<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Stærkt kritisabelt, at regeringen fastholder stram nedlukning af erhvervslivet. Der er ikke sundhedsfagligt belæg for den

Mette Frederiksens regering bør lære af sine fejl i håndteringen af coronakrisen

Regeringens håndtering af coronakrisen har haft to faser. I den første fase op til og lige efter nedlukningen den 11. marts står regeringen med stor usikkerhed, eksempler på tilsyneladende ukontrollabel smittespredning og et overvældet sundhedsvæsen med overdødelighed til følge i Norditalien. Regeringen skal træffe en hurtig beslutning. De fleste andre regeringer vælger at lukke hurtigt og hårdt ned. Det er helt forståeligt, at den danske regering gør det samme.

Men nu befinder vi os i en ny fase, hvor vi har meget mere viden. Vi ved nu, at smittespredningen kan stoppes ret hurtigt – overraskende hurtigt faktisk. Nedlukningen knækkede smittekurven så markant, at der nu er forholdsvis bred enighed blandt eksperter om, at regeringens stramme og hurtige nedlukning af Danmark den 11. marts var en overreaktion. »For få er blevet smittet, og den grønne kurve er for flad,« som Berlingske lørdag den 11. april opsummerede eksperternes dom i en overskrift. Det vidste vi ikke den 11. marts, men det blev i dagene og ugerne derefter ret hurtigt klart.

Alligevel valgte regeringen den 6. april kun at sætte en meget beskeden genåbning i gang. Den stramme nedlukning af den private sektor fortsætter, selv om der ikke er fagligt belæg for den i regeringens eget beslutningsgrundlag. Mere om det nedenfor.

Det primære formål med nedlukningen var angiveligt at undgå, at sundhedsvæsenet i Danmark blev overvældet af et større antal patienter med behov for indlæggelse på intensivafdeling og for respiratorbehandling.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er respiratorkapaciteten ca. 1.200 i spidsbelastning, men på intet tidspunkt har der været mere end 138 i respirator i Danmark. Man kunne altså have skånet danskerne for den meget voldsomme nedlukning med de store omkostninger, som det har haft for rigtig mange:

  • 42.000 er blevet arbejdsløse. Og det reelle tal er meget større, fordi mange foreløbigt er parkeret af hjælpepakker.
  • 11.000 patienter har fået udskudt deres operationer. Mange må nu vente i smerte og med risiko for komplikationer og i værste fald død.
  • Yderligere tusinder af operationer på privathospitaler er blevet udskudt, fordi regeringen har beslaglagt privathospitalernes udstyr, selv om der ikke er noget tegn på, at det på hverken kort eller mellemlangt sigt bliver nødvendigt at inddrage til at behandle coronapatienter.
  • Tusindvis af private virksomheder er konkurstruede.
  • Staten har brugt mange milliarder af skatteborgernes penge på at støtte privatansatte, som på grund af regeringens beslutning om nedlukning har mistet deres eksistensgrundlag.

Disse omkostninger er kun toppen af isbjerget. De sociale og økonomiske omkostninger for borgerne vil vise sig i løbet af de kommende måneder og år. Der vil være basis for mange forskningsprojekter. Det er sandsynligt, at især de socialt mest udsatte betaler en stor regning for Frederiksens hårde nedlukning. Vi har for eksempel set ca. en fordobling af antallet af kvinder, som henvender sig til krisecentre, fordi de har fået tæsk af den mand, de bor sammen med. Titusindvis af udsatte børn af forældre, der er misbrugere, har nu i ugevis været i isolation med deres mere eller mindre dysfunktionelle familier – et scenarie, som en nu voksen datter af en alkoholiker kalder »forfærdeligt«. Skoleforskere peger på, at socialt og bogligt svage forældre ikke har de samme forudsætninger for at hjemmeundervise deres børn som vi andre.

Det er vigtigt at forstå, at hvis regeringens strategi alene er at udskyde smitten, ikke at undgå den (og det tyder alt på), så har den stramme nedlukning påført os alle sammen unødigt store omkostninger, uden at det har reddet et eneste ekstra menneskeliv fra coronadød.

Tværtimod kan vi nu risikere, at anden bølge af smitten (som forventes til efteråret) bliver så meget større, fordi så få danskere hidtil er blevet smittet. Regeringen har blot skubbet problemet foran sig og har undervejs påført os alle store omkostninger.

Endvidere har regeringens overreaktion medført, at der er tæret på noget af samfundets modstandskraft over for epidemien. De 11.000 udskudte operationer kan for eksempel ikke udskydes for evigt. Vi risikerer, at mange af de operationer skal udføres, samtidig med at anden bølge af epidemien rammer os i efteråret. Det er vel at mærke operationer, som kunne have været håndteret her i foråret, uden at kapaciteten havde manglet til coronapatienter.

Samfundet tærer på de økonomiske ressourcer, som kan bruges til at modstå nedlukning, uden at vi får ret meget for det i øjeblikket. Meget få bliver smittet, kapaciteten står ledig på sygehusene, hvor der ifølge medierne er ”feriestemning”. Det forsømte forår, kunne man kalde det.

Man kan selvfølgelig beskylde mig for at være bagklog, men allerede den 22. marts – 1,5 uge efter nedlukningen – gjorde jeg opmærksom på, at noget tydede på, at regeringen har lukket for meget ned.

Derudover kan man indvende, at sket er sket. Vi har ikke en tidsmaskine, som gør os i stand til at rette fejl begået i fortiden. Vi må være konstruktive og komme videre.

Det kan der være noget om. Men der er nu også noget konstruktivt i at erkende og lære af fejl. Det ser imidlertid ikke ud til, at regeringen indtil nu har lært ret meget. Det så vi i mandags, da regeringen fremlagde sine beslutninger om en delvis genåbning. Det blev en meget beskeden genåbning, som ligger under endog den mindste model indstillet af embedsværket. Og det er meget uklart, hvorfor regeringen ikke har åbnet mere.

Et af problemerne med regeringens håndtering af coronakrisen er, at statsministeren har sat sig hårdt på beslutningsprocessen og tilsidesat myndighedernes anbefalinger. Statsministeren har stillet sig i spidsen på pressemøde efter pressemøde og har igen og igen understreget, at de trufne beslutninger er politiske, ikke fagligt begrundet. Regeringen har i forlængelse af denne tilgang udvist en uhørt grad af hemmelighedskræmmeri om grundlaget for sine beslutninger, hvilket jeg første gang kritiserede den 18. marts på denne blog.

I forbindelse med genåbningen har regeringen for første gang siden krisens start – men kun efter pres fra oppositionen, så vidt jeg kan vurdere – lagt dele af sit beslutningsgrundlag frem. Det er godt, at regeringen langt om længe bevæger sig delvist væk fra hemmelighedskræmmeriet om grundlaget for sine beslutninger (et hemmelighedskræmmeri, som jeg første gang kritiserede den 18. marts i denne blog).

Imidlertid viser selvsamme beslutningsgrundlag, nemlig denne ekspertrapport, at regeringen fortsat handler meget egenrådigt uden at lytte til fagkundskaben, selv om det i væsentlig grad bidrog til de fejlvurderinger, der førte til den alt for stramme nedlukning den 11. marts.

Ifølge regeringens eget beslutningsgrundlag kunne den nemlig, uden at sygehussystemet blev overvældet, have åbnet samfundet meget mere, end den har gjort. Regeringen fortsætter altså med åbne øjne den hårde nedlukningsstrategi, som siden den 11. marts har påført danskerne store sociale, menneskelige og økonomiske omkostninger, uden at der er en god sundhedsfaglig begrundelse for det.

Denne figur illustrerer, hvad de fagkyndige embedsmænd lagde frem for regeringen:

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Figurerne fortjener en forklaring. De viser den forventede udvikling i antallet af borgere, der vil have behov for intensiv behandling i forskellige åbningsscenarier. Der lægges tre scenarier frem med forskellige grader af åbning – lille, mellem og stor.

Den sorte streg viser det forløb, som i fagsprog kaldes det ”middelrette skøn” for behovet for intensiv behandling, hvilket groft sagt er den mest sandsynlige udvikling. Båndene rundt om den sorte streg er udtryk for, at der er meget stor usikkerhed om, hvordan det vil gå, fordi vores viden og erfaring med sygdommen og dens spredning i det danske samfund fortsat er begrænset.

De forskellige bånd med forskellige farver viser, hvor stor sandsynlighed der er for, at det faktiske antal smittede vil være større end det antal, som båndet angiver.

Da det primære mål med nedlukningen er at sikre, at sygehussystemet ikke bliver overvældet, er det væsentlige at følge med i, hvor de mest røde bånd topper. Det blodrøde bånd angiver det niveau, hvor det forventes, at der kun er 5-10 pct.s sandsynlighed for, at det faktiske antal smittede vil være større end det angivne.

Det bemærkelsesværdige er, at selv under det store åbningsscenarie forventer myndighederne med 90-95 pct.s sandsynlighed, at antallet af personer, der vil have brug for intensivbehandling, ikke kommer til at overstige kapaciteten.

Man kunne selvfølgelig argumentere for et forsigtighedsprincip og dermed vælge det mellemste scenarie, hvor intet tyder på nogen nævneværdig risiko for at skyde over.

Men regeringen valgte i stedet det mindste scenarie – endda i en endnu strammere udgave end den af myndighederne fremlagte. Dermed fastholdt regeringen sin fejlslagne tilgang til coronakrisen med dels meget stram nedlukning og dels tilsidesættelse af myndighedernes vurdering.

Det står i skærende kontrast til beslutningsprocessen i Sverige, hvor Mette Frederiksens socialdemokratiske kollega, Stefan Löfven, fra krisens start har valgt at følge eksperternes anbefalinger. I Sverige er den centrale person ikke statsministeren, men en fagperson, nemlig statsepidemiologen Anders Tegnell. Resultatet har været en markant anderledes tilgang til coronaepidemien. Sverige har lukket markant mindre ned for samfundet end Danmark – hidtil uden at sundhedsvæsenet i Sverige er blevet overvældet. Lige nu er flere døde i Sverige end i Danmark, men det kan meget vel skyldes, at Sverige er længere fremme i forløbet end Danmark og dermed tættere på at kunne åbne samfundet op igen.

Nogle vil måske indvende, at det er bedre at være på den sikre side. Men der er også risici og omkostninger ved nedlukning. De skal afvejes imod risikoen ved at genåbne. Endvidere viser erfaringen med nedlukningen siden den 11. marts, at nedlukning faktisk virker – og ret hurtigt, hvilket denne efterhånden velkendte figur illustrerer:

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Nedlukningen skete den 11. marts, og tre uger efter begyndte antallet af indlagte at falde. Der er altså mulighed for at trække i nødbremsen, hvis man får åbnet for meget op, og væksten i antallet af smittede begynder at gå for stærkt. Man kan lukke delvist ned igen. Det er formentlig ikke det optimale at skulle lukke delvist ned igen, men det skal ses over for en risiko, som er endnu værre, nemlig at vi fortsat forbliver for nedlukkede, og der går endnu flere uger med alle de omkostninger, som dette indebærer for danskerne, uden at vi kommer en mere permanent genåbning nærmere.

Den anden indvending kunne være, at danskerne måske vil skifte adfærd, hvis der bliver åbnet mere op, og dropper anbefalingerne om at holde afstand, vaske hænder osv. Figuren i nederste højre hjørne (den, der hedder ”Lille uden social afstand”) viser nemlig, at det er adfærd, der er den helt afgørende faktor. Hvis danskerne slækker på den sociale afstand, så vil sygehusvæsenet blive overvældet selv med en beskeden åbning.

Måske tænker statsministeren, at genåbning vil sende et signal til danskerne, som vil få dem til at passe mindre på. Hvis det er tanken, tror jeg, hun har for lidt tillid til danskernes sunde dømmekraft.

Og det underbygges af en analyse, der viser, at danskerne begyndte at praktisere social afstand næsten en hel måned inden nedlukningen, jf. denne figur:

Analysen anvender antallet af søgninger på restauranter som en indikator og sammenligner antallet af søgninger i 2019 med 2020. Som det fremgår, skete faldet i 2020, længe inden statsministeren lukkede Danmark ned. Det ser dog ud til at blive lidt forstærket af nedlukningen. Men resultatet viser tydeligt, at adfærd kan påvirkes uden nedlukning. Danskerne er siden februar blevet meget mere opmærksomme på alvoren i situationen og har langt mere information om, hvad man selv kan gøre. Derfor er der god grund til at tro, at en mere markant åbning kan gennemføres, samtidig med at appeller til ansvarlig afstand og hygiejne fortsat vil virke på danskerne. Måske kunne man endda forestille sig en social kontrakt, hvor danskerne forstår, at det at få sit liv tilbage er betinget af en sådan adfærd.

Og igen må det gælde, at udviklingen kan styres med fornyet nedlukning, hvis det virker nødvendigt.

Konklusionen må være, at regeringen startede med for det første ikke at lytte til sagkundskaben og for det andet – og delvist som følge af det første – at lukke for meget ned. Omkostningerne ved de fejl har været enorme. Men indledende fejl kan tilgives i en situation, hvor der skulle træffes hurtige og vidtgående beslutninger på et ret beskedent grundlag af viden.

Det er derimod ikke acceptabelt, at regeringen i mandags stædigt nægtede at lære af de seneste ugers udvikling og videreførte begge fejl. Oppositionen og erhvervslivets organisationer bør nu træde i karakter og forlange en markant større og hurtigere genåbning af Danmark, end regeringen har lagt op til.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten