Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Pædagogerne gør vuggestuer og børnehaver til en politisk kampplads

Kravet om minimumsnormeringer er centralisering og københavneri

Lørdag kl. 13 er der i en række byer demonstrationer for, at Folketinget skal indføre mindstenormeringer i vuggestuer og børnehaver.

Pædagogerne gør vuggestuer og børnehave til en politisk slagmark

DR’s dokumentar ”Hvem passer vores børn” er den direkte anledning til demonstrationerne i dag. De præsenteres som et forældreinitiativ, men det er nu en sandhed med modifikationer. Rundtomkring i landet har pædagoger og pædagogiske ledere gjort deres for at mobilisere forældrene.

I nogle institutioner har ledelsen skrevet ud til forældrene med opfordring til at se dokumentaren. Jeg er blevet forelagt en e-mail, hvor man endda går så langt som til at fortælle forældrene, at der i deres institution hersker samme (angiveligt) kritisable forhold, som dokumentaren beskriver. Med andre ord er budskabet: Vi passer ikke jeres børn ret godt. Det er uanstændigt at tage børnene og forældrenes kærlighed, omsorg og bekymring for deres børn som gidsler på den måde i en politisk kamp.

Her er et eksempel på en besked sendt ud til forældrene i en institution fra lederen af institutionen – altså ikke fra forældrebestyrelsen – hvor forældrene opfordres til at deltage i demonstrationen.

Besked sendt til forældre til børn i daginstitution underskrevet af lederen af institutionen.

Nedenfor kan man se et uddrag af den vedhæftede flyer. Det er en invitation til demonstration i Fredericia for minimumsnormeringer.

Pædagoger er selvfølgelig i deres gode ret til at ytre sig politisk og til at arbejde for de politiske formål, de måtte støtte – herunder en centralisering af den politiske beslutningsproces i Danmark. Men de må gøre det i deres fritid og i det offentlige rum. Det, der har fundet sted i nogle institutioner de seneste uger, er et misbrug. Kamilla, der har skrevet denne besked under, er institutionsleder og misbruger sit embede og den adgang, det giver til daginstitutionens forældre. Den kanal, som bruges til dele invitationen til at deltage i demonstrationen, har forældrene tilmeldt sig for at få information om deres barns daginstitution – ikke for at blive inviteret til politiske demonstrationer. Dermed er udsendelsen formentlig også et brud på persondataloven (GDPR). Det kunne være interessant at få at vide, hvem der har opfordret Kamilla til at dele flyerne på denne måde. Er det en forældre? Er det en repræsentant for Bupl?

Helt generelt bør pædagoger ikke bruge deres professionelle relation med forældrene til at propagandere for politiske formål. Det er ikke rimeligt at gøre vuggestuer og børnehave til en politisk slagmark. Forældre, der er uenige i ønsket om minimumsnormeringer, bringes i en kattepine. De ønsker ikke nødvendigvis blive del i en politisk diskussion med de pædagoger, som de hver dag betror deres børn.

Minimumsnormeringer er centralisering og københavneri

Minimumsnormeringer er en ualmindeligt dårlig idé. Normalt hylder vi nærdemokratiet. Rød og blå blok skændes i øjeblikket bravt om, hvem der står for det nære, og hvem der står for centralisering på sundhedsområdet. Begge parter beskylder hinanden for at stå for centralisering – og det er ikke venligt ment. Kravet om minimumsnormeringer er et krav om centralisering. Pædagogernes fagforening, Bupl, og demonstranterne har ikke tillid til, at borgerne lokalt er i stand til at vælge politikere, der formår at prioritere de kommunale ressourcer. Det skal Christiansborg gøre for dem. Man kunne fristes til at kalde kravet om mindstenormeringer for københavneri.

Dette på trods af, at det kommunale selvstyre ser ud til at fungere langt bedre på dette område end centralt styre fra København. I min seneste blog påviste jeg blandt andet, at Danmark er et af de lande, der bruger flest penge per barn på børnepasning, at forældrene har en meget høj grad af tilfredshed med kvaliteten af ydelsen, og at denne tilfredshed faktisk er steget de senere år.

Det står altså på ingen måde klart, at mangel på ressourcer er problemet i daginstitutionerne. Derimod står det ganske klart, at voksende bureaukrati er et problem. Som jeg gør opmærksom på i bloggen viser undersøgelser, at den andel af arbejdstiden, som pædagogerne bruger på rent faktisk at være sammen med børnene, har været støt faldende i årtier.

Selv om de enkelte kommuner sikkert bærer deres del af skylden, er der ingen tvivl om, at meget af denne bureaukratiske tilsanding af daginstitutionerne kommer fra Christiansborg. Hvis det lykkes Bupl og demonstranterne at få centraliseret endnu mere af beslutningskraften og ansvaret i København, er det sandsynligt, at bureaukratiet bliver værre.

Mekanismen er velkendt: For det første vil politikere, der sidder centralt og deler penge ud, have hånd i hanke med, hvordan pengene bliver brugt. Dels indebærer kravet om minimumsnormeringer den logik, at det er Christiansborg, der holdes ansvarlig for kvaliteten af de danske vuggestuer og børnehaver, ikke de lokalt valgte politikere. Hvis Christiansborg får ansvaret, vil Christiansborg også styre. Nye regler og dokumentationskrav vil vælte ned over pædagogerne.

Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen (for eksempel her og her), er der stærke mekanismer i velfærdsstaten, som trækker i retning af bureaukrati og centralisering. Alle velfærdsstatens aktører hylder i det abstrakte og i skåltalerne nærdemokratiet og erklærer tillid til de offentligt ansatte og lover dem mere frihed. Men når det bliver konkret, trækker de næsten altid i den modsatte retning. Således også i denne sag.

En af de skyldige her er Danmarks Radio. Initiativtagerne til demonstrationerne har igen og igen henvist til DR’s dokumentar ”Hvem passer vores børn”, som f.eks. her:

Uddrag af plakat, der kalder til demonstration for minimumsnormeringer – min fremhævning med gult.

Som Berlingske Tidende har afdækket, er dokumentaren i det hele taget meget problematisk: Den bruger f.eks. forkerte, oppustede tal. Den er ikke et forsøg på at lave en nuanceret beskrivelse af udfordringerne i danske daginstitutioner, men fremsætter den påstand og anklage, at der er for få pædagoger. Men det, der er relevant at hæfte sig ved i denne sammenhæng, er, at dokumentaren retter skytset mod Christiansborg og socialminister Mai Mercado (K). Ikke imod de lokale folkevalgte. Dokumentaren har filmet i to daginstitutioner og interviewet en række medarbejdere om deres hverdag. Men man finder det ikke relevant at stille kommunerne til ansvar for de angiveligt kritisable forhold i de to daginstitutioner. Det er socialministeren, der bringes under anklage. Og dermed kalder dokumentaren implicit netop på den centralisering, som demonstranterne har taget til sig, og som Bupl længe har plæderet for.

Talspersoner for demonstranterne indvender, at det er nødvendigt at rette skytset imod Christiansborg, fordi problemet angiveligt skulle være for få ressourcer i kommunerne. Men det passer ikke. Kommunerne har pengene, men de prioriterer deres ressourceforbrug meget forskelligt. Der er f.eks. kommuner, der bruger markant flere penge per barn i folkeskolen end andre – i øvrigt uden at dette kan ses på resultaterne ved folkeskolens afgangsprøve (når der tages højde for forskelle i social baggrund).

Landets 98 kommuner kunne i 2018 tilsammen spare ca. 25 mia. kr., hvis de formåede at prioritere og anvende ressourcerne ligesom den mest udgiftseffektive kommune, som i 2018 er Vejle. Beregningen kaldes »kommunepotentialet«. Den sammenholder hver kommunes faktiske udgifter med udgiftsbehovet, givet kommunens befolkningssammensætning, geografi m.v.

De 25 mia. kr. er mange gange mere, end hvad kravet om minimumsnormeringer ville koste. Kommunerne har altså pengene, men de folkevalgte har valgt at prioritere anderledes, end demonstranterne gerne vil have. Det har borgerne hidtil generelt set været tilfredse med – hvilket Danmarks Radio og Bupl så nu har indledt en kampagne for at lave om på. Pædagogerne ønsker utilfredse forældre. Det kan virke paradoksalt, men det er velfærdsstatens perverse logik. Kun hvis der er generel utilfredshed, kan man få flere penge.

Timingen er perfekt her lige op til et folketingsvalg, hvor politikerne slås indbyrdes om at love flere penge til de mest højtråbende særinteresser.

Bupl var lige så utilfredse, dengang normeringerne var højere

Ifølge Bupl ville de krævede mindstenormeringer bringe normeringerne tilbage til niveauet i 2009. Lad os derfor se på, hvad Bupl dengang havde at sige om normeringerne.

Til Ritzau kommenterede Bupl’s daværende formand Henning Pedersen de kommunale budgetforhandlinger med disse ord: »Det er en katastrofe. Man fortsætter den nedadgående spiral, man har haft i flere år. Kommunerne er så pressede på økonomien, at de trods løfter om det modsatte fra både regeringen og KL fortsætter med at forringe institutionsområdet. Bunden er for længst nået«.

Jeg har kigget Bupl’s medlemsblad igennem fra den årgang. Her er et par citater fra ledende artikler fra 2009, hvor Bupl giver udtryk for sin officielle holdning:

»Men samtidig er der stort behov for at kigge på normeringerne. KL indrømmede selv på delegeretmødet i forrige uge, at normalområdet var skåret helt ind til benet.« (Leder)

»Vuggestuerne, børnehaverne og klubberne er presset langt ud over det acceptable.« (Leder)

»Den reelle løsning er i stedet, at politikerne får øjnene op og sørger for økonomi til bedre normeringer

I 2018 mener Bupl, at man skal øge normeringerne til niveauet i 2009. Hvis det lykkes Bupl at presse dette igennem, skal politikerne og skatteyderne ikke forvente, at kravet om øgede normeringer vil forstumme. I 2009 mente Bupl, at bunden var nået, at der var skåret helt ind til benet, at daginstitutionerne var presset langt ud over det acceptable, og at politikerne skulle øge normeringen. Det mener de også i 2018. Det vil Bupl altid mene. For Bupl er løsningen altid højere normeringer – ligegyldigt hvad problemet er. Og ligegyldigt om der er et problem eller ej.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Jens Philip Yazdani
23.10.19, 12:19
Fuck om folk er muslimer. Det er nemlig ikke dét, det drejer sig om, når du mister dit job, når din mor på plejehjemmet pisser sig selv i bukserne uden at få dem skiftet, eller når dine børn får lov at sidde grædende i et hjørne for sig selv henne i børnehaven. Læs mere
Af Isabella Arendt
23.10.19, 11:45
Mit bud er, at regeringen er så vant til tal og regneark, når de ser på mennesker, at de helt har glemt, hvad faglighed er. De er blevet ude af stand til at vise tillid og kan kun tage stilling til mennesker, hvis menneskets hele fremtid bliver reduceret til “10” eller “4”. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.10.19, 11:26
Og førende forskere har som sædvanlig ikke fattet en bønne. Læs mere
Af Peter Kofod
22.10.19, 10:13
Statsministeren slår sig op som folkets stemme i EU-samarbejdet, men intet kunne være mere forkert. Det viser hendes partis handlinger i Bruxelles. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
22.10.19, 06:44
Den har det hele: Ritualer, renhed og skel mellem de omvendte og uomvendte Læs mere
Af Peter Kofod
21.10.19, 11:46
Lad mig sige det ligeud: Jeg håber, brexit bliver gennemført - og jeg ser mig til, at det endelig bliver klaret. Læs mere
Af Camilla Burgwald
21.10.19, 09:54
Kun halvdelen af forældre til børn i 4. og 7. klasse taler med deres børn om børnenes onlineliv. Så hvem skal lære børnene, at det også er sundt at slukke – Youtube, Snapchat eller Tiktok? Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
20.10.19, 22:17
Men ingen er skyldig uden dom Læs mere