Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Regeringen har mistet det vigtigste: ydmygheden

Spurgte man statsministeren,​ ville hun sikkert selv tænke, at hun var enormt ydmyg – for hun er jo velfærdsideolog og folkelig. Men intet kunne være mere forkert. Der er hverken ydmyghed eller selvrefleksion.

»Hun vildledte groft.« Sådan konkluderede Minkkommissionen. Statsministeren vildledte minkavlerne, oppositionen, ordensmagten, danskerne – os alle sammen – groft. Og departementschefen, den mystiske, magtfulde Barbara Bertelsen, gør sig skyldig i tjenesteforseelser og alle mulige andre opsigtsvækkende resultater fra kommissionsberetningen, der berettiger et mistillidsvotum.

Vi er ikke vant til, at den slags ting sker i Danmark. Danskerne er et af de folkefærd i verden, der har mest respekt for loven. Det er fremmed for os, at loven bøjes og brydes og omgås med snilde og snedighed, som det er tilfældet i minksagen. Det er fremmed for os, at magthaverne er moralsk anløbne og vildleder befolkningen og behændigt undgår pressens insisterende søgen efter sandheden. Det er pressens eksistensberettigelse. Men statsministeren er ligeglad, helt og fuldkommen fløjtende ligeglad.

Det er fremmed for os som borgere i det land i verden, hvor der er mindst korruption, magtmisbrug og mafiametoder. En aftale er en aftale. Et ord er et ord. Derfor er det ikke bare pressen, der har fest i disse dage – nej, minksagen optager ikke bare minkavlerne, meningsdanmark og politiske kommentatorer, men danskerne – ja, skønt det er ferietid, Tour de France og sol over Dannevang – simpelthen fordi den ryster os i vores grundtillid til landets magthavere, til de folkevalgte, til embedsstanden – til alt, hvad der udgår fra Slotsholmen til folket.

Og det ryster os i et land, hvor vi har den fine lutherske tradition, at vi hver eneste søndag i alle kongerigets kirker beder for landets magthavere i kirkebønnen efter prædikenen: Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, Mattias Tesfaye, Kåre Dybvad Bek, ja, alle dem, der sidder på ministertaburetterne, embedsapparatet, hele regeringen og dens støttepartier – men også hele den sammenbragte blå familie i opbrud. Ja, bønnen omfatter såmænd også embedsapparatet – skønt de ikke er folkevalgte – men de har vist i særdeleshed brug for bønnerne i disse dage, fordi de ser ud til at blive ofre for statsministerens ideologiske list.

Formuleringen i bønnen er fri, jeg plejer at sige sådan: »Giv indsigt, visdom og ydmyghed til regering og Folketing og til alle, som har magt til at styre vores land.« Læs det igen: indsigt, visdom og ydmyghed. Det kniber i disse højspændte solbrankede dage med alle tre ting – i særdeles ydmygheden. For folket har givet politikerne magten i tillid til, at de kan forvalte den til gavn for samfundet – til fælles bedste. Og ikke (mis)bruge magten for egen magtvindings skyld.

Spurgte man statsministeren, ville hun sikkert selv tænke, at hun var enormt ydmyg – for hun er jo velfærdsideolog og folkelig. Og tænker ikke, at hun er mere end alle andre – hun er bare Mette fra Aalborg, der bager boller og pudser vinduer og passer på danskerne, så vi ikke dør.

Men sand »ydmyghed er ikke at tænke mindre om sig selv, men tænke mindre på sig selv«, som præst Thomas Aallmann funklende klart formulerer det i sin nylig udgivne biografi om forfatteren C.S. Lewis. Og der er vist næppe nogen, der har mistænkt statsministeren for ikke at tænke på sig selv – og sin egen magt. For det første skridt for den, der stræber efter ydmyghed, er ifølge C.S. Lewis selv at »indrømme egen stolthed. Det er et stort skridt, men man når ingen vegne, hvis ikke man begynder med det. Hvis ikke du synes, du er indbildsk, demonstrerer du selv, hvor usædvanlig indbildsk du er«.

Og indtil videre er statsministeren så urimelig stolt – indbildskheden og arrogancen er ikke til at skjule, at hun ikke træder tilbage, som hun burde gøre. Hun fik magten, som hun ønskede sig, nu er det på tide at tage ansvar for den. I ydmyghed og selvransagelse. Også når det går ravruskende galt – og uvidenhed er ikke en undskyldning. Borgeren får jo også en parkeringsbøde, når man har parkeret ulovligt – selv om man ikke var klar over det.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.