Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Månelandingen var for dyr. Derfor måtte vi opgive at rejse til Mars. Klimapolitikken kan lide samme skæbne

Elon Musk har revitaliseret menneskets drøm om at udforske rummet.

Den 21. juli var det 50 år siden, at menneskeheden for første gang satte fod på månen. En stor teknologisk landvinding, som med rette blev fejret. Men ikke uden at der samtidig blev gjort status over udviklingen i de forløbne 50 år med en vis skuffelse.

Da Nasa sendte en mand tur-retur til Månen i 1969, havde de fleste nok forestillet sig, at bemandede rumrejser ville være langt mere almindelige 50 år senere, end tilfældet er. Siden 1972 har ingen for eksempel besøgt Månen. Og mange havde forventet, at vi for længst ville have besøgt Mars.

Skuffelsen over denne udvikling kom blandt andet udtrykt i dette tweet fra tv-værten Jacob Stegelmann:

Kilde: Twitter

De mere end 1.000 likes viser, at Stegelmanns skuffelse deles af mange. Så lad os se lidt på, hvorfor det er gået sådan, og hvad vi kan lære af det.

Da præsident John F. Kennedy i 1962 annoncerede, at USA inden årtiets udgang ville sende en mand til Månen, skete det som en reaktion på, at Sovjetunionen var foran USA med hensyn til rumteknologi. Ved at sende en amerikaner til Månen skulle USA vise Sovjetunionen og verden, at USA var teknologisk overlegen. Initiativet skal altså i høj grad forstås i lyset af den kolde krig.

USA’s rumprogram handlede om national sikkerhed og politisk prestige. Derfor blev omkostningerne opfattet som stort set ligegyldige. Rumprogrammet var svimlende dyrt. Det slugte over 4 pct. af det føderale budget, da det var på sit højeste i midten af 1960’erne.

Det lykkedes at få en mand på Månen inden årtiets udgang, som Kennedy havde lovet. Det var en triumf for amerikanerne, men bagsiden af medaljen var, at man havde fået skabt en rumfartsindustri uden incitamenter til at finde veje til at reducere omkostningerne. Nasas kultur og dna blev skabt i organisationens første leveår. Og her kunne man tillade sig at bruge næsten uanede ressourcer på at løse problemer.

Da kapløbet om at nå til Månen var vundet, stod man imidlertid med et Nasa, som var urimeligt dyrt i drift. Nu burde det handle om at få reduceret omkostningerne, men Nasa forstod at tilpasse sin kultur til de nye vilkår, og organisationen havde heller ikke incitamenter til det. De var ikke udsat for konkurrence. De amerikanske politikere kunne ikke købe rumrejser andre steder end hos Nasa.

Det var grundlæggende derfor, at rumprogrammet udviklede sig skuffende: alt for høje omkostninger og ingen konkurrence om at få dem reduceret.

Opsendelse af Falcon Heavy-raketten fra Space X. AP Photo/John Raoux

Det ændrede sig, da Space X kom ind i billedet – en privat, profitorienteret virksomhed med iværksætteren Elon Musk i spidsen. Space X havde – i modsætning til Nasa i sine gyldne år – stærkt begrænsede ressourcer. Faktisk har Space X ved flere lejligheder været tæt på at løbe tør for penge og gå konkurs og er dermed født med en helt anden kultur og med helt andre incitamenter end Nasa. Det er afgørende for virksomhedens overlevelse at finde nye måder at gøre tingene på, som ikke alene er teknologisk smarte, men også markant billigere.

Men lavere omkostninger handler ikke kun om virksomhedens overlevelse. Det handler også om at genrejse menneskets ambitioner om at rejse ud i rummet. Elon Musk har fra starten indset, at der måtte findes måder, hvorpå det kunne blive markant billigere at slippe ud af jordens tyngdekraft, hvis mennesket skulle have en fremtid i rummet, og hvis det f.eks. skulle lykkes os at sende en bemandet mission til Mars og måske endda kolonisere planeten en dag.

Space X har udviklet ny rumfartsteknologi, som voldsomt har reduceret omkostningerne ved at rejse ud i rummet. Ifølge et studie er omkostningerne ved at sende et kilogram i kredsløb om jorden blevet reduceret til en tyvendedel (!) af, hvad Nasa kunne præstere med rumfærgeprogrammet. Og omkostningerne ved at sende gods til den internationale rumstation ISS er blevet reduceret til en fjerdedel.

Det er således konkurrencen fra Space X, som har revitaliseret menneskehedens drømme om at udforske rummet. Og det er ikke tilfældigt, at det først er nu under Donald Trump, at planer om en bemandet mission til Mars er blevet annonceret. Det havde ikke været realistisk uden Space X’ teknologiske landvindinger.

Læren af det skuffende forløb efter Neil Armstrongs første skridt på månen for 50 år siden er, at de store teknologiske landvindinger først for alvor kommer menneskeheden til gavn, når vi formår at bruge dem til at reducere omkostninger.

Essensen af stort set alle verdens væsentlige opdagelser er i virkeligheden, at de markant reducerede omkostningerne ved at fremstille og levere et bestemt gode. Et eksempel er bogtrykkerkunsten. Før Gutenberg lancerede sin teknologi i 1440, krævede det en skriver at kopiere en bog – hvilket tog ekstremt lang tid og derfor var ekstremt dyrt. Omkostningerne pr. bog målt i nutidskroner faldt fra cirka 20.000 USD pr. bog før Gutenberg til cirka 70 USD – omtrent 300 gange lavere (kilden til disse tal er denne bog af Eric Topol).

Det var selve reduktionen af omkostningerne ved at kopiere en bog, der gjorde opfindelsen af bogtrykkerkunsten til en af verdenshistoriens hidtil vigtigste.

På lignende vis har moderne informationsteknologi decimeret omkostningerne ved at behandle, transmittere og lagre information. Det er den dramatiske reduktion af disse omkostninger, som udgør essensen i it-revolutionen, og som har gavnet menneskeheden.

Nasa formåede ikke at reducere omkostningerne ved at rejse ud i rummet, og derfor stagnerede rumprogrammet. Det er den dybere årsag til Jakob Stegelmanns og vores andres skuffelse over udviklingen de seneste 50 år.

Og der kan drages en mere generel lære af dette. Vi undervurderer generelt betydningen af konkurrence som drivkraft til at skabe en bedre verden. Den centrale mekanisme ved konkurrence er, at den via iværksættere fremtvinger lavere omkostninger.

Ligesom informationssamfundet opstod, ved at omkostningerne til frembringelse af formidling af information blev reduceret, og ligesom vejen ud i rummet kommer til at gå via reduktion af omkostningerne til rumrejse, kommer vejen til bedre velfærd til at gå via reduktion af omkostningerne til at levere velfærdsydelser – det gælder både uddannelse, sundhed og pleje.

Og den eneste realistiske vej til globalt at standse udledning af CO2 er ved at udvikle teknologier, der reducerer omkostningerne derved. Meget af den nuværende klimapolitik i Danmark er rasende dyr, når man ser på udgiften per ton sparet CO2-udledning.

Parallellen til rumkapløbet er ikke helt ved siden af. Der er gået politisk prestige i at være først og reducere mest, og derfor glemmer man at se på omkostningerne. Hvis den globale udledning skal nedbringes, er det imidlertid helt afgørende at finde de billigste måder at gøre det på. Også her bør det ske ved at lade konkurrence drive omkostningerne ned. Ellers kan vi meget vel stå med en stor skuffelse, med hensyn til hvor langt man er nået med omstillingen til fossilfrihed om 20-30 år.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Jens Philip Yazdani
23.10.19, 12:19
Fuck om folk er muslimer. Det er nemlig ikke dét, det drejer sig om, når du mister dit job, når din mor på plejehjemmet pisser sig selv i bukserne uden at få dem skiftet, eller når dine børn får lov at sidde grædende i et hjørne for sig selv henne i børnehaven. Læs mere
Af Isabella Arendt
23.10.19, 11:45
Mit bud er, at regeringen er så vant til tal og regneark, når de ser på mennesker, at de helt har glemt, hvad faglighed er. De er blevet ude af stand til at vise tillid og kan kun tage stilling til mennesker, hvis menneskets hele fremtid bliver reduceret til “10” eller “4”. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.10.19, 11:26
Og førende forskere har som sædvanlig ikke fattet en bønne. Læs mere
Af Peter Kofod
22.10.19, 10:13
Statsministeren slår sig op som folkets stemme i EU-samarbejdet, men intet kunne være mere forkert. Det viser hendes partis handlinger i Bruxelles. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
22.10.19, 06:44
Den har det hele: Ritualer, renhed og skel mellem de omvendte og uomvendte Læs mere
Af Peter Kofod
21.10.19, 11:46
Lad mig sige det ligeud: Jeg håber, brexit bliver gennemført - og jeg ser mig til, at det endelig bliver klaret. Læs mere
Af Camilla Burgwald
21.10.19, 09:54
Kun halvdelen af forældre til børn i 4. og 7. klasse taler med deres børn om børnenes onlineliv. Så hvem skal lære børnene, at det også er sundt at slukke – Youtube, Snapchat eller Tiktok? Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
20.10.19, 22:17
Men ingen er skyldig uden dom Læs mere