<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Rød bloks ideologiske modstand imod "profit" vil forringe velfærden

Private velfærdsiværksættere skaber innovation, som forbedrer pleje og omsorg

Regeringen og store dele af Rød Blok har en ideologisk modstand imod at lade private virksomheder konkurrere med det offentlige på velfærdsområdet.

En måde at stække konkurrencen på er ved at forbyde private at udbetale et afkast til deres investorer – eller ”profit”, som regeringen kalder det. I forbindelse med den politiske aftale om fremrykning af minimumsnormeringer er det således besluttet, at der ikke må trækkes et overskud ud af private daginstitutioner. Ifølge aftalen, skal nyoprettede private daginstitutioner fremover organiseres som selvejende institutioner. Private virksomheder, må altså ikke længere etablere daginstitutioner. Regeringen har planer – og forhandler i øjeblikket med en række partier i Folketinget – om også at forbyde private botilbud til borgere med handikap.

Et af de mest populære argumenter imod at byde flere private velkommen i velfærdssektoren er, at private virksomheder i modsætning til offentlige institutioner skal tjene penge til deres ejere. Det ses som et tegn på, at penge, der skulle være gået til velfærd i stedet går til kapitalister.

Derfor skulle der angiveligt være flere penge til velfærd i selvejende institutioner end i private virksomheder, der driver fx botilbud. Det bygger imidlertid på en misforståelse.

Hvis en virksomhed, der driver botilbud bliver pålagt at gå fra at være privat til selvejende, kan den ikke længere tiltrække investorer, hvis den skal bygge et nyt botilbud. De skal nemlig have et afkast af deres investering, og det er jo at trække overskud ud af virksomheden. Det kan en selvejende institution ikke. Hvordan skal byggeriet så finansieres? Man må låne pengene i banken.

Hvis man overhovedet kan få en bank til at sige ja til et sådant lån – mere om det nedenfor – vil det ikke være til de nuværende nul procent i rente, da lånet er risikabelt. Så i stedet for at betale et afkast til ejerne, skal botilbuddet betale renter til banken. Det kommer i praksis ud på ét. Modstanden imod ”profit” bygger altså på en misforståelse. Og misforståelse bliver kun større, hvis man helt vil bandlyse det private initiativ på området i den tro, at der bliver flere penge til velfærd, eftersom en kommune hverken skal betale afkast eller renter.

Lad os sammenligne et kommunalt med et privat ejet botilbud. Kommunen opkræver skatter for at kunne bygge botilbuddet. Det kan den private aktør (heldigvis) ikke. For at få råd til at bygge et botilbud, skal den private tiltrække investorer, og det kan man kun ved at tilbyde et afkast af investeringen. Hvis kommunen i stedet for at bygge botilbuddet for skatteydernes penge indgik en aftale med et privat firma, ville skatteyderne spare udgifterne til byggeriet. Denne besparelse, ville skatteyderne kunne sætte i et pensionsselskab, som fx investerer i det private botilbud, og det ville give dem et afkast på deres pensionsopsparing.

Det er altså ren kassetænkning at påstå, at skatteyderne skulle have ”sparet” afkastet. De har tværtimod mistet muligheden for overhovedet at få et afkast af deres penge, når kommunen vælger at opkræve dem i skatter.

Der er mange fordele ved at have private virksomheder, som driver botilbud til handikappede. Lad mig benytte den private koncern Habitus som eksempel. Habitus har ca. 400 ansatte og driver 12 botilbud til borgere over 15 år med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og problemskabende adfærd, typisk som følge af svær autisme.

Habitus har altså specialiseret sig i at hjælpe borgere med meget specifikke problemer. Der er ofte (heldigvis) ikke nok borgere i én kommune med de problemer. Hver enkelt af Habitus’ botilbud tilbyder derfor hjælp til borgere fra flere kommuner – ca. 40 kommuner i alt.

Hvis kommunerne selv skulle oprette og drive sådanne botilbud, skulle de altså købe og sælge pladser til hinanden i stedet for at købe dem af Habitus. Der er altså under alle omstændigheder brug for et marked for ydelserne. Det er ikke til ulempe for de borgere, der har brug for botilbuddene. Det er til deres fordel, at botilbuddene er specialiseret til lige præcis deres behov.

Habitus kan derudover – i modsætning til en kommune – ved at drive en række botilbud opbygge og dele viden om, hvad der virker bedst. Det er den offentlige velfærdssektor dokumenteret elendig til. (Et eksempel er dette case studie, som Mandag Morgen udarbejdede for Produktivitetskommissionen, som finder ”at spredningen af metoder og indsatser – på trods af de betydelige potentialer, som de konkrete cases reflekterer – kun sker langsomt.”)

Administrerende direktør for Habitus Martin Godske forklarer i en samtale med mig til min podcast ”Samfundstanker” (find den i din podcast app eller her (lyd) eller her (youtube)), at Habitus ikke ville kunne skaffe kapital fra banker til finansiering af et nyt botilbud. Bygningerne er højt specialiserede og indrettet til formålet og koster et tocifret millionbeløb at bygge. Investeringen er risikabel, fordi bygningen ikke tilnærmelsesvis ville have samme værdi, hvis den skulle sælges til et andet formål. Hvis Habitus altså fx går konkurs, står banken med en bygning, der ikke ville kunne sælges uden et stort tab.

Nu har jeg hidtil brugt bygninger som eksempel, for det er let at forholde sig til: Alle har brug for tag over hovedet. Men det kan også være andre investeringer. Godske beskriver fx i en kronik i Politiken, hvordan Habitus har investeret i en pædagogisk metode, der involverer indkøb og anvende heste i omsorgen på deres botilbud i Tørring, fordi heste har en dokumenteret evne til at virke lindrende og helbredende på mennesker, som har psykiske eller sociale problemer. De virker angstreducerende og ”empati-styrkende” på mennesker med nedsat mentaliserings evne (fx autisme).

Banker er ikke gearet til at involvere sig i den slags investeringer, der kræver en dyb indsigt i den konkrete branche. Til det skal man bruge private investorer, der besidder denne indsigt samt høj risikovillighed. Habitus ville derfor, ifølge Godske, ikke kunne eksistere, som et folketingsflertal gennemtvang en omorganisering til selveje.

Dansk Industri har foretaget en rundspørge, som viser, at syv ud af ti af de 190 virksomheder på området (bosteder, anbringelsessteder og misbrugsbehandlingstilbud) vil dreje nøglen om, hvis de tvinges til at blive selvejende.

Regeringen kunne så vælge at ”løse” dette problem ved ikke at forbyde etablerede private botilbud Men ”kun” nyetablering. Det vil imidlertid fastfryse sektoren, bremse innovation og hæmme konkurrencen. Hvis det tjener os godt at fastholde de private botilbud, som allerede findes, hvordan kan det så være en god idé at forbyde etablering af nye i fremtiden?

Der er blandt danskerne bred accept af, at private virksomheder giver et afkast til deres ejere. Faktisk er de millioner af danskere, der har en arbejdsmarkedspension eller anden privat opsparing selv afhængige af et sådant afkast for at få råd til en god tilværelse som pensionister. Når vi som forbrugere vælger, om vi skal købe varer i fx Netto eller Fakta, antager vi ikke, at det supermarked, der betaler mindst afkast til ejerne, leverer de bedste varer til kunderne. Vi kigger på pris og kvalitet af varerne.

Politikerne bør følge samme logik, når det gælder velfærdsydelser. Private aktører på velfærdsområdet skal selvfølgelig kunne levere en høj kvalitet til en konkurrencedygtig pris sammenlignet med, hvad det offentlige selv kan præstere. Det kan de typisk også. Og kan de dét, er det kun en god ting, hvis de også kan tjene et afkast til deres investorer. Det er et tegn på, at der er tale om en veldrevet virksomhed, der ikke spilder ressourcer.

Forbyder man ”profit” (eller afkast af investeringer, som der i virkeligheden er tale om), vil der ikke kunne skaffes kapital til investeringer, som løfter kvaliteten og omsorgen. Sektoren mister innovation og virkelyst til skade for de borgere, som virksomheder som Habitus hjælper og yder omsorg for.

Det er til skade for velfærden. Forskellige former for ejerskab kan forskellige ting og bør derfor eksistere som mulige etableringsformer. Der er ikke én ejerskabsform, som er den rigtige. Indenfor sport og motion har vi offentlige institutioner som svømmehaller, vi har selvejende civilsamfundsinstitutioner i foreningslivet såsom fodboldklubber, og vi har kommercielle virksomheder, såsom motionscentre. De kan forskellige ting, og tilsammen giver de borgerne et varieret udbud.

Noget af det, som private virksomheder kan er at vokse sig store og tilbyde en ensartet ydelse på tværs af mange kommuner – tænk fx på McDonalds. Side om side med dem eksisterer andre ejerskabsformer, der tilbyder lignende produkter: den lokale personligt ejede shawarma-bar. Det er ikke sådan, at det ene er bedre end det andet. Det er godt, at begge ejerskabsformer er en mulighed. Tilstedeværelsen af begge former øger valgmulighederne for kunderne og skærper konkurrencen, hvilket giver bedre kvalitet til en lavere pris.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017). Han er endvidere vært på podcasten "Samfundstanker".
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
28.09.21, 09:15
Politikerne har i årtier talt og talt om, hvordan de vil forbedre den kommunale ældrepleje. Det er bare ikke blevet bedre. Og det bliver ikke bedre af fortsat snak og flere af de initiativer, politikerne allerede har forsøgt igen og igen. Læs mere
Af Henrik Dahl
27.09.21, 14:48
Vores samfundsmodel er bedre end den hippie-anarkistiske samfundsmodel, grundlæggerne af Christiania troede på. Det er et gode for borgerne at leve i et samfund, hvor der er respekt for den almindelige voksne ansvarlighed og for de traditioner og værdier, der har tjent os godt gennem umindelige tider. Læs mere
Af Martin Lidegaard
26.09.21, 12:05
Danske virksomheder er langt foran politikerne på Christiansborg i viljen til grøn omstilling. Hvorfor bakker vi dem ikke helhjertet op? Læs mere
Af Mikael Jalving
26.09.21, 09:30
Ny lærebog i islams tilblivelse falder på et meget, meget tørt sted, i en tid, hvor det i medierne alt for nemt reduceres til noget med tørklæder, tolerance, eid og slik uden animalsk gelatine. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
26.09.21, 09:04
Det er fortsat eksotisk, når en mand møder op til babyrytmik. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
24.09.21, 11:30
Held og lykke til SSW's vej til Forbundsdagen, der vil være den nordligste delstats tiltrængte stemme i Berlin – og måske tungen på vægtskålen. Læs mere
Af Søren Gade
23.09.21, 22:24
Hvis man forbyder fly, vil de fleste formentligt i stedet vælge bilen, hvilket det europæiske vejnet slet ikke er gearet til. Læs mere
Af Isabella Arendt
23.09.21, 22:19
Jeg kan godt forstå, at landbruget føler, at regeringen lyver for dem - og danskerne. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
23.09.21, 18:30
Vi har desværre aldrig kunnet tage os sammen til at få ryddet den kriminelle fristad – nu er det tid. Læs mere
Af Nauja Lynge
23.09.21, 17:34
Selvstændighedsslæden er ikke køreklar for Grønland. Derfor manipuleres der med præmisserne. Læs mere