Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

I ”Kapital og ideologi” drømmer Thomas Piketty om en socialistisk transeuropæisk føderation

Den franske økonom vil "overvinde" den private ejendomsret og nationalstaten

Den franske økonom Thomas Piketty fik stor international opmærksomhed ved udgivelsen af hans første bog Le Capital au XXIe siècle i 2013 og i særdeleshed, da denne blev oversat til andre sprog i 2014, heriblandt til dansk med titlen Kapitalen i det 21. Århundrede.

 Thomas Piketty

Bogen blev købt af mange men læst af få. En analyse har vist, at læsere af Kindle-versionen typisk ikke nåede længere end til side 26 af bogens 700 sider. Dermed er den blandt de mindst læste bøger i verden.

Pikettys nye bog, Kapital og ideologi, er godt 1.000 sider lang og kan meget vel komme til at lide samme skæbne.

Omtrent halvdelen af bogen er en gennemgang af udvalgte aspekter af samfundsindretningen i forskellige dele af verden og i forskellige historiske epoker, krydret med tidsserier, der estimerer graden af ulighed i formue og indkomst. Denne del af bogen rummer mange interessante oplysninger. Piketty viser et imponerende og detaljeret kendskab til blandt andet skatteregler i en række lande og tidsperioder. Hvis Piketty havde valgt at skrive en fagbog om de forhold, havde dette været en ganske anden – og mere positiv – anmeldelse.

Privat ejendomsret skal overvindes

Det er imidlertid ikke sådan en bog, Piketty har skrevet. Kapital og Ideologi er først og fremmest politisk bog med en lang række politiske forslag. Allerede i indledningen skriver Piketty, at han med bogen ønsker at argumentere for et socialistisk samfund. Kapitalismen og den private ejendomsret skal ”overvindes” (eller transcenderes, som er det udtryk, der anvendes i den engelske udgave – et udtryk, som blandt andre også Venezuelas tidligere præsident Hugo Chavez anvendte i sine taler).

Hele bogen gennemsyres af dette politiske formål, også de historiske kapitler. For eksempel postulerer han, at der er ”kontinuitet mellem de slavemæssige, kolonialistiske og proprietaristiske logikker”. At købe et hus og herefter insistere på, at man har ejendomsret til det er ifølge Pikettys måde at se verden på i lige forlængelse af at tage til Afrika, tilfangetage tilfældige mennesker, kaste dem i lænker, sejle dem over Atlanten og sætte dem til tvangsarbejde resten af deres liv. Ikke lige så slemt ganske vist, men moralsk set i samme boldgade. Sådanne bizarre ideologiske betragtninger gennemsyrer hele bogen, også den ellers angiveligt mere beskrivende og analytiske første halvdel.

Når professor Michael Svarer i sin anmeldelse i Altinget skriver, at han personligt kunne have undværet Pikettys personlige holdninger, men alligevel – helt uforklarligt – giver den seks stjerner, svarer det omtrent til at rose en koncert, men dog påpege, at man ikke brød sig om musikken.

Piketty insisterer på, uden at overbevise, at han ikke er Marxist. Han påpeger, at Marx så samfundets indretning og magtrelationer som nærmest mekanisk afledt af den fremherskende produktionsteknologi: dampmaskinen gav os fx industriproduktion og arbejderklassen. Han selv derimod opfatter samfundets udvikling som drevet af ideer og ideologi. Ifølge Piketty kan verdenshistorien forstås som faser med hver deres ulighedsregime. I hver fase er der en fremherskende ideologi, hvis formål er at retfærdiggøre og dermed fastholde uligheden i samfundet til gavn for den til enhver tid herskende elite af velhavere.

Piketty har dog meget andet til fælles med Marx, blandt andet denne insisteren på, at en enkelt faktor kan forklare samfundsindretningen. For Marx er det teknologi, for Piketty ideologi. Og begge opfatter grundlæggende opbyggelse af kapital (og dermed velstand) som noget, der sker af sig selv, og primært tjener det formål at berige en lille elite på bekostning af den brede befolkning.

At se ideologi som historiens drivkraft er belejligt for den intellektuelle socialist Piketty. Det indebærer, at for at komme uligheden i samfundet til livs, skal man blot overbevise folk om at tilslutte sig en anden ideologi end den herskende. Men dermed hævder Piketty, uden nogen form argumentation, at alt det han ikke bryder sig om, ikke tjener noget formål, men blot er overflødig ideologi. Det kan jo i princippet være korrekt, men det kræver en argumentation at påvise, at det er korrekt. En sådan argumentation rummer bogen ikke, og det er dens helt store svaghed.

Et eksempel på dette er Pikettys syn på privat ejendomsret. Han ser den forfatningsbaserede beskyttelse af privat ejendom som udtryk for en ”helliggørelse” af retten til ejendom. Han ser det som en ideologi, og han kalder den ”proprietarisme”. Denne ideologi tjener ifølge Piketty intet andet formål end at beskytte de riges interesser. Der findes imidlertid en kæmpe økonomisk litteratur, som modsiger Piketty. Privat ejendomsret er ifølge langt de fleste økonomer en meget vigtig institution i samfundet, blandt andet fordi den er en forudsætning for velstandsskabelse, innovation og beskyttelse af den personlige frihed. Piketty forholder sig ikke til denne litteratur (ud over kort at nævne nobelpristageren i økonomi Douglass North i en fodnote).

Marginalskat på 90 procent

Piketty anbefaler også en voldsom forøgelse af omfordelingen i samfundet uden overhovedet at forholde sig til den betydelige og overbevisende økonomisk litteratur, som konkluderer, at omfattende omfordeling skader velstand og vækst. Selvom graden af omfordeling er hele bogens omdrejningspunkt, er hans eneste argument for ikke at bekymre sig for effekterne på vækst og velstand af hans mange forslag, at perioden efter 2. verdenskrig og frem til 1970 var en periode præget af både lav ulighed og høj vækst.

Det er ikke noget overbevisende argument. Flere faktorer skabte meget gunstige vækstvilkår i årtierne efter anden verdenskrig. Den tabte velstand fra krigsårene blev indhentet, den internationale samhandel blev åbnet igen efter protektionismen i 30’erne og krigsårene, og mange kvinder kom ud på arbejdsmarkedet og øgede den statistisk målte vækst. De vilkår var meget gunstige og kommer ikke igen.

Endvidere springer Piketty let hen over, at endepunktet for denne periode var en dyb international krise med høj ledighed, høj inflation og kæmpe statsgæld.

Piketty foreslår marginalskatter på op til 90 procent på både lønindkomst, kapitalindkomst og arv, men har ingen som helst diskussion af den omfattende økonomiske litteratur, der viser at så høje marginalskatter har ganske alvorlige forvridningseffekter, som skader vækst, investeringer og produktivitet.

Pikettys bog kunne have været spændende, hvis han havde argumenteret for sin sag og sine synspunkter ved at forklare, hvorfor han ikke er enig med sine fagfæller. Det gør han imidlertid intet sted i den mere end 1000 sider lange bog.

Paul Krugman: ”Noget af en skuffelse”

Netop dét er formentlig en væsentlig årsag til, at selv venstrefløjs-økonomer har taget køligt imod bogen. For eksempel skriver nobelpristager Paul Krugman i sin anmeldelse i New York Times: ”Jeg ønskede virkelig at synes om ”Kapital og Ideologi”, men jeg bliver nødt til at indrømme, at den er noget af en skuffelse” (min oversættelse). Skuffelsen for den tænkende del af venstrefløjen vil netop bunde i, at Piketty end ikke forsøger at levere et indspark til politisk økonomi, som økonomer kan tage alvorligt. Han lever i sit eget univers uden at gå i dialog med sine fagfæller.

Pikettys bøger bidrager meget lidt til den økonomiske tænkning. Han er primært en tal-mand, som er god til at nørkle med regneark. Det har også stor værdi, og det er som sådan, at han nyder en vis respekt (selvom hans datagrundlag også er blevet kritiseret). Men som økonomisk tænker har Piketty ikke bidraget med noget af blivende kvalitet. Den meget omtalte hypotese fra hans seneste bog, om at uligheden vil stige fordi afkastet på kapital er større end væksten i økonomien (R>G) blev efterfølgende udsat for hård kritik af økonomer.

I stedet for at gå i dialog med sine kritikkere i denne nye bog, har Piketty tilsyneladende helt opgivet hypotesen. Den er ikke nævnt i bogen. Selvom bogens tema kalder på det. Står Piketty fortsat ved sin hypotese? Det blev han spurgt om i en podcast fra The Economist i anledning af udgivelsen, men svarede ikke på spørgsmålet.

For Piketty spiller skattepolitik den altafgørende rolle i forklaringen af udviklingen i uligheden samt dermed også i hans forslag til at reducere den. Han er besat af ideen om at øge marginalskatterne og dermed gøre beskatningen mere progressiv. Det er imidlertid enøjet. I Danmark, for eksempel, finder 80 procent af omfordelingen fra høj til lav indkomst sted via overførselsindkomster såsom folkepension, kontanthjælp og SU. Piketty foreslår ganske vist også højere overførsler, men hans hovedfokus igennem hele bogen er på at gøre skattesystemer mere progressive, især skatterne på kapital. Dette på trods af, at for eksempel højere selskabsskat formentlig slet ikke mindske uligheden, fordi det samtidig fører til færre investeringer og dermed lavere lønninger for arbejderne. Topskatten spiller en meget lille rolle i mindskelsen af uligheden. Hvis man afskaffede topskatten, ville uligheden kun stige marginalt, og Danmark ville stadig have mindre ulighed end Sverige.

Andre forhold udenfor velfærdsstaten spiller også ind på graden af ulighed. Digitalisering og anden teknologisk udvikling, for eksempel, og graden af konkurrence. Tidligere på året udkom en interessant bog af en anden fransk økonom, Thomas Philippon, med titlen ”The Great Reversal”. Bogen argumenterer blandt andet for, at den stigende ulighed i USA i et væsentligt omfang skyldes, at konkurrencen er blevet forringet.

Mere lige men også mere fattige

Piketty vil ikke afskaffe privat ejendom, men han vil gøre den midlertidig. Via konfiskatorisk høje skatter, skal iværksættere og virksomhedsejere fratages ejerskabet til deres virksomheder. Det skal cirkuleres til nye ejere. Det vil naturligvis mindske formue-uligheden, men hvilken grund er der til at antage, at virksomhedsejere vil løbe samme risiko og arbejde lige så hårdt, hvis de i sidste ende står til at miste virksomheden. Hvordan skal de skaffe risikovillig kapital, hvis belønningen for at løbe en høj risiko ikke er et stort afkast men en høj skat?

Ideen om at cirkulere ejerskab bygger grundlæggende på den antagelse, at det ikke kræver nogen særlig indsats, særlige evner eller en særlig risikovillighed. De velhavende laver ikke rigtig noget, og derfor kan man lige så godt beskatte dem hårdt.

Den forskel, som Piketty fremhæver mellem Marx og ham selv, forekommer at være ret overfladisk. Begge har den forståelse, at historien er drevet af en enkelt faktor, og begge opfatter kapitalafkast som noget, der grundlæggende set sker af sig selv.

Eftersom det rent faktisk kræver en indsats, evner og en risikovillighed at få kapital til at yngle, vil Pikettys forslag om meget høje skatter på kapital sænke investeringer, produktivitet og velstand. Også her findes en omfattende litteratur, som Piketty bare ignorerer.

Kaster man et blik på listen over de 20 mest velhavende personer i verden, fremgår det, at de så godt som alle har skabt deres egne formuer. Kun i en enkelt sætning i bogen forholder Piketty sig til, om det overhovedet er retfærdigt at tage formuen fra de rige. Hans eneste argument for dette – over samtlige 1000 sider – er, at de jo ikke selv har skabt deres velstand. De har fået stillet veje, uddannelse af dem selv og deres medarbejdere og anden infrastruktur til rådighed af staten.

Modargumentet er jo, at alle vi andre også har fået stillet denne infrastruktur til rådighed. Men af en eller anden grund, er det ikke os alle sammen, der formår at opbygge store virksomheder, opfinde nye produkter og skabe masser af arbejdspladser til glade danskere samt undervejs en stor formue til os selv. Det kunne have været spændende at høre Pikettys svar på denne indvending, men ikke engang så langt har han orket at forholde sig kritisk til sit ideologiske standpunkt.

Hvorom alting er, så tyder det på, at nogle mennesker bare er exceptionelt dygtige til at forrente kapital, og at det derfor kan blive meget dyrt for samfundet at cirkulere denne kapital til andre, der ikke har vist samme evner. Midlertidigt ejerskab vil gøre os meget mere lige, men også meget mere fattige. Piketty har end ikke en diskussion af denne problemstilling.

Ligheden mellem Piketty og Marx

På dette punkt adskiller Piketty sig ikke fra andre marxister. Alle har de dét tilfælles, at de undervurderer, hvor vanskeligt det er at forrente kapital. Og de ser i samme åndedrag bort fra betydningen af incitamenter, der sikrer, at risiko og flid belønnes. Den værdi, som aktivt ejerskab af virksomheder - iværksætterne, ejerlederne – skaber, må per definition nedvurderes af socialister. De opfatter nemlig kapitalafkast som en slags tyveri fra arbejderne – eller ”arbejdsfri indkomst”, som de kalder det i Enhedslisten.

Inden den kommunistiske magtovertagelse i Rusland, skrev Lenin for eksempel om, hvor enkelt det ville være at drive virksomheder i et planøkonomisk system: ”Den nødvendige administration er blevet forenklet af kapitalismen i en sådan grad, at det kun kræver enkle operationer som opsyn, lagerføring og udstedelse af kvitteringer – noget der kan udføres af hvem som helst, der kan læse og skrive og behersker de fire grundlæggende regnearter” (min oversættelse). Det er i en nøddeskal denne tankegang, der har skabt fattigdom overalt, hvor den er blevet fulgt, og som ville skabe fattigdom, hvis Piketty eller Enhedslisten fik magt, som de har agt. Lenin selv blev nødt til i praksis at trække i land med sin ”ny økonomiske politik”.

Piketty tænker grundlæggende på samme måde som Lenin og sine øvrige marxistiske forgængere. Hvorfor skal Steve Jobs dog tjene milliarder, når hvem som helst kan styre Apple? Hvor svært kan det være? Midlertidigt ejerskab, tak. Nye folk må til biddet.

Deltager-socialisme – gammel vin på nye flaske

Piketty er ferm til at få sine ekstreme ideer til at fremstå tilforladelige for dem, der ikke har forstand på økonomi eller måske kun løseligt læser hans bog eller omtalen af den. Og det lykkes desværre i væsentligt omfang: Arkitekturredaktør Karsten Ifversen skriver således i sin anmeldelse i Politiken, at ”Thomas Piketty har gjort kritikken af kapitalismen salonfæhig, trukket den ud af armene på anarkister og overvintrende marxister fra den yderste venstrefløj og sat den ind på den politiske midterbane”. Men der er intet midtsøgende eller moderat ved Piketty. Manden er ekstremist.

Piketty forsøger at sælge sin ”deltagersocialisme” ved at referere til Tyskland og Skandinavien, hvor medarbejderne ret til at vælge repræsentanter til bestyrelsen i aktieselskaber, anpartsselskaber og erhvervsdrivende fonde. Men Piketty vil lave regler, der giver medarbejderne flertal i bestyrelsen. Det sige sig selv, at det er noget helt andet og skaber en situation, hvor virksomheder kan få svært ved at skaffe kapital, lade sig opkøbe, fusionere osv fordi ingen andre end medarbejderne kan have kontrollen over virksomheden.

Det er naivt at tro, at dette som oftest er i medarbejdernes interesse. Det kan nemlig indebære, at det er vanskeligt at skaffe midler til investeringer fra andre end medarbejderne selv. Det giver imidlertid en meget stor risikoeksponering både at have sit job og sin formue i samme virksomhed. Går den ned, står man pludselig både uden indkomst og uden formue. Og det skaber i øvrigt ikke den ønskede lighed.

Det forventelige forløb vil derfor være, at når medarbejderejede virksomheder viser sig ikke at kunne skaffe kapital til investeringer, vil staten skulle træde til. Derfor ender et statsligt krav om medarbejder-eje i sidste ende med statsligt ejerskab, og så bevæger vi os i retning af et traditionelt socialistisk scenarie i stil med Østeuropa før Murens fald eller Venezuela under Chavez. Men det bekymrer ikke Piketty, for i hans univers er kapital bare noget, der er der, og som man frit kan flytte rundt på. ”Deltagersocialisme” lyder tilforladeligt, men det er god gammeldags socialisme, som vi altid har kendt det – gammel vin på nye flaske.

Langt til venstre for Enhedslisten

Sidst i bogen fremsætter Piketty en række forslag, heriblandt især en række forslag om højere skatter på kapital, formue og arv. Professor Michael Svarer skriver i sin anmeldelse, at ”forslagene i overvejende grad er en integreret del af det danske skatte- og velfærdssystem”. Det har jeg ærligt talt svært ved at betragte som et korrekt udsagn, og jeg vil faktisk anbefale Svarer, at han kalder sin anmeldelse tilbage, genlæser bogen og skriver en ny anmeldelse.

Danmark afskaffede formueskatten i 1995. Piketty vil ikke alene genindføre formueskat men med en ekstremt høj sats.

Pikettys formueskat indebærer en gennemsnitsskat på den samlede formue i samfundet, som er 69 gange så høj som dét, Enhedslisten foreslår. Den højest formueskattesats hos Piketty er på 93 pct. Det er 187 gange højere end SFs på 0,5 pct. og 93 gange højere end Enhedslistens sats på 1 pct. Nej, Piketty finder vi her ikke på den politiske midte, men langt ude på venstrefløjen, lang til venstre for selv Enhedslisten.

Pikettys forslag til arveafgift indebærer, at al arv over 2,6 mio. kr. beskattes med mindst 70 pct. (oveni den løbende beskatning, der allerede er sket af arveladeren). Til sammenligning er den nuværende arveafgift på 15 pct. af arv over ca. 300.000 kr. til nærmeste slægtninge.

Pikettys foreslag ville i en dansk kontekst indebære, at de ca. 1,7 mio. danskere, som har en formue på over 650.000 kr., skal man betale en formueskat på 1,3 pct. En sådan skat ville for mange spise tæt ved hele afkastet af formuen. Når man så tager højde for, at afkastet jo også bliver beskattet, taler vi om konfiskatorisk beskatning allerede på det niveau. Men Pikettys formueskat stiger gradvist til 10 procent for formuer over 13 mio. kr. En virksomhedsejer vil altså i løbet af godt et årti se omtrent hele værdien over 13 mio. kr. beskattet bort i løbet af et årti. Det kan kun finansieres ved at sælge og miste kontrollen over virksomheden. Men hvem ville være der til at købe en sådan virksomhed? Ingen ville være i stand til at opbygge store formuer. Danmark ville blive til et land, hvor de fleste virksomheder enten skulle ejes af pensionskasser eller – mere realistisk – staten.

For formuer over 1,3 mia. kr. vil Piketty beskatte med 90 procent. Det siger sig selv, at der i et sådant samfund ikke ville være nogen milliardærer overhovedet. Alene planen om at indføre et sådant skatteregime ville være til massiv kapitalflugt ud af Danmark. Store dele af dansk erhvervsliv ville flytte til udlandet, og Danmark ville hensynke i stagnation.

Transeuropæisk føderation uden gang på Jord

Med andre ord har Pikettys forslag ingen gang på Jord. Men bare rolig, Piketty har en løsning. Problemet er, at løsningen heller ikke har nogen gang på Jord. Pikettys plan er en transeuropæisk føderation, hvor landene skal opgive suverænitet over deres egen skattepolitik. På den måde vil Piketty sikre, at han kan få sine konfiskatoriske skattesatser vedtaget i hele EU.

Kapitalen kan så stadigvæk flygte ud af EU for at undgå at blive brandbeskattet, men her skal EU udnytte, at det er så stor en politisk enhed, at den kan banke ikke-medlemmer på plads, så de hæver deres skatter tilsvarende. Gør det ikke det, skal EU indlede handelskrige og andre sanktioner.

Piketty hævder, at han er tilhænger af ”demokratisk” socialisme og dermed noget ganske andet, end alle regimer, der hidtil har kaldt sig socialistiske. Men for det første er ingen af disse regimer sat i verden med det ønske at være autoritære. Det er de imidlertid alle blevet. Overalt, hvor socialisme er blevet forsøgt, har den ført til undertrykkelse og økonomisk ruin. Uden undtagelse.

Gentagne gange har socialister først hyldet et socialistisk eksperiment og herefter, når det er gået galt, bortforklaret katastrofen med, at det ikke var ”rigtig socialisme”. Det så vi allerede med Sovjetunionen, som socialister verden over hyldede og valfartede til. Da Stalins brutalitet ikke længere var til at ignorere, kastede man kærligheden på Mao, som udviklede en tilsvarende brutalitet. Det har nu gentaget sig mere end 20 gange rundt omkring i verden – altid med samme resultat. Seneste har socialister verden over såsom Noam Chomsky, Bernie Sanders, Jeremy Corbyn og store del af Enhedslisten, heriblandt Pelle Dragsted, hyldet Hugo Chavez og Venezuela.

Gevaldige mængder af magtanvendelse

Man skal da heller ikke grave sig ret dybt ned i hans ræsonnement for at se, at også Pikettys socialisme bygger på gevaldige mængder af magtanvendelse. Europas befolkninger skal underordnes en centralistisk europæisk superstat, som blandt andet indebærer, at borgerne i andre lande skal bestemme, hvor meget danskerne skal betale i skat. Det vil også komme til at indebære, at EU kommer til at bestemme store dele af udgiftspolitikken. Og denne superstat skal med magt pålægge andre stater at underordne sig det europæiske regime. Begrebet ”skat” lyder mere fredeligt end statslig ekspropriation, men hvis skattesatsen er 90 procent, kommer det ud på ét.

Piketty er skeptisk grænsende til det paranoide over stor koncentration af velstand. Økonomisk magt kan blive misbrugt, påpeger han. Men af uforklarlige årsager ser han med milde øjne og stor forhåbning på stor koncentration af politisk magt. Den ser han ingen fare for vil blive misbrugt eller korrumperet. Vi får ikke nogen fornuftig forklaring på denne asymmetri. Mennesker er jo mennesker. Hvis de er tilbøjelig til at misbruge økonomisk magt, må de også være tilbøjelige til at misbruge politisk magt.

De fleste økonomer peger på konkurrence som et godt middel til at sikre sig imod misbrug af økonomisk magt. Men Piketty ser helt bort fra konkurrence som et middel til at stække økonomisk magt. På side 830 fremsætter han endda den for enhver økonom besynderlige påstand, at enhver ejer af fast ejendom i princippet kan bestemme til hvilken pris, vedkommende vil udleje, og virksomhedsejere til hvilken løn, de vil ansætte. Men det gælder jo ikke, hvis lejer og medarbejder har et valg imellem forskellige udlejere eller arbejdsgivere, hvilket heldigvis er normen – monopol er ekstremt sjældent på både ejendoms- og arbejdsmarkedet.

Hvordan forestiller Piketty sig, at en koncentration af den politiske magt i et europæisk magtmonopol vil undgå at udarte til magtmisbrug?

Reelt vil et Pikettysk samfund blive et tyranni, hvor statsmagten bliver uhyrlig stærk, og borgerne meget svage og langt fra magten. Piketty kan kalde sin socialisme ”demokratisk”, men hvor demokratisk vil borgerne opfatte Pikettys magtfulde ”Transnationale Forsamling”, som han kalder den? Selv har han følgende at sige om den sag: ”Generelt er der selvfølgelig ingen naturlig grund til, at der skulle være mere solidaritet mellem folk fra Bayern og Niedersachsen eller folk fra Paris-området og Bretagne end mellem disse og folk fra Piemonte eller Catalonien. Ingen af disse solidaritetsbånd opstår spontant. De er blevet konstrueret historisk og politisk…”.

Piketty er postmodernist

Og her kommer vi måske ind til kernen af problemet med Piketty. Manden er – som så mange af dagens socialister – postmodernist. Samfundet er blot en social konstruktion, en række fortællinger. En samfundsorden er blot et ulighedsregime skabt omkring en ideologi uden anden værdi end at tjene herskerne. En samfundsorden kan bare laves om ved at ændre fortællingen, ideologien. Ejendomsretten tjener ikke andre formål end at beskytte de rige. ”Solidaritetsbånd” mellem borgere, der deler sprog, historie, normer og værdier er blevet konstrueret og kan således ombygges ovenfra og ned via central planlægning. Meritokrati betragter Piketty som en fortælling, der har til formål at legitimere de uligheder, som er i samfundet, ved at bilde folk ind, at de velhavende har fortjent deres velstand via evner og flid. Kapital er bare noget, der findes, ikke noget, der er blevet skabt, og kapitalens fri bevægelighed er blot et ”neoproprietaristisk” regime, der skal beskytte imod formuetransparens.

 Alle disse institutioner: privat ejendom, nationalstaten og det nationale demokrati, meritokrati og frie kapitalbevægelser ser Piketty som ikke havende anden funktion end at være en del af et ulighedsregime, som opretholder ulighed. Og ulighed – ligegyldig i hvilken form og af hvilken årsag – er uacceptabelt for Piketty. Lighed er gud. Den ultimative målsætning, der tilsidesætter alle andre ønsker og hensyn. Med andre ord er Pikettys tænkning totalitær.

På intet tidspunkt i bogen diskuterer Piketty, om der er former for ulighed, der er acceptable og måske endda ønskelige. Piketty fremlægger aldrig nogen klar definition af, hvad han mener med ulighed men blander alle former for ulighed sammen som om det var én grød: ulige mulighed, ulige resultat, økonomisk ulighed, ulighed for loven, manglende stemmeret. Det er alt sammen bare ulighed og lige problematisk.

Lige fordeling af elendigheden

At sikre et samfund, der ligeligt beskytter alle borgeres rettigheder, er essentielt. Det samme er sikringen af den bedst opnåelige grad af lige muligheder. At omfordele til dem, der ikke kan klare sig selv, er ligeledes vigtigt, men ikke kun en opgave for staten. Det meste af denne omfordeling sker jo faktisk i familien selv i udbyggede velfærdsstater.

Det Piketty slet ikke har øje for er, at velstandsfremgang på langt sigt er markant bedre end omfordeling til at fremme levevilkårene for borgene, også for dem med de lave indkomster.

De fattigste 40 procent af danskerne har en markant højere levefod i dag, end for 100 år siden. Men øget omfordeling som følge af velfærdsstaten kan højst forklare en tiendedel af deres indkomstfremgang. Over halvdelen af den skyldes den økonomiske vækst direkte, mens resten skyldes, at væksten har øget velstanden generelt og dermed øget det, der er at omfordele af.

Økonomisk vækst er den bedste socialpolitik. Eller som Winston Churchill har udtrykt det: ”Kapitalismens nedarvede last er den ulige fordeling af goderne. Socialismens nedarvede dyd er den lige fordeling af elendighed.”

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Birthe Rønn Hornbech
10.08.20, 14:30
Kvinders adgang til ordination har ikke noget med kvindeundertrykkelse at gøre; det er et teologisk spørgsmål. Der er stadig sogne i Danmark, hvor kvinder ikke kan få embede. Men krav om kønskvotering fremmer ikke ligestillingen, men undertrykker friheden for kirken til at indrette sig, som dens teologi og tro bestemmer det. Læs mere
Af Christina Egelund
10.08.20, 12:39
Det er både rationelt og rigtigt at gøre, og burde være en selvfølge for de fleste politiske partier i Danmark. Helt bizar bliver debatten, når det påstås, at de 200 kvoteflygtninge er med til at sætte selve danskheden under pres. Smålighed er ikke en dansk værdi. Læs mere
Af Mikael Jalving
10.08.20, 12:00
Vi andre pragmatikere må få det bedste ud af tingene, som de er. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
10.08.20, 00:34
EU skal indføre sanktioner overfor Europas sidste diktator Læs mere
Af Mikael Jalving
09.08.20, 10:00
Vi har brug for at se os lidt over skulderen. Vi kan også kalde det historisk dannelse. Læs mere
Af Nauja Lynge
07.08.20, 20:31
Vejen frem er ikke at hakke på de unge, for uden deres opbakning løser vi ikke coronakrisen. De fleste vil gerne være påpasselige og er mere tolerante over for byens diversitet end mange ældre.   Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
07.08.20, 18:08
Danske aviser vælger at citere den nok mest krigsglade mand, John Bolton, i Washington D.C. Hvorfor? Læs mere
Af Marie Høgh
07.08.20, 15:30
Kritikken af DF'erens udmeldinger om kristendommen afslører det dybe dannelseshul, han taler ind i. Læs mere
Af Signe Munk
06.08.20, 17:00
De borgerlige partier er røget helt op i loftet over forslaget om at fjerne benzin- og dieselbiler fra vejene på sigt. Men hvad har de selv at byde ind med? Læs mere