Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Corona: Står vi overfor nedlukning i et halvt til et helt år? Regeringen må ud af busken og lægge sin langsigtede strategi frem

Der er brug for åben og ærlig kommunikation fra regeringen til danskerne

Regeringen har som følge af Corona-virusset indført en lang række meget indgribende foranstaltninger. Formålet er at redde mange menneskeliv. Det er vigtigt, at vi retter os efter regeringens anvisninger. Det lever jeg også selv op til: Jeg har arbejdet hjemme siden onsdag morgen i sidste uge, og der var knap gået en halv time efter statsministerens pressemøde onsdag aften, før jeg havde givet retningslinjer til mine medarbejdere i CEPOS, der flugtede med anbefalingerne.

Det er imidlertid også vigtigt, at samfundsdebatten om tiltagene fortsætter. Som regeringen med Mette Frederiksen ord selv indrømmer: ”Vi står på ubetrådt land. Vi er i en situation, der ikke ligner noget, nogen af os har prøvet før”.

Men situationen er ikke alene præget af en stor grad af uvished. Den er også præget af en meget stor grad af kompleksitet. Endvidere bliver beslutninger truffet og meget vidtgående tiltag vedtaget i stor hast.

Kombinationen af begrænset viden, stor kompleksitet og hastværk indebærer, at det næsten er sikkert, at der bliver begået fejl – måske endda store fejl. Det kan man ikke bebrejde regeringen. Det er ikke regeringens skyld, at vores viden er begrænset, at situationen er meget kompleks, og at det skal gå stærkt. Det er vilkår, som regeringen har skullet handle under.

Men det ændrer ikke ved, at det er i samfundets interesse, at vi åbent kan diskutere, om de beslutninger, der er blevet truffet, var de rigtige – blandt andet set i lyset af de erfaringer, vi løbende gør os. En sådan diskussion kan gøre os klogere, skabe et grundlag for at justere kursen og potentielt redde menneskeliv eller undgå unødig økonomisk hårde tider for et stort antal borgere.

Det kan også være vigtigt for accepten i befolkningen på længere sigt, at både beslutningsgrundlaget og usikkerheden er kendt.

Målet med den kritiske debat af de politiske tiltag vedr. Corona bør altså være at finde frem til den rette politik — ikke at kritisere regeringen. Situationen er alt for alvorlig til partipolitisk taktik. I øvrigt er lovgivningsinitiativerne gennemført af et enigt Folketing.

Nogle har argumenteret for, at en kritisk tilgang til den førte politik kan underminere tiltagenes virkning, hvis befolkningen hører op med at rette sig efter de politiske anvisninger. Man må anerkende, at der i et vist omfang kan være en sådan effekt. Men generelt er det jo sådan i et liberalt demokrati med ytringsfrihed, at man har lov til at være kritisk overfor lovgivningen, samtidig med at man har pligt til at overholde den. Det er også velkendt, at politiske beslutninger har større legitimitet i befolkningen i demokratier netop i kraft af borgernes ret til indsigt i beslutningsgrundlaget og  til at tage stilling efter en kritisk diskussion med ytringsfrihed og en fri presse.

Derudover må vi gøre os klart, at Corona-krisen ikke bliver løst med et par ugers hjemmearbejde. Mere om det nedenfor. Det er utænkeligt, at befolkningen vil blive ved med at bakke op om de nuværende vidtgående tiltag, hvis de viser sig at være for ineffektive i forhold til det overordnede formål: At redde menneskeliv. Og selv hvis tiltagene rent faktisk er effektive, kan det være svært at se, for det er ukendt, hvad alternativet ville have været. Der vil også være en øvre grænse for, hvor store økonomiske omkostninger befolkningen vil være villige til at betale.

Omkostningerne ved ikke at forholde sig kritisk til den førte politik kan derfor blive meget store, hvis politikken viser sig i alvorlig grad at være fejlagtig. Hvis politikken derimod grundlæggende er sund, bør den kunne modstå kritisk trykprøvning.

Nedenstående er, så vidt jeg kan vurdere, de væsentligste spørgsmål, som vi bør stille i den kommende tid:

Hvor længe forventer regeringen og eksperter, at indgrebene skal fortsætte? Hvordan skal forløbet være?

Det virker næsten som et tabu i debatten på nuværende tidspunkt at diskutere, hvor længe nedlukningen af Danmark skal stå på, hvis regeringens strategi med ikke at overvælde sundhedssystemet, skal lykkes. Men har man lidt styr på tallene og antagelserne, står det ret hurtigt klart, at vi i givet fald ikke taler om uger, men måneder, måske mange måneder.

Det vil føre for vidt at gennemgå regnestykket her, men hvis 60 procent af befolkningen skal smittes, hvis ½-1½ procent af de smittede kan forventes at blive alvorligt syge (hhv. Sundhedsstyrelsens estimat og det seneste britiske skøn), og hvis der kun må være nogle få tusinde alvorligt syge på en gang for ikke at overvælde sundhedssystemet, så kan det let betyde, at smitten skal fordeles over et halvt år eller mere. Under alle omstændigheder kan perioden blive langvarig.

Den danske regering har hidtil talt om dette, som om det var en spurt, der skulle vare nogle få uger eller måneder. Hvis det i stedet er et marathon, har befolkningen krav på at vide det. Den australske premierminister har ved fremlæggelsen af den australske Corona-strategi åbent sagt, at tiltagene skal gælde i mindst et halvt år. Danskerne har krav på samme åbenhed fra den danske regering.

Regeringen har foreløbig kun har lagt en strategi frem, der rækker frem til første bølge er omme frem mod sommeren, hvor ca. 10 pct. forventes at have været smitteramt. Men hvad så? Enten kan man håbe på, at sygdommen dør ud. Ifølge eksperter på området er det ikke sandsynligt. Nogle formoder, at smitten bliver hæmmet i varmere vejr, men ifølge Michael Osterholm, der leder Center for Infectious Disease Research and Policy i USA samt Harvard epidemiologen Marc Lipsitch ser det ikke ud til at være tilfældet.

Så hvis man slækker på nedlukningen om nogle uger, vil epidemien så ikke blusse op igen? Hvad forestiller regeringen sig? En vaccine forventes ikke at være i brug før tidligst om 18 måneder.

Vi mangler i den grad svar på, hvordan regeringen ser for sig, at dette skal forløbe på lidt længere sigt. Det er måske forståeligt, at regeringen ikke fra starten har haft svarene på dette, men Folketinget, medierne og befolkningen bør kræve svar inden for ganske kort tid – vi taler om timer eller dage. Så kan vurderingerne blive justeret, efterhånden som vi bliver klogere og virkeligheden udfolder sig.

En nedlukning i stil med den nuværende forekommer langt mindre realistisk, hvis den skal strække sig over mange måneder. Regeringen må lægge en realistisk langsigtet strategi frem.

Hvilke økonomiske omkostninger forventer regeringen af indgrebene?

En del af en sådan langsigtet strategi bør være en vurdering af de økonomiske omkostninger, herunder effekten på velstanden (BNP), omkostninger for statskassen samt effekten på beskæftigelsen.

Hvis en så omfattende nedlukning, som vi ser lige nu, skal fortsætte i et halvt til et helt år, kan omkostningerne løbe op i et trecifret milliardbeløb og mange hundredetusinde kan miste deres job. Det ville være langt værre end finanskrisen. Jeg skal understrege, at dette ikke er en prognose. Ingen ved nemlig for det første, hvad regeringen har tænkt sig, der skal ske efter udgangen af marts. Og for det andet er tallene baseret på nogle generelle og meget usikre antagelser. At omkostningerne – både de økonomiske og sociale – ville blive enorme er dog givet. Regeringen bør lægge deres egne estimater frem.

Det vigtigste er selvfølgelig at redde menneskeliv, men det indebærer ikke, at man skal se bort fra andre perspektiver, hvilket regeringen da også fra starten har anerkendt. Statsministeren sagde således på det indledende pressemøde onsdag i sidste uge, at det var vigtigt ikke at lukke Danmark ned. Produktionen skulle fortsætte.

Kunne man forestille sig, at alternative strategier vil være bedre for Danmark?

Sidst men ikke mindst – og i lyset af alle de andre overvejelser – er det vigtigt at forholde sig til, om det, vi nu gør, er det rigtige. I den forbindelse er det relevant, at andre lande har valgt strategier, som i væsentligt omfang afviger fra vores.

I skrivende stund har Sverige ikke lukket ret meget ned. Australien har i skrivende stund valgt ikke at lukke skoler.

Nogle eksperter anbefaler strategier, hvor man i højere grad satser på at isolere de svageste fra smitte i stedet for hele befolkningen. Argumentet for dette er, at smitten dermed kan sprede sig hurtigere i befolkningen uden at sundhedssystemet bliver overbebyrdet, da færre udsatte vil blive smittet, mens epidemien raser. Fordelen er, hvis strategien virker, at det ikke kræver en total nedlukning, og at det hurtigere er overstået. Men den er heller ikke uden risici, som også bør vurderes.

WHO anbefaler langt mere aggressiv brug af test, så man kan identificere Corona-smittede og få dem isoleret, så smittekæderne bliver brudt. Flere lande, inklusiv Sydkorea har haft held med dette.

Det er vigtigt, at vi åbent får diskuteret, om den danske strategi er den rigtige. Det kræver, at vi kender beslutningsgrundlaget og regeringens samlede overvejelser og begrundelser for den valgte strategi. Alt bør lægges frem. Mere om det nedenfor

Hvad er beslutningsgrundlaget, der ligger til grund for regeringens dispositioner?

De beføjelser regeringen har bedt om og fået, og de tiltag den har gennemført i hast, er meget vidtgående og kan få så store omkostninger for borgerne i form af tabte frihedsrettigheder, udsættelse for tvang, tabt velstand, arbejdsløshed mv. Samtidig gælder beslutningerne liv og død. Fejldispositioner kan koste mange menneskeliv.

Det er et grundlæggende princip i et liberalt demokrati, at borgerne kan få indsigt i hele beslutningsgrundlaget. Regeringen bør lægge alt frem, som har været en del af beslutningsprocessen.

Statsministeren har åbent indrømmet, at beslutningen om at lukke grænsen ikke var fagligt begrundet. Den var politisk, sagde hun. Folketingsmedlemmerne er i deres gode ret til at træffe politiske beslutninger. Men det er en forudsætning for den demokratiske legitimitet, at vi som borgere kan få indsigt i, hvilke beslutninger der er fagligt begrundet, og hvilke der ikke er.

For eksempel var der på side 28 i det 82 sider lange dokument, som Folketinget onsdag aften fik 1½ time til at læse og forholde sig til, en e-mail fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, som vurderede: ”at det aktuelle covid-19-udbrud ikke kan begrunde sådanne væsentlige ændringer i epidemiloven, idet de forebyggelsesmæssige hensigter i forhold til smittespredning mere hensigtsmæssigt kan fremmes inden for anden gældende lovgivning eller øvrig lovgivning". Der var altså ikke opbakning fra regeringens egne eksperter i Sundhedsstyrelsen til indgrebet.

Hvad forventer regeringen og eksperter på området bliver konsekvenserne af indgrebene for dødeligheden?

De mange indgreb kan ikke forhindre spredningen af smitte i befolkningen. Det er måske umuligt. Det mest sandsynlige er, at et flertal af danskerne på et tidspunkt vil have været smittet med Corona. Dermed ved vi også, at en andel af befolkningen vil dø af Corona.  

Indgrebene har fundamentalt til formål at forsinke smittespredningen i befolkningen – ikke at forhindre den. Forsinkelsen har til mål at sikre, at der ikke vil være så mange alvorligt syge på én gang med behov for intensiv behandling, at sundhedsvæsenet bliver overvældet. Dermed kan man reducere dødeligheden.

Men hvor stor dødelighed kan vi forvente? Hvor mange liv kan vi forvente, at nedlukningen redder?

I Storbritannien har netop en åben diskussion i tilknytning til en opjustering af risikovurderingen ligget til grund for et markant kursskifte i den førte politik.

Hvordan bør hastelovgivningen evalueres?

Regeringen har haft god grund til at haste denne lovgivning igennem. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke efterfølgende skal kompenseres for dette hastværk på anden vis. Hvordan kunne det foregå? Her er mit forslag: Lovgivningen har en solnedgangsklausul om et år. Det er alt for lang tid at tildele statsmagten disse hastetildelte beføjelser uden en grundig evaluering (den skal ganske vist evalueres til november – takket være et forslag fra Enhedslisten, men der er fare for, at denne evaluering bliver en ren formsag).

Man kunne ændre solnedgangsklausulen, så der skal evalueres om 3 måneder. I mellemtiden kunne man gennemføre en almindelig høring af forslaget, som om det ikke var blevet vedtaget endnu. Høringssvarene kunne indgå som materiale i evalueringen op til lovens udløb om 3 måneder. Hvis det viser sig, at loven er perfekt, kan Folketinget forlænge solnedgangsklausulen med yderligere 3 måneder. Viser der sig problemer, kan Folketinget justere lovgivningen og herefter vedtage en forlængelse. Er der store problemer, kan Folketinget undlade at forlænge og i stedet vedtage en ny lov, der bedre håndterer krisen.

Et sådant forløb efter L33’s vedtagelse kunne kompensere for det nødvendige hastværk op til vedtagelsen. Regeringen fremlagde beslutningsgrundlaget for sit lovforslag L33 for Folketinget onsdag aften, kun halvanden time før lovforslaget blev hastevedtaget. Loven indebærer en voldsom indskrænkning af danskernes frihedsrettigheder på en række områder. Normalt bliver lovforslag sendt i høring hos eksperter og interesseorganisationer. Det er en central del af dansk demokrati. Men dette meget vidtgående forslag blev hastet igennem i en sådan fart, at ikke engang Folketinget fik den nødvendige tid til at læse beslutningsgrundlaget igennem og forholde sig til det.

Konklusion: En åben og ærlig diskussion

At situationen er alvorlig, er blevet kommunikeret til os igen og igen siden onsdag i sidste uge. Men vi ved fortsat ikke, hvor mange dødsfald regeringen forventer som følge af Corona. Vi ved heller ikke, hvor mange dødsfald regeringen forventer eller håber at kunne forhindre med sin strategi. Og vi ved ikke, hvordan denne strategi skal se ud på langt sigt eller blot på den anden side af 1. april. Vi kender ikke de scenarier, der er at vælge mellem.

Endelig har vi ikke set nogen estimater af, hvad dette forventes at komme til at koste danskerne i form af tabt velstand og øget arbejdsløshed.

Der er brug for åben og ærlig kommunikation fra regeringen om disse ting. Endvidere bør hele grundlaget for alle de beslutninger, der truffet indtil nu lægges frem.

I sin åbningstale til Folketinget 1. oktober 2020 talte Mette Frederiksen om vigtigheden af danskernes høje tillid til hinanden. Statsministeren og regeringen bør selv udvise tillid til danskerne ved at tale åbent og ærligt om udfordringerne, vi står overfor – ikke kun de næste uger, men det kommende års tid. Derved fremmer regeringen en demokratisk samtale samt befolkningens opbakning til den førte politik. Det vil næppe heller skade borgernes tillid til regeringen og demokratiet.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Marie Høgh
07.08.20, 15:30
Kritikken af DF'erens udmeldinger om kristendommen afslører det dybe dannelseshul, han taler ind i. Læs mere
Af Signe Munk
06.08.20, 17:00
De borgerlige partier er røget helt op i loftet over forslaget om at fjerne benzin- og dieselbiler fra vejene på sigt. Men hvad har de selv at byde ind med? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
06.08.20, 13:50
Lige nu sker der ting og sager, der er værd at holde alvorligt øje med i Hviderusland. En brutal diktator kæmper for sin trone. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
05.08.20, 18:55
Religionsfriheden er udvidet ved lov i 1992. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
05.08.20, 18:17
Og det skyldes selvsagt deres i snit langt lavere kvalifikationer. Læs mere
Af Christina Egelund
05.08.20, 17:30
”Forstå det, hvem der kan. Jeg kan ikke.” Sådan afslutter Mikael Jalving sit blogindlæg ”Importen af muslimske migranter er en kronisk fiasko”. Den afslutning er et rammende resumé. For helt ærligt, så er det en lang opvisning af, at Jalving ikke forstår ret meget, når det kommer til udlændingepolitik. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
05.08.20, 10:27
Grundtvig ønskede større frihed, end grundloven giver Læs mere
Af Nauja Lynge
03.08.20, 21:12
Jeg anbefaler på det varmeste at se denne film og bruge den til debat om forholdet mellem grønlændere og danskere. Men lad os ikke trække i den modsatte offerrolle og tro, at den ikke får international succes, fordi instruktøren er hvid.   Læs mere
Af Mikael Jalving
03.08.20, 17:07
Med syrerne var det anderledes. Der var jo tale om powerflygtninge. Læs mere