Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Godt råd til venstrefløjen: Gør velfærdsstatens produktivitet til jeres mærkesag

Hvis sygehuse, universiteter og plejehjem ikke formår at øge produktiviteten, må fremtidens velfærd nødvendigvis finansieres privat i stedet for af skatteyderne.

Der kan kun være én forklaring på, at Socialdemokraterne ikke har gjort det til deres helt centrale politiske mærkesag at indrette velfærdsstaten, så den løbende formår at sikre mere velfærd for de samme penge, nemlig at partiet ikke har forstået, at hele deres projekt ellers vil styrte i grus.

I min seneste blog skrev jeg om den sygdom, som den offentlige velfærdssektor elsker at være ramt af: Baumols syge, opkaldt efter økonomen William Baumol. Han påpegede, at nogle aktiviteter i økonomien er af en sådan art, at man ikke kan øge deres produktivitet. For et symfoniorkester tager det samme antal musikere den samme mængde tid at spille et givent koncertstykke, som da det blev skrevet. Med andre ord er deres produktivitet ikke vokset – det ligger i jobbets natur, at produktiviteten ikke kan vokse. Musikernes lønninger, derimod, må følge nogenlunde med den generelle velstandsstigning. Derfor er omkostningerne til fremførelsen af en koncert steget voldsomt, og kan forventes at blive ved med at stige.

Det antages ofte, at Baumols syge – eller Baumols omkostningssyge, som det også kaldes – rammer en lang række sektorer, som ”minder om” orkesterkoncerter på den måde, at det ligger jobbets natur, at produktiviteten ikke kan stige. Det gælder ikke mindst velfærdssektorer som undervisning, pleje af ældre og børn samt behandling af de syge.

Derfor er påstanden, at velfærdsstaten ikke kan levere de produktivitetsstigninger, vi ellers ser i samfundet som følge af ny teknologi og anden ny viden. Det er i realiteten, hvad velfærdsstatens aktører hårdnakket og hårdtslående påstår. De vil ikke være med til at levere 2 procent hvert år i omprioriteringsbidrag, som de insisterer på, er det samme som en serviceforringelse. De insisterer på, at ”flere hænder” er den eneste vej frem for velfærdsstaten.

Som jeg mange gange har argumenteret for (fx her og mest udførligt i min seneste bog, Velfærd i det 21. århundrede), mener jeg ikke, at denne hårdnakkede påstand er korrekt, men lad mig i denne blog antage, at den ret rent faktisk var sand, at velfærdsstaten er uhelbredeligt ramt af Baumols syge med det formål at illustrere de uundgåelige konsekvenser heraf på langt sigt.

Den uundgåelige og vidtrækkende konklusion er denne: Hvis det virkelig skulle passe, at velfærdsydelser som sundhed, uddannelse og pleje ikke kan øge produktiviteten, så der kan leveres mere sundhed per læge og sygeplejerske, mere uddannelse per lærer og lektor samt mere pleje per sundhedsassistent og pædagog, ville vi blive nødt til gradvist at omlægge finansieringen af velfærdsstaten fra skatter til privat finansiering i form af egenbetaling eller privat forsikring. Det er ikke en politisk holdning, en ideologisk position, jeg her udtrykker. Det er et faktum, en ubønhørlig logik, som jeg skal forklare om lidt.

Personligt ville jeg ikke have noget problem med en sådan udvikling. Tværtimod ville jeg se mange fordele i den. Men den går stik imod socialdemokratiske og venstreorienterede drømme om samfundsindretningen. Derfor burde socialdemokraterne og venstrefløjen være de mest ivrige efter at finde måder at indrette velfærdsstaten på, som sikrer produktivitetsfremgang. Det er ganske enkelt en forudsætning for, at deres vision, en skattefinansieret velfærd for alle, kan fastholdes på langt sigt.

Hvis det lige præcis er de aktiviteter, som vi har valgt at finansiere via skatterne, som rammes af Baumols omkostningssyge, vil det indebære, at skattetrykket skal blive ved med at vokse år for år for blot at levere den samme mængde ydelser som i dag. Og så er der ikke taget højde for de to andre forhold, som også presser udgifterne opad, nemlig den demografiske udvikling med et voksende antal ældre samt den forventede stigende efterspørgsel efter velfærdsydelser som følge af den generelle velstandsstigning.

Baumol har sammen med en lang række medforfattere uddybet konsekvenserne af omkostningssygen i en bog udgivet i 2012. På langt sigt er konsekvenserne ubønhørlige og overvældende. Baumol vurderer for eksempel, at alene sundhedssektoren vil kunne tænkes at fylde helt op til 62 procent af økonomien om 100 år.

Som også de økonomiske vismænd har påpeget, behøver det ikke i sig selv være et problem. Omkostningssygen opstår jo kun, fordi der er stigende produktivitet i de øvrige sektorer i økonomien med deraf følgende løn- og velstandsfremgang. Det er derfor ikke nogen katastrofe for samfundsøkonomien, at nogle sektorer bliver stadigt dyrere. Selv om vi skal forvente at bruge en stadigt større andel af BNP på disse ydelser, vil den generelle velstandsfremgang medføre, at vi også vil kunne fastholde og endda udvide vores forbrug af andre goder.

Hvis vi som forbrugere prioriterer de produkter og ydelser, der bliver dyrere, er der ikke noget problem. Selv hvis det skulle gå sådan, at vi kommer til at bruge 62 procent af vores indkomst på sundhedsydelser. Vi vil nemlig være blevet så markant mere velstående om 100 år, at de resterende 38 procent af en til den tid mange gange større samfundskage vil være rigeligt til at tilfredsstille resten af vores ønsker. Der er i princippet intet problem i, at en markant rigere befolkning, som har fået tilfredsstillet sine materielle behov, flytter fokus mod sundhed, velvære og forlængelse af livet.

Til gengæld er det helt umuligt at forestille sig, at en ret stor andel af sundhedsydelserne til den tid vil være skattefinansierede. Det ville jo indebære, at skattetrykket skulle være 62 procent – alene for at finansiere sundhed. Oveni dette skulle lægges udgifter til uddannelse, pleje, politi, forsvar osv.

Det danske skattetryk er i forvejen det højeste i verden. Det vil muligvis kunne hæves en smule, men ikke ret meget og ikke uden store omkostninger for samfundet i form af tabt velstand. Folk tjener generelt ikke lige så gerne penge til statskassen som til sig selv. Skat på arbejde, reducerer arbejdsudbuddet. Skat på kapitalafkast reducerer investeringer. Skat på forbrug fører til grænsehandel osv.

Alternativt kan man selvfølgelig forsøge at fastholde skattefinansieringen og holde skatterne nede på et tåleligt niveau ved at rationere de skattefinansierede ydelser. Det gør man allerede i dag i form af for eksempel ventelister. Men hvis borgernes efterspørgsel er til en sundhedssektor, der fylder i nærheden af 60 procent af BNP, ville det være et stort tab af livskvalitet for borgerne at køre en stram rationering, der holdt udgifterne nede på et niveau, der realistisk kunne finansieres af skatter. Det ville også være politisk umuligt i et liberalt demokrati.

Vi ser da også allerede i dag, at borgerne selv tager affære for at få den kvalitet, de efterspørger. Flere og flere betaler selv et bidrag til deres børns skolegang ved at vælge friskoler i stedet for folkeskolen. Flere og flere hyrer af egen lomme en privatlærer fra private virksomheder som MentorDanmark til at supplere den åbenbart mangelfulde undervisning i folkeskolen, på gymnasiet eller på universitetet – i øvrigt til de etablerede offentlige monopolisters store fortrydelse. Flere og flere tegner private sundhedsforsikringer. Der bruges stadig flere penge af privat lomme til alternativ behandling, personlige trænere osv.

Hvis de offentlige fagforeninger og andre af velfærdsstatens særinteresser har ret – eller får ret – i, at velfærdsstatens ydelser ikke kan blive mere produktive, indebærer det uundgåeligt, at vi kommer til gradvist at flytte finansieringen af velfærdsydelser fra skatter til private løsninger – i nogle tilfælde i form af direkte betaling, i andre i form af private forsikringsordninger.

Der kan være mange fordele ved en sådan udvikling, hvis man griber den rigtigt an og ikke indretter sig som for eksempel i USA, hvor sundhedssystemet ikke fungerer (af mange årsager, ikke mindst elendig statslig regulering af sektoren). Men hvis man af ideologiske grunde ikke bryder som om en sådan udvikling, er der ingen vej udenom at indrette velfærdssektoren, så den evner at øge produktiviteten mindst i takt med produktivitetsudviklingen i samfundet i øvrigt – altså med ca. 2 procent om året. Det burde derfor være en mærkesag for socialdemokraterne og venstrefløjen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
24.09.18, 13:48
Vist er der lyspunkter, men end ikke politiet kan snakke problemerne væk. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.09.18, 08:30
Krænkelsesideologien fører os mod amerikanske og kinesiske tilstande. Læs mere
Af Harun Demirtas
21.09.18, 17:25
Efter 9. klasse er der mange unge over 16 år, der falder mellem to stole og først bliver opdaget, når det er for sent. Nu bør vi handle! Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.18, 17:15
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.s besparelser. Læs mere
Af Gitte Seeberg
21.09.18, 15:24
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
21.09.18, 09:23
Slut med lappeløsninger og symbolpolitik. Det er det klare budskab til de andre partier fra Nye Borgerlige. Læs mere
Af Anna Thygesen
21.09.18, 09:14
Normalt gider jeg ikke beskæftige mig med emnet, men en folketingskandidat fra Randers har nogle holdninger til kvinder, som jeg ikke kan lade stå uimodsagte. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
20.09.18, 16:29
Et menneske må være dydig og have ære. Et menneske lever for sin dyd/ære. Kvinder med dårligt blod [af familier der lever uden ære] skal holde sig væk. Kvinder som dig. Læs mere
Af Signe Munk
20.09.18, 13:17
Får vi ikke stækket bankernes magt i samfundsøkonomien, så bliver det fællesskabet, som holder for, når det går galt. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
20.09.18, 09:53
Socialdemokratiet har sammen med fagbevægelsen i årevis pustet til myten om, at østeuropæere, der arbejder i Danmark, dumper lønnen og forringer vilkårene for danskere. Problemet med den fortælling er bare, at den er forkert. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her