Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Forskere går nu imod Bupl: Ikke belæg for at indføre minimumsnormeringer. Det er fagligheden, som skal forbedres

Der, hvor kvaliteten er lav, kan højere normeringer forstærke den ringe kvalitet

Pædagogernes fagforening, Bupl, og den politiske venstrefløj går ind for, at Folketinget skal påtvinge kommunerne minimumsnormeringer i kommunale daginstitutioner og har fået overbevist et flertal i befolkningen om det samme. I foråret var der således arrangeret demonstrationer i en række byer for minimumsnormeringer.

Som jeg tidligere har argumenteret for her på bloggen (og i denne video), er minimumsnormeringer imidlertid en skidt idé.

Og nu får jeg opbakning fra forskere på området. Lektor Ole Henrik Hansen fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet siger til Weekendavisen (betalingsmur):

»Jeg kan faktisk ikke se et forskningsbelæg for at indføre minimumsnormeringer. Der er andre ting, der står først for i køen.«

Charlotte Ringsmose fra Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet forklarer, at »ekstra pædagoger vil ikke isoleret set skabe bedre kvalitet for de udsatte børn. Bedre normering er nødt til at følges med en stærkere faglighed«.

De to forskere er bekymrede for, at man nu vil bruge en masse ressourcer på at tilføre flere medarbejdere til institutioner, hvor det ikke er antallet af medarbejdere, som er det egentlige problem men ringe faglighed.

Som Ole Henrik Hansen malende udtrykker det: »Det vil være som at hælde vand i en utæt spand.«

Forskerne hævder ikke, at det ingen steder vil være til gavn for børnene at ansætte flere pædagoger. Deres pointe er, at hvis man har begrænsede ressourcer – og det har man altid – så er de ikke bedst brugt på minimumsnormeringer. Det vil de fleste steder være mere til gavn for børnene at bruge ressourcer på andre ting, nemlig at sikre en bedre faglighed hos det eksisterende personale.

Denne indsigt går imod mange menneskers umiddelbare intuition.

Når det handler om velfærdsstaten, er den herskende måde at tænke på, at problemer med kvaliteten altid skyldes for få medarbejdere. ”Flere hænder”, lyder kravet gerne fra offentlige fagforeninger.

Denne måde at tænke på er til stor skade for Danmarks befolkning. Tænkningen giver os velfærd, som er både dårligere og dyrere, end den kunne og burde være. Tænkningen skyldes i høj grad de offentlige fagforeningers stærke indflydelse på velfærdsdebatten i Danmark.

Der er meget på spil her. Vi er alle interesserede i, at vores børn og børnebørn modtager pasning og skolegang, der er så god som overhovedet muligt. Vi er alle interesserede i den bedst tænkelige behandling i sundhedsvæsenet osv.

Det får vi imidlertid ikke ved hjælp af centraliserede løsninger oppefra og ned. Der er ikke nogen hurtig genvej. God velfærd kommer nedefra. God pasning, pleje og undervisning kræver hårdt arbejde på de enkelte institutioner: god ledelse, en stærk kultur, der sætter borgerens interesser først og dygtige medarbejdere.

På den ene side taler vi om at sætte de offentligt ansatte fri og udvise tillid. På den anden side er der fra Bupl ingen tillid til, at nærdemokratiet og det kommunale selvstyre selv kan finde frem til de rette normeringer lokalt via en dialog mellem borgere, politikere og fagpersonalet.

Der er desværre nogle daginstitutioner, som ikke er gode nok. Det så vi senest i dokumentarprogrammer på både DR og TV 2 i foråret. TV 2-dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden” viste meget kritisable og hjerteskærende forhold i flere københavnske daginstitutioner. Men når man tænker nærmere over det, kan de problemer jo netop ikke generelt skyldes normeringer.

De fleste daginstitutioner med samme normering som dem i dokumentaren fungerer fint. Forældretilfredsheden er generelt tårnhøj og har været stigende. Problemet er ledelsen af de pågældende institutioner. Det problem løses ikke ved at indføre generelle minimumsnormeringer i hele landet, men ved at indsætte en bedre ledelse i de institutioner, som fungerer dårligt eller ved at gøre kvaliteten af tilbuddene mere synlige for forældre og forvaltning, så kan forældre vælge de bedste institutioner, og forvaltningen kan belønne dem, der gør det godt. Og ja, nogle steder vil det givetvis også være fornuftigt at hæve normeringen, men det er ikke det generelle billede.

Københavns Kommune havde kendt til de kritisable forhold i de to institutioner, som TV 2-dokumentaren besøgte i to år uden at reagere. To år inden dokumentaren gav det særlige tilsyn, der inspicerer institutionerne, en ”rød smiley” til de to institutioner, der siden havde været under skærpet tilsyn af Københavns Kommune, men uden at kommunen havde gjort andet. I alt havde 22 ud af 427 daginstitutioner røde anmærkninger.

Sat lidt på spidsen er der altså opstået en hel forældrebevægelse for minimumsnormeringer i samtlige kommuner, fordi der i en række institutioner i København var ledelsesproblem, som kommunen ikke havde formået at gøre noget ved.

Som Charlotte Ringsmose udtrykte det til Weekendavisen: »De steder, hvor kvaliteten er lav, vil højere normeringer ikke forbedre kvaliteten som sådan. Faktisk kan det risikere at forstærke den ringe kvalitet. Så er der bare flere om at udføre den.«

Problemet med minimumsnormeringer er ikke kun, at det er en dårlig anvendelse af ressourcerne – altså at man kunne få bedre pasning af børnene ved at anvende dem anderledes. Problemet er også, at den evige fokus på ”flere hænder” flytter fokus fra de virkelige problemer. Politikerne kan sole sig i, at der nu bliver gjort noget. Men det, der bliver gjort, er ikke det rigtige.

Det går især ud over de svageste børn. Ifølge Charlotte Ringsmose formår dagtilbuddene herhjemme ikke tilstrækkeligt at hjælpe børn med særlige behov på grund af en svag hjemmebaggrund, f.eks. som følge af forældre med sociale problemer eller dårlige danskkundskaber. Det problem løses ikke med generelle minimumsnormeringer.

Kravet om minimumsnormeringer flytter også fokus fra det efter min vurdering største problem med hensyn til pasningen af vores børn og børnebørn, nemlig at hovedparten af pædagogernes tid bliver brugt på alt muligt andet end pasning.

Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, viser en analyse, at der siden 1970’erne er sket et dramatisk fald i den andel af arbejdstiden, som pædagogerne bruger på at være sammen med børnene: fra 72 procent af tiden til kun omkring halvdelen af tiden i dag.

Der er ikke generelt brug for flere hænder i daginstitutionerne. Der er brug for klogere anvendelse af medarbejdernes tid, og nogle steder er der brug for bedre ledelse og større fokus på faglighed.

Problemerne kan ikke løses ved central planlægning fra Christiansborg med ”one size fits all”-løsninger. Det handler om at give de enkelte institutioner ude i kommunerne de rette incitamenter til og muligheder for hele tiden at søge at blive bedre.

--

Bloggen er redigeret 19. oktober 2019, hvor følgende sætning er tilføjet:
”Og ja, nogle steder vil det givetvis også være fornuftigt at hæve normeringen, men det er ikke det generelle billede.” Endvidere er ordet ”generelt” tilføjet i næstsidste afsnit.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.