Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Drop krav om minimumsnormeringer i daginstitutioner. Fjern i stedet bureaukrati, så pædagogerne får mere tid til børnene

Kun halvdelen af pædagogernes tid går i dag til børnene.

Danmarks Radio har med dokumentaren ”Hvem passer vores børn?” skubbet kraftigt til en debat om, hvorvidt der er nok ansatte i vuggestuer og børnehaver. På lørdag den 6. april bliver der forskellige steder i landet demonstreret for, at Folketinget skal fastlægge minimumsnormeringer i kommunerne – et forslag, som pædagogernes fagforening, BUPL, længe har argumenteret for.

Det er imidlertid et dårligt forslag af tregrunde:

1) I det omfang, der er et problem med pasningen i vuggestuer og børnehaver, skyldes det ikke for få pædagoger, men at pædagogerne bliver pålagt at bruge for meget tid på bureaukrati i stedet for at passe børn.

2) Noget tyder på, at der ikke er et generelt problem med kvaliteten af pasningen i vuggestuer og børnehaver.

3) Det ville være endnu et brud med det lokale demokrati, hvis Folketinget tvinger bestemte normeringer ned over kommunerne. Tror vi ikke på, at borgerne lokalt er i stand til at vælge politikere, der afsætter de nødvendige ressourcer til børnepasning?

Jeg vil uddybe de to første grunde i denne blog og gemme den sidste til næste blog (link tilføjet 6. april).

Problemet er ikke for få pædagoger, men for meget bureaukrati

Når det er sagt, vil der altid være ting, der kan gøres bedre i dagtilbuddene. Nogle dagtilbud leverer dårlig kvalitet, og nogle børn har særlige behov, som man ikke alle stedet formår at opfylde. Det er derfor altid relevant at diskutere, hvordan dagtilbuddene kan blive bedre.

I Danmark er det en grundantagelse, at forbedringer af den offentlige sektor kræver flere ressourcer. Men hvis en sektor i forvejen bruger mange ressourcer, er det på igen måde sikkert, at endnu flere ressourcer er løsningen. Og hvis sektoren ovenikøbet er plaget af problemer med organiseringen, bør man være meget påpasselig med at forvente, at flere ressourcer er løsningen. I stedet bør man gribe om nældens rod og forbedre organiseringen.

Nogle vil måske opfatte det som en provokation at påstå, at vi bruger mange ressourcer på børnepasning, men ser man på det i international sammenligning, så bruger vi faktisk rigtig mange penge. Figuren her viser tal fra OECD, der sammenligner, hvor mange offentlige skattekronerforskellige lande bruger på pasning per barn i førskolealderen, som rent faktisk bliver passet. De høje danske tal forklares altså ikke af, at vi har mange børn, som bliver passet: det er udgifter per barn. Og der er korrigeret for købekraft, altså for at Danmark er et dyrt land.

Kilde: OECD - Education at at glance (2017) - tabel c.2.3 https://www.oecd-ilibrary.org/education/education-at-a-glance-2017_eag-2017-en

Sammenligningen viser, at Danmark kun overgås af to lande, som har et noget højere bnp per capita, end vi har, nemlig Luxembourg og Norge, mens Sverige bruger færre penge per barn. Der skal tages det forbehold, at det er vanskeligt at lave den slags sammenligninger, fordi landene har meget forskellige systemer og traditioner, men omvendt har OECD igennem årtier udviklet og forfinet den slags sammenligninger, og mon ikke vi i det mindste kan konkludere, at Danmark i international sammenligning ligger i den høje ende, når det handler om udgifter til pasning af børn.

Så er der spørgsmålet om organiseringen: Hvor meget får vi for pengene? Det belyser en bemærkelsesværdig analyse udført af Bureau 2000 for fagforeningen FOA. Bureau 2000 har specialiseret sig i at analysere data på daginstitutionsområdet. I denne analyse har man blandt andet forsøgt at kortlægge, hvor stor en del af pædagogernes arbejdstid der bliver tilbragt med rent faktisk at passe børn. Og vel at mærke har man kortlagt udviklingen i denne andel over tid. Tabellen her stammer fra rapporten:

Kilde: ”Mindre tid til børn”, Bureau 2000

Ifølge analysen er der siden 1970’erne sket et dramatisk fald i andelen af pædagogernes tid, som bliver brugt på at være sammen med børnene. Det understreges i analysen, at der er tale om et skøn, som er belagt med stor usikkerhed. Men den overordnede tendens skulle være sikker. Man kan med udgangspunkt i dette skønlave et regneeksempel, der viser potentialet ved at fjerne unødigt bureaukrati: En tilbagevenden til tidsanvendelsen i år 2000 svarer til en forøgelse i normeringen – set fra børnenes (og forældrenes) perspektiv – på ca. 5.500 pædagoger.

Til sammenligning har BUPL som erklæret mål at bringe normeringen op på niveauet i 2009, hvilket – igen Ifølge BUPL – ville kræve 4.000 ekstra fuldtidsansatte pædagoger.

Det er uklart, hvor de 4.000 pædagoger skal komme fra. Vi har mangel på arbejdskraft, og hver person i arbejdsstyrken, som bliver uddannet og ansat som pædagog, kommer til at mangle i det private erhvervsliv. Derimod kan man helt reelt øge antallet af pædagoger, der rent faktisk passer børn, ved at tage et opgør med bureaukratiseringen af daginstitutionerne, der stjæler pædagogtid fra børnene.

Det er væsentligt at slå fast, at dette ikke handler om, at pædagogerne skal løbe hurtigere. Tværtimod har BUPL og en række andre fagforeninger netop efterlyst mindre bureaukrati og færre dokumentationskrav, så medarbejderne kan koncentrere sig om det væsentlige og dét, der har fået dem til at vælge den karrierevej: at passe børn i stedet for at sidde i møder og udfylde skemaer.

Der er ikke et generelt problem med kvaliteten af pasningen

Diskussionen om kvaliteten af dagtilbuddene er primært opstået som følge af DR’s dokumentar, hvor man filmer i to institutioner og beder en psykolog, Rikke Yde Tordrup, om at kommentere. Endvidere har man interviewet en række medarbejdere, der fortæller om deres hverdag. Og endelig er der masser af billeder som dette:

Kilde: dr.dk - et øjebliksbillede fra dokumentarudsendelsen ”Hvem passer vores børn”, som kan ses på DR’s hjemmeside.

Og det går jo lige i hjertet på os alle. Men hvad siger det egentlig om kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver generelt? Faktisk ikke ret meget. Selv i den bedst normerede daginstitution vil sådanne situationer forekomme. Børn bliver kede af det. DR har formentlig filmet mange timer i hver af de to institutioner. Det er helt tydeligt, hvad intentionen er med udsendelsen: at fortælle, at normeringerne er for små og at forarge undervejs. Dokumentaren har næppe udvalgt et repræsentativt udsnit af optagelser, der giver et indtryk af, hvordan livet generelt er som barn i de to institutioner. Man har udvalgt de få minutter, der har kunnet underbygge dokumentarens fortælling.

Ikke engang optagelserne fra de to institutioner, dokumentaristerne har besøgt, er altså repræsentative for disse to institutioner. Men selv hvis de var, så fortæller to eksempler intet om, hvordan det generelt forholder sig i danske vuggestuer og børnehaver.

En måde at undersøge dét på er at spørge et repræsentativt udsnit af forældrene til børn i dagtilbud, om de er tilfredse. Det har konsulenthuset Rambøll gjort for Social- og indenrigsministeriet i 2016. Undersøgelsen fandt, at 88 pct. af forældrene var tilfredse eller meget tilfredse, mens kun 5 pct. var utilfredse eller meget utilfredse. Nok så interessant er den samlede tilfredshed steget de senere år. På en skala fra 1 til 5 lå den samlede gennemsnitlige tilfredshed på 4,1 i 2012, på 4,2 i 2014 og på 4,3 i 2016 – en statistisk signifikant stigning i tilfredsheden, ifølge Rambøll.

Dokumentaren hævder, at forældrene ikke er i stand til at vurdere den slags. De færdes jo ikke i institutionen i løbet af dagen og ser derfor ikke, hvordan det står til. Men det forekommer mig at være et tvivlsomt argument. For det første er der ingen, der står børnene nærmere end forældrene. De ved om nogen, om børnene er glade for at skulle afsted om morgenen til vuggestuen eller børnehaven, de taler med børnene om, hvordan deres dag har været, og de har en akut interesse i finde ud af, om deres børn trives eller ej i de timer, hvor forældrene ikke selv er sammen med deres børn.

Endvideresker det jo meget ofte, at forældre dukker op tidligt for at hente børn, at bedsteforældre gør det, at børn bliver afleveret sent osv. Forældre har gode muligheder for at vurdere, hvordan det er fat i deres lokale institution, og langt de fleste mener, at det fungerer tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende i lige præcis deres institution. Derimod er der ved at blive pisket en stemning op, som gør, at mange nok tror, at den er helt galt fat andre steder end hos dem selv.

BUPL og de aktivistiske forældre, som planlægger strejken på lørdag, har indvendt, at undersøgelsen ikke spørger til, om man er tilfreds med normeringen. Men det ville da også være et underligt spørgsmål. Normeringen er jo ikke et mål i sig selv. Målet er god pasning. Forældrene er i den forbindelse blevet bedt om at svare på tre yderst relevante spørgsmål, nemlig om de er tilfredse med personalets indsats for at få barnet til at føle sig glad og tryg, om de er tilfredse med personalets modtagelse af barnet ved aflevering samt personalets måde at sige farvel til forældre og barn ved afhentning. Den gennemsnitlige score er tårnhøje 4,4 på første spørgsmål, 4,3 på andet og 4,3 på tredje.

Der er formentlig stor forskel på, hvor velfungerende forskellige institutioner er, men undersøgelsen viser, at forældrene generelt er tilfredse med deres egen institution. Det er formentlig årsagen til, at kommunalbestyrelserne ikke har så meget fokus på at øge normeringerne. Mere om det nedenfor i min kommende blog om det kommunale selvstyre.

Samlet set ser der ikke ud til at være ret meget grund til at hæve normeringen. Forældrene er tilfredse, og vi bruger i forvejen mange penge. Derimod er der god grund til at bekæmpe bureaukratiet i daginstitutionerne, som ser ud til at være gået amok. Det bør ske, før man overhovedet overvejer at tilføre flere ressourcer. Flere ressourcer til et system, der er gået i bureaukratisk selvsving, vil kun gøre ondt værre. Ganske få af de ekstra ressourcer vil nå frem til børnene. De vil i stedet blive spist op af nye bureaukratiske tiltag, administrative medarbejdere, projektledere og ansatte i de kommunale forvaltninger, som skal støtte og rådgive de sagesløse pædagoger i institutionerne, som for det meste bedre ved selv, hvordan de skal passe deres arbejde.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
18.10.19, 14:19
Der hvor kvaliteten er lav, kan højere normeringer forstærke den ringe kvalitet Læs mere
Af Anna Thygesen
18.10.19, 11:00
Religion skal ikke fylde mere end nu, og hvis vi skal til at vurdere, hvornår en eller anden udtalelse er religionskritik eller ej, så ender vi på en glidebane. Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.10.19, 07:02
Hvor meget ved vi egentlig om konflikten, udover det mainstream-medierne fortæller os? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.10.19, 20:38
Nej, selvfølgelig ikke, men derfor kan hun godt vise tegn på mere sund fornuft end de sidste fem statsministre tilsammen. Læs mere
Af Isabella Arendt
17.10.19, 16:24
Hver gang man definerer noget, så putter man det i en kasse, lukker låget på kassen og skærer det væk, som måtte stikke udenfor i sprækkerne. Læs mere
Af Mathias U. Vinholt
17.10.19, 15:20
Selvom der er fuld blus på arbejdsmarkedet, kan vi så se hinanden i øjnene og påstå, at fællesskabet er klar til at gribe os, hvis dampen går af kedlerne? Læs mere
Af Andreas Høstgaard Poulsen
16.10.19, 21:47
Tyrkiet og USA splitter NATO-alliancen fra hinanden. Dette understreger behovet for et stærkere europæisk samarbejde, som kan gøre EU mere uafhængig af NATO. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.10.19, 21:15
Han ser Rigsfællesskabet, Canada og Norge som modvægt til uhindret stormagtskonkurrence. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
16.10.19, 18:56
Religionsfrihed og religionskritik er to sider af samme sag. Læs mere