Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Nej, Pernille Rosenkrantz-Theil: Regnemodeller i Finansministeriet er ikke problemet

I årtier har man fra både politisk og fra social- og sundhedsfaglig side ytret ønske om et velfærdssystem, som i højere grad forebygger end behandler. To socialdemokrater mener, at skattekronerne kunne blive brugt klogere og forudser sågar, at det ville kunne føre til et lavere skattetryk. Så langt er jeg rørende enig. Men Finansministeriets regnemodeller udgør ikke hindringen, og det er naivt at tro, at en ny regnemodel er løsningen. Problemerne med at få forebyggelse til at virke i velfærdsstaten stikker langt dybere. Den er ikke indrettet til forebyggelse, og aktørerne har ikke de rette incitamenter. Folk går for eksempel til lægen, når de er syge, ikke når de er raske. Og lægen bliver betalt for at behandle de syge, ikke for at holde de raske sunde. Hvad kunne man gøre for at få forebyggelse til at fungere? Det giver denne blog nogle bud på.

I årtier har man fra både politisk og fra social- og sundhedsfaglig side ytret ønske om et velfærdssystem, som i højere grad forebygger end behandler. Ud over de oplagte fordele dette ville have for borgerne, er et af de oftest fremførte argumenter for det, at det ville være langt billigere.

Men trods årtiers snak og politisk opbakning fra et bredt flertal, er dét med forebyggelse alligevel aldrig rigtig lykkedes. Hvorfor? I en ny bog kommer to Socialdemokratiske folketingsmedlemmer, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen med deres bud: Det skyldes angiveligt regnemodellerne i Finansministeriet. ”Vi regner fuldstændig pivforkert i dag”, udtalte Rosenkrantz-Theil til JP og tilføjede: ”Det ved enhver, der arbejder med mennesker i den offentlige sektor. Hvis vi ikke bruger pengene på en indsats over for mennesker, bliver det i virkeligheden meget værre, når vi kommer nogle år ud i fremtiden”.

Rosenkrantz-Theil og Halsboe-Jørgensen mener, at hvis man i stedet bruger den nye Socialøkonomiske model (SØM), som blandt andet regner på effekter af ændret i adfærd ved sociale indsatser på velfærdsområderne. Den tager for eksempel højde for, at behandling af en alkoholiker sparer på henholdsvis overførselsindkomst, indlæggelser, anbringelser og kriminalforsorgen.

De to socialdemokrater mener, at man med modellen kan opnå, at skattekronerne bliver brugt klogere, og forudser sågar, at det ville kunne føre til et lavere skattetryk.

At skattekronerne kan bruges bedre, så vi får et lavere skattetryk er jeg helt enig med de to socialdemokrater i. Det er imidlertid forfejlet at tro, at Finansministeriets regnemodeller skulle udgøre en forhindring imod det, og det er naivt at tro, at den nye SØM-model skulle kunne sikre det.

Problemerne med at få forebyggelse til at virke i velfærdsstaten stikker langt dybere, hvilket kan illustreres med udgangspunkt i sundhedsvæsenet, som sammen med socialsektoren har det store potentiale, når det gælder forebyggelse.

Det er ikke sådan, at sundhedsvæsenet igennem årene er blevet udsultet for midler. De samlede offentlige udgifter til sundhed udgør 183 mia. kr. – eller ca. 32.000 kr. om året per borger. Hvis man kan spare penge og dermed få mere sundhed for pengene ved at bruge flere af dem på forebyggelse, kunne sektoren jo bare gå i gang. Det er primært Regionerne og ikke Finansministeriet, der prioriterer sundhedsudgifterne.

Årsagen til, at sundhedssektoren ikke kan finde ud af forebyggelse er, at den ikke er indrettet til forebyggelse, og at aktørerne ikke har incitamenter til at forebygge: Gevinsterne fra forebyggelse i form af besparelser tilfalder ikke dem, der afholder omkostningerne til forebyggelse. Blandt andet tilfalder en del af gevinsterne statskassen i stedet for de aktører, vi gerne vil have til at interesse sig for forebyggelse. Og i det omfang gevinsterne kommer de aktører til gavn, der skal stå for forebyggelsen, vil det højst ske på meget langt sigt i form af (forventede) besparelser på sundhedsudgifterne. Men til den tid vil det være helt andre konkrete personer, som er involveret. Politikerne tænker i praksis sjældent længere end til næste valg.

Sundhedssektoren er slet ikke indrettet til at kunne håndtere forebyggelse. Folk går til lægen, når de er syge, ikke når de er raske. Og lægen bliver betalt for at behandle de syge, ikke for at holde de raske sunde. Selvfølgelig foregår der forebyggende samtaler om livsstil osv., når syge mennesker alligevel er hos lægen, men indsatsen er ikke systematisk på nogen måde, blandt andet fordi incitamenterne i sektoren for at fremme sundheden gennem forebyggelse er meget svage – for ikke at sige stort set ikke-eksisterende.

Heldigvis har borgerne taget sagen i egen hånd, og derfor er der opstået et stort privat marked for forebyggelse, såsom motionscentre, personlige trænere, forskellige former for coaches samt en stor populærlitteratur om ernæring, motion, søvn, mindfulness og velvære i de seneste årtier i stigende grad suppleret med hjemmesider, YouTube-videoer og podcasts, ligesom aviserne har fået flere og flere livsstilstillæg med artikler om alt fra træning af bækkenbunden for at undgå inkontinens i alderdommen til hvordan man undgår stress. Det personlige initiativ, markedet og civilsamfundet træder til.

Den teknologiske udvikling øger potentialet for effektiv forebyggelse enormt. Borgerne kan selv generere store mængder oplysninger om deres adfærd og om en række helbredsindikatorer via deres smartphone og diverse sensorer og andre måleinstrumenter, som er blevet så billige, at private har råd til dem. Algoritmer og kunstig intelligens vil kunne genkende mønstre, der erfaringsmæssigt fører til sygdom, og advare den enkelte, ofte i almindelige apps til smartphones.

De hidtidige erfaringer taler imidlertid for, at det nuværende sundhedssystem ikke vil formå at udnytte disse nye muligheder. Kunne man forestille sig en organisering, som vil være mere velegnet til at håndtere forebyggelse?

En mulighed er i højere grad at lade sundhedsydelser finansiere via private forsikringer. Værdien af private forsikringsselskaber afgøres af forholdet mellem den forventede fremtidige indbetaling af præmier og de forventede udgifter til udbetalinger. Forsikringsselskabet har derfor en interesse i at minimere fremtidige udbetalinger ved at tilbyde kunderne forebyggende aktiviteter. Og det giver ikke selskaberne en gevinst langt ude i fremtiden men her og nu.

Sundhedsforsikringer, som tilbydes via arbejdsgiveren, giver endvidere den ekstra fordel, at også arbejdsgiveren har en interesse i sunde medarbejdere. Ud over det direkte tab ved sygdom har virksomheden en interesse i at undgå tab af kompetencer. Endvidere er fokus på medarbejdernes generelle fysiske velvære og sundhedstilstand en parameter i skabelsen af øget arbejdsglæde, medarbejderloyalitet og dermed også i tiltrækning og fastholdelse af den bedste arbejdskraft.

I løbet af de seneste 15 år har private sundhedsforsikringer vundet frem, så der i dag er cirka 2 millioner danskere med en privat sundhedsforsikring. Det har medført, at et stort antal medarbejdere i dag tilbydes forskellige former for forebyggelse, som den offentlige sundhedssektor ikke tilbyder, for eksempel grundige sundhedstjek hvert år eller efter behov i en relativt ung alder, besøg af kostvejledere i virksomheden og virksomhedsfinansieret vejledning vedrørende motion.

Det giver god mening at forankre forebyggelse i erhvervslivet. Forebyggelse skal jo i sagens natur finde sted i hverdagen, og mens folk er raske. Folk kommer hos deres arbejdsgiver i hverdagen, og mens de er raske. Hos lægen og på sygehuset kommer de imidlertid sjældent, og først når de er syge. Hvis en større del af finansieringen og organiseringen af sundhedsydelser flyttes til private forsikringsselskaber, har alle de involverede parter en fælles interesse i at forebygge sygdom: Borgerens egeninteresse i det er indlysende. Forsikringsselskabet ønsker at reducere udbetalingerne til behandlinger i fremtiden, og arbejdsgiveren vil have sunde og produktive medarbejdere.

Hvad en sådan alliance af parter med fælles interesse i forebyggelse kan nå frem til af nye innovative tilgange til sundhed, kan vi kun gisne om. De teknologiske muligheder er, som kort skitseret ovenfor, enorme. Og mulighederne for markant at reducere udgifterne til sundhedsydelser er formentlig store.

Forebyggelse på arbejdspladsen rejser dog også en række vanskelige spørgsmål. Hvor langt kan man for eksempel gå, uden at medarbejderne (eller nogle af medarbejdere) vil opfatte det som utidig indblanding i privatlivets fred? Eller omvendt: Kan man tillade sig som ansvarlig virksomhed blot at se på, mens en betragtelig andel af medarbejderne pådrager sig livsstilssygdomme? Det er ikke muligt at give et generelt svar på disse spørgsmål. Svarene afhænger af den enkeltes normer og værdier.

Netop derfor giver det god mening, at det ikke er staten, der bliver fremtidens bannerfører inden for forebyggelse, men virksomhederne. Forskellige virksomheder vil vælge forskellige tilgange. De mange eksperimenter giver medarbejderne mulighed for at stemme med fødderne og finde sig et andet arbejde, hvis man ikke bryder sig om tilgangen hos en konkret arbejdsgiver. Det er vanskeligere at skulle emigrere til et helt andet land for at slippe for statens kærlige men insisterende omklamring. Og mange forskellige aktører med forskellige tilgange giver også langt større chance for, at nogle opdager nye smarte måder at gøre tingene på, som andre kan lære af. Pluralisme sikrer både mere frihed til den enkelte og mere innovation.

På socialområdet, som primært kommunerne står for, er der lignende vanskeligheder og udfordringer. Derudover er socialområdet martret af en manglende tradition for at sikre sig evidens for, at de forskellige indsatser rent faktisk virker, samt dermed også hvilke der virker bedst.

Så der er lang vej igen, før velfærdsstaten mestrer forebyggelsens kunst. Finansministeriets regnemodeller er ikke problemet, og SØM er højst et museskridt på en meget lang vej til en løsning.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Martin Ågerup (f. 1966) er direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos og skriver uden omsvøb om samfundets og velfærdsstatens store udfordringer. Han er forfatter til fire bøger om samfundsforhold, senest ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation” (People’sPress 2017).
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Casper Hedegaard
21.10.18, 21:41
Meningsmålinger viser, at tilslutningen til EU er den største i mange år. For få år siden var situationen en helt anden, hvor opbakningen vaklede, og tilliden til det europæiske fællesskab kunne ligge på et lille sted. Har vi i virkeligheden stået i EU’s midtlivskrise, hvor de trygge og forudsigelige rammer gjorde projektet for usynligt og folkefjernt? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.10.18, 19:43
I næsten otte år er den samme anekdote blevet gentaget gang på gang af useriøse journalister. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.10.18, 14:10
Kineserne siger, at ingen kan eje månen. Men man må, som kineser, åbenbart gerne lave sin egen. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.10.18, 08:20
Uhyggeligt at fanatikere vil forhindre skatteministeren i at tale med tobaksindustrien Læs mere
Af Mikael Jalving
21.10.18, 07:30
Demokrati er et slagord i Vesten, længe før det kan nå at slå rod i Østen. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.10.18, 20:34
Tonen i debatten er en trussel mod folkestyret Læs mere
Af Nauja Lynge
20.10.18, 18:21
De senere måneders skandaler i den private sektor, ikke mindst i bankverdenen, må få os til at overveje, om den markedsøkonomi, som i dag er grundlaget for den vestlige verdens konstante fokus på vækst og profit, er gået for langt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.10.18, 16:03
Det mener flertallet i det australske senat ikke. Så er man nemlig »white supremacist«. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
19.10.18, 12:29
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling. Milliarder, som kunne bruges på sundhed, de ældre, uddannelse osv., ryger i de forkerte hænder. Og vi gør meget lidt for at undgå det. Læs mere
Af Anna Thygesen
19.10.18, 11:21
Som man siger i sladderbranchen, så kommer pressen også til den onde skilsmisse, når man selv har inviteret til det romantiske bryllup. Sådan er gamet desværre, og det har Ilse Jacobsen og Morten Albæk måske lært den seneste uges tid. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her