Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Julen beder os om det sværeste for et voksent menneske: at åbne øjnene for det underfulde

En sommeraften kom et barn til verden. Alt for tidligt, akkompagneret af glade struber fra Parken. Et 849 gram stort under, der viste sig livskraftigt i verden.

Det er et under, at han lever. Sommersolhvervsbarnet, min lille babydreng, ligger ved siden af mig i morgenmørket i sin lille seng og knirker – jeg tror snart, at han vågner.

På årets længste og lyseste dag og på Guds nåde kom han til verden en sommeraften på Rigshospitalet akkompagneret af nationalsangen, glædesråb og jubel fra Parken. Der var fodboldlandskamp, Danmark slog den russiske bjørn. Uden for Rigets mure sejlede og sang København i fadøl og fodboldrus. Indenfor, på neonatalafdelingen for små for tidligt fødte undere, lå det lille Guds mirakel med sine 849 grams store livskraft og knugede en strikket blækspruttebamse i sin lille røde, gennemsigtige hånd.

Når jeg lå og holdt nattevagt hos ham, mens C-PAP-apparatet, der holdt hans små luftveje åbne, aldrig gav ro, havde jeg fornemmelsen af, at der var sprækker i ængsteligheden, i afmagten, i mit nervøse hjerte, som det underfulde trak ned igennem. Barnet trak vejret, selv strakte jeg hals for at få en bid luft, som om åndedrættet ikke var trukket tilbage. Jeg vidste, at uanset hvordan det gik, så havde den lille efterladt evighedens aftryk i mit liv.

Jeg græd lidt, jeg bad lidt, kom til at tænke på en gammel jødisk legende. Den fortæller, at længe før et barn kommer til verden, er der en engel, som lægger hænderne under barnets hoved. Et lys bliver tændt, og hovedet drejes varsomt i alle retninger. Barnet får således set alt, og at det selv er en del af helheden. Lige før fødslen kommer englen igen og lægger en finger på barnets mund. ”HYS!” ”Du må ikke sige, hvad du ved”. Derefter lægger englen fingrene på barnets øjenlåg og siger: ”Du må ikke se!” Så bliver barnet født.

Som voksne har vi så svært ved at lade fornuftens parader falde, at åbne vores hjerte, sjæl og sind.

Hele livet leder barnet efter dette, som det ved. Hele livet er englesynet og engletroen, underet og det underfulde dybt forankret i barnets sind. For et barn er det ikke så underligt, at undere sker – at der sker ting i verden, der er ukontrollerbare, uventede, uforklarlige og uden for deres rækkevidde. Men som voksne har vi så svært ved at lade fornuftens parader falde, at åbne vores hjerte, sjæl og sind for det budskab, som englen med den stille stemme forkyndte julenat på Betlehems marker, nemlig at frelsen er kommet til verden i barneunderet i krybben. Underet, der løfter os op fra jorden så vingeløse, som vi er, og holder vores luftveje åbne, når vi ikke selv har kræfter til at trække vejret, bærer vores håb og kysser vores hjerte. Underet, der ved juletid er klædt i engleskikkelser og færdes på tværs af prognoser og på trods af al mismod og al sandsynlighed og kravler ned ad himmelstigen gennem sprækkerne i virkeligheden. Ned til os, der ved fødslen mister blikket for, at vi ikke har magten til at være til i alting – at ingenting af det vigtigste i virkeligheden afhænger af, hvad vi selv kan og vil og tror.

For nogle gange er livet bare sådan, at vi kun kan folde vores hænder i en svag erindring om det, det evige lys, englen lod os se, før vi blev født, hele livet længes efter og bliver mindet om hvert år julenat, når passagen åbner ind til det oprindelige – til den underfulde helhed i krybbebarnet. Dér, fra stalden i Betlehem, skinner det ubrugte lys bag rædslens mørke gennem alle tiderne, og fra markerne lyder den englenes udødelige sang i nattens hus: ”Halleluja, halleluja” – lovsyng Herren, betyder det. En lovprisning, et genlydsord, en klang, der synger i menneskets sjæl og rummer alt det, vi ikke kan finde ord for – når underet sker – eller når underet udebliver: Når vi hører barnet trække vejret tungt og trygt og hører den gamle, den syge, den trætte ånde ud – ja, alle dem, der efterlod evighedens aftryk i vores liv, flyttede underet ind i os og fik mørket til at lyse.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.