<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

De borgerlige har ikke længere indvandring som trumfkort og må derfor udvikle nye blå trumfkort på velfærd, skat og klima

Sidste blog i sommerserien: Sådan kan de borgerlige trække Danmark i en blå retning

Når politiske partier er i krise, er rygmarvsreaktionen fra partiets ledelse ofte at bedyre, at det ikke er partiets politik, der er noget i vejen med. Politikken er blot blevet kommunikeret for dårligt til vælgerne. Jeg vil påstå, at man ikke på den måde kan adskille politisk indhold og kommunikation. Et parti kan have et fint principprogram og fornuftige politiske forslag på papiret. Men sandhedens øjeblik, der definerer, hvad partiet reelt står for, opstår i hverdagen. For eksempel i de konkrete politiske forhandlinger med andre partier og i valg af fokus, når partiets ledelse leverer citater til pressen eller udtaler sig på radio og tv.

Liberal Alliances nedsmeltning i perioden 2015-19 bevidner, at det ikke er nok, at et parti har en sammenhængende politik, der appellerer til en vælgergruppe af en vis størrelse. Det havde – og har – LA. Men partiet kom på afveje både med hensyn til kommunikation samt med, hvordan man valgte at forvalte og prioritere sin politik i de politiske forhandlinger med andre partier.

I denne sommerserie af blogs har mit primære fokus været partiet Venstre. Venstre har igennem hele perioden været det borgerlige Danmarks statsministerparti og – bortset fra sidste valgperiode, hvor DF overtog den rolle for en kort bemærkning – Danmarks største borgerlige parti. Det er svært at se, hvordan det borgerlige Danmark skal komme på fode igen, uden at Venstre spiller en hovedrolle.

Som jeg har vist i denne blogserie, står Venstre svækket som følge af mange fejltrin på alle tre områder: Partiet har forsømt at udvikle liberale svar på de store politiske udfordringer. Partiet har ikke kommunikeret liberalt. Og partiet har ikke håndhævet liberale mærkesager i de politiske forhandlinger med andre partier – i særdeleshed Dansk Folkeparti.

Nedenfor vil jeg primært fokusere på de overordnede principper og politiske forslag, som kan føre de borgerlige – med Venstre i spidsen – ud af deres nuværende krise og tilbage til magten på Christiansborg. Jeg ser altså bort fra de to andre aspekter, vel vidende at de naturligvis også bliver helt afgørende. Jeg ser dels bort fra dem, fordi det ikke er her, min spidskompetence ligger. Jeg er ikke politiker eller spindoktor. Jeg kan lægge den politik frem, Danmark har brug for. Hvordan partierne vil sælge den til vælgerne, er deres sag. Men derudover vil både kommunikation og forhandlinger udspille sig i konkrete situationer i fremtiden, som ikke kan forudses nu.

I mine blogs har jeg argumenteret for, at det i politik er nødvendigt at løbe kalkulerede risici på udvalgte områder. Det betyder, at man udvikler politik, som ikke nødvendigvis er efterspurgt af vælgerne her og nu, men som leverer så overbevisende svar, at man med god politisk kommunikation med tiden kan flytte vælgerne i retning af den nye politik og dermed tiltrække nye (og fraløbne) vælgere.

Det er en sådan proces, det borgerlige Danmark står overfor. Den kan tage en årrække, og det er ikke sikkert, at den kan levere borgerligt flertal ved næste valg. Men der er næppe nogen anden vej. Indvandrerpolitikken vender formentlig ikke tilbage som et ultimativt trumfkort. Til gengæld kan en sådan proces føre til en ny borgerlig storhedstid, hvor det bliver muligt at trække Danmark i en klart borgerlig retning.

De emner, jeg behandler, er dem, jeg selv har forstand på. De dækker dermed i sagens natur ikke alt, hvad der er vigtigt for det borgerlige Danmark. Men tilsammen tegner de en skitse og sætter en retning.

Indvandringspolitik
Den tid er forbi, hvor indvandringspolitik var et borgerligt trumfkort. Socialdemokraterne ser ud til at være med hele vejen, når det gælder om at være restriktiv med hensyn til at begrænse nye indvandrere – i hvert fald den del af vejen, som reelt kan gennemføres.

Muligheden for en borgerlig kant i indvandringspolitikken ligger i et fornyet fokus på at sikre, at de indvandrere, der allerede er i Danmark, er selvforsørgende og velintegrerede. Fokus bør flyttes fra illiberale symbolpolitiske tiltag, som der ikke er evidens for virker. Det gælder for eksempel tildækningsforbuddet, obligatorisk håndtryk og store dele af ghettopakken. Meget tyder endvidere på, at det såkaldte paradigmeskift har medført ringere beskæftigelse blandt indvandrere, uden at det har ført til, at flere har forladt landet.

I stedet bør fokus flyttes over på tiltag, der virker – for eksempel ved at øge beskæftigelse og selvforsørgelse. Det kan være lavere ydelser, indslusningsløn, reform af jobcentrene m.v.

En blå indvandringspolitik skal beskytte vores samfundsorden uden at gå på kompromis med det centrale element af selvsamme orden, som er respekten for det enkelte individ og dets frihedsrettigheder.

Klimapolitik
De borgerlige partier forsøgte op til det seneste valg at konkurrere med de røde om, hvem der kunne fremlægge den rødeste klimapolitik. Det gælder især Venstre og De Konservative, som i årevis har støttet planøkonomiske tiltag. Det kapløb tabte de blå partier forudsigeligt, eftersom vælgerne hellere vil betro en rød klimapolitik til røde politikere. De borgerlige må i stedet i gang med at udvikle en blå klimapolitik.

En blå klimapolitik anvender markedsmekanismerne til at udvikle teknologi og andre løsninger, der reducerer udledningen. Det gøres via en CO2-skat (alternativt CO2-kvoter, som grundlæggende er det samme). Til gengæld skal alle støtteordninger, regulering og andre planøkonomiske tiltag skrottes. Provenuet fra CO2-afgiften bør anvendes til at reducere andre skatter.

Både Danmark og klimaet har brug for en blå klimapolitik, da den nuværende røde politik giver alt for små klimaforbedringer for pengene til, at de kan vise en realistisk vej til at bringe CO2-udledningen til ophør – både i Danmark og i særdeleshed globalt.

Bedre offentlig velfærd sikres med bedre organisering, ikke med flere penge
I VK-regeringens første år havde den et offensivt alternativ til rød bloks krav om højere udgifter. Øget offentlig velfærd kunne opnås ad anden vej, nemlig ved at indrette den offentlige sektor, så den gav borgerne et frit valg. Men de senere år har de borgerlige partier næsten helt opgivet idéen om øget frit valg. Dermed er de dømt til at tabe i kampen med rød blok om at være dem, der er bedst til velfærd. Borgerne vil altid have større tro på rød bloks vilje til at øge udgifterne. Hvis blå blok ikke har et alternativ til højere udgifter, vil den stå svagt på velfærdsområdet. Eftersom udlændinge ikke længere er – og muligvis ikke igen kommer til at blive – et trumfkort for blå blok, må blå blok udvikle en blå velfærdsfortælling, der ikke handler om højere udgifter som den centrale (eller endog eneste) løsning.

En blå velfærdspolitik skal tage udgangspunkt i, at der er langt mere perspektiv i at skabe velfungerende konkurrence og frit valg imellem forskellige udbydere, så danskerne får bedre velfærd per udgiftskrone, end de kan få i dag. Vi ser en gradvis tilsanding af velfærdssektoren. Lægerne bruger for eksempel stadig mindre tid på patienter, og pædagoger stadig mindre tid på børnene. Det er konsekvenser af en planøkonomisk velfærdsstat, hvor den politiske detailregulering bliver stadig mere omfattende, og bureaukratiet stadig mere kvælende. Løsningen på disse problemer er ikke at øge udgifterne.

De borgerlige partier kan ikke vinde velfærdsdagsordenen på at konkurrere med socialdemokraterne om, hvem der er villig til at øge udgifterne mest. Vælgerne skal indse, at ”flere penge” ikke længere er en løsning, der sikrer bedre velfærd – blot højere skatter og dermed ringere privat velfærd. Faktisk er det at tilføre flere penge at forsømme de egentlige problemer og dermed at svigte de borgere, hvis velfærd er afhængig af, at disse problemer bliver løst.

Bedre organisering af velfærden opnås via frihed under ansvar
De borgerlige skal sætte innovation og virkelyst fri i velfærdsstaten ved at ansvarliggøre velfærdsstatens institutioner. Det sker ved, at de i konkurrence med hinanden og private velfærdsvirksomheder skal sikre sig borgernes gunst som forbrugere af velfærdsydelser. Institutioner, som taber i konkurrencen om forbrugernes gunst, skal miste indtjening og i sidste instans lukke, så ressourcerne får lov til at blive ledt hen til de bedste og mest innovative aktører på velfærdsmarkedet.

Ansvarliggørelse skal erstatte bureaukrati og kontrol
En sådan konkurrence om borgernes gunst skaber incitamenter, som overflødiggør meget bureaukratisk detailregulering og kontrol. Derved får de enkelte institutioners ledelse og medarbejdere mere frihed og beslutningskraft. Det vil øge motivationen for og glæden ved arbejdet, fordi den enkelte leder og medarbejder mødes med respekt og tillid. Det vil øge kvaliteten af arbejdet, fordi motiverede medarbejdere giver højere kvalitet, og fordi den nyttigste viden mestendels er lokal og konkret, ikke generel og abstrakt.

Borgerne fortjener frit valg på velfærd – ligesom de har på alt deres private forbrug
Borgerne skal derfor have frit valg mellem forskellige institutioner, både offentlige, selvejende og private. Borgerne skal kunne vælge imellem forskellige typer af ydelser og produkter for at kunne tilfredsstille deres forskelligartede individuelle præferencer.

Frit valg bør udbredes til mange flere områder. Ligesom vi har frit skolevalg, bør der være frit valg mellem offentlige og private leverandører af voksen- og efteruddannelse. Dermed vil kvaliteten af efteruddannelse stige til gavn for især dem på kanten af arbejdsmarkedet.

Som medieforbrugere skal borgerne selv kunne bestemme, om de vil have public service fra Danmarks Radio, TV 2 eller helt andre medier. I stedet for at give milliarder til bestemte institutioner såsom DR kan vi som borgere få en public service-voucher, hvormed vi kan købe indhold fra et stort antal godkendte public service-leverandører. Så må vi se, hvordan DR og TV 2 klarer sig i den konkurrence. Mon ikke de formår at blive både bedre og billigere?

Vækst og velstand
Væksten i dansk økonomi har siden finanskrisen ligget langt under de historiske vækstrater. Coronakrisen vil muligvis forværre problemet – selv på lidt længere sigt. Lav vækst er ikke på samme måde som store underskud på statsfinanserne et akut problem. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før dette problem går op for både politikere og befolkning. Når det sker, skal de borgerlige partier have realistiske løsninger klar, og de bør allerede i længere tid have argumenteret for dem for dermed dels at fremme, at vækst hurtigst muligt kommer på dagsordenen, og dels tage ejerskab til den.

Ved at sætte en vækstdagsorden kan de borgerlige partier skabe kant til socialdemokraterne, som ikke har realistiske politiske forslag, som kan øge væksten i Danmark.

Skattelettelse til almindelige danskere
Danmark har OECD’s næsthøjeste skattetryk, kun overgået af Frankrig. De borgerlige partier bør folkeliggøre skattelettelser ved at stille almindelige danskere mærkbare lettelser i udsigt i form af for eksempel lavere bundskat eller lavere registreringsafgift.

Hvis de blå partier satte sig for at sænke skattetrykket til niveauet i Sverige ved at lette bundskatten, ville de kunne gå til valg på at give en LO-familie med to voksne og to børn en skattelettelse på 15.300 kr. om året – eller 1.275 kr. ekstra om måneden til privat velfærd. På mellemlangt sigt kunne ambitionen være at sænke skattetrykket til niveauet i Norge, hvilket ville give LO-familien 90.000 kr. om året eller 7.500 kr. om måneden i ekstra disponibel indkomst.

Finansieringen kan komme fra nulvækst (inflationssikret) i det offentlige forbrug, besparelser på udvalgte områder såsom offentlig administration i ministerier og styrelser, udviklingsbistand og subsidier til erhvervslivet. Det råderum, der fortsat måtte være på de offentlige finanser, bør de borgerlige bruge på at lette skattetrykket frem for at øge det offentlige forbrug.

Regelstop
Siden Berlinmurens fald i 1989 er regelmængden i det danske samfund tredoblet. Og væksten i regelmængden fortsætter år for år. Det reducerer borgernes frihed og dynamikken og væksten i samfundet. Alle regeringer siden Schlüter i 80’erne har haft hensigter om at bremse den udvikling, men hensigtserklæringer virker ikke. En kommende borgerlig regering bør indføre et regelstop, hvorved indførelse af en ny regel skal kompenseres ved afskaffelse af mindst én eller – bedre – to regler. Dette er med succes blevet gennemført flere steder, heriblandt i den canadiske delstat British Columbia.

Endvidere kunne man markant reducere antallet af embedsmænd i centraladministrationen, for eksempel med 25.000. Det er rimeligt at antage, at færre embedsmænd medfører mindre reguleringsaktivitet. Der vil i de kommende år være stor brug for disse veluddannede medarbejdere i det private erhvervsliv. Endvidere ville en sådan reduktion frigive cirka 12 mia. kr. om året, f.eks. til lavere bundskat.

--

Dette var den ottende og sidste blog i en sommerserie om den borgerlige krise og vejen ud af den. De første syv blogs kan læses her, her, her, her, her, her og her.



Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017). Han er endvidere vært på podcasten "Samfundstanker".
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
19.09.21, 08:45
Vi har de senere år talt meget om, at mænd taler grimt og nedladende til kvinder. Vi har ikke talt så meget om det modsatte. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
18.09.21, 19:05
Hvornår melder man afbud, og hvornår vælger man at tage afsted til et arrangement med en lille tvivl i maven? Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.09.21, 19:00
Konstant vækst har vist sig at være skadeligt, både for det enkelte menneske og for planeten. Selvfølgelig kan et alternativ skabes. Det starter først og fremmest med, at vi tror på det, selvom liberalisterne altid vil fortælle jer det modsatte. Læs mere
Af Harun Demirtas
17.09.21, 16:40
Spørgsmålet om, hvorfor sygeplejerskerne er så vrede, og hvad mon man har udsat landets sygeplejersker for, siden de har nået hertil, har stadig ingen forholdt sig til. Læs mere
Af Marie Høgh
17.09.21, 15:30
Det er til at græde over, at ligestillingskampen er blevet så afstumpet, at moderskabet omtales som et biologisk pligtarbejde, man i virkeligheden er for kompetent og for ligestillet til at udføre. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
17.09.21, 13:14
Den nye barselsordning er et udtryk for en forfejlet gammeldags tilgang til ligestilling og familielivet. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
17.09.21, 11:32
Vild natur er ikke at sætte et hegn omkring naturen og sætte semivilde dyr derind. Det er at lege noget, som ikke er. Læs mere
Af Carl Holst
17.09.21, 11:29
Hvem havde forestillet sig, at regeringen ville give myndighederne mulighed for tvangsvaccination og ekspropriation? Det er i tilspidsede situationer, man får forstærket folks styrker og svagheder. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
17.09.21, 09:57
Kære medborgere på Vestegnen. Nu ved vi så meget om vaccination, at vi tør lade os vaccinere. Læs mere
Af Søren Gade
16.09.21, 16:10
Jeg er umådeligt trist over, at EU blander sig i folks barsel. Som liberal arbejder jeg for at give familier flere valgmuligheder, ikke færre. De nye barselsregler er ikke liberale. Læs mere