Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

FN’s vildledningskampagne: Vestens rigdom er skyld i verdens fattigdom

FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven.

FN er en organisation, som blandt andet arbejder for at bekæmpe fattigdom. Men desværre har nu også FN meldt sig under mere tvivlsomme faner, hvor målet ser ud til snarere at være at bekæmpe rigdom. Det vidner dette tweet fra FN’s officielle Twitter-konto om:

Tweet fra FN udsendt 11. juni 2019.

Som det fremgår, hævder FN, at de 26 rigeste i verden ejer lige så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Det er en decideret vildledningskampagne, som FN her gør sig til en del af. Og den virker. Brætspillet Bezzerwizzer hoppede på den og kom til at vildlede danske skolebørn om uligheden i verden, hvor Bezzerwizzer hævdede, at de rigeste otte personer ejer en 250 gange større andel af verdens formue, end de faktisk gør.

Opgørelsen tegner nemlig et misvisende billede (hvilket jeg tidligere har skrevet om her).

Hvis FN virkelig ville vise et retvisende billede af, hvor meget de 26 rigeste ejer, burde man måle det i forhold til den samlede formue. De 26 rigeste i verden havde i 2018 en samlet formue på knap 1.400 mia. dollars. Det er mange penge! Men i forhold til den globale formue på 317.000 mia. dollars udgjorde de 26 rigestes formue en andel på 0,4 pct.

Med andre ord: Den fattigste halvdel af verdens befolkning ejer også kun 0,4 pct. af verdens formue. De 40 pct. i verden med mindst formue har en samlet formue på 0 kr. Har du, kære læser, en formue på en krone, ejer du mere end de 40 pct. med mindst formue. Men er problemet her, at din formue er for stor? Nej, vel?

Selv om det uden tvivl ville være godt, hvis verdens fattigste fik større formue, skal man også her være påpasselig med at drage forhastede konklusioner. Selv i de rige lande har mange mennesker af naturlige årsager ingen eller sågar negativ formue. Mange stifter for eksempel gæld som unge. Og de unge har endnu ikke nået at spare op. Det er ikke noget problem, at en 25-årig ikke har formue. Men det kan være et problem, hvis en 60-årig ikke har sparet op. Mange med ingen eller negativ formue lever faktisk netop i velstående lande og har en høj indkomst og høj levestandard, hvilket må være det væsentlige, skulle man mene.

Den opgørelse, som FN refererer til, lægger alle de negative formuer sammen (inklusive dem fra vellønnede unge mennesker i Vesten, som endnu ikke har sparet op) plus alle dem i fattige lande uden ret meget formue overhovedet. Og så er der ikke endnu ikke akkumuleret ret meget positiv formue, når vi når til 50 pct. af verdens befolkning. Det er en helt igennem meningsløs beregning, hvis primære formål må være at give det forkerte indtryk, at de rigeste 26 mennesker ejer omkring halvdelen af verdens formue, hvilket Bezzerwizzer altså også var hoppet på.

Set fra mit perspektiv er det dog endnu værre, at FN med opgørelsen antyder, at nogles fattigdom skyldes disse 26 menneskers rigdom. Det er ikke generelt tilfældet, selv om der er undtagelser, som vi skal se nedenfor.

Det er dejligt bekvemt for FN at udpege 26 individer i Vesten som skurkene. Men vi andre skal huske, at disse milliardærers formue typisk er tæt forbundet med vores egen velstand. Den er bundet i produktionsapparat, som sikrer almindelige mennesker et velbetalt job og leverer varer og tjenesteydelser til forbrugerne af høj kvalitet til en favorabel pris.

Det er dybest set Vestens rigdom, som FN angriber og giver skylden for fattigdom i udviklingslandene.

FN antyder nemlig også, at det måske kunne være en løsning på verdens fattigdom at tage velstanden fra de rige og give den til de fattige. Det er heller ikke tilfældet. Det er blevet prøvet, og fænomenet kaldes udviklingsbistand.

Der er ikke meget, der tyder på, at udviklingsbistand giver udvikling. Nobelpristageren og økonomen Angus Deaton påpeger, at udviklingsbistandens centrale dilemma er, at »når vilkårene for udvikling er til stede, er bistanden ikke nødvendig. Når de lokale vilkår er fjendske over for udvikling, er udviklingsbistand ikke nyttig, og den vil gøre skade, hvis den fastholder disse vilkår« (min oversættelse). Deaton giver en række hårrejsende eksempler på utilsigtede skadevirkninger af bistand i sin anbefalelsesværdige bog ”The Great Escape”.

Som professor Martin Paldam har konkluderet i et metastudie af den videnskabelige litteratur: »På trods af rigtig mange data, med noget nær den ideelle struktur, og på trods af en meget stor forskningsindsats har det ikke kunnet vises, at udviklingsbistand giver udvikling.« (Nødhjælp i forbindelse med naturkatastrofer og krig er en anden ting. Her er det vigtigt, at vi træder til).

Nej, sandheden er nok snarere, at disse af FN udskældte 26 milliardærer samlet set har gjort mere for at udrydde fattigdom i verden end FN (hvis vi ser bort fra de få skurke på listen som Carlos Slim – mere om ham nedenfor).

Her er listen over de 26 rigeste i verden 2018, som opgørelsen er baseret på (link til kilden - se tabel 24.4):

Kilde: Fordelingspolitisk redegørelse 2018, CEPOS.

Vi ser, at listen toppes af personer som Bill Gates, Amancio Ortega, Jeff Bezos, Mark Zuckerberg, Larry Ellison og Michael Bloomberg. Alle iværksættere, hvis formuer er baseret på de virksomheder, de selv har startet – virksomheder, der alle har været kendetegnet ved at være ekstremt innovative. Vi skal helt ned til nummer 14 på listen, før vi finder den første (Jim Walton), som har arvet sin formue.

Det har ikke skadet verdens fattige, at disse mænd er blevet velhavende. De er blevet velhavende ved at opfinde, udvikle og sælge produkter, som forbrugerne helt frivilligt har taget til sig, fordi de fandt dem bedre end konkurrentens.

Ifølge rapporten Billionaires Insights 2018 (udgivet af Investeringsfirmaet UBS i samarbejde med PWC) er næsten 80 pct. af de største innovative gennembrud i de seneste 40 år udviklet af virksomheder, hvis ejere i dag er blevet milliardærer.

Nobelpris-økonomen William Nordhaus har undersøgt, hvor meget velstand iværksætterne skaber, og hvor stor en andel af den velstand, de formår selv at beholde. Nordhaus når frem til, at iværksætterne scorer 2 pct. af den samlede gevinst til sig selv – resten får alle vi andre glæde af i form af lavere priser, større udvalg, bedre kvalitet osv.

Forbrugerne løber med hovedparten af gevinsten på grund af konkurrencen på markedet. Det er derfor en skæbnesvanger misforståelse at tro, at det vil gavne de fattige at tage mere fra de rige. Hvis vi øger beskatningen af de 2 pct., som iværksætterne får til sig selv, så mindsker vi også iværksætteriet. Dels bliver det mindre attraktivt at blive iværksætter. Men endnu vigtigere er nok, at de, der én gang har haft succes, også er de bedste til at skabe nye iværksættereventyr som business angels eller venture capitalists. Øger vi skatten på dem, har de færre penge at investere til gavn for os alle sammen, ikke mindst verdens fattigste. Tænk blot på, hvad mobil-teknologi har gjort for at forbedre levevilkårene for de fattige i Afrika.

At brandbeskatte dem, der scorer 2 kr., hver gang vi andre får 98 kr., er i sandhed at dræbe gåsen, der lægger de gyldne æg.

I stedet for at mistænkeliggøre rigdom generelt burde FN fokusere på, hvordan man sikrer, at denne velstandsskabende mekanisme fungerer i hele verden. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvordan de rige er kommet til deres penge. Nogle steder i verden sker det faktisk ofte på bekostning af de fattige.

På listen over de 26 rigeste milliardærer i verden finder vi ud over iværksætterne, der skaber velstand til os alle, for eksempel også mexicanske Carlos Slim. Slim har ikke tjent sine penge på at skabe velstand for alle andre. Tværtimod. Via sine politiske kontakter fik Slim sikret sig et telemonopol og blev milliardær på at sende tårnhøje mobilregninger videre til mexicanerne.

Eksemplet illustrerer, at det afgørende er, hvordan rigdommen bliver skabt. Ulighed opstået i en dynamisk markedsøkonomi er ikke til skade for dem med lave indkomster eller middelklassen. Det er ikke til skade for os andre, at Steve Jobs blev rig på, at han og Apple skabte iPadden og iPhonen. Tværtimod. Det er et plussumsspil, der gavner stort set alle. Det er til gengæld til skade for mexicanerne, at Carlos Slim blev så rig. Det er til skade for dem på grund af måden, hvorpå han blev velhavende: ved at sætte markedet ud af kraft og skærme sig fra konkurrencen med et statsbeskyttet monopol. Det var et nulsumsspil, hvor Slim ikke skabte værdi til glæde for samfundet, men berigede sig på andres bekostning.

Læren er enkel: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Vi ser da også, at de fattigste 10 pct. er seks gange så velstående i lande med høj økonomisk frihed som i lande med lav økonomisk frihed. Så hvis man vil hjælpe de fattige, skal man styrke det frie marked og øge konkurrencen, ikke mistænkeliggøre velstand og omfordele via udviklingsbistand.

Sydkorea og Ghana var omtrent lige velstående i 1950. Sydkorea liberaliserede og åbnede økonomien mod omverdenen, men modtog til gengæld ikke ret meget udviklingsbistand. Ghana satsede på udviklingsbistand, men liberaliserede ikke økonomien. I dag er Sydkorea et af verdens mest velstående lande, mens Ghana er fattigt.

Og her til sidst et lille sommerdigt, som omtrent opsummerer bloggen:

Fattigdom er dårligdom
Det er alle enige om
Men er rigdom også skidt?
Nej, det er vidunderligt

Når en borger bliver rig
i en fri økonomi,
sker det ved at gi’ os andre
ting, vi ellers står og mangler

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
18.10.19, 14:19
Der hvor kvaliteten er lav, kan højere normeringer forstærke den ringe kvalitet Læs mere
Af Anna Thygesen
18.10.19, 11:00
Religion skal ikke fylde mere end nu, og hvis vi skal til at vurdere, hvornår en eller anden udtalelse er religionskritik eller ej, så ender vi på en glidebane. Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.10.19, 07:02
Hvor meget ved vi egentlig om konflikten, udover det mainstream-medierne fortæller os? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.10.19, 20:38
Nej, selvfølgelig ikke, men derfor kan hun godt vise tegn på mere sund fornuft end de sidste fem statsministre tilsammen. Læs mere
Af Isabella Arendt
17.10.19, 16:24
Hver gang man definerer noget, så putter man det i en kasse, lukker låget på kassen og skærer det væk, som måtte stikke udenfor i sprækkerne. Læs mere
Af Mathias U. Vinholt
17.10.19, 15:20
Selvom der er fuld blus på arbejdsmarkedet, kan vi så se hinanden i øjnene og påstå, at fællesskabet er klar til at gribe os, hvis dampen går af kedlerne? Læs mere
Af Andreas Høstgaard Poulsen
16.10.19, 21:47
Tyrkiet og USA splitter NATO-alliancen fra hinanden. Dette understreger behovet for et stærkere europæisk samarbejde, som kan gøre EU mere uafhængig af NATO. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.10.19, 21:15
Han ser Rigsfællesskabet, Canada og Norge som modvægt til uhindret stormagtskonkurrence. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
16.10.19, 18:56
Religionsfrihed og religionskritik er to sider af samme sag. Læs mere
Af Søren Gade
16.10.19, 17:00
Vi er blevet så trygge, at nogle bliver unaturligt skeptiske over for vaccination og fokuserer på bivirkninger i stedet for effekten. Læs mere