<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Mette Frederiksens åbningstale tegnede et billede af afmagt. Statsministeren aner ikke sine levende råd

Det er ikke danskernes tillid til hinanden, men til politikerne, som er blevet svækket

Statsminister Mette Frederiksens åbningstale var rig på dystre vurderinger af rigets tilstand. Men fattig på konkrete bud på, hvordan hendes regering vil forbedre forholdene. Der tegnede sig et billede af afmagt. Statsministeren aner ikke sine levende råd.

Jo mere højtravende og floromvundne politikere bliver, jo mere skal man være på vagt. Politik bør være jordnær og konkret. Politiske taler bør i sin essens handle om, hvad politikere har tænkt sig at gøre. Ideologiske og værdipolitiske meldinger bør begrunde og perspektivere den fremlagte politik, ikke erstatte den. Det gælder især åbningstalen – den tale, der åbner en folketingssamling, og hvor statsministeren har lejlighed til at fortælle, hvad regeringen har tænkt sig.

Mette Frederiksens åbningstale var alt andet end jordnær og konkret. Hvilket hun selv begrundede med, at hun ikke vil stå og opremse ”alle de mange ting, regeringen vil gennemføre i Folketingsåret. De står i lovprogrammet”. Men det passer ikke. Lovprogrammet er omfattende, men det indeholder stort og småt – mest småt. Når det gælder de centrale udfordringer, statsministeren bragte op i sin tale, er lovprogrammet klinisk renset for initiativer.

Personligt er jeg især optaget af, hvordan vi i fremtiden får bedre uddannelse, sundhed og pleje. Her pegede statsministeren på en række problemer, men havde ingen konkrete bud på løsninger. De få betragtninger, hun gav os, var misforståede, for eksempel at frit valg på ældreområdet er en kilde til bureaukratiseringen af den offentlige sektor. Mere om det i en kommende blog.

Men først vil jeg anfægte Frederiksens dystre tone. Det passer nemlig ikke, at danskerne har en svækket tillid til hinanden. Tværtimod er den vokset igennem årtier og ligger - trods et lille fald i den seneste periode - fortsat historisk højt, jf. figuren.

Kilde: Kilde: Morten Frederiksen på baggrund af data fra Den danske værdiundersøgelse i Berlingske https://www.berlingske.dk/samfund/tilliden-slaar-revner-sagde-statsministeren.-men-danmark-er-topscorer-i

I undersøgelsen spørges et repræsentativt udvalg, om man generelt kan stole på andre mennesker. Som det fremgår, er andelen, der svarer ja på det spørgsmål steget fra 51 procent i 1980 til 73 procent i 2017.

Mette Frederiksens virkelighedsopfattelse er forkert. Danskerne nærer stor tillid til hinanden, og der er ingen basis for at konkludere noget bombastisk på basis af det lille fald i den seneste periode. Morten Frederiksen, lektor på Samfundsvidenskabeligt Fakultet, Aarhus Universitet konkluderer i Berlingske: "Generelt er resultatet, at tilliden ligger stabilt fra 2008 og frem til 2017 efter at være steget støt." Han konkluderer i samme artikel, at Danmark ligger helt i top sammenlignet med andre lande med hensyn til borgernes tillid til hinanden.

Det er ikke danskernes tillid til hinanden, men til politikerne - Mette Frederiksen og hendes kolleger på Christiansborg - som er blevet svækket i de senere ca. 10 år (med en lille stigning igen på det seneste) – og det endda fra et lavt udgangspunkt. Blandt de professioner, der er tal for, har politikerne den laveste troværdighed – langt under bilforhandlere og bankrådgivere for blot at nævne et par stykker.

Som jeg tidligere har argumenteret for her på bloggen, er der stærke argumenter for, at faldet i danskernes tillid til politikerne de seneste år primært skyldes den lave økonomiske vækst siden 2008. Men tilliden var lav allerede inden da. Dette generelt lave niveau for tillid til politikerne tror jeg skyldes, at forventningerne til, hvad politikere kan udrette, er blevet skruet alt for højt op i velfærdsstaten. Vælgerne kan kun blive skuffede.

I slåskampen om vælgerne, må politikerne love langt mere, end de kan holde. Mette Frederiksen erkender selv i sin tale, at det forholder sig sådan. Hun sagde om den lave tillid til politikerne, at ”den kan hænge sammen med, at vi nogle gange – hvordan skal jeg sige det – puster vores resultater lidt op. Ikke altid er helt ærlige. Lader som om noget, der er svært, er let. Og omvendt. Det vil jeg prøve at holde mig fra”.

Men det er allerede for sent. Socialdemokraterne har stillet danskerne ting i udsigt, som de næppe kan levere, især løftet om ret til tidlig pension for personer, som ”føler” sig nedslidte uden at nogen instans skal vurdere, om man er berettiget. En sådan blanko-check til at lade sig forsørge på andres bekostning er en umulighed. I særdeleshed, hvis der samtidig – og selvmodsigende – er et loft over, hvad ordningen må koste på 3 mia. kr., som Socialdemokraterne har bebudet.

Og så var der løftet var valgkampen om, at 95 procent af danskerne ikke vil blive ramt af skattestigninger. Det løfte er man allerede igang med at bryde. Her til formiddag fremlagde regeringen et forslag til finanslov, som vil øge skatterne for de 23 procent af danskerne, der ryger, de 500.000 med fri arbejdstelefon samt alle, der bruger plastikposer, når de køber ind. Og mon ikke vi kan forvente mere, når støttepartierne har været inde over, og i kommende års finanslove. Denne regering kan blive et dyrt bekendtskab for langt flere end 5 procent af befolkningen.

Styrker det tilliden til politikerne og demokratiet at komme med den slags løfter for så at bryde dem? Næppe.

Ændring 11.10.2019: Efter henvendelse fra Morten Frederiksen er figuren med tillidstal justeret i henhold til hans metode og teksten er redigeret for at tage højde for denne ændring.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017). Han er endvidere vært på podcasten "Samfundstanker".
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
30.11.21, 22:00
P1 Morgen og en forsker fra Aarhus Universitet søgte at bevise, at det går meget bedre med integrationen, end hr. og fru Danmark evner at forstå. Det nærmer sig videnskabelig uredelighed. Læs mere
Af Uffe Elbæk
30.11.21, 20:00
Mediestøtten skal omlægges, så den i langt højere grad støtter nye og genre-eksperimenterende medier Læs mere
Af Carl Holst
30.11.21, 19:55
Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
30.11.21, 14:56
Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
30.11.21, 10:00
Medlemmerne i Dansk Folkeparti må spørge sig selv, hvad der er vigtigst: partiet eller Danmark? Læs mere
Af Mikael Jalving
28.11.21, 09:45
Mennesket er mere og andet end sin seksualitet, men denne erkendelse kniber det med i en seksualiseret tid. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
27.11.21, 11:40
Hvis danske skolebørn bar masker, ville smittetallet falde i Danmark Læs mere
Af Marie Høgh
26.11.21, 17:00
Hold nu op med den automatforargelse over den prøve – hvor værdispørgsmålene tydeligt afslører, hvem man går efter. Læs mere
Af Nauja Lynge
26.11.21, 07:45
Det bør kun indføres igen som sidste udvej. Læs mere