Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

EU-flaget er bare en ideologisk klud, du kan polere bil med

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor borgerlige politikere sværmer så meget for den europæiske sammenslutning.

Det er jo snedig tænkt: Blodet flyder i Ukraine og trækker spor gennem Europa – på mange måder. Time for time får vi live opdateringer fra krigens nådesløse slagmarker, hver morgen kan vi læse om nattens hændelser, hvor bomberne faldt i ly af mørket. Byer er pulveriseret, menneskeliv er knust – og hvad kan Putin ikke finde på med alle de atomvåben?

Frygten dannede virkelig momentum for, at regeringen kunne udskrive folkeafstemning om ja eller nej til afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Og snedig var den oprindelig formulering på stemmesedlen, der skulle snøre befolkningen: »Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?« Hverken EU eller forsvarsforbeholdet blev nævnt – men sikkerhed og forsvar takker kun en tåbe nej til, når den russiske bjørn er tirret. Efter megen kritik blev formuleringen ændret, men planen var altså, lidet respektfuldt, på et tidspunkt, hvor borgerne mildest talt var skræmt, at manipulere os til at ophæve forsvarsforbeholdet. Og i det hele taget er det at underkende befolkningens forbehold over for unionen, når man siden danskernes nej til Maastrichtaftalen igen og igen og i al evighed bringer de enkelte undtagelser, som de oprindelighed hed, til afstemning.

Det er jo gammel virkelighed, at politikerne af en eller anden grund er mere begejstrede for EU, end befolkningen er – så længe de ikke selv skal eksileres i Bruxelles for at bestemme ingenting og få en masse blyantspenge (læs: lommepenge). Selv de EU-begejstrede konservative havde ved seneste valg til EU-Parlamentet et værre hyr med at finde én, der vil have sit glade ansigt på en EU-plakat – tage en for holdet, som man siger.

Selv de EU-begejstrede konservative havde ved seneste valg til EU-Parlamentet et værre hyr med at finde én, der vil have sit glade ansigt på en EU-plakat.

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor borgerlige politikere sværmer så meget for den europæiske sammenslutning – for det er efterhånden en tilsnigelse at kalde det et samarbejde. Og ønsket om at ophæve forsvarsforbeholdet er ganske enkelt tåbeligt. For det første er det ikke gratis at komme med i et europæisk forsvarsforlig – vi kunne jo begynde med at bidrage med de 2 pct. af bnp (og gerne mere) til Nato. For det andet: Kommer forliget egentlig danskerne til gavn? Nej, for vi kan trygt stole på den forsvarsalliance, der har holdt den skrøbelige fred i Europa, nemlig Nato. Og ikke den underlige ansigtsløse bastard EU. Når mange unge vælgere vakler i spørgsmålet om forsvarsforbeholdet, er det simpelthen, fordi de har et hul i deres historielæsning – belejligt for politikerne.

Nato er fuld kapabel til at forsvare europæerne – og nu er hele Europa med. Det er altså Nato, der vil banke Putin på plads – ikke en EU-hær. For selvfølgelig bliver vi viklet ind i en EU-hær, hvis vi ophæver forbeholdet. Spørgsmålet er så, hvem skal have mandat til at sende danske soldater ud på alle mulige politiske, fredsbevarende missioner? Tja – alle de navnløse ledere i Bruxelles, vi ikke kender. Betryggende – nej vel?

Når man står i stemmeboksen, må man stille sig selv følgende spørgsmål: Ved at ophæve forbeholdet skifter forsvaret da ikke opgave – fra at være i den konkrete opgave, forsvar for fædrelandet, som giver mening for soldaterne, når de med livet som indsats for Danmark forlader hjem og familie – til at være et politisk redskab til krisestyring? Jo! Og vil alle de forbehold, vi i forvejen kan have over for EU’s indblanding i alt fra barselsregler til grænsebomme, ikke også gøre sig gældende i spørgsmålet om forsvarsforliget? Jo!

Og endelig: Når en falden dansk soldat vender hjem, er kisten svøbt i Dannebrog. Det røde flag splittet af et hvidt kors – det minder os om, at Danmark ikke er en ideologi. En absolut åndelig forskel fra flaget med de 12 gule stjerner. Den rød-hvide fane er vores virkelighed – det andet er en ideologisk klud, vi kan bruge til at polere bil med.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.