Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Sådan får vi et bedre sundhedsvæsen uden regionerne

Det gode ved regionerne skal bevares, og det dårlige skal erstattes af noget bedre

Ifølge medierne skulle det nu være sikkert, at regeringen i morgen vil præsentere en sundhedsreform, der lukker de folkevalgte regionsråd.

Der har været meget debat om, hvorvidt nedlæggelse af regionerne er en god idé. Debatten har imidlertid for det meste været ret overfladisk. Det giver ikke så meget mening at diskutere nedlæggelse af regionerne uden at forholde sig til, hvad der skulle træde i deres sted.

Regionerne blev skabt ved strukturreformen i 2007. Deres godt 10-årige virke har hverken været nogen entydig succes eller entydig fiasko. Samlet vil jeg vurdere, at konstruktionen rummer flere positive end negative elementer. Hvis man afskaffer regionerne, er det vigtigt at fastholde, videreføre og styrke de positive elementer ved det nuværende system og samtidig sikre sig, at de negative elementer ikke bliver båret videre, så nissen flytter med.

Det er indlysende, at der er nogle problemer i regionerne, som bør adresseres, men måske mindre indlysende, at løsningen er en nedlæggelse af regionerne. Blandt problemerne har regeringen meget fokus på den begrænsede sammenhæng med den kommunale ældrepleje, privat praksis og andre sundhedstilbud. Med strukturreformen i 2007 blev kommunerne en del af opgaveløsningen på sundhedsområdet. Men kommunerne har ikke formået væsentligt at forbedre indsatsen med hensyn til tidlig opsporing, forebyggelse og ”sammenhængende patientforløb”.

Det er sådan set korrekt nok, men på den anden side eksisterede de problemer også længe inden strukturreformen. Problemerne bliver næppe løst, blot fordi man laver endnu en ny struktur. Der bør ses på incitamenterne til at forebygge, skabe sammenhæng osv. Det kunne man, så vidt jeg kan vurdere, sagtens gøre inden for den eksisterende struktur. Der er en fare for, at man laver strukturen om uden at få gjort noget ved det grundlæggende problem: at de forskellige aktører ikke har incitamenter til at gøre de ting, politikerne gerne vil have dem til.

Som jeg tidligere har påpeget her på bloggen, er den primære årsag til, at der i årtier er blevet talt og talt om betydningen af tidlig opsporing og forebyggelse uden at opnå ret mange resultater, at gevinsterne fra forebyggelse i form af besparelser ikke tilfalder dem, der afholder omkostningerne til forebyggelse.

Regionerne har for at sige det mildt heller ikke formået at skabe en velfungerende it-infrastruktur, som sikrer et gnidningsfrit samarbejde på tværs af regioner (eller blot inden for det samme sygehus, visse steder) såvel som på tværs af offentlige og private leverandører. Om det problem bedst løses ved at nedlægge regionerne og indføre de skitserede sygehusfællesskaber, ved jeg ikke. En anden mulighed kunne være at centralisere lige præcis det element af sygehussystemet.

Og så har regionerne forsøgt at sætte sig på dele af primærsektoren, altså praktiserende læger osv. Blandt andet ved den mislykkede nationalisering af lægevagten i Region Hovedstaden (1813) og overtagelsen af driften af lægehuse i udkantsområder, selv om private aktører står på spring. Endelig har regionerne på det seneste formået at stikke en kæp i hjulet på bestræbelserne på at sikre øget produktivitet i sygehussektoren. Det er uacceptabelt, og der er behov for, at regeringen reagerer på disse ting. Det er imidlertid uklart, om sundhedsreformen adresserer problemerne.

Blandt de elementer i regionsstrukturen, der har været succesfulde, kan nævnes, at regionerne faktisk i en årrække har formået at hæve produktiviteten i sundhedssektoren ganske betragteligt, især i de første år. Det skyldes imidlertid ikke regionskonstruktionen som sådan, men at regionerne dels er blevet udsat for konkurrence fra privathospitaler og dels er blevet aflønnet for, hvor mange sundhedsydelser de har leveret. Det har skabt et incitament til at øge produktiviteten.

Systemet er i de senere år blevet justeret for at modvirke en tendens til, at sygehusene begyndte at igangsætte aktiviteter af hensyn til indtjeningen snarere end af sundhedsfaglige grunde. Den slags farer er der altid ved sådanne systemer, men fraværet af incitamenter til at være produktiv er trods alt meget værre for både patienterne og skatteyderne.

Det er derfor afgørende, hvis (når?) regionerne bliver afskaffet, at man så i det nye system fastholder tilskyndelsen til at være produktiv via en form for resultataflønning. Ryger resultataflønningen sammen med regionerne, er det som at skylle babyen ud med badevandet. Så var vi bedre tjent uden nogen sundhedsreform overhovedet.

Det samme kan man sige om patienternes frie valg af sygehus. Det er dels i sig selv et sympatisk træk, at man som patient kan få lov til at vælge. Og dels har det frie sygehusvalg medført et ekstra incitament hos regionerne til at nedbringe ventelister, fordi de ellers stod til at miste sundhedsopgaver til private aktører. Det har virket rigtig godt, især i begyndelsen. Endelig har konkurrencen fra privathospitaler også bidraget til at skabe et gavnligt pres og en øget gennemsigtighed i forhold til omkostninger og priser.

Privathospitaler kan levere en lang række ydelser lige så godt som og billigere – i nogle tilfælde markant billigere – end de offentlige sygehuse. En CEPOS-undersøgelse fra 2014 viste for eksempel, at det i gennemsnit koster regionerne 43 pct. af den takst, de skal betale de offentlige sygehuse at sende operationer i udbud til privathospitalerne. Altså under halv pris. På trods af dette har regionerne de senere år halveret brugen af privathospitaler fra allerede meget beskedne 2½ pct. til godt 1 pct. af ydelserne.

Årsagen til regionernes adfærd er enkel: De beskytter deres egne sygehuse imod konkurrence fra bedre og billigere løsninger. Det er hverken i patienternes eller skatteydernes interesse.

Der er sådan set ingen grund til at nedlægge regionerne for at løse dette problem. Man kunne blot sørge for en tilpasning af strukturen på sundhedsområdet, så regionerne ikke både skal være købere af sygehusydelser og samtidig ejere af hospitaler, der leverer sygehusydelser. Det siger næsten sig selv, at det er en uhensigtsmæssig konstruktion.

Hvis man nedlægger regionerne, er det fortsat vigtigt at få en konstruktion, hvor det ikke er samme organisation, der ejer sygehuse og indkøber sygehusydelser på vegne af borgerne. Ellers flytter nissen med.

En løsning kunne være at gøre de offentlige sygehuse selvejende, så den instans, der skal indkøbe sundhedsydelser – hvad enten det er regionerne eller nye regionale ”sundhedsforvaltninger”, som det angiveligt er planen at oprette – ikke har andre interesser at varetage end patienternes og skatteydernes.

Bundlinjen er, at nedlæggelse af regionerne ikke i sig selv er nogen løsning på sundhedssektorens problemer. For at opsummere bør en reform som minimum indeholde følgende:

  • En organisatorisk adskillelse af bestiller og udfører af sundhedsydelser.

  • En styrkelse af incitamenterne til at øge produktiviteten ved at videreudvikle betalingen af sygehusene i retning af at betale for resultater og kvalitet.

  • Betalingen bør samtidig belønne opsporing, forebyggelse og sammenhængende patientforløb. Ellers får man næppe mere af disse ting.

  • En styrkelse af konkurrencen på området, for eksempel gennem indførelse af udbudspligt – altså at køberen af sygehusydelser (afløseren for regionerne) er forpligtet til at undersøge, hvor ydelserne leveres bedst og billigst. Man kunne tildele konkurrencestyrelsen beføjelser til at overvåge og gribe ind i dette marked. Der er blandt andet potentiale for konkurrence indbyrdes mellem supersygehuse, i inddragelse af private leverandører i konkurrence med kommunerne om de nære sundhedsydelser samt i inddragelsen af private operatører i drift af primær sundhedstjeneste.
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
16.06.19, 06:05
Vi kan lukke øjnene, men står i et valg mellem nationalisme eller imperialisme. Læs mere
Af Anna Thygesen
14.06.19, 11:45
Det er egentlig vildt nok, at et parti, der i den grad bekender sig til markedskræfterne, ikke har fattet en brik, når det gælder partiets egne kunder i butikken. Læs mere
Af Signe Munk
13.06.19, 12:30
Vores forslag er en klimakonto, hvor vi justerer arbejdsmarkedsbidraget en smule og indfører en grøn topskat. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.06.19, 09:02
Især de to partier vil få en stadig stigende andel stemmer fra muslimer, der er antidemokratiske. Læs mere
Af Casper Hedegaard
12.06.19, 16:30
Som midterparti er det tæt på en naturlov, at Radikale Venstre skal med i regering, men denne gang bør vi holde os udenfor til at starte med. Læs mere
Af Nauja Lynge
12.06.19, 13:42
Og er vores stemmer ligegyldige nu, hvor vi har sat kryds? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.06.19, 17:21
Et klassisk eksempel: Ikke fake news, men grov vildledning som følge af udeladte oplysninger. Læs mere
Af Mikael Jalving
11.06.19, 11:30
Udendørssport foregår i Guds frie natur, det er en af dens dyder, og det skulle den gerne kunne fortsætte med. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
10.06.19, 22:37
Thulesen Dahl fortalte danskerne, at der er styr på udlændingepolitikken. De valgte at tro ham. Læs mere