Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Venstrefløjen puster problemet op, men Danmark har verdensrekord i lav fattigdom

Indvandring er den vigtigste årsag til stigningen i antallet med lav indkomst.

Der bliver for tiden talt meget om, at antallet af fattige i Danmark skulle være stigende. Man får let det indtryk, at dem med de laveste indkomster generelt har fået færre penge mellem hænderne. Det er imidlertid ikke tilfældet, som vi skal se, tværtimod. Hvis man ser på den gruppe, man kalder for ”lavindkomstgruppen”, så har den igennem flere årtier i gennemsnit haft stigende indkomst.

Vi hører også, at der skulle være 254.000 fattige i Danmark, hvoraf 64.500 er børn. Men der er god grund til at være skeptisk overfor disse tal, hvilket jeg forklarer nærmere i denne video.

Danmark har verdensrekord i lav fattigdom

Når man skal opgøre, hvor mange fattige der er i et land, er den mest anvendte tilgang at starte med at opgøre antallet af personer i lavindkomstgruppen. Ifølge den mest almindelige definition tilhører man lavindkomstgruppen, hvis man tjener under halvdelen af medianindkomsten. Medianindkomsten er det beløb, hvor halvdelen af befolkningen tjener mindre, og halvdelen tjener mere.

Som figuren her viser, er Danmark det land i OECD, hvor den næstlaveste andel af befolkningen tilhører lavindkomstgruppen. Kun Island har en lavere andel af befolkningen med lav indkomst.

Kilde: OECD

Ser vi på andelen af danske børn, som vokser op i hjem med lav indkomst, så har Danmark den laveste andel blandt alle de velstående lande i verden. Et land som Sverige har en næsten 3 gange større andel af børn i lavindkomstgruppen.

Kilde: OECD

Så allerede her kan vi se, at der er noget galt med fortællingen om, at fattigdom skulle være et stort problem i Danmark. Det nødvendige kriterium, som skal være opfyldt for, at man kan siges at være fattig, er, at man har lav indkomst, og Danmark er et land, hvor meget få har lav indkomst sammenlignet med andre lande.

Danmarks Statistik beregner 4½ gange flere fattige end Thornings fattigdomskommission

Medianindkomsten er i Danmark på ca. 236.600 kr. om året – eller godt 19.700 kr. om måneden, målt på basis af den disponible indkomst, som er indkomst efter skat. Lavindkomstgruppen består derfor af personer med disponible indkomster på mindre end halvdelen af dette beløb, altså 118.300 kr. årligt eller ca. 9.900 kr. om måneden efter skat.

Thorning-regeringen nedsatte i 2012 en kommission, som skulle udarbejde en definition af fattigdom. Officielt hed kommissionen ”ekspertudvalg om fattigdom”. Udvalget offentliggjorde sin rapport i juni 2013 og nåede blandt andet frem til, at lav indkomst er et nødvendigt kriterium for at klassificere en person som fattig, men samtidig at det ikke er et tilstrækkeligt kriterium.

Nedenstående figur viser, hvordan kommissionens yderligere kriterier gør den relevante gruppe stadig mindre, indtil vi ender med den gruppe, som fattigdomskommissionen mente kunne betegnes som ”fattige”.

Kilde: Fordelingspolitisk Redegørelse 2019, CEPOS

Der er 473.900 personer i lavindkomstgruppen, men en stor del af dem er studerende, og de bør ikke inkluderes i en opgørelse af antallet af fattige. Ordet ”fattig” er et meget stærkt ord. Det signalerer et socialt problem. At studerende har en lav indkomst, opfatter vi imidlertid normalt ikke som et stort socialt problem. Man er kun studerende i en kortere periode, og de fleste får en god indtægt senere i livet.

Hvis man trækker studerende fra, falder lavindkomstgruppen til 245.700 personer. Derudover nåede kommissionen frem til, at man også bør fratrække personer med 100.000 kr. eller mere i formue. De behøver jo ikke at lide afsavn på grund af lav indkomst, når de kan finansiere deres forbrug ved at bruge af formuen. Trækker man dem fra, når man ned på en gruppe på 211.800 personer.

Endelig mente fattigdomskommissionen, at man skulle opfylde disse kriterier i mindst 3 år i træk for at kunne klassificeres som relativt fattig. Lav indkomst i en kortere periode er ikke så stort et problem, fordi man i en kortere periode bedre kan klare sig med de ting, man havde i forvejen, for eksempel gå i sit tøj lidt længere eller undlade at udskifte sin smartphone, ligesom mange kan låne penge i banken eller af familien.

Og det forholder sig faktisk sådan, at der heldigvis er rigtig mange, som kun har lav indkomst i en kortere periode. 45 procent er ude af lavindkomstgruppen allerede efter 1 år, og 56 procent efter 2 år. (I de 56 pct. er ikke medtaget dem, som var ude af lavindkomstgruppen efter 1 år, men kom tilbage det efterfølgende år. Bl.a. derfor kan man ikke benytte de 56 pct. til at beregne, hvor stor en andel af 1-års-lavindkomstgruppen, der regnes som fattige i fattigdomskommissionens definition”).

Kilde: Fordelingspolitisk Redegørelse 2019, CEPOS

Hvis man anvender Thorning-regeringens definition, er der altså 55.800 relativt fattige i Danmark – eller ca. 1 pct. af befolkningen. Af disse er 2.700 børn.

Hvordan kan det så være, at der for tiden skrives og tales meget om, at der angiveligt skulle være hele 254.000 fattige, hvoraf 64.500 er børn?

Det skyldes, at Danmarks Statistik har lavet sin egen definition af relativ fattigdom for at have noget at rapportere til FN om Danmarks overholdelse af verdensmålene. Det er bemærkelsesværdigt, at Danmarks Statistik når frem til et tal, som er så markant højere end dét, fattigdomskommissionen besluttede. Socialdemokratiet har da også meddelt, at partiet, hvis de vinder regeringsmagten vil genindføre sin gamle fattigdomsgrænse, som altså ville indebære, at der officielt er 55.800 relativt fattige i Danmark, ikke 254.000.

Kilder: Danmarks Statistik, Ekspertudvalg om fattigdom (2013) samt egne beregninger

Med andre ord: Lige nu får vi at vide af Danmarks Statistik, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og andre, at der er 254.000 fattige i Danmark. Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, bliver der indført en officiel fattigdomsgrænse, som vil indebære, at antallet falder til omkring 55.800 – afhængigt af, om man kopierer fattigdomskommissionen definition 100 pct. eller eventuelt ændrer den lidt. Det afgørende er, om man holder fast i, at man skal have været i lavindkomstgruppen i tre år eller ej, og her signalerer socialdemokraterne, at det skal man.

Så fra den ene dag til den anden kan det officielle fattigdomstal altså blive divideret med godt 4,5, uden at der er en eneste i lavindkomstgruppen, hvis indkomst er steget. Det viser med al ønskelig tydelighed, at vi her har at gøre med elastik i metermål.

Er indkomst, sociale problemer eller arbejdsløshed ondets rod?

Danmarks Statistik har begrundet ændringen fra tre år i lavindkomst til et år ved at henvise til et studie udført af Rune V. Lesner, som er lektor på Aarhus Universitet. Studiet finder, at børn af forældre i lavindkomstgruppen tjener mindre, når de bliver voksne, selv hvis forældrene kun befinder sig et enkelt år i lavindkomstgruppen.

Det er dog usædvanligt at foretage så grundlæggende et skift på basis af et enkelt studie. Selv om Lesner gør et heroisk forsøg på det, er det ganske vanskeligt at isolere en enkelt effekt (lav indkomst hos forældrene) fra alt det andet, som også har indflydelse på børnenes opvækst. Der er da også en række problemer med studiet. Blandt andet bliver der ikke i tilstrækkelig grad kontrolleret for, om det er årsagerne til fattigdom, som påvirker børnenes indtægt senere i livet snarere end lav indkomst i sig selv.

For eksempel kan misbrugsproblemer i familien føre til, at forældrene mister deres job og ender i lavindkomstgruppen. Men er det den lave indkomst eller misbruget, som påvirker børnene negativt? Lesner forsøger at isolere effekterne, men det er meget vanskeligt at gøre, og normalt ville man om noget så komplekst som dette mene, at der er ”brug for mere forskning”, som man så ofte hører forskere udtrykke det, inden man drager vidtgående konklusioner.

Der er også andre problemer med undersøgelsen. Den anvender ikke gængse retningslinjer som anvendt af f.eks. Finansministeriet og Vismændene vedrørende opgørelse af indkomster. For eksempel beregnes familiens indkomst som bestående af de biologiske forældres indkomst, uanset om mor og far bor sammen eller ej, og uanset om de eventuelt nu bor sammen med andre.

Endvidere skal man passe på, hvordan man tolker resultaterne. Lesner har nemlig ikke sammenlignet familier under fattigdomsgrænsen med familier, som ligger lige over, men derimod med familier som i gennemsnit ligger langt over fattigdomsgrænsen. Så selv hvis hans resultater var fuldkommen korrekte, så skal man give familierne med lav indkomst en meget stor indkomstfremgang for at nå de nævnte effekter på børnenes indkomst senere i livet.

Andre studier peger i andre retninger end lav indkomst som væsentlig forklaringsfaktor. I Cepos har vi f.eks. undersøgt effekten af at være i beskæftigelse på den negative sociale arv. Er forældrene blandt de 20 pct. lavest lønnede (målt ved disponibel indkomst), er der 32 pct. sandsynlighed for, at børnene ligger i samme indkomstkategori som voksne. Hvis der slet ikke var en social arv i indkomst, skulle andelen være 20 pct.

Størrelsen af den sociale arv er imidlertid meget afhængig af, om forældrene er i job eller på overførsel: 43 pct. af børn fra hjem med lav indkomst, hvor forældrene hovedsageligt får deres indkomst fra overførsler, ender selv op i lavindkomstgruppen som voksen.

For børn af forældre med lav indkomst, som hovedsageligt får deres indkomst fra job, ender kun 26 pct. blandt de 20 pct. lavest lønnede. Overrepræsentationen i lavindkomstgruppen reduceres altså meget markant, hvis forældrene er i beskæftigelse: fra 23 procentpoint (43 pct. – 20 pct.) til 6 procentpoint (26 pct. – 20 pct.).

Lavindkomst i Danmark er mere attraktivt end lavindkomst i Somalia

Men der er andre problemer med måling af fattigdom end spørgsmålet om, hvor længe man skal have lav indkomst. Der er helt grundlæggende problemer med ideen om, at grænsen for fattigdom helt automatisk stiger i takt med velstandsudviklingen i samfundet.

Det har nogle mærkværdige konsekvenser. En af dem er, at kan ske en stigning i antallet af fattige i Danmark, selv om lavindkomstgruppen har stigende indkomster. Anvender man fattigdomskommissionens definition, har antallet af fattige således været stigende, som man kan se af den blå kurve i figuren nedenfor.

Kilde: Fordelingspolitisk Redegørelse 2019, CEPOS

Det kan se foruroligende ud, men stigningen skyldes ikke, at en stor gruppe har fået det økonomisk værre i perioden. Faktisk har lavindkomstgruppen haft stigende indkomst over hele perioden, som det fremgår af denne figur – og den er renset for inflation:

Kilde: Egne beregninger på grundlag af Danmarks Statistiks registerdata

Årsagen til, at lavindkomstgruppen er steget i indkomst, men at der alligevel er kommet flere fattige ifølge den anvendte definition, er, at medianindkomsten for hele befolkningen er vokset endnu hurtigere end indkomsterne for lavindkomstgruppen.

Lad os i stedet benytte den fattigdomsgrænse, der var i år 2000, og lade den stige med inflationen, så købekraften bevares, men ikke med den generelle velstand, som hvis man lader grænsen følge medianindkomsten. Med en fast – men inflationssikret – grænse ser udviklingen i antallet af fattige ud som i den røde kurve denne figur:

Kilde: Fordelingspolitisk Redegørelse 2019, CEPOS

Så, hvilken af de to kurver kommer tættest på at beskrive virkeligheden – er der kommet flere eller færre fattige. Ja, sandheden ligger nok et sted midt imellem de to yderpunkter. For på den ene side er det jo rigtigt, at hvordan vi definerer, hvad det vil sige at være fattig, må ændre sig med tiden, efterhånden som samfundet bliver rigere.

Men på den anden side er fattigdom ikke et 100 pct. relativt begreb. Det er altså bedre at være en del af lavindkomstgruppen i Danmark, end det er at være en del af den i Rumænien, Pakistan eller Somalia. Det kan vi blandt andet se ved, at der er mange, der gerne vil emigrere fra lande som Rumænien, Pakistan og Somalia til Danmark, også selv om de kommer til at blive en del af lavindkomstgruppen her i landet, mens mange tilhørte middelklassen eller sågar overklassen i deres oprindelige lande.

Vi ser da også, at en meget stor del af stigningen i antallet af ”fattige” i Danmark i de senere år alene skyldes, at der er kommet flere indvandrere. Nedenstående figur viser, at hvis man anvender ekspertudvalgets definition, kan kun 0,6 pct. af de etniske danskere klassificeres som fattige, mens det gælder seks gange så mange blandt indvandrere og fem gange så mange blandt efterkommere af indvandrere.

Kilde: Fordelingspolitisk Redegørelse 2019, CEPOS

Det skyldes blandt andet, at den nuværende regering har indført integrationsydelsen til indvandrere, som ligger et stykke under kontanthjælpen. Et af argumenterne for denne lave ydelse er, at det ikke skal være for økonomisk attraktivt for udlændinge at komme til Danmark for at være på passiv forsørgelse.

En del af problemet med denne debat er, at ordet ”fattig” er meget følelsesladet. Vi har ikke absolut fattigdom i Danmark, hvor man ikke kan dække de mest basale behov som mad, tøj og husly. Derfor ville det nok være mere retvisende at omtale gruppen med de laveste indkomster som ”lavindkomstgruppen” snarere end som gruppen af ”fattige”.

Desuden er der brug for en meget mere kritisk og nuanceret tilgang til tallene vedrørende antallet af fattige. Vi har ikke et stort problem med fattigdom i Danmark, og generelt oplever alle samfundsgrupper indkomstfremgang over en årrække. Følger man konkrete personer over tid, er det endda dem med de laveste indkomster, som i gennemsnit oplever den største indkomstfremgang.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
18.10.19, 14:19
Der hvor kvaliteten er lav, kan højere normeringer forstærke den ringe kvalitet Læs mere
Af Anna Thygesen
18.10.19, 11:00
Religion skal ikke fylde mere end nu, og hvis vi skal til at vurdere, hvornår en eller anden udtalelse er religionskritik eller ej, så ender vi på en glidebane. Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.10.19, 07:02
Hvor meget ved vi egentlig om konflikten, udover det mainstream-medierne fortæller os? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.10.19, 20:38
Nej, selvfølgelig ikke, men derfor kan hun godt vise tegn på mere sund fornuft end de sidste fem statsministre tilsammen. Læs mere
Af Isabella Arendt
17.10.19, 16:24
Hver gang man definerer noget, så putter man det i en kasse, lukker låget på kassen og skærer det væk, som måtte stikke udenfor i sprækkerne. Læs mere
Af Mathias U. Vinholt
17.10.19, 15:20
Selvom der er fuld blus på arbejdsmarkedet, kan vi så se hinanden i øjnene og påstå, at fællesskabet er klar til at gribe os, hvis dampen går af kedlerne? Læs mere
Af Andreas Høstgaard Poulsen
16.10.19, 21:47
Tyrkiet og USA splitter NATO-alliancen fra hinanden. Dette understreger behovet for et stærkere europæisk samarbejde, som kan gøre EU mere uafhængig af NATO. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.10.19, 21:15
Han ser Rigsfællesskabet, Canada og Norge som modvægt til uhindret stormagtskonkurrence. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
16.10.19, 18:56
Religionsfrihed og religionskritik er to sider af samme sag. Læs mere