Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Sygdommen alle ønsker at være ramt af

Finanslov: Hvert år skal skatteyderne hjælpe den syge velfærdsstat ved at sende flere og flere penge.

Sygdom er normalt noget, vi frygter og prøver at undgå. Men der findes en særlig lidelse, som alle i den offentlige sektor er helt vilde med. Den hedder Baumols Syge.

Den er opkaldt efter økonomen William Baumol. Han har påpeget, at institutioner, der ikke kan effektivisere, må lide den skæbne at bliver stadig dyrere at drive, også selvom man bliver ved med blot at levere det samme. Det skyldes, at udgifterne stiger i takt med, at medarbejdernes lønninger følger den generelle velstandsudvikling i samfundet.

Man kan blive kureret for Baumols syge ved at øge produktiviteten i samme takt som lønnen. Det formår den private sektor at gøre. Faktisk er det netop denne produktivitetsfremgang, der er forudsætningen for, at de private lønninger overhovedet stiger . Men de offentlige lønninger følger med de private, hvad enten produktiviteten i det offentlige stiger eller ej.

Mange af velfærdsstatens aktører har en interesse i at påstå, at produktiviteten slet ikke kan stige på lige præcis deres område. Det ser vi i disse dage, hvor der diskuteres finanslov. I regeringens udspil til finanslov foreslår den, at udgifterne til offentligt forbrug skal stige med 0,4 procent. Men der er slet ikke nok, siger den offentlige sektors fagforeninger og partierne i rød blok. Hvis man tager højde for, at der kommer flere ældre, burde udgifterne øges med ca. 0,7 procent, hvis det nuværende serviceniveau skal fastholdes, hævder de.

Der skal imidlertid blot en produktivitetsstigning til på 0,3 procent, for at fastholde serviceniveauet med regeringens udgiftsvækst. Til sammenligning har den private sektor i over 100 år formået hvert år at levere mere end seks gange så høj produktivitetsstigning i gennemsnit. Men her kommer den indvending i spil, at man slet ikke kan øge produktiviteten, når det handler om velfærd. Varme hænder kan angiveligt ikke blive mere produktive. Pleje af syge og ældre, lægehjælp, undervisning osv. skulle angiveligt være en særlig slags aktiviteter, der nu en gang tager den tid, de tager.

Det er en opportun fortælling for velfærdssektorens stærke særinteresser: Hvert år skal der sendes flere penge, hvis der blot skal leveres det samme i takt med at lønnen stiger. Hvis kvaliteten skal stige, er der kun et svar: ”Flere hænder”, som der står på fagforeningernes plakater.

Velfærdsstaten aktører mener sig ramt af Baumols syge – en sygdom de er glade for. Når man er syg, har man nemlig krav på hjælp. Hvert år skal skatteyderne hjælpe den syge velfærdsstat ved at sende flere og flere penge, hvis der blot skal leveres det samme. Og de offentlige fagforeninger kan fastholde er udvide antallet af medlemmer.

Fortællingen om Baumols syge er problematisk.

Velfærdsstatens institutioner såsom skoler, børnehaver og plejehjem er ikke ens. Nogle opnår markant bedre resultater med de samme ressourcer. Med den rette gennemsigtighed, der muliggør sammenligning og med de rette incitamenter kan man tilskynde til, at de mindre effektive institutioner forbedrer sig.

Potentialet er enormt. For eksempel finder min kollega Henrik Christoffersen, at hvis landets folkeskoler kunne lære af de skoler, der med færrest udgifter per elev opnår de bedste resultater ved afgangsprøven, ville der kunne spares omkring en tredjedel af de samlede udgifter til folkeskolen. I undersøgelsen tages der højde forskelle i elevernes sociale baggrund (link til bogen. Se også dette arbejdspapir).

Indførelse af mere konkurrence i velfærdsstaten vil også kunne føre til øget produktivitet. Grunden til, at den private sektor i mere end 100 år har leveret produktivitetsfremgang på 2 procent om året i gennemsnit er ikke, at den er privat som sådan, men at den er udsat for konkurrence. Når en virksomhed eller iværksætter finder på nye smarte måder, hvorpå man kan gøre tingene billigere, må de andre virksomheder oppe sig og kopiere den innovative idé for ikke at miste kunder.

På trods af dette, er det lykkedes velfærdsstatens aktører at sørge for, at de i meget stort omfang er friholdt fra at blive udsat for konkurrence og dermed nyder en særstatus i det danske samfund. I alt er der offentlige opgaver (som fx hospitaler, plejehjem og togdrift) for 507 mia. kr., der egner sig til at blive udsat for konkurrence fra private. Men målt i kroner og ører er kun 1 ud af 4 konkurrenceudsat. Dermed er der fortsat udbudsegnede opgaver for svimlende 381 mia. kr., der ikke er udsat for konkurrence

Der er også et meget stort potentiale for produktivitetsfremgang via innovation, der dramatisk forbedrer produktiviteten, for eksempel indenfor uddannelse, blandt andet med online undervisning og undervisningssoftware, og indenfor revision, juridisk bistand, sagsbehandling og forvaltning med kunstig intelligens.

Også innovation fremmes af øget konkurrence. Det er som oftest iværksættere, der formår at udtænke og udvikle helt nye forretningsmodeller, hvorved de udfordrer de etablerede spillere.

Mens velfærdsstaten aktører er vilde med at være ramt af Baumols syge, er det for skatteborgerne mindre behageligt. Det er skatteyderne, der har byrden med at pleje patienten – i praksis ved at skulle betale meget mere for den offentlige service, en de behøvede.

Heldigvis er der en kur: Hvis vi styrker konkurrencen mellem offentlige og private udbydere af velfærdsydelser og sikrer borgernes frie valg af udbyder, vil produktiviteten stige i velfærdsstaten, og den vil være kureret for Baumols syge.

--

Rettelse 3. september: Regeringens i finanslovens foreslåede vækst i det offentlige forbrug er på 0,4 procent. I den oprindelige blog stod 0,3 procent.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere
Af Signe Munk
11.07.19, 16:00
Skønhedsindustrien, samfundet og vi selv har et fælles ansvar for de skønhedsidealer, som lægger et enormt præstationspres på især unge. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.19, 10:18
Min ringe person har netop fået tre dages karantæne. Læs mere
Af Jens Kindberg
10.07.19, 00:02
De fleste af os har vel været i berøring med hospitalsvæsnet. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.19, 22:14
Af hjertet tak, Harun Demirtas, du fremskynder det tidspunkt, hvor omfattende hjemsendelser på grundlovens og retsstatens grund vil finde sted. Læs mere
Af Harun Demirtas
08.07.19, 15:14
Når et menneske får en invitation til indirekte at takke af og skride fra dette land, kan man ikke længere argumentere for, hvorfor det skulle kunne betale sig at integrere sig i dette land, når landet pisser på en. Læs mere