Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den borgerlige krise: Kulturkampen, som ikke blev ført, og kontraktpolitikkens udtørring af den borgerlige nytænkning

Man kan ikke føre værdikamp alene med retorik

Dette er tredje blog i en serie på (formentlig) otte blogs om kilderne til og vejene ud af den borgerlige krise. De første to blogs kan læses her og her.

Denne blog handler om Anders Fogh Rasmussens såkaldte kulturkamp (eller værdikamp) og VK-regeringernes kontraktpolitik. Kontraktpolitikken indebar, at man gik til valg på nøje udvalgte politikforslag såsom skattestoppet, som et (lille) flertal af vælgerne umiddelbart kunne forstå og tilslutte sig. Disse politikforslag gennemførte man så, og man holdt i øvrigt (i store træk), hvad man havde lovet at gøre, samt hvad man havde lovet ikke at gøre.

Det er selvfølgelig et sundt princip i politik ikke at love mere, end man kan holde, og at undgå løftebrud, når man har vundet valget. Men politisk kan man jo godt udtrykke ambitioner og anvise retninger uden at afgive løfter, hvorefter man vedholdende argumenterer for sin politik. Hvis man kun argumenterer for politik, som man på forhånd er ret sikker på at kunne gennemføre, sker der ikke nogen politisk innovation med hensyn til udarbejdelse af nye politikforslag og måder at kommunikere dem og argumentere for dem. Kontraktpolitikken bidrager derfor til en udtørring af den borgerlig-liberale nytænkning.

Paradokset er, at dette faktisk også stred imod Fogh Rasmussens egne tanker om behovet for en kultur- eller værdikamp. I et centralt interview i Weekendavisen i januar 2003 havde Fogh blandt andet følgende betragtninger: »Hvis man mere grundlæggende ønsker at dreje et samfund i en anden retning, er det værdidebatten, man skal tage fat på … Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten.«

Men andetsteds i samme interview bliver dette paradoks måske forklaret, for Fogh siger, at »det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den førte økonomiske politik« (min fremhævning). Tanken var altså, at kulturkampen kunne føres uafhængigt af den førte politik. Det kan den naturligvis ikke. Den politiske debat tager sit udgangspunkt i den politik, der bliver lagt frem, og den politik, der bliver ført. Man kan ikke som politisk parti føre en abstrakt værdidebat, som er løsrevet fra den førte politik. En leder af en virksomhed, der altid kommer for sent til møder, kan tale lige så meget, som vedkommende vil, om værdien af at møde til tiden. Mødekulturen bliver dikteret af chefens adfærd, ikke af snak. Det samme i politik.

Et eksempel på dette var partiets motto om, at ”skattelettelser er ikke noget, vi taler om. Det er noget, vi gennemfører”. Problemet viste sig at være, at hvis man ikke fremlægger forslag til skattereformer, der reducerer skattetrykket, og hvis man ikke argumenterer for lavere skat i samfundsdebatten, så forsvinder emnet fra den politiske dagsorden og fra mange vælgeres bevidsthed. Venstres motto burde have lydt: ”Hvis vi ikke taler om skattelettelser, bliver de aldrig til noget”.

Men selv hvis man kunne føre værdikamp med retorik alene, var det ikke dét, Venstre forsøgte at gøre i praksis. Kursskiftet i Venstre efter valgnederlaget i 1998 førte til en nedtoning og på nogle punkter en decideret undsigelse af liberale principper, også rent retorisk. Et velkendt eksempel er, da Venstre i annoncer pralede med, hvor mange ekstra offentligt ansatte der var kommet. Og Fogh Rasmussen, som i interviews og taler ligefrem undsagde liberalismen som ideologi. Hjort Frederiksen talte om, at vi skal smile noget mere, når vi betaler vores skat, fordi pengene går til noget godt (alle sammen?). Og Løkke ville ikke give skattelettelser til folk med udsigt til en badebro og i speedbåd i Skovshoved Havn. Man kunne blive ved.

De Konservative havde på papiret en mere klar borgerlig-liberal profil i den økonomiske politik, men partiet var i perioden præget af intern splittelse med mange formandsskifter og formåede af disse og flere andre grunde, som det vil føre for vidt at komme ind på her, ikke at sætte sig igennem.

Der er undtagelser fra dette generelle billede. En af dem var Lars Løkkes exceptionelt risikovillige lancering af ønsket om at afskaffe efterlønnen i sin nytårstale den 1. januar 2011. Det lykkedes faktisk at opnå et flertal for en kraftig beskæring af efterlønnen. Men samtidig er det kendetegnende, at forslaget blev lanceret som et lyn fra en klar himmel. Efterlønsreformer var ikke noget, Venstre talte om, men noget, Venstre gennemførte.

I valgkampen i 2005 kom Folketingets daværende formand og venstrepolitiker Christian Mejdahl til at udtale følgende til Nordjyske Stiftstidende: »Jeg har ikke fantasi til at forestille mig andet, end at Folketinget på grundlag af en række ubestridelige kendsgerninger på sigt må fjerne retten til efterløn.« Han blev sat brutalt på plads af partiets ledelse og måtte gå bodsgang. Her er, hvad en journalist fra Berlingske Tidende dengang skrev om sagen: »Mejdahls angren er både tragisk og rørende. Rørende fordi alle ved, at det sidste, Mejdahl ønsker, er at skade sit parti. Tragisk, fordi enhver kan sige sig selv, at Mejdahl dementerer et udsagn, som er indlysende sandt. Det er svært at sige præcis, hvad der sker. Men der er et eller andet i en lang, smuk demokratisk tradition, der dør, da Christian Mejdahl – Folketingets formand – undskylder over for statsministerens spindoktor, Michael Christiansen.«

Tænker man meget kortsigtet, kan man selvfølgelig hævde, at Venstres ”stealth”-tilgang til reformering af efterlønnen virkede: Venstre vandt valget i 2005 og fik gennemført en reform i 2011. Men ifølge valgforsker Rune Stubager tabte Venstre formentlig valget senere i 2011 på grund af beskæringen af efterlønnen[1]. Måske kunne man have vundet valgene i både 2005 og 2011, hvis man havde talt åbent og ærligt om behovet for senere tilbagetrækning igennem hele perioden.

Næste blog i serien

[1] https://www.altinget.dk/artikel/forskere-efterloen-afgjorde-valget

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
07.08.20, 20:31
Vejen frem er ikke at hakke på de unge, for uden deres opbakning løser vi ikke coronakrisen!   Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
07.08.20, 18:08
Danske aviser vælger at citere den nok mest krigsglade mand, John Bolton, i Washington D.C. Hvorfor? Læs mere
Af Marie Høgh
07.08.20, 15:30
Kritikken af DF'erens udmeldinger om kristendommen afslører det dybe dannelseshul, han taler ind i. Læs mere
Af Signe Munk
06.08.20, 17:00
De borgerlige partier er røget helt op i loftet over forslaget om at fjerne benzin- og dieselbiler fra vejene på sigt. Men hvad har de selv at byde ind med? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
06.08.20, 13:50
Lige nu sker der ting og sager, der er værd at holde alvorligt øje med i Hviderusland. En brutal diktator kæmper for sin trone. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
05.08.20, 18:55
Religionsfriheden er udvidet ved lov i 1992. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
05.08.20, 18:17
Og det skyldes selvsagt deres i snit langt lavere kvalifikationer. Læs mere
Af Christina Egelund
05.08.20, 17:30
”Forstå det, hvem der kan. Jeg kan ikke.” Sådan afslutter Mikael Jalving sit blogindlæg ”Importen af muslimske migranter er en kronisk fiasko”. Den afslutning er et rammende resumé. For helt ærligt, så er det en lang opvisning af, at Jalving ikke forstår ret meget, når det kommer til udlændingepolitik. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
05.08.20, 10:27
Grundtvig ønskede større frihed, end grundloven giver Læs mere