Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Konfirmander slår et modigt slag for traditionen 

Vi har de samme eksistentielle kampe og opgør med os selv i dag som for 100 år siden. Men traditionen giver os noget – i en tid, der ellers er rodløs.

Jeg er imponeret over dem hvert år: konfirmanderne. Lidt rørt er jeg også.

For midt i en tid, i en verden af lave, hvor normer bliver nedbrudt, og alt er til diskussion, og intet er givet, selv køn kan ændres, og historie kan slettes, hvis ikke den passer ind i modernitetens ideologiske narrativ om det ubesmittede menneske – ja, i den skøre tidsepoke, vi lever i lige nu, da finder tusinder af konfirmander i disse uger vej til kirkerne, til troen, til traditionen.

Jeg spørger aldrig mine konfirmander om, hvorvidt de tror på Gud – det kunne aldrig falde mig ind. Men jeg spørger, hvorfor de gerne vil konfirmeres. Og langt de fleste svarer, at det er på grund af »traditionen«, at de skal konfirmeres – og opremser: Min mor og far er konfirmeret, mine bedsteforældre, min bror eller søster – ja alle – »det er ligesom noget, vi gør i vores familie«. Det påfaldende er jo, at der netop ikke er meget vi ”bare gør” i vores tid – fordi tidsånden har lært os, at der er så meget, vi ikke er nødt til, så meget vi ikke behøver gøre. Og da slet ikke, fordi det er en tradition (læs: Noget alle andre gør, og derfor ikke noget, der gør mig unik). Og spørger jeg dåbsforældre om, hvorfor deres barn skal døbes – ja, så er begrundelsen som regel den samme: traditionen.

Med al deres rodløshed og eksistentielle angst og søvnløshed og sorgfuldhed betaler de regningen for årtiers tab af værdier og dannelse, tab af ritualer og traditioner.

Derfor er det, som journalist Kåre Gade skriver i sin lille fine bog ”Traditionen tro”, ironisk, at mange i kirkens kreative klasse i dag har travlt med at lave om på traditionen, fordi de mener, den står i vejen for moderne menneskers adgang til kirken og kristendommen. Nej, for jeg er helt overbevist om, at mens alt står for fald, og alt forandres, er der midt i al den meningsløshed, rodløshed og tomhed dog hos mange en mere eller mindre bevidst levende traditionsbevidsthed – en længsel efter traditionerne.

Og det har selv konfirmanderne – for med al deres rodløshed og eksistentielle angst og søvnløshed og sorgfuldhed betaler de regningen for årtiers tab af værdier og dannelse, tab af ritualer og traditioner. For selv om hverken konfirmander eller dåbsforældre som regel ikke har sproget til at forklare, hvorfor de ligesom ikke kan andet end at træde ind i traditionen, ja, så har de alligevel fornemmelsen af det. Traditioner er nemlig noget, der kommer over os – traditioner er det, vi ikke selv opfinder, men opfinder os – og det er en kæmpe aflastning for det moderne menneske, der vant til, at vi skal opfinde alting. En tradition skal så at sige ikke bestemmes – men traditionen bestemmer, hvem vi er.

Når Kåre Gade så rigtigt skriver, at »troen altid har brug for at blive holdt sammen af en form, et sprog, en tradition«, vil jeg tilføje, at mennesket har brug for at blive holdt sammen af en form, et sprog, en tradition. Derfor var det virkelig at foragte menneskets væsen, dengang man gik rundt og sagde »rend mig i traditionerne«. Tænk, man sagde det og mente det. Helt bogstaveligt – og det medførte en historisk overbelastning af menneskets sjæl. For traditionen er netop aflastende, fordi den er givet på forhånd, afprøvet, brugt og slidt, den er arvet og overleveret af generationer før os: »Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte de efterlod,« skrev Johannes V. Jensen for 100 år siden.

Han mener ikke bare potteskår og sølvtøj og tankegods, men også ritualernes på en gang strenge og aflastende form, en ramme, en orden, der lægges ned over vores lille liv dengang som nu – for mennesket har de samme eksistentielle kampe og opgør med sig selv i dag som for 100 eller 1.000 år siden. Og ritualet formidler traditionen – en rytme og mening, der er givet på forhånd, som vi lægger vores vaklende liv og urolige hjerter ind i. Så kære konfirmander, med nervøse skridt og overgang i stemmerne, med svedige håndflader og lak i håret: Det kræver stort mod at være traditionen tro – og være menneskelivet tro – et mod, man ikke får fra sig selv. Tillykke med konfirmationen og lev vel!

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.