Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vækstkrise: Du og hvert medlem af din familie går glip af 70.000 kr. i år

Verdenshistorien viser, at vækst ikke kun giver materiel, men også åndelig og kulturel berigelse

Danmark befinder sig i en slags vækstkrise, selv om få endnu har bemærket det. Det kommer vi imidlertid til. På langt sigt er der få ting, der er lige så vigtige for et samfund som at sikre høj og vedvarende økonomisk vækst. Lad os starte med de få ting, der faktisk er lige så vigtige: de individuelle frihedsrettigheder – retten til frit at forme sine meninger, til at ytre og stå ved dem og i det hele taget til selv at indrette sit eget liv, som man selv ønsker og evner det. Det enkelte menneskes frihed står over alt andet, også ønsket om økonomisk vækst.

Men menneskets historie har tydeligt vist, at når man sætter mennesker fri, fører det netop til vækst. Vækst og velstand var ikke målet, da den liberale samfundsmodel blev skabt i Nordvesteuropa. Målet var at sikre almindelige mennesker personlig frihed via beskyttelse af de individuelle rettigheder. Den rivende velstandsfremgang, som økonomisk frihed også førte med sig, var der ingen, som selv i deres vildeste fantasi havde forudset, heller ikke Adam Smith. Der lå langt mere moderate forhåbninger til grund for den del af hans (meget lange) bogtitel, der omtalte ”Nationernes Velstand”.

Da Deng Xiaoping efterfulgte Mao Zedong som leder af Kinas kommunistparti, gav han den almindelige kineser mere økonomisk frihed. Det satte væksten i gang i Kina efter hundredvis af år med stilstand. Det samme er sket i et væld af andre lande: Chile siden 1980’erne, Indien siden 1990’erne, store dele af Afrika de seneste 10-15 år. Mere økonomisk frihed til borgerne giver mere velstand.

Det er ikke markedet, der frembringer denne velstand. Det er borgerne selv. Markedsøkonomien giver dem blot friheden til at forfølge deres drømme og ambitioner om en bedre tilværelse for sig selv og deres familier. I mere velstående samfund som det danske handler det for den enkelte måske i lidt mindre grad om øget velstand. Det kan handle om at blive bedre til noget. Det kan handle om at sætte sit præg på samfundet, hvad enten det er stort eller lille, og derved opnå tilfredsstillelsen ved at have udrettet noget.

Væksten er altså ikke kun et mål i sig selv. Det er også en indikator, som fortæller os, om vi har et velfungerende samfund. Ligesom smilet indikerer, om vores børn er glade. De sidste 15 år har Danmarks befolkning ”smilet” lidt mindre. Der er noget galt med samfundets evne til at skabe vækst, og det indikerer, at der er noget mere fundamentalt i vejen.

Det kan illustreres med et regneeksempel: I mere end 100 år har danskerne hvert år i gennemsnit øget bnp per indbygger med 2,1 pct. om året, renset for inflation. Men de seneste 15 år er kurven knækket den forkerte vej. Vores bnp ligger nu på 84 pct. af, hvad det ville have været, hvis vi havde fulgt trenden siden 1890, svarende til et velstandstab på godt 70.000 kroner pr. indbygger.

Med andre ord: I år går du glip af 70.000 kr. i indtægt. Hvis du har en ægtefælle eller en partner, gælder det også for ham eller hende. Og hvis du har børn, går de også glip af 70.000 kr. hver som følge af samfundets delvist tabte evne til at skabe øget velstand.

Fraværet af vækst er ikke kun et problem i sig selv, men også et symptom på et samfund, der ikke længere giver sine borgere tilstrækkelige muligheder for at udfolde sig og realisere deres drømme og ambitioner.

Nogle vækstkritikere ser vækst som en kilde til overfladisk forbrugerisme og åndløshed. Men det forholder sig lige omvendt. Et samfund i vækst er et samfund, hvor borgerne har plads til at udfolde sig, og hvor idéer får lov til at spire. I verdenshistorien har vi igen og igen set, at samfund i økonomisk fremgang også har været dem, der har frembragt kultur, kunst og arkitektur, som glæder og imponerer os den dag i dag. De imponerende gamle bydele i europæiske byer som Prag, Krakow, Paris, Wien og Amsterdam er alle opført i perioder, hvor byerne har haft en økonomisk opblomstring, som oftest som en handelsby.

Borgerne frembringer vækst ved at øge deres produktivitet. Det sker næsten udelukkende ved at få gode idéer til smartere måder at indrette arbejdet på. Traktorer i stedet for heste, e-mail i stedet for konvolutter og frimærker og så videre. Den øgede velstand omsætter vi til de goder, som vi helst selv vil have. Et af de goder, som vi gerne vil have, er mere fritid. Borgerne kunne sagtens beslutte at omsætte det hele til mere fritid, men det gør de ikke. Det skyldes blandt andet, at andre menneskers opfindsomhed fører til nye produkter eller ydelser, som vi meget gerne vil have råd til at købe: Hvidevarer, biler, smartphones, tøj, ferier, måltider fra gourmetrestauranter, yogatimer osv.

Alligevel har væksten også givet os råd til at øge fritiden. Siden 1958 er arbejdstiden gradvist blevet reduceret fra 48 til 37 timer, og parallelt hermed er antallet af ferieuger fra 1963 til i dag steget fra tre til seks (de facto) for de flestes vedkommende.

På langt sigt er vækst den bedste socialpolitik, der findes. Der er uendeligt meget mere perspektiv i at bage en større kage end i at slås indbyrdes om stykkernes størrelse. Ikke mindst for samfundets fattigste, som ikke er så gode til at slås.

Alene i min livstid (jeg er født i 1966) er danskerne i gennemsnit blevet over to en halv gange rigere. Selv hvis man i 1966 tog al indkomst og formue fra de rigeste 10 pct. og spredte den ud på resten af befolkningen, kunne man ikke bringe de fattigstes velstand op i nærheden af, hvad de har i dag. Vækst slår omfordeling.

Hvad gør vi så? Vi skal gennemføre reformer, der sætter danskerne fri. Deregulering og liberalisering. Nedbringelse af regelbyrden, der begrænser det frie initiativ. Reduktion af skatter, der straffer investeringer, hårdt arbejde og foretagsomhed.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Louis Jacobsen
12.07.20, 20:53
Til efteråret planlægges det at hæve pensionsalderen yderligere, det går ikke. Læs mere
Af Gitte Seeberg
12.07.20, 09:28
Når en regering griber til så omfattende og indgribende foranstaltninger som forsamlingsforbud, mulighed for at tvangsvaccinere borgere, tvangslukning af store dele af erhvervslivet, lukning af domstolene og neddrosling af medier som TV 2 og DR og grænselukninger, så skal beslutningerne kunne retfærdiggøres og forsvares. Lad os komme tilbage til normale retstilstande nu. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.20, 16:35
Den totalitære techgigant tåler ikke ytringsfrihed. Læs mere
Af Mikael Jalving
11.07.20, 11:00
Biologi betyder også noget, og tak for det. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
11.07.20, 10:21
Vi bliver nødt til at forholde os til, om udlændinge skal bestemme, hvem der må være i Danmark. Læs mere
Af Marie Høgh
10.07.20, 16:30
Det er bekymrende, at det eneste, der kan samle borgerligheden, er kampen mod islam. For hvis der er noget, vores egen kultur har brug for, er det et selvopgør. Læs mere
Af Martin Ågerup
09.07.20, 16:51
Sidste blog i sommerserien: Sådan kan de borgerlige trække Danmark i en blå retning Læs mere
Af Peter Kofod
09.07.20, 15:20
Angela Merkel risikerer at ødelægge Europa med sin planlagte reform af EU´s asylpolitik. Hendes "wir schaffen das"-politik spøger stadig. Læs mere
Af Isabella Arendt
09.07.20, 11:42
Del 2 i mine tanker her hen over sommeren. Tanker om borgerligheden i fremtiden og de borgerlige partiers mulighed for at finde noget at være fælles om. I dag skal det handle lidt om, at vi har glemt at sætte borgerens magt i centrum. Vi skal kæmpe for folkestyret helt lokalt og sikre, at der ikke er længere i skole, end at børnene kan cykle dertil. Læs mere