<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ny Alliance var et liberalt oprør, der satte skub i den liberale reformdagsorden

Femte blog om den borgerlige krise og veje ud af den

Ny Alliance blev dannet i maj 2007, og det er relevant at dvæle lidt ved forløbet i de efterfølgende måneder. Ny Alliance fik i den første tid en enorm vælgertilslutning i meningsmålingerne. På det tidspunkt havde partiet ikke noget egentligt partiprogram. Det eneste vælgerne vidste om partiet, var dybest set fire ting:

1. Hvem stifterne var
2. Ønsket om at være et borgerligt liberalt midterparti
3. Ønsket om at minimere Dansk Folkepartis indflydelse i den borgerlige blok (”nok er nok”)
4. At partiet gik ind for en flad skat på indkomst, så ingen betaler mere end 40 pct. af deres sidst tjente krone i skat.

Den umage trio med Naser Khader i spidsen tiltrak alle mulige meget forskellige vælgergrupper, som projicerede deres egne holdninger og fordomme over på dette parti uden program og med de temmelig vage principerklæringer. En del af dem blev tiltrukket på grund af ”nok er nok”-retorikken.

Men andre vælgergrupper blev tiltrukket af det kraftige signal om en borgerlig liberal reformkurs. Partiets skatteforslag – en afskaffelse af topskatten og indførelse af en flad skat på maks. 40 pct. – var trods alt det eneste konkrete politiske udspil ved partiets første pressemøde.

Gitte Seebergs symbolpolitiske modstand mod Dansk Folkepartis væsen kunne aldrig blive et bærende grundlag for partiets realpolitiske strategi og var faktisk i direkte modstrid med denne. Det, der adskilte Ny Alliance fra de radikale, var faktisk ønsket om at mindske Dansk Folkepartis indflydelse gennem viljen til at samarbejde med de borgerlige – og dermed viljen til at samarbejde med Dansk Folkeparti. Khader og Samuelsen kunne godt se, at der ikke kunne skabes et borgerligt flertal uden om Dansk Folkeparti. Derfor gik øvelsen ud på at sikre en situation, hvor V og K ikke kunne danne flertal med DF alene, men var afhængige af endnu et parti – Ny Alliance. På den måde kunne Alliancen trække regeringen i en anden retning end DF og få stor indflydelse på den førte politik.

Hvad var det så for en anden retning, som et tilpas stort vælgergrundlag ville ønske at trække regeringen i ved at give Ny Alliance deres stemme? Hvor var det ledige standpunkt? For mig at se var der i 2007 især én borgerlig vælgergruppe, som kun i ringe omfang kunne føle sig repræsenteret af de eksisterende partier: De reformorienterede liberale, der ønskede mindre stat og mere privat, lavere skatter og mindre formynderi.

I 2007 var det kommet så vidt, at ikke ét parti i det danske folketing gik ind for blot at stoppe væksten i den offentlige sektor – for slet ikke at tale om at mindske den offentlige sektors størrelse. Dette er bemærkelsesværdigt, for ikke at sige absurd. Både fordi almindelig logik tilsiger, at den offentlige sektor ikke kan blive ved med at vokse, og fordi det store flertal af vælgerne (64 pct.) faktisk omkring det tidspunkt tilkendegav, at de ikke ønskede flere ansatte i den offentlige sektor. 13 procent af vælgerne ønskede sågar færre offentligt ansatte – det er immervæk over 20 mandater! (Tallene stammer fra en meningsmåling udført af Catinét for CEPOS).

Alligevel var dette synspunkt ikke repræsenteret i Folketinget. Det blev det dog heller ikke indledningsvis med Ny Alliance, som gik ind for vækst i de offentlige udgifter men altså signalerede en generel borgerlig reformkurs på skatteområdet. Først med transformationen til Liberal Alliance blev reduktion af den offentlige sektors størrelse en del af den liberale reformkurs.

Ny Alliance fik på to døgn mere end 5.000 medlemmer. Flere meningsmålinger gav partiet opbakning fra over 10 pct. af vælgerne. Som en reaktion på dette liberale oprør trådte De Konservative langt om længe i karakter og forlangte en skattereform, som blandt andet reducerede topskatten.

Venstre imødekom De Konservative, og VK-regeringen fremlagde planer om en beskeden lettelse i toppen af indkomstskalaen i form at et forslag om at flytte topskattegrænsen. Men regeringen havde meget store problemer med at argumentere for sin sag. Medierne fokuserede næsten udelukkende på den selvfølgelighed, at en sænkelse af skatten i toppen medfører, at højtlønnede får en større skattelettelse end lavtlønnede – i medierne symboliseret ved en folkepensionist. Det hele mundede ud i, at den beskedne sænkelse af skatten i toppen igen blev taget af bordet.

Problemet med mantraet om, at skattelettelser ikke er noget, man diskuterer, men noget, man gennemfører, blev med al ønskelig tydelighed udstillet i forbindelse med debatten om forslaget til skatteomlægning, som blev fremlagt i sensommeren 2007. De borgerlige partier havde på små ti år mistet evnen til at argumentere sammenhængende for lavere skat – på trods af at Danmark på det tidspunkt havde verdens højeste skattetryk.

(Dette er femte blog i en sommerserie på (forventet) otte blogs om den borgerlige krise og veje ud af den. De første fire blogs kan læses her, her, her og her. Næste blog i serien kan læses her).

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017). Han er endvidere vært på podcasten "Samfundstanker".
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
17.04.21, 17:57
Samtidig bæver jeg ved reaktionerne fra både EU og Danmark. Læs mere
Af Martin Ågerup
17.04.21, 13:09
Fastholdelsen af forsamlingsforbud på 10 tilsidesætter en grundlovssikrede rettigheder uden saglig grund Læs mere
Af Marie Høgh
16.04.21, 14:00
Hvis du tror, at socialdemokraterne er nationalkonservative, er du faldet for et snedigt orkestreret blændværk. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
16.04.21, 11:35
Der er desværre nu kun ét parti i Danmark, som ikke køber Socialdemokratiets nye absurde samfundskontrakt. Læs mere
Af Isabella Arendt
16.04.21, 08:11
Der er brug for decentralisering. Der er brug for en helt grundlæggende erkendelse af, at der i Danmark er millioner af voksne mennesker, som selv kan tage ansvar for deres liv og hverdag. Læs mere
Af Henrik Dahl
15.04.21, 23:42
Vi er inødt til at genoverveje hele det spørgsmål om indoktrinering i folkeskolen, man diskuterede i 1970’erne. Der skal være metodefrihed og åbenhed i folkeskolen. Men der må også være nogle retningslinjer som sikrer, at det kontroversielle ikke bliver forklædt som det ukontroversielle. Læs mere
Af Søren Gade
15.04.21, 13:00
Mine gamle kolleger i Folketinget må vågne op: Markedsføringen af spil​ er stukket totalt af, og det bør stoppes omgående. Ikke kun ved at fjerne dem i bedste sendetid. Nej, med et totalt forbud. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
15.04.21, 02:38
Der bør omgående indføres frit valg til selv at bestemme, hvilken vaccine man ønsker. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
14.04.21, 14:13
Rapport i Storbritannien fandt ingen diskrimination mod minoriteter – nu sammenlignes den sorte formand med en ”onkel Tom”. Læs mere