Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Godt, at danskerne siger fra over for krænkelseskulturen. Der er brug for mådehold og overbærenhed

Alene rettigheder kan blive krænket. Følelser kan kun blive såret.

Danskerne føler sig sjældent ”krænkede”, ifølge Berlingske, som har fået Gallup til at spørge et repræsentativt udsnit af befolkningen om deres holdning til en række såkaldte ”krænkelsessager”, der har fået stor omtale i medierne.

Blandt sagerne er Hottentot-karrusellen i Djurs Sommerland, afsyngningen af ”Den danske sang er en ung blond pige” på CBS (læs her Jalvings rammende kritik af sagen), udklædning som mexicaner og indianer på Københavns Universitet, landsholdets sejrsråb ”store patter” og MeToo-kampagnen på en skala fra 0 til 5, hvor 0 er uberettiget/useriøs og 5 er berettiget/seriøs.

Kun MeToo finder danskerne berettiget med en score på 2,9. Den score kunne efter min smag godt have været større. De øvrige sager ligger berettiget meget lavt på mellem 0,4 og 1,4. For eksempel scorer den nu fjernede Hottentot fra Djurs Sommerland 0,6 ud af 5, og afsyngningen af ”Den danske sang er en ung blond pige” anses af danskerne som den mest uberettigede sag med en score på 0,4.

Danskerne udviser her en sund dømmekraft. De krænkelsesparate har nemlig overspillet deres kort i flere af disse sager. Modreaktionen fra danskerne er fornuftig. Men der er mere at sige om emnet.

Problemet er, at udtrykket ”at krænke” bruges forkert i den offentlige debat. Det bliver udvandet til ukendelighed, når krænkelser gøres til en subjektiv følelse fremkaldt af dette eller hint, som er sket eller sagt, men slet ikke har noget specifikt med den, der føler sig krænket at gøre.

Man kunne indvende, at det blot er en strid om ord, men ord er vigtige. Det illustrerer sagen om Københavns Universitets retningslinjer for nultolerance over for krænkende adfærd. ”Retningslinje for håndtering af krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane”, trådte i kraft i juni 2018 og blev til som en udløber af MeToo-afsløringerne i en række lande.

Mobning og seksuel chikane er naturligvis uacceptabelt i en hvilken som helst organisation, og det kan derfor være fornuftigt at have retningslinjer for den slags.

Men i løbet af de efterfølgende måneder viste en række sager, at retningslinjerne de facto kunne bruges til at indskrænke ytrings- og forskningsfriheden. Det fik i december fællestillidsrepræsentant Thomas Vils Pedersen til at konkludere, at retningslinjerne måtte skrives om for at beskytte grundlæggende frihedsrettigheder. »Da vi skrev de her retningslinjer, havde vi slet ikke undervisningsfriheden på radaren,« forklarede han.

Hvordan kunne det gå så galt? Det gjorde det blandt andet, fordi retningslinjerne åbenbart ikke tog højde for, at en krænkelse skal være konkret og rettet imod den pågældende person for at kunne kaldes en krænkelse.

Hvis en professor befamler eller mobber en studerende, er det en krænkelse af den pågældende. Hvis en professor bruger ordet neger i en forelæsning, er det ikke en krænkelse. Man kan mene, at det – afhængigt af omstændighederne – kan være upassende. Men ingen er blevet krænket.

Det er ikke blot en strid om ord, men en vigtig pointe, for hvis alt, hvad der måtte støde, såre eller vække andre negative følelser hos nogen, kan defineres som en krænkelse, udvandes rettigheder såsom ytringsfriheden (og dermed forskningsfriheden på Københavns Universitet). For retten til ikke at få ”krænket” sine følelser kan vel være lige så vigtig som retten til ikke at få krænket sin ytringsfrihed, ikke sandt?

Forkert! De vestlige demokratiers grundlæggende rettigheder såsom ejendomsretten, ytringsfriheden, kontraktfriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden er beskyttet af Grundloven og er centrale fundamenter for vores velstående og relativt stabile og harmoniske samfund.

Vi bør reservere ordet krænkelse til at omfatte konkrete handlinger, som underminerer en eller flere af disse rettigheder for en eller flere konkrete personer. Følelser kan ikke blive krænket. De kan blive såret.

Det er god borgerlig pli så vidt muligt at forsøge at undgå at såre andre menneskers følelser. Der er gode grunde til at vise hensyn og at lytte til personer, der opfatter bestemte ytringer eller handlinger som sårende. Vi tilpasser løbende vores normer og værdier, og det har historisk set generelt vist sig at være til det bedre. Det er for eksempel blevet nemmere at være homoseksuel i vores samfund.

Det er en god ting, at vores tolerance på en række områder er blevet større. Men det gør ikke noget godt for denne tolerance, når identitetspolitikken sniger sig ind i den offentlige debat, og nogle pludselig ser sig kaldet til at tale på vegne af en hel gruppe. De mest højtråbende fører sig frem med ekstreme synspunkter og krav.

Krænkelseskulturen fremmer ikke de mål, de krænkelsesparate påstår at kæmpe for. Tværtimod reagerer danskerne forståeligt og fornuftigt imod den. Hottentot-karrusellen var ikke nogen krænkelse. At påstå det modsatte er absurd og stopper enhver dialog.

Det ville være ideelt, hvis vi kunne nå dertil, at begge sider i sådanne diskussioner udviste mådehold og overbærenhed.

Det er for eksempel ikke noget vanvittigt synspunkt, at tiden var løbet fra Hottentot-karrusellen, og at det derfor er det fint, at den er blevet omdøbt. Det er heller ikke noget vanvittigt synspunkt, at hvis der bliver filmet i omklædningsrummet, gør herrelandsholdet klogt i at opføre sig, som man ville gøre i offentligheden, og at man alternativt bør overveje et forbud mod at filme i omklædningsrummet. Så kan spillerne i fred og ro hylde kvindens anatomi.

Men bedst var det efter mit gemyt, hvis vi lærte at slappe lidt af og udvise noget overbærenhed. Smartphones og de sociale medier gør, at forskellen mellem det private og det offentlige viskes ud. Men tilværelsen bliver ulideligt snerpet, hvis jubelråb i et omklædningsrum skal vurderes på samme skala som et interview givet til tv-sporten.

Som jeg har påpeget andetsteds, var landsbyen før industrialiseringen et intolerant sted. Man holdt øje med naboernes færden og sladrede om dem, der trådte det mindste uden for dydens meget smalle sti. Så flyttede vi til byen og fik mere anonymitet, hvilket der ligger en frihed i. Sociale medier er i gang med at skabe en ny digital landsby, hvor alle holder øje med hinanden. Problemet er, at den nye overvågning ikke er holdt i skak af den geografiske nærhed, som dog i de oprindelige landsbyer skabte et fællesskab med dem, man holdt øje med og en forståelse for deres situation og overvejelser. Der kan i dag på ingen tid skabes en lynchstemning, som i højere grad bliver båret frem af forargelse, flokmentalitet og et skinhelligt ønske om at pudse egen glorie end af moden overvejelse hos den enkelte.

Denne cocktail kan udvikle sig til en helt ulidelig rethaveriskhed og politisk korrekthed, hvis den ikke møder modstand.

Alternativet kunne være at træde et skridt tilbage og udvise overbærenhed. Hvis man ikke kan lide fester, hvor folk klæder sig ud, kunne løsningen være at lade være med at deltage. Hvis man ikke kan lide omgangstonen i omklædningsrummet, kan man lade være med at se videoklips fra det.


Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Sonja Mikkelsen
21.05.19, 10:16
Fra 2.637 folkevalgte ansvarlige for sundhed til 0 med et pennestrøg. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.05.19, 14:40
Lars Løkkes utilgivelige svigt i de sidste fire år vil komme til at stå som en skamplet i Danmarks historie. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.05.19, 06:00
De siger, de kæmper mod had og intolerance. Men ingen hader så manisk som journalister i flok. Læs mere
Af Harun Demirtas
18.05.19, 14:53
Jeg synes, det er dybt respektløst, at hun bruger ordet “for bøsset” som nedværdigende i hendes udtalelser. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.05.19, 13:48
Bliver det virkelighed, vil det slå tunge søm i DF’s ligkiste. Læs mere
Af Nauja Lynge
17.05.19, 21:19
Det siger Christen Sørensen, Ellemann- Jensen, Martin Lidegaard, Marcus Knuth og DF. Læs mere
Af Anna Thygesen
17.05.19, 13:47
Jeg er faktisk der, hvor jeg foretrækker Grenov med hele pakken af antienergi, lav stemmeføring og stresstærskel. Ham ved man da, hvor man har. Læs mere
Af Harun Demirtas
16.05.19, 14:18
Man kan vælge være naiv og tro på, at Socialdemokratiet er stort og stærkt, siden Venstre ønsker at samarbejde med partiet. Læs mere
Af Mikael Jalving
16.05.19, 13:43
Læs videre og bliv advaret. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.05.19, 09:52
Havde DF dog blot været hudløst ærlige, kunne noget af nedturen være forhindret. Læs mere