Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Wokeismen gør mig træt helt ind i sjælen

Wokeismen er fuld af selvmodsigelser – og en himmelråbende mangel på dannelse. Dens udøvere er på samme tid nærmest aggressive – og alligevel tyndhudede.

Det måtte jo komme: Filmskolen ville næppe gå ram forbi wokeismens hærgen på kulturinstitutionerne. En flok studerende forlod lokalet under visningen af Casper Christensens komedie ”Dan Dream”, hvor en af karaktererne optræder racistisk. Mangel på dannelse og dårlig opførsel; jeg bliver træt helt ud i leddene og mere end det: Jeg bliver bekymret dybt ind i min sjæl over de ideologiske kræfter, der er i gang med at omkalfatre det (yngre) vestlige menneskes opfattelse af kunst og kultur – af mennesket og verden. I magasinet Ekko har en forurettet og woke-opvakt anonym førsteårsstuderende hængt underviserne ud som en samling »dinosaurer«, der »modsætter sig forandringer«, og kritiserer pensum for at være »eksplicit racistisk og minoritetsfjendtligt« og anklager skolen for at være præget af »den konventionelle, hvide, mandlige instruktør«. Altså det, woke-bevægelsen kalder ”hvidt overherredømme”.

Efterfølgende har Filmskolens ledelse været utrolig nølende, når den er blevet spurgt, om det fortsat ville være muligt at vise film som Leni Riefenstahls æstetiske mesterværk (det er det jo!) og propagandafilm fra Det tredje Rige ”Triumf des Willens” fra 1935, D.W. Griffiths ”En nations fødsel” fra 1915 – begge anerkendte filmhistoriske værker, der samtidig har udgangspunkt i racistiske ideologier, og den udødelige klassiker ”Borte med Blæsten”, der trods sin romantisering af et raceopdelt (og racistisk) samfund har tryllebundet publikum i et halvt århundrede.

Filmskolen skulle jo ikke komme for skade at vise film, der kunne støde de utrolig tyndhudede og selvoptagede, krænkelsesparate og kampklare studerende.

For Filmskolen skulle jo ikke komme for skade at vise film, der kunne støde de utrolig tyndhudede, selvoptagede, krænkelsesparate og kampklare studerende. For det er de. Tag ikke fejl af dem, de er identitetspolitiske stormtropper – se blot helt konkret den skæbne, der overgik Frederik V-busten, der blev skubbet i Københavns Havn og genopstod i dematerialiseret form.

Den såkaldte happening og tidligere institutleder Katrine Dirkinck-Holmfelds pinagtige optræden i ”Deadline” i fuldt klovneornat var så tåbelig, at det var svært at tage alvorligt, men vi skal tage os voldsom i agt. For identitetspolitikken gør sig ikke blot skyldig i opløsningen af kongens buste, men opløsningen af vores fælles kunst og kulturforståelse og i sidste ende en opløsning af sammenhængskraften.

For når woke-bølgen rammer, bliver samfundet atomiseret – vi bliver delt i grupper ud fra køn, race, seksuel orientering og alt muligt andet. Og med sine modstridende krav ender den identitetspolitiske bevægelse jo i strid med sig selv, når de krænkelsesparate insisterer på, at ”alle skal kunne forstå os” og samtidig ligeså insisterende: ”Ingen kan forstå os”. Og deraf opstår den evigt tilbagevendende diskussion om, hvorvidt en filmrolle som transkønnet kan beklædes af en på regnbuedansk ”binær” person (læs: en, der identificerer sig med sit biologiske køn), eller om skuespilleren skal være transkønnet for at kunne udfylde rollen.

Det er jo i modstrid med selve definitionen på at være skuespiller, hvor opgaven netop er at fremstille en anden person, end du er – med ære, autenticitet og værdighed. Og ikke mindst den lille kunstneriske gådefuldhed i selve tilnærmelsen i det, at en skuespiller ikke spiller sig selv – men en anden. Det mestrer en dygtig skuespiller som den engelske skuespiller Eddie Redmayne, der blev Oscar-nomineret og fik stor hæder for sin rolle som den transkønnede Lili Elbe i filmen ”A danish girl”.

Siden har han offentligt fortrudt, at han påtog sig rollen. Hvorfor mon? Ja, fordi tidsånden tilsagde ham det, fordi den fremherskende tankegang i kunstens verden efterhånden er, at ingen har ret til at fremstille eller spille nogen, de ikke er. Alle bliver besatte af farver og optaget køn i stedet for at være farveblinde og optaget af det, kunsten evner, nemlig at gøre os selvforglemmende. Bare en stund. Hvad enten det er billedkunst, teater, film eller litteratur, så tilsiger kunsten os en adspredelse fra os selv. Og samtidig siger kunsten noget om os, som vi ikke kan sige selv.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.