplanet”, hvor forbrugerne bestemmer, hvad der skal produceres. Han beskriver endvidere mekanismen som ”ultrademokratisk”.

Det er ganske opløftende og interessant, at Enhedslistens chefideolog er nået til den erkendelse, at markedsmekanismens fri prisdannelse er genial og ultrademokratisk. Lad os dykke ned i ræsonnementet et øjeblik. Dragsted er via Noves og Wilhjelm nået frem til, at det ikke altid er politiske beslutninger, der er det mest demokratiske, men derimod frivillig ageren på markedet. Hvorfor? Fordi politiske beslutnings-processer ikke egner sig til at tage hensyn til millioner af menneskers individuelle behov, ønsker og drømme. Politik kan være det bedste system til at træffe beslutninger om det, som nødvendigvis skal ske på kollektivt niveau: Hvor skal vejene gå, og i hvilken side af dem, skal vi køre? Hvad skal straffen være for væbnet røveri? Hvor mange penge skal vi bruge på forsvaret? Og så videre.

Politiske beslutninger kan derimod ikke hamle op med markedsmekanismens allokering af ressourcer. De politiske beslutningsprocesser ville blive overvældet af – med Dragsteds egne ord(!): ”de myriader af valg og fravalg, som ligger til grund for produktionen af de millioner af produkter, som vi omgiver os med”.

Dragsted er her snublende tæt på at tage det endelige opgør med socialismen. Måske kommer opgøret en dag? Det forholder sig nemlig ikke anderledes med investeringsbeslutninger end med forbrugsbeslutninger. Politiske beslutningsprocesser bliver overvældet af kompleksiteten: tusindvis af virksomheder træffer hver dag investeringsbeslutninger baseret på den helt konkrete viden, som måske årtiers erfaring giver i en bestemt branche og vel vidende, at der løbes en risiko. At forestille sig, at en statslig investeringsfond skal erstatte al dette, kan kaldes at tilsidesætte prismekanismen for investeringer, og det er lige så problematisk som at ville tilsidesætte prismekanismen for forbrug. Følgerne ville blive lige så katastrofale.

Når man har gået alle mellemregningerne igennem, adskiller Dragsteds ”nordiske socialisme” sig dermed ikke væsentligt fra al den anden socialisme, vi har set afprøvet ude omkring i verden i lande som Sovjetunionen, DDR, Cuba eller seneste Venezuela -altid med katastrofale følger.

Men der er mere på spil end økonomi. Den tanke, at mere magt til politikerne er lig med mere demokrati, er en meget farlig tanke. På nogle områder er det lettere at indse, end på andre: det er ikke mere demokratisk, hvis politikerne fx bestemmer, hvilken gud, du skal tro på – om nogen. Eller hvilken slags tøj, du skal gå i og hvad du må sige og mene. Det er ikke mere demokratisk, hvis flertallet bestemmer, hvilken slags mad du skal købe, hvilket arbejde, du skal tage eller hvor du skal bo.

Dragsted vil bilde os ind, at det er mere demokratisk, hvis politikerne bestemmer over det private erhvervsliv. Reelt vil det mindske borgernes økonomiske frihed og indflydelse på deres eget arbejdsliv, nøjagtigt som vi har set det alle andre steder, hvor man har forsøgt sig med tvangskollektivisering.

Dragsted forslag indebærer, at staten skal kunne tage de store virksomheder fra deres ejere og gradvist give dem til nogle andre, nemlig medarbejderne. Jeg er ikke jurist, men jeg antager, at det ifølge vores nuværende grundlov vil være grundlovsstridigt. Det er jo en krænkelse af den private ejendomsret og dermed grundlovens paragraf 73, stk. 1. Dragsted er tavs om dette. Men vi ved, at Enhedslisten i sit principprogram skriver, at partiet vil afskaffe grundloven og indføre en ny såkaldt ”socialistisk” grundlov. Partiet nævner en række rettigheder, som skal være beskyttet i denne grundlov, men undlader at nævne den private ejendomsret.

Pelle Dragsted påstår hårdnakket, at man kan have parlamentarisk demokrati uden kapitalisme. Men hvor ved han det fra? Der har i verdenshistorien endnu ikke været et eksempel på et samfund, der har kunnet fastholde et velfungerende parlamentarisk demokrati ret længe efter at have afskaffet markedsøkonomi.

I et velfungerende demokrati er magten delt mellem civilsamfundet, staten og markedet. Det Pelle Dragsted kalder en demokratisering af virksomhederne vil i sidste ende, når man har taget mellemregningerne med, resultere i en de facto nationalisering af det private erhvervsliv, hvilket bringer magtforholdet ud af balance.

Demokratiske normer og praksis har aldrig kunnet fastholdes i længere tid i lande med socialisme. Magten er for koncentreret hos politikerne. Og den stærke magtkoncentration tiltrækker de mest magtsyge til politik, som bliver mere og mere korrupt. Det sker alt sammen i samfund, hvor civilsamfundet og markedet er ikke stærke magtcentre, som kan afbalancere den politiske magt. Derfor blev Venezuela på under to årtier fra tvangskollektiviseringen blev sat i gang forvandlet fra demokrati til diktatur. Og derfor er udtrykket demokratisk socialisme fortsat en selvmodsigelse. Dragsteds ”nordiske” socialisme er ikke væsensforskellig fra al anden socialisme. Det handler stadig om tvangskollektivisering, og det er heldigvis ikke en nordisk tradition.

Jeg betvivler ikke Dragsteds gode intentioner. Jeg siger, at han ikke har forstået de katastrofale konsekvenser, hans forslag ville få. Ophavsmændene til alle tidligere socialistiske eksperimenter havde også alle gode intentioner.


Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017). Han er endvidere vært på podcasten "Samfundstanker".
Seneste blogs
Af Martin Lidegaard
26.09.21, 12:05
Danske virksomheder er langt foran politikerne på Christiansborg i viljen til grøn omstilling. Hvorfor bakker vi dem ikke helhjertet op? Læs mere
Af Mikael Jalving
26.09.21, 09:30
Ny lærebog i islams tilblivelse falder på et meget, meget tørt sted, i en tid, hvor det i medierne alt for nemt reduceres til noget med tørklæder, tolerance, eid og slik uden animalsk gelatine. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
24.09.21, 11:30
Held og lykke til SSW's vej til Forbundsdagen, der vil være den nordligste delstats tiltrængte stemme i Berlin – og måske tungen på vægtskålen. Læs mere
Af Søren Gade
23.09.21, 22:24
Hvis man forbyder fly, vil de fleste formentligt i stedet vælge bilen, hvilket det europæiske vejnet slet ikke er gearet til. Læs mere
Af Isabella Arendt
23.09.21, 22:19
Jeg kan godt forstå, at landbruget føler, at regeringen lyver for dem - og danskerne. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
23.09.21, 18:30
Vi har desværre aldrig kunnet tage os sammen til at få ryddet den kriminelle fristad – nu er det tid. Læs mere
Af Nauja Lynge
23.09.21, 17:34
Selvstændighedsslæden er ikke køreklar for Grønland. Derfor manipuleres der med præmisserne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.21, 21:00
Grønlands udenrigsminister ønsker stemmeret ud fra etniske skillelinjer, og får en særdeles blid behandling i P1 Morgen. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.09.21, 08:45
Vi har de senere år talt meget om, at mænd taler grimt og nedladende til kvinder. Vi har ikke talt så meget om det modsatte. Læs mere