<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Sygdommen alle ønsker at være ramt af

Finanslov: Hvert år skal skatteyderne hjælpe den syge velfærdsstat ved at sende flere og flere penge.

Sygdom er normalt noget, vi frygter og prøver at undgå. Men der findes en særlig lidelse, som alle i den offentlige sektor er helt vilde med. Den hedder Baumols Syge.

Den er opkaldt efter økonomen William Baumol. Han har påpeget, at institutioner, der ikke kan effektivisere, må lide den skæbne at bliver stadig dyrere at drive, også selvom man bliver ved med blot at levere det samme. Det skyldes, at udgifterne stiger i takt med, at medarbejdernes lønninger følger den generelle velstandsudvikling i samfundet.

Man kan blive kureret for Baumols syge ved at øge produktiviteten i samme takt som lønnen. Det formår den private sektor at gøre. Faktisk er det netop denne produktivitetsfremgang, der er forudsætningen for, at de private lønninger overhovedet stiger . Men de offentlige lønninger følger med de private, hvad enten produktiviteten i det offentlige stiger eller ej.

Mange af velfærdsstatens aktører har en interesse i at påstå, at produktiviteten slet ikke kan stige på lige præcis deres område. Det ser vi i disse dage, hvor der diskuteres finanslov. I regeringens udspil til finanslov foreslår den, at udgifterne til offentligt forbrug skal stige med 0,4 procent. Men der er slet ikke nok, siger den offentlige sektors fagforeninger og partierne i rød blok. Hvis man tager højde for, at der kommer flere ældre, burde udgifterne øges med ca. 0,7 procent, hvis det nuværende serviceniveau skal fastholdes, hævder de.

Der skal imidlertid blot en produktivitetsstigning til på 0,3 procent, for at fastholde serviceniveauet med regeringens udgiftsvækst. Til sammenligning har den private sektor i over 100 år formået hvert år at levere mere end seks gange så høj produktivitetsstigning i gennemsnit. Men her kommer den indvending i spil, at man slet ikke kan øge produktiviteten, når det handler om velfærd. Varme hænder kan angiveligt ikke blive mere produktive. Pleje af syge og ældre, lægehjælp, undervisning osv. skulle angiveligt være en særlig slags aktiviteter, der nu en gang tager den tid, de tager.

Det er en opportun fortælling for velfærdssektorens stærke særinteresser: Hvert år skal der sendes flere penge, hvis der blot skal leveres det samme i takt med at lønnen stiger. Hvis kvaliteten skal stige, er der kun et svar: ”Flere hænder”, som der står på fagforeningernes plakater.

Velfærdsstaten aktører mener sig ramt af Baumols syge – en sygdom de er glade for. Når man er syg, har man nemlig krav på hjælp. Hvert år skal skatteyderne hjælpe den syge velfærdsstat ved at sende flere og flere penge, hvis der blot skal leveres det samme. Og de offentlige fagforeninger kan fastholde er udvide antallet af medlemmer.

Fortællingen om Baumols syge er problematisk.

Velfærdsstatens institutioner såsom skoler, børnehaver og plejehjem er ikke ens. Nogle opnår markant bedre resultater med de samme ressourcer. Med den rette gennemsigtighed, der muliggør sammenligning og med de rette incitamenter kan man tilskynde til, at de mindre effektive institutioner forbedrer sig.

Potentialet er enormt. For eksempel finder min kollega Henrik Christoffersen, at hvis landets folkeskoler kunne lære af de skoler, der med færrest udgifter per elev opnår de bedste resultater ved afgangsprøven, ville der kunne spares omkring en tredjedel af de samlede udgifter til folkeskolen. I undersøgelsen tages der højde forskelle i elevernes sociale baggrund (link til bogen. Se også dette arbejdspapir).

Indførelse af mere konkurrence i velfærdsstaten vil også kunne føre til øget produktivitet. Grunden til, at den private sektor i mere end 100 år har leveret produktivitetsfremgang på 2 procent om året i gennemsnit er ikke, at den er privat som sådan, men at den er udsat for konkurrence. Når en virksomhed eller iværksætter finder på nye smarte måder, hvorpå man kan gøre tingene billigere, må de andre virksomheder oppe sig og kopiere den innovative idé for ikke at miste kunder.

På trods af dette, er det lykkedes velfærdsstatens aktører at sørge for, at de i meget stort omfang er friholdt fra at blive udsat for konkurrence og dermed nyder en særstatus i det danske samfund. I alt er der offentlige opgaver (som fx hospitaler, plejehjem og togdrift) for 507 mia. kr., der egner sig til at blive udsat for konkurrence fra private. Men målt i kroner og ører er kun 1 ud af 4 konkurrenceudsat. Dermed er der fortsat udbudsegnede opgaver for svimlende 381 mia. kr., der ikke er udsat for konkurrence

Der er også et meget stort potentiale for produktivitetsfremgang via innovation, der dramatisk forbedrer produktiviteten, for eksempel indenfor uddannelse, blandt andet med online undervisning og undervisningssoftware, og indenfor revision, juridisk bistand, sagsbehandling og forvaltning med kunstig intelligens.

Også innovation fremmes af øget konkurrence. Det er som oftest iværksættere, der formår at udtænke og udvikle helt nye forretningsmodeller, hvorved de udfordrer de etablerede spillere.

Mens velfærdsstaten aktører er vilde med at være ramt af Baumols syge, er det for skatteborgerne mindre behageligt. Det er skatteyderne, der har byrden med at pleje patienten – i praksis ved at skulle betale meget mere for den offentlige service, en de behøvede.

Heldigvis er der en kur: Hvis vi styrker konkurrencen mellem offentlige og private udbydere af velfærdsydelser og sikrer borgernes frie valg af udbyder, vil produktiviteten stige i velfærdsstaten, og den vil være kureret for Baumols syge.

--

Rettelse 3. september: Regeringens i finanslovens foreslåede vækst i det offentlige forbrug er på 0,4 procent. I den oprindelige blog stod 0,3 procent.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017). Han er endvidere vært på podcasten "Samfundstanker".
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
06.05.21, 22:20
Dette forslag, hvis det vedtages og gennemføres, kan gøre den socialdemokratiske regering uovervindelig i de næste adskillige valg. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
06.05.21, 14:45
Det giver ganske enkelt ikke mening, det som foregår på Christiansborg. Læs mere
Af Annika Smith
06.05.21, 13:45
Hvornår forstår politikerne, at migræne også er deres hovedpine? Læs mere
Af Uffe Elbæk
06.05.21, 05:30
Der ruller en politisk tidsånd hen over det land, jeg har boet i hele mit liv, som jeg hverken forstår eller er enig i. Læs mere
Af Isabella Arendt
05.05.21, 16:11
Landbrugsforhandlingerne er igang. KD bidrager specifikt med at sikre en teknologineutral tilgang. Det har den praktisk fordel, at vi slipper for at skulle lovgive og ændre lovene efterhånden som dansk landbrug finder på nye idéer - og det er trods alt det klogeste for alle. Læs mere
Af Mikael Jalving
05.05.21, 15:10
Europæerne – og Socialdemokratiet – kan med fordel studere deres egen historie lidt mere. Læs mere
Af Henrik Dahl
05.05.21, 14:40
En litterat mener ikke, at vi kan synge "Den danske sang er en ung blond pige" – fordi forfatteren Kai Hoffmann ifølge ham var racist. Det er en opvisning i, hvor farlig "woke-ismen" er. Læs mere
Af Martin Ågerup
05.05.21, 12:06
Kravet om pladsbillet er meningsløs og håndhæves ikke. Drop det Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
05.05.21, 08:19
Floridas republikanere laver valgrestriktioner, der rammer egne vælgere. Læs mere
Af Utku H. Güzel
04.05.21, 19:21
Det er da helt forståeligt, at statsministeren ikke ville bruge mange kræfter på hendes 1. maj-tale, nu hvor det går så godt herhjemme. Læs mere