Billederne fra Butja lærer os ikke noget for alvor

Navnløse kroppe lå strøet i gaderne i forstadsbyen Butja, da de russiske tropper trak sig tilbage. En mand i en brun jakke og blå cowboybukser ligger livløs på jorden stadig skrævende over sin cykel – hans tid blev sat i stå, lige der. En kvinde med rød neglelak lå skudt og dræbt – ringfingerneglen var dekoreret med et lyserødt hjerte på den – på den særlige manicure blev hun genkendt, da billedet af hendes lig florerede på Instagram. Genkendt af sin datter, der ikke kunne få kontakt til sin mor.

Andre lå bagbundne og henrettede – hænderne bundet sammen med det hvide neutralitetsbind, de bar om armen, da de vovede sig ud i Butjas gader efter fornødenheder.

Omkring alle billederne står tiden stille – billederne, der de seneste dage er gået over verden som et bevis på krigens gru. For bare få år siden viste medierne højest en blodplet – det var dér, det skete. Nu ser vi, hvad der skete, og hvem det gik ud over. Og hver nyhedsudsendelse, hver avisartikel indledes med en advarsel om, hvilke rædsler vi skal se, mens det er påfaldende, at landets mediechefer med al deres velmenende fodsålepædagogik har travlt med at begrunde, retfærdiggøre og argumentere for, at vi skal se menneskelig for at opnå en fælles forståelse for krigens grusomhed og fjendens (altså russernes) uhyrlige myrderier.

Vi skal se, hvad vi efter europæisk fredstid måske har fortrængt, nemlig at krig er udøvelse af den største grusomhed – at den civiliserede krig ikke findes på trods af Genèvekonvention – på trods af gode intentioner og troen på et gode i mennesket. Og det er muligt, at det vestlige menneske i denne tid bliver lidt overrasket over, hvad krig egentlig er, men det ændrer ikke på, at mediernes brug af billederne fra Butja bør diskuteres – af flere grunde.

Jeg er helt med på, at billederne er den helt afgørende dokumentation og har deres berettigelse, hvis Putin og hans slæng skal strafforfølges ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, men der er forskel på dokumentation i en straffesag om krigsforbrydelser og nøgtern formidling til befolkningen. Her har billederne ikke deres naturlige berettigelse. Billeder har en voldsom og hurtig effekt, de er ufiltrerede, ubønhørlige og skånselsløse og giver os et glimt af krigens skræmmende og hemmelige verden, men jeg er bekymret for den åndelige fattigdom, som billedbruget er et udtryk for. I ordet, menneskets medfødte eller medskabte udtryksform, er nemlig en forbundethed til ånden, til noget evigt i mennesket.

Vist er enkelte billeder fra historiske krige blevet ikoniske: Napalm-billeder fra Vietnamkrigen, billedet af den østtyske grænsevagt Conrad Schumann, der i 1961 forcerede Berlinmuren i et spring ind i friheden, billeder af mennesker i togvogne med endestation i Auschwitz, gasovne og dynger af lig– ja, men i vor tids billedsamfund har billedet fået en anden flygtighed. Vi kender ikke enden på krigen i Ukraine, men vi kan forudsige en endeløs billedstrøm af grusomhed, der i høj hastighed vil flakke forbi vores blik – sammen med alt muligt andet.

Jeg er helt overbevist om, at hvis vi skal søge at forstå krigens brutalitet, ane konturerne af ondskabens væsen og menneskenaturens gådefuldhed, skal vi spejle nyhedernes billedstrøm i verdenslitteraturens langsommelige vidnesbyrd om de nådesløse slagmarker. For krige handler aldrig kun om politiske anliggender, om at forstå en konkret konflikt eller motivet for myrderierne i Butja – men om at begribe, bare en smule, af sandheden om mennesket, et åndsforhold, som litteraturen tager livtag med.