Forholdene på fødeafdelingerne er ikke tilfredsstillende. Det mener både jordemødre og en række kvinder, der har været i medierne med historier om dårlige fødselsforløb. Noget må gøres, mener flere partier, men hvad? Det er spørgsmålet. Eller rettere: Det burde være spørgsmålet.
I den danske velfærdsdebat stiller man sjældent den slags spørgsmål. I stedet antager man, at problemet er manglende ressourcer, og så afsætter man en pulje. Det bør ikke ske her – i hvert fald ikke før man har sikret sig, om manglende ressourcer faktisk ER problemet.
Det burde være indlysende, at hvis problemet på fødegangene ikke er for få ressourcer, så løser man det ikke ved at tilføre ressourcer, og man svigter dermed fremtidens fødende kvinder. Man svigter samtidig svage grupper i velfærdsstaten, som kunne have bedre gavn af de afsatte penge. Og man svigter endelig skatteyderne, hvis penge man spilder.
I den journalistiske dækning af sagen er der blevet gjort meget lidt for at finde ud af, hvad problemet egentlig er. I efteråret fik man i Danmarks Radios P1 Morgen at vide, at problemet var nedskæringer på området. Men som jeg dengang påpegede, har der aldrig været flere jordemødre per fødende kvinde end i dag. Jeg lavede efterfølgende en podcast med jordemoderforeningens formand, Lis Munk, hvor hun beklagede, at hun havde formuleret sig forkert: Der var ikke blevet skåret ned i svangreomsorgen.
DR har i nyere indslag om sagen droppet udtrykket ”nedskæringer”. Men i stedet bruger man nu det vage udtryk, at jordemødrene er ”pressede”. hvilket stadig giver det indtryk, at problemet er manglende ressourcer.
DR har dog lavet et enkelt indslag i detektor, hvor der gøres opmærksom på de faktiske forhold, altså at der er flere jordemødre per fødende kvinde end nogensinde før. Det bør imidlertid nævnes i hvert eneste indslag om sagen, da det er helt centralt for at forstå problemets karakter. Der er næppe meget tvivl om, at hvis det forholdt sig omvendt – altså at der var færre jordemødre per fødende kvinde end nogensinde før – så ville det blive nævnt i så godt som alle indslag og artikler om sagen.
Vi ved følgende tre ting med sikkerhed:
- Jordemødrene synes de har for travlt – i hvert fald i perioder med spidsbelastning.
- Der er for tiden mange enkeltsager med kvinder, der ikke har været tilfredse med deres fødselsforløb.
- Svangreomsorgen har aldrig har haft flere ressourcer per fødende kvinde end i dag.
Kombinationen af disse tre fakta udgør en paradoks. Det burde være journalisters helligste opgave i en sådan situation at stille sig på borgernes side i stedet for systemets. Det indebærer at stille det kritiske spørgsmål, om velfærdsstaten anvender ressourcerne på den bedst tænkelige måde. Det er jo ressourcer, som den opkræver hos borgerne i form af skatter og afgifter.
Man kan forestille sig en række grunde til paradokset:
- Uhensigtsmæssig organisering af arbejdet, så det er svært for personalet at få lov til at arbejde produktivt. For meget af jordemødrenes tid går med opgaver, der ikke er til gavn for gravide og fødende kvinder.
- Der er skabt nye opgaver til jordemødrene de senere år, som tager tid fra (andre dele af) svangreomsorgen. Det er den primære grund, som Jordemoderforeningen peger på, men den har ingen dokumentation for påstanden. En sådan dokumentation bør fremskaffes. Der bør i den forbindelse også kigges grundigt på, om nogle af opgaverne er unødvendige eller mindre vigtige end de kerneopgaver, som i dag bliver forsømt. Alle steder er der brug for at prioritere mellem mere og mindre vigtige opgaver.
- Det er i virkeligheden primært et spidsbelastningsproblem, som man muligvis i høj grad kan løse ved bedre planlægning af vagtplaner samt mere fleksible indkaldelse af jordemødre, når der opstår uventede spidsbelastninger.
- Fødslerne er blevet mere ressourcekrævende. Det er den anden grund, som Lis Munk peger på, men igen ser der ikke ud til at være entydig dokumentation for, at det forholder sig sådan.
- Jordemødre er blevet mindre villige til at acceptere arbejdsforhold, som førhen blev opfattet som en naturlig del af jobbet. Det afviste Lis Munk i førnævnte podcast.
- De fødende kvinder stiller større krav til svangreomsorgen end tidligere. De flere jordemødre har forbedret kvaliteten men ikke nok til at imødekomme de voksende krav.
”Sandheden” er formentlig en kombination af en række af disse forhold. Der er brug for grundige analyser af problemstillingen, før den kan løses. Det er ikke indlysende, at flere ressourcer til svangreomsorgen er løsningen.
Alle de angivne mulige grunde til paradokset bliver behandlet nærmere og sat i perspektiv i denne podcast – en opfølger til den med Lis Munk. Du kan finde begge afsnit om situationen på landets fødegange samt en række andre afsnit om andre emner ved at finde podcasten ”Samfundstanker” i din podcast app – nyt afsnit udkommer hver onsdag.
