Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Nyfigen moralisme er gået i seng med den tabte moral

Moral er gået fra at være den enkeltes pejlemærke for livet til at blive et nypuritansk pejlemærke for det andet menneskes moral – og mangel på samme.

Den offentlige forargelse vil ingen ende tage. Det er, som om der er opstået en moralsk konsensus om, at den moralsk rigtige holdning til denne sag er, at manden skulle falde. Og det gjorde han, med en brag, 3F-bossen Per Christensen. I årevis har han ført et dobbeltliv – et temmelig avanceret bedrag, der til sidst blev afsløret, fordi kvinderne talte sammen.

Og det er svært at finde på noget pænt at sige om Per Christensens levnedsførelse og ingen grund til at forsvare ham. Punktum.

Når det så er sagt, er der grund til at stille spørgsmål ved rimeligheden af, at det skal koste karrieren at være en udenomsægteskabelig luskebuks. Havde manden taget af kassen eller gjort sig skyldig i andre strafbare ulovligheder, så var sagen klar. Men uanset hvor forkert og forkasteligt det er at føre sin elskede, nære og kære bag lyset, så er det ikke ulovligt – faktisk ikke engang på kant med loven.

I dag havde statsminister Jens Otto Krag med hans helt umådeholdne forbrug af kvinder, der ikke altid blev afviklet på den mest charmerende facon, aldrig haft en chance.

Og fordi sagen ikke er klar, bliver alle argumenter for Per Christensens fratrædelse ført med fuldstændig uhørt moraliserende skråsikkerhed, der beklikker Christensens evner og troværdighed som leder.

Faktisk har vi aldrig hørt andet, end at han var vellidt og dygtig til sit arbejde. Men de moraliserende spekulationer er tilsyneladende endeløse: Er timerne, han har brugt på dobbeltlivet, gået fra hans arbejdstid? Har han brugt natlige forhandlinger og arbejdsrejser til at gøre løgne troværdige? Ja, sikkert – hvordan regner folk dog med, at utroskab foregår? Det er, som om man insisterer på at finde en kobling mellem formandens private forhold og arbejdsmæssige forhold som begrundelse for at beskæftige sig med sagen.

Per Christensen-sagen er interessant, fordi den på en gang afslører et tab af moral og tidens nyfigne moralisme. Man tror, at i gamle dage var folk så fordømmende – i dag er det meget værre: I dag havde statsminister Jens Otto Krag med hans helt umådeholdne forbrug af kvinder, der ikke altid blev afviklet på den mest charmerende facon, aldrig haft en chance. Viggo Kampmann, der tilskrives en stor del af æren for velfærdsstaten, havde vi diagnosticeret og sat fra bestillingen, og Winston Churchills funktionspromille og kærlighedsliv havde uden tvivl kostet ham karrieren – selv om vi er ham al tak skyldig for sit lederskab under Anden Verdenskrig.

Dengang holdt man tingene adskilt. Man antog ikke, at Churchill havde et ”brist” i sin personlighed, som Per Christensen anklages for.

Jeg er bekymret for, at vi har mistet sansen for egen svaghed og overbærenheden over for andres. Selverkendelse er så at sige ikke på mode, men det er det til gengæld at lægge sit private liv frem til offentligt skue på de sociale medier. Privatsfæren bliver mindre og mindre, mens mere og mere af vores tilværelse, liv og livsførelse med vores medmennesker bliver til et offentligt anliggende – både når det går godt, og når det går i stykker. Og et menneske er selvfølgelig sin livsførelse, der skal holdes på plads af moralen – moralen, der er til for, at et menneskes samliv med dets medmenneske kan være et godt liv.

Men jeg har fornemmelsen af, at moralen og det uudtalte personlige ansvar og forpligtelse som en fast – næsten ubevidst – rodfæstet del af vort sjæleliv er væk – forsvundet sammen med alt det andet rodfæstende, vi har mistet siden 68. Og hvor denne naturlige grundfæstethed er væk, indtræder i stedet en usund interesse for, hvordan vi kan føle, tænke og forstå os selv som moralske væsener.

Moralen er gået fra at være mit, altså den enkeltes, uudtalte pejlemærke for livet til at blive et nypuritansk pejlemærke for det andet menneskes moral – og mangel på samme.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.